Gud, der vil, "at alle mennesker skal frelses og komme til sandhedens erkendelse" (1 Tim 2,4), "har fordum mange gange og på mange måder ved profeterne talt til fædrene" (Hebr 1,1). Men, da tidens fylde kom, sendte Han sin Søn, Ordet, der blev kød, salvet med Helligånden, til at forkynde det glade budskab for de fattige, og helbrede de sønderknuste hjerter,[1] han som er "kødets og åndens læge"[2] og mellemmanden mellem Gud og menneskene.[3] Hans menneskelige natur blev nemlig, i enhed med Ordets person, redskabet for vor frelse. Derfor "fremtrådte" i Kristus "vor fuldendte genoprettelse og forsoning, og vi fik del i Gudstjenestens fylde".[4]
Dette værk - menneskenes forløsning og den fuldkomne forherligelse af Gud - havde allerede et forspil i Guds store gerninger med folket i Det gamle Testamente, men er blevet opfyldt ved Herren Kristus, især gennem påskemysteriet - hans salige lidelse, opstandelse fra de døde og salige himmelfart. For derved "gjorde han vor død til intet ved selv at dø og gengav os livet, da han opstod af døde".[5] Og det underfulde sakramente, som Kirken er, opstod ud fra Kristi side, da han sov ind på korset.[6]
Som Kristus er sendt af Faderen, har han selv udsendt Apostlene og opfyldt dem med Helligånden. De skulle ved at prædike evangeliet for hele skabningen[7] ikke blot meddele, at Guds Søn ved sin død og opstandelse havde befriet os fra Satans magt[8] og fra døden og ført os over i Faderens rige, men også føre det frelsesværk, de talte om, ud i livet ved offeret og sakramenterne, som hele det liturgiske liv kredser omkring. Således indføjes menneskene gennem dåben i Kristi påskemysterium: de er døde, begravet og oprejst med ham.[9] De modtager Ånden, der giver dem status som børn, og "i den råber vi: Abba, Fader" (Rom 8,15), og sådan bliver de til de sande tilbedere, som Faderen vil have.[10] På lignende måde forkynder de Herrens død, indtil han kommer, hver gang de deltager i Herrens måltid.[11] Derfor blev på pinsedag, da Kirken trådte frem for verden, "alle de døbt, der tog imod" Peters "tale". "Og de holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne . . . De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket" (Ap.G. 2,41-47). Siden er Kirken aldrig holdt op med at komme sammen for at fejre påskemysteriet: den læste "i alle skrifter, der handlede om ham" (Luk 24,27), fejrede Eukaristien, hvori "hans døds sejr og triumf fremstilles"[12] og sagde samtidig Gud tak for den "uudsigelige gave" (2 Kor 9,15) i Kristus Jesus, "hans herlighed til lov og pris" (Ef 1,12), ved Helligåndens kraft.
Men for at fuldbyrde dette store værk, er Kristus altid nærværende i sin Kirke, især i de liturgiske handlinger. Han er til stede i messeofferet både i celebrantens person - "det er den samme, der nu frembringer offeret ved præstens tjeneste, som dengang frembar sig selv ved korset"[13] - og allermest i de eukaristiske skikkelser. Med sin kraft er han til stede i sakramenterne, sådan at det er Kristus selv, der døber, når nogen døber.[14] Han er til stede i sit ord, for han taler selv, når skrifterne læses i Kirken. Endelig er han til stede, når Kirken beder og synger, han der har lovet: "Hvor to eller tre er samlede i mit navn, er jeg midt iblandt dem" (Matt 18,20).
I dette store værk, hvor Gud forherliges, og mennesket helliggøres, knytter Kristus Kirken, sin højtelskede brud, altid virkelig til sig, og denne påkalder sin Herre og yder gennem ham den evige Fader sin hyldest.
Med rette anses derfor liturgien som udøvelsen af Jesu Kristi præstelige embede. Menneskets helliggørelse betegnes i liturgien ved ydre tegn og virkeliggøres på hver sin måde gennem de enkelte tegn, og den offentlige kult i sin helhed udøves af Jesu Kristi mystiske Legeme, d.v.s. hovedet og lemmerne.
Enhver liturgisk fejring udøves altså af Kristus som præst og af hans Legeme, som er Kirken, og er derfor i allerhøjeste grad en hellig handling, som ingen anden kirkelig handling i rang eller grad kan nå op til.
