De berømte ord i den proklamation, formanden for kardinalkollegiet foretager fra Peterskirkens udvendige loggia, når en pave er blevet valgt. Proklamationen begynder således: Annuntio vobis gaudeum magnum (se: pavevalg).
Et udtryk fra bønner i GT, især fra salmerne, f.eks. Sl 105-107;111-118. Overtaget af den kristne liturgi, hvor det særligt optræder i påsketiden og i en liturgisk tekst (halleluja-vers), som synges i messer umiddelbart før evangeliet, undtagen i advents- og fastetiden.
En gammel teknisk betegnelse for en udøbt person, som ikke tror på Åbenbaringens Gud. Jøder regnes dog ikke med blandt hedninger.
Her menes en befrielse fra legemlig sygdom eller handicap, som ikke kan forklares ud fra lægevidenskaben. Iflg. GT vil Gudsrigets frembrud være ledsaget bl.a. af helbredelser, jfr. Es 35,5-6. Evangelierne beretter om Jesu mange helbredelser af syge og handicappede (f.eks. Matt 4,23; Mark 3,10; Luk 7,21), hvilket både er udtryk for hans medlidenhed (Matt 14,14) og tegn på, at han er Messias (Matt 11,2f). Guds rige er allerede brudt igennem (jfr. Matt 12,22f). Helbredelse er også mulig efter Kristi død og opstandelse, se f.eks. Apg 3,1f, idet apostlene fik magt hertil (Mark 6,13). I løbet af hele Kirkens historie har der fundet helbredelser sted, ofte efter forbøn.
En kristen, der på fremragende, ja heroisk vis har levet op til sin dåbspagt i tro, håb og kærlighed, og således er blevet et vidne om Kristi hellighed i Kirken. Kirken anerkender det efter at en såkaldt helgenkåringsproces har givet positivt resultat og der er sket en helgenkåring, og anbefaler dermed helgenen som forbillede og forbeder i himlen for de troende. I apostelkirken blev alle troende i menigheden kaldt de hellige
(Kol 1,2), fordi de havde modtaget dåbsnåden og var blevet Helligåndens tempel
(1 Kor 6,19). Dåben forpligtede imidlertid til en vækst i helliggørelse: Helliget i Kristus Jesus i dåben er de døbte kaldede til at være hellige (1 Kor 1,2) dvs. dø fra sig selv og vandre med Kristus i et helt nyt liv (Rom 6,4). Martyrtiden gjorde det åbenbart, at ikke alle var parate hertil. De trofaste gik imidlertid i forbøn for de troløse hos Gud og Kirken, og således modnedes erkendelsen af de helliges samfund og den indbyrdes solidaritet i Kirkelegemet. I kirkefædretiden opstod en ny type hellige
: Eneboere, der fik disciple, og små basisgrupper af kristne, som midt i en hedensk verden ville realisere livet i Kristus fuldt ud. De blev forløbere for middelalderens broderskaber og munkevæsen. Fra klostrene udgik senere åndelige bevægelser (spiritualiteter), der virkede som surdej i Kirke og samfund, og Kirken anerkendte fremragende repræsentanter herfor som helgener og lysende eksempler. Men også familierne, hele slægter dannede miljøer, der fostrede store helgener: På kirkefædretiden (300-tallet) f.eks. Basilius d. Store og Gregor af Nazianz, i middelalderen, særlig 600-tallet, en række hellige abbedisser, og o. år 1000: Europas kongelige grundlæggere, udgået af helgenforældre, gift med helgener, selv æret som hellige og ophav til børn, der blev det: St. Vladimir af Rusland, St. Stephan af Ungarn, St. Henrik af Tyskland, St. Edvard af England, St. Knud af Danmark, St. Olav af Norge... Helgener i opbrud fra familien til en vennekreds af disciple, der dannede ordenssamfund: Benedikt af Nursia, Frans af Assisi, Dominikus, Ignatius af Loyola. Hellighed i familien, også på trods af familien (14. årh.): Katarina af Siena, Birgitta af Sverige. Samtidig fortsatte ordenssamfundene som alternativer til det verdslige samfund, som surdej i Kirkens traditionelle menighedsstruktur. I dag har 2. Vatikankoncil klart fornyet erkendelsen af, at alle er kaldet til hellighed (Kir. 5): Præsteskab og lægfolk, gudviede, ægteviede og enlige. Og fornyelsen dukker op både her og der: I ordenssamfund og lægmandskollektiver, blandt cølibatære, der lever ude i samfundet efter de evangeliske råd og i kristne familier, der engagerer sig i både samfund og Kirke. I 1988 blev den danske videnskabsmand og biskop Niels Steensen saligkåret i Rom.
Anerkendelse af en helgens hellighed, bøn om forbøn hos Gud og ønske om at lade sig inspirere af helgenens kærlighed til Gud og mennesker. Der er tale om veneration, ikke tilbedelse (adoratio), som kun tilkommer Gud.
Tegn på helgenværdighed i form af en cirkel omkring en afbildet helgens hovede. Cirklen er symbol på det fuldkomne, jfr. korsglorien, som er reserveret Kristus.
Var oprindelig betegnelsen for det lille rum i alteret, hvor relikvierne gemtes. Kaldes også sepulcrum (lat. grav(sted)). Se: altersten.
Kanonisering, dvs. den højtidelige proklamation ved paven, at en afdød person regnes blandt Kirkens helgener. Se også: helgenkåringsproces.
Den undersøgelse, der finder sted, for at afgøre, om en afdød person officielt kan regnes blandt Kirkens helgener. Normalt skal en person saligkåres (se: saligkåring) før en helgenkåring kan komme på tale, men det kan ske samtidigt. En undersøgelsesdomstol i Vatikanet (kongregation) indkalder alle skriftlige og mundtlige vidnesbyrd om den pågældende, og iværksætter en uafhængig lægelig vurdering af påståede mirakler, hvoraf et skal godkendes. Hvis en sådan undersøgelse, som kan vare fra et par til flere snese år, slutter med et positivt resultat, indstilles det til paven, at der foretages en helgenkåring (kanonisering), hvorved personen indskrives blandt Kirkens anerkendte helgener, og nu må være genstand for offentlig dyrkelse overalt i Kirken. (Se: helgendyrkelse). Se også: helgen; saligkåring.
Samlet betegnelse for den indflydelse af græsk kultur i orientalsk miljø (Alexander d. Stores rige), der prægede middelhavslandene også i de første århundreder efter Kristus. Har i nogen grad (på den jødiske baggrund) påvirket udformningen af de bibelske skrifter i GT og NT, der er skrevet på græsk.
Dag, som er helliget fejringen af en religiøs fest, til forskel fra hverdage. Antallet af forpligtende helligdage er lidt forskelligt fra land til land. Påbudte helligdage i Bispedømmet København er 1. alle søndage, incl. påskedag og pinsedag, 2. Herrens fødsel (juledag), 3. Kristi Himmelfart. Syv andre fester er henlagt til søndage.
Josef, Maria og Jesus. Ofte nævnt som forbillede for kristne familier og har gennem tiderne været genstand for andagt. Kirker er blevet indviet til ære for den hl. familie.
Jesu klædning, som soldaterne ved korsfæstelsen kastede lod om, da den var vævet i eet stykke og de ikke ville skære den i stykker (Joh 19,23-24). Iflg. traditionen opbevares denne kjortel i domkirken i Trier, hvor den er genstand for de troendes andagt. I vore dage anses den især for at være et symbol på de kristnes enhed (den udelte kjortel). Videnskabelige undersøgelser har godtgjort, at stoffet kan stamme fra Israel på Jesu tid.
En romersk kongregation, grundlagt i 1542, med det formål at våge over den katolske tros- og morallære. Det udøvede censur på bøger, som angreb Kirken, og søgte at identificere kætterier på et så tidligt stadium som muligt. Spillede en meget vigtig rolle i modreformationen. Blev i 1965 omdannet til Kongregationen for Troslære.
Skærtorsdag eller en dag i nærheden indvier biskoppen under en særlig Oliemesse olie til tre forskellige formål: Katekumenolie (som bl.a. anvendes ved dåbsceremoniens begyndelse), Krisam (som bl.a. anvendes efter dåben, ved firmelse, præste- og bispevielse, samt ved konsekration af kirker og altre) og de syges Olie (som anvendes ved De syges Salvelse). Olierne sendes i små beholdere til alle sognekirker.
De troendes fællesskab med Gud, åbenbaret i Kristus, og med hinanden: Det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os .. det forkynder vi jer, for at også I må have fællesskab med os, og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus
(1 Joh 1,2-3). Som ét legeme i Kristus (Rom 12,5) er der en samhørighed og indbyrdes solidaritet mellem alle Kirkens medlemmer, hvad enten de er pilgrimme på jorden (den stridende Kirke), renses i skærsilden (den lidende Kirke), eller helgener i himlen (den triumferende Kirke). På jorden kommer enheden og solidariteten til udtryk i bekendelsen til den ene og samme tro, dåb og eukaristi, i lydighed mod en og samme autoritet og i bøn og omsorg for hinanden (jfr. Apg 2,41-44); i samfundet med helgenerne og englene i himlen i form af bøn og forbøn og betragtning af deres liv og eksempel; og i samfundet med sjælene i skærsilden ved at gå i forbøn for dem. Se også: kommunion.
Embedet som overhovede for Vatikanstaten (i statsretslig forstand). Ofte menes simpelthen paven
(pavestolen).
En trappe, bestående af 28 marmortrin, som befinder sig i en bygning ved siden af Laterankirken i Rom. Trappen er iflg. traditionen den trappe, der førte op til Pontius Pilatus' palads i Jerusalem, og som Jesus må have gået op ad, da han blev ført til forhør. Trappen blev bragt til Rom i 300-tallet af kejserinde Helena. Den må kun bestiges på knæ, og mange katolikker mediterer over Kristi lidelse, mens de bestiger den.
Vær hellig, thi Jeg er hellig,
siger Herren, jeres Gud (3 Mos 19,2; 1 Pet 1,16). For at kunne blive egnet og værdig til delagtighed i Guds hellighed må mennesket fra sin side berede sig selv og andre hertil, med de åndsevner og karismer, det har fået. Derfor gav Kristus nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere, for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, til at bygge Kristi Legeme op, indtil vi alle når frem til enhed i troen og i erkendelse af Guds Søn, til mands modenhed, til det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde
(Ef 4,11-13). Kristus har således sendt forskellige kald og karismer over Kirken for at inddrage den i helliggørelsens værk (jfr. Pius XII's rundskrivelse: Kristi mystiske Legeme, nr. 43), så den kan hjælpe de døbte til at vokse i deres dåbsnåde. Det er en hjælp til selvhjælp, hvis den skal bære frugt. Menneskene skal selv arbejde med frygt og bæven på deres frelse (Fil 2,12), dvs bryde med synden, tilbede Gud i ånd og sandhed (Joh 4,23), adlyde hans bud: Loven og budet er helligt
(Rom 7,12) -kort sagt vandre på hans veje i et helt nyt liv (Rom 6,4). En ny befaling giver jeg jer: At I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer
, siger Jesus (Joh 13,34). Kirken sammenfatter hele dette arbejde som mennesket skal gøre med sig selv, under begrebet askese.
Teologisk udtryk for den delagtighed i Jesu overnaturlige liv, som han skænker i dåben, og som sætter den døbte i stand til at deltage i hans liv. Østkirken taler om en guddommeliggørelse af mennesket (jfr. 2 Pet 1,4). Vestkirken kalder det nådens stand
, fordi det drejer sig om en overnaturlig tilstand, som kun mistes ved dødssynd, dvs. ved brud på venskabet med Gud. I det tilfælde kan den, hvis omvendelse finder sted, modtages igen i Bodens sakramente. Se også: nåde; hjælpende nåde.
Der er ingen hellig som Herren
(1 Sam 2,2), helligt er hans Navn
(Luk 1,49).
-
Guds hellighed sammenfatter og karakteriserer hans væsen med alt, hvad det rummer af livsfylde, almagt og godhed. Han er Den Hellige (Hos 11,9) og som sådan kun tilgængelig for mennesket, når han åbenbarer sig, manifesterer sin hellighed i de store frelsesbegivenheder (teofanier), og af ren og skær nåde helliggør personer og helliger steder, genstande og riter i omgangen med Ham. Som pagtens Gud (2 Mos 19-20) og som Verdensherskeren (Pantokrator) over Kirkerne og folkeslagene (Dan 7; Åb 5-8) indgyder han ærefrygt og lydighed; som Forsyn, Frelser og Forsoner syndserkendelse og tilbedelse (2 Mos 34,29; Es 6,1-8; Luk 5,4-10; 2 Kor 12,1-9).
-
Kristus alene er hellig (Åb 15,4; jfr. messens Gloria) som sin
hellige Far
(Joh 17,11). Han helliger sig for at også hans disciple skal være hellige (Joh 17,19-24). Det gør han ved at hengive sig for dem og overøse dem med Den Hellige Ånd på pinsedag. -
Besjælet af Kristi Ånd bliver Kirken Kristi Legeme, og som sådan er også Kirken hellig og alle i Kirken kaldet til hellighed (1 Tess 4,3; jfr. Kir. 39). Det er den opstandne Kristus, der i Kirkens liturgi dyrker Gud på en måde der svarer til Ham; men også hans Kirkelegeme deltager, støttet og udrustet dertil ved hjælp af indviede steder (kirker), og genstande, tider (søn- og helligdage) og ritualer, der kan afsondre mennesket fra det profane, indstille det på den hellige Gud, åbne det for hans Væsen og modtage hans renselse, retfærdiggørelse og helliggørelse i Ord og Sakramenter, særlig dåben, firmelsen og den hl. Eukaristi. Døbt med Helligånden er de kristne
en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk
(1 Pet 2,9), indviet til livslang helliggørelse, til at arbejde på deres frelse,thi Gud er den, som virker i jer både at ville og virke, efter sit velbehag
(Fil 2,12-13).