I den jordiske liturgi får vi del i og en forsmag på den himmelske, som fejres i den hellige stad Jerusalem, som vi er på vej til. Der sidder Kristus ved Guds højre hånd som tjener ved det hellige og sande tabernakel.[15] Med hele den himmelske hærskare synger vi lovprisningshymnen for Herren; ved at ære helgenernes minde håber vi at få lod og fællesskab med dem, og vi venter på Frelseren, vor Herre Jesus Kristus, indtil han bliver åbenbaret som vort liv, og vi bliver åbenbarede med ham i herlighed.[16]
Den hellige liturgi udgør ikke Kirkens hele gerning. For før menneskene kan deltage i liturgien, må de nødvendigvis kaldes til tro og omvendelse: "Hvorledes skulle de kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? Og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker? Og hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud?" (Rom 10,14-15).
Derfor forkynder Kirken frelsens budskab for de ikke-troende, for at alle mennesker skal kunne kende den ene sande Gud og ham, Han har sendt, Jesus Kristus, og vende om fra deres veje og gøre bod.[17] Men også for de troende må den altid prædike tro og bod; desuden må den gøre dem egnede til at modtage sakramenterne, lære dem at holde alt det, Kristus har befalet,[18] og tilskynde dem til al slags gerning, der viser deres kærlighed, fromhed og apostoliske sindelag. Ved disse gerninger skal det jo kunne ses, at de kristne, skønt ikke af denne verden, alligevel er verdens lys, og at de forherliger Faderen i andre menneskers øjne.
Dog er liturgien det højdepunkt, som Kirkens gerning stræber hen imod, og samtidig den kilde, hele dens kraft strømmer fra. For meningen med alt apostolisk arbejde er jo at samle alle, der er blevet Guds børn gennem tro og dåb, til en enhed, og at de lovpriser Gud midt i Kirken, tager del i Offeret og modtager Herrens nadver.
På den anden side tilskynder liturgien de troende, der er blevet mættet med "påskens sakramenter" til at være "et hjerte i hengivenhed";[19] den beder om, at de "i deres liv må bevare, hvad de har fattet i troen".[20] Fordi der i Eukaristien sker en fornyelse af pagten mellem Herren og menneskene, bliver de igen tiltrukket og opflammet af Kristi kærlighed. Liturgien og især Eukaristien er altså ligesom en kilde, hvorfra nåden strømmer imod os, og her opnås der den helliggørelse af mennesker i Kristus og den forherligelse af Gud, som alle Kirkens øvrige gerninger har som mål for deres bestræbelser.
Men skal denne fulde virkning opnås, er det nødvendigt, at de troende bereder og indstiller deres sind, inden de kommer til liturgien, at de bringer hjertet i overensstemmelse med munden og arbejder med nåden fra oven, så de ikke modtager den forgæves.[21] Derfor må de gejstlige hyrder sikre sig, at det ikke blot er reglerne for en tilladt og gyldig udførelse af den liturgiske handling, der overholdes, men at de troende også kan deltage på en bevidst og aktiv måde, og med udbytte.
Det åndelige liv består imidlertid ikke udelukkende i deltagelse i den hellige liturgi. Godt nok er den kristne kaldet til bøn i fællesskab, men han skal også gå ind i sit lønkammer og bede til Faderen i det skjulte;[22] ja endog bede uden ophør, som apostelen siger.[23] Og den samme apostel lærer os altid at bære Jesu død i vort legeme, for at også Jesu liv kan komme til syne i vor dødelige krop.[24] Derfor bønfalder vi Herren i messeofferet om at "tage imod vor åndelige gave, som vi har frembåret", og gøre "os til en evig offergave for ham".[25]
Det kristne folks andagter anbefales meget, for så vidt de svarer til Kirkens forskrifter og normer; det gælder især, når den apostoliske Stol har ønsket dem indført.
Også lokalkirkernes andagter har en særlig værdighed, som fejres efter biskoppernes anbefaling, fordi der er tradition for dem, eller fordi de står i godkendte bøger. Disse andagter skal imidlertid tage hensyn til de liturgiske årstider og ordnes sådan, så de svarer til den hellige liturgi, kan udledes af den på en eller anden måde og føre folket hen til den, eftersom den naturligvis står langt over disse andagter.