En kilde, hvis vand (efter forbøn herom) virker (eller har virket) helbredende på sygdomme, uden at helbredelsen har kunnet forklares medicinsk. Sådanne helligkilder, hvis antal i Danmark har været stort, findes mange steder i udlandet; den kendteste er helligkilden i Lourdes. Se også: mirakel.
En folkelig velsignelse af boligen, som især i katolske områder i Tyskland anvendes 6. jan. (Hellig Tre Konger), idet præsten eller husfaderen med indviet kridt skriver de hl. tre kongers forbogstaver (Caspar, Melchior, Balthasar) og årstallet på eller ved husets hoveddør: 19 + C + M + B + 94. Forbogstaverne tillægges meningen Christus Mansionem Benedicat (lat. Måtte Kristus velsigne huset). Se også: husindvielse.
Iflg. Mose lov (3 Mos 25,8-55) skulle hvert 50. år være et helligt år, viet Herren. Hensigten var at genoprette den sociale orden, Gud havde givet i Mose lov, for at værne om de svage i samfundet. Enhver israelit, som var gældbunden eller slave, skulle igen være en fri mand på egen jord, fordi landet og folket tilhører Gud, og menneskene er kun hans forvaltere. Gud kan derfor nårsomhelst ophæve kontrakter og bindinger og give alle en ny begyndelse. Alle kaldes i det hl. år til at vise Hans sindelag overfor hinanden og drage de praktiske konsekvenser af det, så alle får en ny chance som menneske og Guds barn. Gud på sin side giver tilsagn om, at han i jubelåret vil skænke sin frie nåde gavmildt og med stor barmhjertighed (jfr. Es 61,1f). Jesus knytter hertil, da han forkynder et Herrens nådeår
i synagogen i Nazaret. Han anvender Esajas-profetien på sig selv: I ham er den gået i opfyldelse (Luk 4,17-21). Det hl. år bliver et forvarsel om Gudsrigets fuldkomne gennembrud ved tidernes ende. De gentagne jubelår, såvel i det gl. Israel som i Kirken, er etaper på vejen, successive gennembrud af Guds herredømme i et bodfærdigt Guds folk. Det 1. jubelår i kirkehistorien var i 1300, da pave Bonifacius VIII i en bulle satte hele kristenheden i bevægelse mod apostlenes grave i Rom, som blev besøgt af 2 mill. pilgrimme. Herefter skulle hvert hundred-år være et jubelår. Men fra og med 1350 blev hvert 50. år et jubelår, og fra og med 1475 blev det hvert 25. år. Det 25. og foreløbig sidste jubelår blev således fejret i 1975, såvel i lokalkirkerne verden over som i Rom, hvortil valfartede over 5 mill. pilgrimme. Også fra de nordiske lande kom der pilgrimme, særlig på nordisk bispevalfart, som blev ledet af de katolske biskopper fra de nordiske lande. Dette sidste jubelår havde også et bestemt tema, nemlig Fornyelse og forsoning
. De hellige døre i Roms basilikaer blev åbnet og stod åbne hele året som tegn på en ny åbning i Kirken og de kristne til Gud. Det næste jubelår vil finde sted år 2000. Foruden disse ordinære jubelår findes også nogle ekstraordinære, som f.eks. i 1983, hvor man fejrede 1950-året for Kristi død og opstandelse.
Den tredje person i Guddommen, af samme væsen som Faderen og Sønnen. Se: Gud Helligånd.
Udtrykket stammer fra Es 11,2: Herrens Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, Herrens kundskabs og frygts Ånd.
(Es 11,2). I den latinske Vulgata-oversættelse har man indført fromhed (pietas) på grund af det to gange gentagne frygt
hos Esajas, og får således: Visdom (sapientia), forstand (intellectus), råd (concilium), styrke (fortitudo), kundskab (scientia), fromhed (pietas) og gudsfrygt (timor Domini). Se: firmelse.
Fortabelsens sted, dvs. den tilstand efter døden, som venter dem, der har sagt nej til Gud og kærlighedens liv i Kristus og lukket sig definitivt om sig selv. Iflg. Bibelen: Det hus, hvor alt levende samles
(Job 30,23), hvor de døde samles med fædrene (1 Mos 25,8). Her kan de ikke mere prise og takke Gud for hans undere eller håbe på hans nåde og troskab; det er glemselens land, den totale gudforladthed (Sl 88). Dette dødsrige er en følge af synden. Det kan bemægtige sig sit bytte i menneskets bedste år (Es 38,10), gribe syndere på fersk gerning (4 Mos 16,32f), ja, ramme hele byer som Sodoma og Gomorrha med undergang (1 Mos 19,24f). Som en evig ild, der ikke slukkes (Es 66,24), et fortabelsens sted, der er ramt af Guds vrede (Es 30,27-28). I dødsriget må der derfor ske en adskillelse mellem de uretfærdige og de retfærdige. Den rige mand er i pine, men den fattige Lazarus er langt borte fra ham i Abrahams skød (Luk 16,22-26). Adskillelsen er en retfærdig dom. Menneskesønnen vil selv sende sine engle ud for at samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem som øver lovløshed, og kaste dem i ildovnen; der skal der være gråd og tænderskæren. Da skal alle de retfærdige stråle som sole i deres Fars rige
(Matt 13,41-43; jfr. kap. 25). Jesu nedfart til dødsriget (1 Pet 3,18-19; jfr. den apostolske trosbekendelse) viser, at Jesus som menneske er gået gennem døden som alle andre, men også at han har besejret døden. Han steg ned til jordens lave egne
, men han er også den, der steg op højt over alle himlene, for at fylde alt
(Ef 4,9-10). Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt at han kunne fastholdes af døden
(Apg 2,24). Hverken skulle han lades tilbage i dødsriget, ej heller skulle hans kød se forrådnelse
(Apg 2,31). Døden er den sidste fjende, Kristus overvinder (1 Kor 15,26). Indtil Jesu død var dødsriget hjemstedet for alle dødelige. Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede ... og som alle dør i Adam, skal også alle levendegøres i Kristus
(1 Kor 15,20-22). Dog skal de, der ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium, straffes med evig undergang bort fra Herrens ansigt
(2 Tess 1,8-9). Dette er den anden død, ildsøen
(Åb 20,14) dvs. fortabelsen. Se også: dødsriget; skærsilden; Satan.
Læren om kirkelig brug af våbenskjolde. Paven, kardinaler, biskopper, abbeder og andre gejstlige kan føre et kirkeligt våbenskjold med et valgsprog.
Det hebr. ord kabôd antyder mere end vort begreb om ære og ry, nemlig vægt, betydning og den respekt, som den betydningsfulde indgyder andre.
-
Menneskers herlighed kan skyldes mange ting: Rigdom, social position og den autoritet det giver (jfr. 1 Mos 45,13), en magt og pragt der kan indgyde frygt, men også drage ved sin skønhed (jfr. Matt 6,29). Gud har kronet mennesket med ære og herlighed (Sl 8,6), men hos det faldne menneske er den tvetydig - med mindre det igen tager sin tilflugt til Gud, fordi han alene er menneskets hjælp og ære (Sl 62,6-8). Netop denne holdning er det, Jesus indtager over for fristeren i ørkenen, der tilbyder ham
alle verdens riger og deres herligheder
:Du skal tilbede Herren din Gud, og tjene ham alene
(Matt 4,8-10). -
Guds herlighed er hans guddomskraft, i al dens majestæt og hellighed:
Lad mig dog skue din herlighed,
beder Moses, men får at vide, at ingen kan skue Guds åsyn og leve (2 Mos 33,18-20). De store frelsesbegivenheder og teofanier giver dog stærke indtryk af Guds herlighed; på en paradoksal måde også den lidende Herrens tjener, som, skønt ussel at se til, dog hensætter folk i undren (Es 52,14;49,3). -
Kristi herlighed er
Guds herligheds afglans, hans væsens udtrykte billede
(Hebr 1,3),Guds herlighed på Kristi åsyn
(2 Kor 4,6). Guds herlighed omstråler hele Jesu liv: Fra bebudelsen, fødslen, dåben i Jordan, hans mirakler og myndige forkyndelse, til forklarelsens bjerg, hvor hans legeme forvandles oghans klæder bliver så strålende, blændende hvide, som ingen blegemand på jorden kan gøre dem
(Mark 9,2-3).Han fik ære og herlighed af Gud Fader
vidner apostlene senere (2 Pet 1,17); deså hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed
(Joh 1,14). De forberedtes således til det endelige gennembrud af Guds herlighed i Jesu død og opstandelse. Kristus er herlighedens Herre (1 Kor 2,8). -
Guds børns herlighed er
den herlighed, du har givet mig,
siger Jesus til sin Far, ogsom jeg har givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét
(Joh 17,22). Jesus vil herliggøres i sine disciple (Joh 17,10), og hele skabningen venter i inderlig længsel på, at det skal ske (Rom 8,19-21). De skalforvandles fra herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre
(2 Kor 3,18). Også i lidelse og fornedrelse vil herlighedens Ånd hvile over de kristne (1 Pet 4,14). Det er i dette perspektiv, at 2. Vatikankoncil taler omKristi herligheds glans sådan som den genspejler sig på Kirkens åsyn
. Kirken nærer et brændende ønske om at forkynde evangeliet, for at den samme herligheds glans må oplyse alle mennesker (Kir. 1).
Den teologiske disciplin, der omhandler fortolkningen af Bibelen. Forudsætninger er bl.a. beherskelse af de bibelske sprog, samt en viden om de enkelte skrifters tilblivelse, samtid og litterære genre.
At en person har praktiseret heroiske dyder vil sige, at de er praktiseret langt mere intenst, kompromisløst og selvopofrende, end man normalt forventer. Dette er det første krav, der skal være opfyldt i en salig- og helgenkåringsproces. Er det tilfældet, tildeles den afdøde betegnelsen ærværdig
(venerabel) og må kaldes Guds tjener
.
Adonai er senjødedommens andet navn for Gud Yahweh, jfr. 2 Mos 3,14, som de ikke længere vovede at udtale (jfr. 2 Mos 20,7). Jehova er en senere jødisk omskrivning: man tog konsonanterne fra Jahve eller Yahweh og vokalerne fra Adonai. I NT anvendes det græske ord Kyrios om Kristus for at tilkendegive hans guddommelighed (jfr. Luk 7,13; Fil 2,9-11; 1 Kor 8,5-6).
Festen for ihukommelse af Gabriels budskab til Maria, om at hun skal undfange og føde Guds Søn (Luk 1,26-38). Datoen for denne fest (25. marts) er sandsynligvis fastlagt i forhold til datoen for festen for Kristi fødsel (25. dec.). Festen kendes siden det 5. årh. og fejres højtideligt. Før det 2. Vatikankoncils liturgireform kaldtes festen Marias Bebudelse.
Søndagen (mindedag for Kristi opstandelse på den første dag i ugen, jfr. Apg 20,7).
2.Skikkelse hos profeten Esajas (Es 42,1-9;49,1-9;50,4-9;52,13-53,12), der opfattes som den kommende frelser, Jesus Kristus.
Katolske spejdere i Danmark. Stiftet 1918 og er tilsluttet Det danske Spejderkorps.
Åndelig bevægelse, som opstod i det 5. årh. Blev udbredt hos de ortodokse katolikker i 13.-14. årh. Dens tilhængere søger at opnå en kristen fuldkommenhed ved at leve asketisk (se: askese) og bede på en bestemt måde (Jesusbønnen). Se også: Philokalia.
Latinsk værk om skabelsen af Lunds ærkebiskop Anders Sunesøn, skolastiker fra dansk middelalder.
I den katolske Kirke:
-
Rangfølgen af de gejstlige efter embede og værdighed (grundstruktur: diakon - præst - biskop - ærkebiskop - kardinal - pave).
-
Biskopperne som gruppe i et land.
Kirkens vigtigste bøn til Maria. Denne bøn indgår bl.a. i rosenkransen og angelusbønnen. Dansk tekst: Se Lovsang side 706. Bønnen består af tre dele:
-
Englen Gabriels hilsen til Maria ved bebudelsen:
Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig.
(Luk 1,28). -
Elisabets hilsen, da Maria besøger hende:
Velsignet er du iblandt kvinder og velsignet er dit livs frugt.
(Luk 1,42). Sammenføjningen af de to hilsener kan spores tilbage til en syrisk dåbsliturgi i 6. årh. og findes også i en græsk indskrift fra år 650 i Kirken Santa Maria Antiqua i Rom. Nogle år tidligere, under pave Gregor den Store (590-604) blev den brugt som antifon på 4. adventssøndag. Fra liturgien trænger bønnen ind i fromhedslivet. -
Dens 3. del er Kirkens senere tilføjelse fra middelalderen:
Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere, nu og i vor dødstime. Amen.
Guds bolig. Bibelen skelner klart mellem den fysiske himmel, astronomernes og astronauternes himmel, og Guds himmel, hvor Han samler sine udvalgte. Men Bibelen fastholder, at Gud åbenbarer sin verden gennem vor verden, og at mennesket ved at meditere over skaberværket kan få et uafviseligt indtryk af Skaberen (jfr. Visd 13,1-5; Rom 1,19-20). De skiftende verdensbilleder, incl. det gl. Israels, er forskellige tiders og kulturers forsøg på at samordne deres iagttagelser af det fysiske rum, af himmel og jord
. Men bag disse verdensforklaringer, der uafbrudt korrigerer hinanden, arbejder menneskeånden med et helhedsindtryk af en dybere natur. Himlens og jordens Skaber hersker suverænt over sit værk: Han spænder himlen ud som et telt, gør skyerne til sin vogn, vindene til sine sendebud, ildsluerne til sine tjenere (Sl 104,2-4); Herrens røst er over vandene, ærens Gud lader tordenen rulle ... alt i hans helligdom råber: Ære!
(Sl 29). Det er Gudsmysteriet, salmisten fornemmer gennem naturindtrykkene, og profeten skuer det: Jeg så Herren sidde på sin trone og hele himlens hær stå til højre og venstre for ham
(1 Kong 22,19). Der er hverken tale om primitive forestillinger eller ren og skær poesi, men om dybe og sande visioner. Kan Gud da virkelig bo på jorden? Nej, visselig, himlene, ja himlenes himle kan ikke rumme dig
(1 Kong 8,27). Og dog anråber profeten ham på folkets vegne: Sku ned fra himlen, se ud fra din hellige, herlige bolig ... hold dig ikke tilbage, du, som dog er vor Fader!
(Es 63,15-16). Han er allerede bønhørt: Gud opfylder jorden med sin herlighed (Es 6,3) og hans blik ransager menneskenes børn (Sl 11,4). Tværs igennem den fysiske himmel og jord findes en anden himmel, Herrens himmel, Guds bolig: Vor Far, du som er i himlene!
(Matt 6,9). Flertalsformen understreger indtrykket af et overvældende mysterium. Himlenes Rige eller Himmeriget (Matt 13,31.33) bliver lig med Guds rige. Det er denne himmel, den kristne refererer til i Fadervor: Ske din vilje, som i himlen så og på jorden
; måtte Guds herredømme blive ligeså totalt i vor verden, som det er i Hans. Hele Jesu gerning går ud på at forene de to verdener, så Guds rige kan komme til gennembrud i vor verden: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen
(Joh 1,51). Ja, mere endnu: Himlene åbner sig,
ved Jesu dåb i Jordan, og Guds Ånd daler ned over ham
(Matt 3,16). Og pinsedag oplever apostelmenigheden det samme: En susen fra himlen som af et vældigt åndepust fyldte hele huset, hvor de sad ... og de blev alle fyldt med Helligånd
(Apg 2,2-4). Jesus har åbnet Guds himmel for dem, som tror på ham. I dåben modtager de hans Ånd fra himlen, og i den hl. Eukaristi
det brød, som kommer ned fra himlen og giver verden liv
(Joh 6,33). Ved sit fuldkomne offer på jorden er han steget op i selve himlen for Guds åsyn til bedste for os
(Hebr 9,24). Derfor er det borgersamfund, vi tilhører, i himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser; han skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt
(Fil 3,20-21). Et nyt univers (Åb 21,5),
nye himle og en ny jord
(2 Pet 3,13), er således under forberedelse.
Kirken fejrer Kristi himmelfart 40 dage efter påske.
-
Jesu opstandelse og himmelfart er en historisk begivenhed, som iflg. sagens natur ikke kan bevises, men bevidnes, og det er den blevet utvetydigt af hans autoriserede øjen- og ørenvidner, apostlene: Jesus, Guds Søn, er kommet ned fra himlen for at give verden liv (Joh 6,33) og steget derop igen,
hvor han var før
(Joh 6,62 jfr. Joh 3,13).Han, som steg ned, er også den, som steg op højt over alle himlene for at fylde alt
(Ef 4,10).Gud har højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne
(Fil 2,9). Det er muligt, at Jesu himmelfart ligesom hans opstandelse sker påskedag (jfr. Luk 24,51), og at de to begivenheder blot skildres separat i Apostlenes Gerninger (Apg 1,3-11) for at markere afslutningen på hans tilsynekomster for disciplene i de 40 dage efter påsken og den derpå følgende forberedelse til pinsen, da Helligånden skal indtage Jesu plads hos disciplene på jorden. Det er i alt fald tydeligt, at det er i sit forklarede (herliggjorte) legeme, han viser sig for dem efter påskedag. Apg 1,9 er den eneste tekst i NT, der beskriver - omend kort -selve himmelfarten: Skyen, der tager ham bort, og englens ledsagende ord er faste elementer i Bibelens teofanier. Her åbenbarer englene også Jesu genkomsti alle tings genoprettelsestider
, hans parusi på den yderste dag (Apg 3,21): Daskal han komme igen på samme måde som I har set ham fare til himlen
(Apg 1,11). Da skal også de udvalgte stige opi skyer for at møde Herren i luften
og være sammen med ham altid (1 Tess 4,16-17). -
De dødes opstandelse og himmelfart er igen et mysterium, som apostlen skildrer kort, dog under hensyntagen til den menneskelige forestillingsevne. Den himmelfarne Kristus er gået bort for at gøre en plads rede for sine udvalgte; og når det er sket,
kommer jeg igen og tager jer til mig, for at, hvor jeg er, der skal I også være
(Joh 14,2-3). Indtil denne genoprettelsens dag skal Kirken og de kristne forblive forenet i troen og sakramenterne med deres herliggjorte Herre og løfte verden op til den herliggørelse, Gud kalder alle til. De skalsøge det, som er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd ... ikke det, som hører jorden til. Thi I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også I åbenbares med ham i herlighed
(Kol 3,1-4).
Modstykket til det jordiske Jerusalem, dvs. Kirken som det nye Gudsfolk (Hebr 12,22). Kendt er også Johannes' vision af det nye Jerusalem (Åb 21), som kommer ned fra Himlen som en brud.
Bibelsk udtryk for person, dvs. for kilden til menneskets personlighed med dets bevidsthedsliv, forstand og valgfrihed - sædet for menneskets dybeste længsler, både i forholdet til Gud og mennesker, og ikke blot som i moderne sprogbrug et sæde for følelserne. Gud har givet menneskene et hjerte, så de kunne tænke
(Sir 17,5); hvor din skat er, der vil også dit hjerte være
(Matt 6,21). Det drejer sig om hjertets skjulte menneske
(1 Pet 3,4), vort indre menneske
(2 Kor 4,16). Jfr. også Augustin: Du har skabt os for dig, og vort hjerte er uroligt indtil det hviler i dig
(Confess. I,1). Hjertet er derfor også stedet for Guds hemmelighedsfulde kontakt med mennesket. Han ransager hjerter og nyrer
(Jer 17,10); han er dommer over hjertets tanker og meninger
(Hebr 4,12); han kalder mennesket til at søge ham af hele sit hjerte
(5 Mos 4,29). Men menneskets hjerte er glat
(Hos 10,2). Fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser ... som gør mennesket urent
(Matt 15,19-20, jf. Apg 8,21-22). Dog vil Gud forbarme sig over et sønderbrudt, sønderknust hjerte
(Sl 51,19). Han tager stenhjertet ud og giver mennesket et kødhjerte (Ez 36,26), så det hører hans Ord og gemmer det i et godt hjerte og bærer frugt
(Luk 8,15), tilgiver sin næste af et godt hjerte
(Matt 18,35), elsker Gud af hele sit hjerte
(Matt 22,37). De rene af hjertet skal se Gud
(Matt 5,8). Jesus selv er sagtmodig og ydmyg af hjerte
(Matt 11,29). Da den Opstandne taler til disciplene på vej til Emmaus, brænder deres hjerte i dem (Luk 24,32). Det er troen i hjertet
, der fører til anger, omvendelse og frelse (Rom 10,9). Gud oplyser hjertets øjne
(Ef 1,18), ja, Kristus selv bor ved troen i hjerterne (Ef 3,17), og i hjerterne sender Gud også sin Søns Ånd, som råber: Abba, Far! (Gal 4,6).
Omdan vort hjerte efter Dit hjerte
beder Kirken i litaniet til Jesu allerhelligste hjerte. Hjertets bøn kan også betegne en ordløs vedvarende bønsholdning i denne ånd: Jeg sover, men mit hjerte våger
(Højs 5,2).
En biskop, som er medhjælper hos en residerende biskop, der leder et bispedømme. Store bispedømmer har flere hjælpebiskopper. Se også: coadjutor.
Teologisk udtryk for en øjeblikkelig, overnaturlig indgriben fra Gud for at oplyse eller styrke et menneske til at finde eller gå den vej, ad hvilken Gud vil føre det. Se også: nåde; helliggørende nåde.
Et helhedssyn, der søger hele menneskets eksistens, endog hele universet inddraget.
Dvs. et offer, der opbrændes totalt. I overført betydning anvendt på enhver form for total hengivelse til Gud, f.eks. i form af evige løfter. I vor tid dog også brugt om Nazismens udryddelse af jøder under 2. verdenskrig.
Teologisk udtryk, som på koncilet i Nicaea (325) blev anvendt til at karakterisere forholdet mellem Gud Far og Gud Søn, jfr. den nicænske trosbekendelse.
Den seksuelle orientering mod en person af samme køn. Seksualiteten er heteroseksuel i naturens orden. Den søger sit supplement i det modsatte køn, for at mand og kvinde kan forenes i kærlighed og blive frugtbare sammen. Homoseksualitet er en afvigelse herfra og derfor unormal, unaturlig. Der må skelnes mellem personen og hans/hendes homoseksuelle tilbøjelighed. Personen er skabt i Guds billede til at leve og udvikle sig som Guds barn og har som sådan krav på den samme respekt og omsorg som alle andre. Den homoseksuelle tilbøjelighed synes at være en tidlig påført miljøskade. Det er endnu ikke påvist, at den kan være medfødt. Det har derimod kunnet konstateres, at den kan have en sammenhæng med visse sociologiske mønstre, som medfører langvarig adskillelse af de to køn, f.eks. under krig, i fangelejr, eller når sport, skibsfart, ekspeditioner af forskellig art har krævet det. Også den tekniske revolution af samfundsstrukturerne, arbejdsmiljøet og familiemønstret har medvirket til at mennesket er kommet i identitetskrise (se: identitet), både i forhold til sin omverden og til sit eget køn. Endelig har psykiatriske undersøgelser konstateret dybtliggende psykiske årsager til homoseksuel adfærd, især på grund af et tidligt afsporet forhold til forældre, hvis indbyrdes forhold heller ikke har været i orden. Bibelen bekræfter denne erfaring om fædrenes synder og fører den tilbage til arvesynden. Homoseksualitet er imod skabelsesordenen: Gud skabte mennesket som mand og kvinde og kaldte dem til at udfylde hinandens liv, hengive sig til hinanden i kærlighed og sætte børn i verden (1 Mos 1,27-28;2,18.23). Syndefaldet bragte uorden i dette forhold, fordi mennesket nu havde sig selv i centrum og tog andre mennesker til indtægt for sig selv. Kærlighed og sex blev revet fra hinanden, og seksualiteten degraderet til et begær- og magtforhold til det modsatte køn, henholdsvis til unaturlig utugt i forholdet til det samme køn eller endog i omgangen med dyr (jfr. 3 Mos 18,22-23;20,13). Sodoma og Gomorra er det klassiske eksempel herpå i GT (1 Mos 19,1-11). I NT tager Paulus tråden op: De, der lader sig bruge til unaturlig utugt eller de, der øver den, skal ikke arve Guds rige
(1 Kor 6,9). Kulturelt set er der et spring fra de afgudsdyrkende kana'anæere på patriarkernes tid til den græsk-romerske hedningeverden på Kristi tid; moralsk set er springet næppe så stort, heller ikke til situationen i dag. Og budskabet er det samme. Åbenbaringen bekræfter den naturlige morallov, kalder hedningerne til ansvar over for deres egen sunde fornuft og naturlige gudserkendelse (Rom 1,18-32) og de kristne til ansvar for deres kald til at ligedannes med Kristus, som er det sande menneske og det sande billede på Gud. Men NT skelner mellem den urenhed, der er påført udefra, her den homoseksuelle tilbøjelighed som sådan (jfr. Matt 15,11.19-20), og homoseksuel aktivitet (1 Tim 1,10). Den sidste er ikke blot en unaturlig afsporing, men en synd mod Guds bud og Guds visdom i skaberværket og en nedværdigelse af ens egen og andres person som Guds barn. Det er det faldne menneskes afmægtige forsøg på at række ud efter en kærlighed, der er steril og kun byder på fattig trøst i form af selvtilfredstillelse. Det udelukker ikke, at homoseksuelle personer kan være uselviske i andre forhold, men det betyder, at de i deres intime liv kultiverer en selvisk tilbøjelighed, som er skadelig og farlig i deres forhold til Gud og mennesker. Aktive homofiles kamp i dag for anerkendelse og hjemstedret, såvel i samfund som i Kirke, er understøttet af en hedensk, materialistisk livsopfattelse, der har mistet sansen for det åndelige liv. Alle er kaldet til kyskhed, dvs. til et seksualliv i kærlighedens tjeneste, hvis man lever i et ægteskab, eller afkald på et seksuelt forhold for at tjene den universelle kærlighed til alle mennesker (se: cølibat). Den homoseksuelle må derfor på enhver måde hjælpes til at bryde sin identifikation med sin unaturlige tilbøjelighed, bryde op fra den, og som andre cølibatære leve et åndeligt liv i den universelle kærligheds tjeneste. Det er i personens eget ønske herom, at den katolske Kirke sætter ind med pastoral omsorg og vejledning, under henvisning til Guds hjælpende nåde, regelmæssige skriftemål og modtagelse af Guds og Kirkens ubegrænsede tilgivelse i Bodens Sakramente. Jfr. Troslærekongregationens deklaration af 29. dec. 1975 (Om nogle seksualetiske spørgsmål), samt dens brev af 1. okt. 1986 til de katolske biskopper om den pastorale omsorg for homoseksuelle personer. Se også: seksualitet.
Den kristne på vej mod det himmelske fædreland, dvs. den kristne i denne verden.
Et udtryk fra GT (f.eks. Sl 118,25), som anvendtes som nødråb eller hyldestråb til kongen. Jøderne anvendte det, da de hilste Jesus ved indtoget i Jerusalem (Matt 21,1-11). Udtrykket forekommer i messens faste dele Sanctus og Benedictus.
Mandlige og kvindelige ordener, hvis medlemmer siden 11. årh. har viet deres liv til i deres klostre at passe de syge og hjælpe de rejsende, bl.a. pilgrimmene i hele Europa og det hl. land. I Danmark har virket Antonitter, Helligåndsbrødre, Johanitter (= Malteser). Den sidste hospitalsorden i Danmark, Kamillianerne, overgav deres klinik til Ansgarstiftelsen i 1983.
Alterbrød. Betegnelse for de stykker usyret brød, der konsekreres i messen.
En lille beholder til transport af nogle få hostier, f.eks. til sygekommunion.
Dvs. de synder, som psykologisk set åbner for mange synder, jfr. Leddiggang er roden til alt ondt
. Der er tale om nogle hovedtendenser til synd: Den klassiske fortegnelse, der stammer fra Gregor den Store, indeholder syv: Hovmod (superbia), som er roden til alle andre synder: gerrighed (avaritia), ukyskhed (luxuria), misundelse (invidia), umådehold (intemperantia), vrede (ira) og træghed (acedia). De syv kan føre til mange andre synder: Vantro (infidelitas), fortvivlelse (desperatio), dårskab (stultitia), uretfærdighed (injustitia), trods (contumacia), ustadighed (inconstantia), uenighed (discordia) osv. En synd kan blive så indgroet, at den udvikler sig til en last.
Encyklika af pave Paul VI, 1968, om samlivet i ægteskabet (da. udg. 1968). Heri fremhæves, at det ægteskabelige samliv iflg. guddommelig lov principielt må være åbent for en videregivelse af livet, samt at den eneste moralsk forsvarlige metode til at regulere børnetallet er iagttagelse af kvindens ufrugtbare perioder (naturlig fødselskontrol).
Encyklika af pave Pius XII, 1950, om aktuelle filosofiske og teologiske vildfarelser (da. udg. 1950): Bl.a. Udviklingslære, eksistentialisme, irenisme, historicisme og dialektisk materialisme. Opfordrer til fortsat videnskabeligt arbejde med de pågældende emner, under ansvar over for det kirkelige læreembede.
Livsanskuelse, som alene bygger på mennesket, idet den afviser alle andre forudsætninger. Er en form for agnosticisme, forholder sig stærkt kritisk til alle autoriteter og har en udpræget tro på fornuften (kulturoptimisme). Opstod i slutningen af middelalderen og søgte sine rødder tilbage i den græsk-romerske oldtid. Har søgt at være et alternativ til alle former for religion og har især tiltrukket kunstnere og intellektuelle. Der findes dog en kristen humanisme, som ikke forkaster Åbenbaringen, og som søger at integrere visse humane ideer i kristendommen (Dante, Erasmus af Rotterdam, Thomas More m.fl.). Se også: Kir.i.verd. 7,55,56.
Et aflangt stykke klæde, ofte rigt ornamenteret, som præsten bærer over skuldrene og tildækker hænderne med, når han meddeler den Sakramentale Velsignelse eller når han bærer Sakramentet.
Ved indflytning i en lejlighed eller et hus er det katolsk skik, at en præst anmodes om at velsigne boligen, idet han bestænker den med vievand og beder for hjemmet og dem der bor der, at de må blive velsignet og leve deres liv i pagt med Gud.
Den kristne familie som åndeligt fællesskab. Universets Skaber har gjort ægteskabet til menneskesamfundets ophav og grundvold.
... Derfor er familien samfundets primære, livsvigtige celle.
(Læg.ap. 11; Kir. 11). Som den lille Kirke
er den kristne familie ligesom den store Kirke
kaldet til at være enhedens tegn for verden og udøve sit profetiske embede, idet den vidner om Kristi rige og hans fred, som hele verden er undervejs til.
(Johannes Paul II's encyklika fra 1981 (da. overs. 1983): Fællesskabet i familien 48). Familien som huskirke har som forbillede de urkirkelige husmenigheder (se f.eks. 1 Kor 16,19; Kol 4,15; Filem 2). Se også: familie.
Gammel betegnelse for søndagen efter Påske (lat. Dominica in albis depositis = de aflagte hvide klæders søndag). I Oldkirken blev dåben ofte henlagt til påskenat, hvorefter de nydøbte bar deres hvide dåbsklædning hele påskeugen, og derefter, nemlig til hvide søndag, aflagde den. Kaldes også quasi modo, efter de to første ord i messens indgangsvers fra 1 Pet 2,2: Ligesom (nyfødte...).
Er lastens hyldest til dyden
, dvs. en form for løgn, hvor en person kun foregiver at besidde dyder eller moralske kvaliteter, som han ikke har. Jesus går i rette med hykleri (f.eks. Matt 6,2.5;7,5).
Grundlæggende begreb i den skolastiske filosofi, hvorefter alle genstande og levende væsener består af (formløst) stof og en form, som giver stoffet dets specielle egenskaber. Anvendes i den klassiske sakramentsteologi, f.eks. til at forklare, hvad der sker ved forvandlingen i messen (se: transsubstantiation).
En religiøs sang, som henvender sig til Gud eller helgener. De hymner, der er godkendt til liturgisk brug, bygger på den hellige skrift eller et trosmysterium.
Foreningen af Kristi guddomsnatur og menneskenatur i hans ene Person, som er 2. Person i Gud. Blev defineret som dogme på koncilet i Chalcedon 451. Foreningen er helt og aldeles på Personens plan; de to naturer lever ublandet, men også uadskilt i Kristus, takket være 2. Person. Forskellen mellem de to naturer bliver ikke ophævet ved foreningen; tværtimod bevares det ejendommelige i begge naturer, idet begge kommer sammen
(concurrente) i én Person (Hypostase), jfr. Denz. 148. Se også: person.
Forestillingen om Gud som folkets hyrde var udbredt i GT (jfr. f.eks. Sl 23: Herren er min hyrde...
; Es 40,11: Han vogter sin hjord som en hyrde
). Kongen får overdraget hvervet som hyrde af Gud (om David: Sl 78,70-72). I NT får udtrykket en messiansk betydning og anvendes om Jesus Kristus, som er den gode hyrde (Joh 10,1-21), jfr. også Hebr 13,20. I 1 Pet 2,25: Thi I var vildfarende som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand
- tydeliggøres sammenhængen mellem hyrdehvervet og det kirkelige embede, hvis indehavere betegnes som hyrder for Guds hjord
(1 Pet 5,2), mens Kristus er overhyrden
(1 Pet 5,4). Dette understreges yderligere i Ef 4,11 (Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere...
) og i den opstandne Jesu Kristi ord til Peter: Vær hyrde for mine får
(Joh 21,16). Det kirkelige hyrdeembede har lige siden været båret og udøvet af diakoner, præster og biskopper, med biskoppen af Rom, paven, som den øverste hyrde for Kirken.
En højtidelig skrivelse fra en biskop til katolikkerne i bispedømmet. Et hyrdebrev læses gerne op fra prædikestolen på den samme søndag i alle kirker. Et hyrdebrev fra paven kaldes en encyklika.
Det embede, der er indstiftet af Kristus, for at de troende (hjorden) kan blive ledet. Se: hyrde. Se også: læreembede.
En formel og hårdnakket benægtelse af (eller udtrykt tvivl om) åbenbarede trossandheder, udtalt af en døbt person, der bekender sig som kristen (jfr. CIC can. 751). Medfører altid ekskommunikation. Dette gælder alle troende, men sanktionerne er strengere, når det drejer sig om gejstlige (CIC can. 1364), jfr. 2 Pet 2,1-2: Men der optrådte også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem, og bringer hastig undergang over sig selv. Mange vil følge dem i deres løsagtighed, så sandhedens vej for deres skyld vil blive spottet.
Hæresi er løsrivelse fra den kirkelige enhed i troen. Hæretiker er efter katolsk opfattelse ikke den, der er født uden for Den katolske Kirke, men den, som bevidst har skilt sig ud fra Jesu Kristi Kirkes tro og lære. Fremkomsten af hæresier har til følge, at Kirkens læreembede må klarlægge, hvad Kirkens lære er på området. Se f.eks. gnosticisme, marcionisme, manikæisme, novatianisme, arianisme, nestorianisme, monofysitisme, monotheletisme, donatisme, pelagianisme, ikonoklasme, valdensere, albigensere og katharer. Se også: apostasi; skisma.
En døbt person, som frivilligt og bevidst nærer anskuelser, der på centrale områder ikke stemmer overens med Kirkens lære. Se også: hæresi; apostat; skismatiker.
Gammel betegnelse for subdiakon-, diakon-, præste-og bispevielse. Subdiakonvielsen blev sammen med de lavere vielser, afskaffet i 1973 som følge af reformerne på 2. Vatikankoncil (Kir. 28). De, der havde modtaget de højere vielser, blev tidligere kaldt levitter i modsætning til klerikere, der kun havde modtaget lavere vielser, og lægfolk. De højere vielser (undtagen subdiakonvielsen) er altid blevet betragtet som sakramentale vielser, som kun en biskop kan meddele, og som kun en person af mandkøn kan modtage. Der er kun tale om et og samme sakramente: Ordinationens Sakramente, men med tre trin: bispe-, præste- og diakonvielse. Se: Ordinationens Sakramente. Se også: Klerus.
Tendens (eller bevægelse) inden for visse protestantiske retninger til at fremhæve forbindelsen til den førreformatoriske tro og liturgi.
Søndagens og andre festdages hovedmesse, der så vidt muligt skal samle hele menigheden. Den plejer at være udsmykket med orgelmusik, menigheds- og korsang mv.
Blev aflagt i de klassiske ordener og af klausurerede nonner. De bevirkede, at de handlinger, som gik imod løftet, af Kirken blev erklæret for ikke blot ulovlige, men også ugyldige (f.eks. forvaltningen af sakramenterne). Efter 1983 skelnes der ikke mere mellem højtidelige og enkle løfter; i nogle ordener har man dog beholdt denne skelnen. Se også: løfte.
Så bliver da tro, håb, kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden
(1 Kor 13,13). Det kristne håb er den ene af de tre såkaldte teologale evner, som mennesket modtager i dåben. I håbet rækker de troende ud efter Guds kærlighed. Håbet er fremtidsvendt; det karakteriserer de troende som pilgrimme på jorden: Deres hu står til et bedre, nemlig det himmelske fædreland
(Hebr 11,16), det himmerige, som med Jesus er kommet nær (Matt 4,17). Håbet sætter sin lid, ikke til menneskets kræfter, men til Guds løfter, som allerede er opfyldt med Menneskesønnens komme og Helligåndens sendelse på pinsedag. De døbte har derfor allerede nu del i det, de tror på: Opstandelsen og det evige liv (jfr. Rom 6,5) - i det mindste som en førstegrøde (Rom 8,23), der stimulerer håbet, tror mod håb med håb
(Rom 4,18), og driver dem frem mod målet: Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er fuldkommen, men jeg jager derefter, om jeg dog kunne gribe det ... idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus
(Fil 3,12-14). Det er ikke sin personlige lykke, Paulus er grebet af; hans håb søger ikke sit eget, men Kristus. Derfor er det også åbent for andres frelse (2 Tim 4,8), de være sig kristne (1 Tess 2,19; 2 Tess 1,4) eller hedninger. Pauli håb gælder Kristi genkomst og hele Guds frelsesplan: Maran ata
(1 Kor 16,22), Kom, Herre Jesus
(Åb 22,20).
I hele Bibelen en religiøs handling med det formål at velsigne, helbrede eller meddele åndskraft til en person. Efter Pinsedag især meddelelse af Helligånden, f.eks. ved firmelse, diakon-, præste- og bispevielse.
Kort ceremoni f.eks. før den eukaristiske bøn i messen, hvor præsten vasker sine fingre (som han snart skal berøre Kristi Legeme med), idet han beder flg. bøn: Rens mig, Herre, for min ondskab, og udslet al min synd.