En lære, opstået i Frankrig i 1682, om Den gallikanske Kirkes frihed
, dvs. relative uafhængighed af Rom, der strakte sig ind i det 18. årh. Ikke accepteret af Pavestolen. Der skelnes mellem en gallikanisme i kirkeligt regie, repræsenteret af universitetet La Sorbonne i Paris, og den franske konges politiske udnyttelse af den. Se også: Josefinisme.
De bibelske skrifter, som omhandler verdens skabelse og Israels historie før Kristus.
2.Den gamle pagt mellem Gud og det udvalgte folk (jfr. 2 Kor 3,14).
I GT's frelseshistorie åbenbarer Gud sig i historien og bibringer Israels folk troen på den ene sande Gud (monotheismen). På grundlag af Sinai-pagten, jfr. 2 Mos 19,3-6) søger Gud ved Loven at opdrage sit udvalgte folk til trofasthed og lydighed. Selv om Israel gang på gang bryder pagten, svigter Gud aldrig. GT viser hen til verdens frelser, Jesus Kristus (jfr. Luk 24,44) og det messianske riges komme. Se: pagt; Bibelen; nye testamente, det; Gudd.åb. 14-16.
Betegnelse for katolikker, der er brudt ud af fællesskabet med den katolske Kirke på grund af dogmet om pavens ufejlbarhed fra 1. Vatikankoncil 1870. I Vesteuropa fortsætter den som selvstændige bispedømmer, men forenet i Utrecht-unionen 1889, som har den apostoliske succession. I Polen udgør de en enhed for sig selv.
Gammel betegnelse for 3. søndag i advent, efter det første ord i indgangsverset til denne dags messe: Glæd jer altid i Herren
(Fil 4,4). Forventningen om den nære juleglæde mildner adventstidens bodsstemning. Se også: Lætare søndag.
2. Vatikankoncils pastorale konstitution om Kirken i verden af i dag (1965). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).
Hinnoms (børns) dal, syd for Jerusalem, hvor børn en tid blev brændt til afguden Moloks ære, jfr. 2 Krøn 16,3. Senere blev der her brændt affald, en stadig brændende ild, der blev symbol på helvede. Jfr. Mark 9,47-48.
Sakramental tilgivelse af synder til et stort antal mennesker samtidigt. Foreligger der en alvorlig nødsituation (krig, katastrofer), eller er det ikke muligt for de(n) tilstedeværende præst(er) at høre individuelle skriftemål, kan præsten - efter at han har opfordret til samvittighedsransagelse og opvækkelse af anger - samlet meddele syndsforladelse. Se også: absolution.
Et omfattende skriftemål, hvor også tidligere livsafsnit (evt. hele livets) skriftemål gentages og gøres til genstand for anger og bod.
En præst, som er biskoppens vikar i bispedømmet. Han optræder på biskoppens vegne med de beføjelser, der ikke forudsætter bispevielse. I tilfælde af, at der i bispedømmet er en hjælpebiskop, kan han være generalvikar.
Den lære, at forældrene af ubesjælet stof både frembringer barnets legeme og sjæl. Fremført af nogle teologer fra oldtiden, f.eks. Tertullian (ca. 160-220). Fordømt flere gange af Kirkens læreembede (Denzinger 170, 533, 1910). En yderliggående form for generatianisme er traducianismen. Kirkens lære er udtrykt i kreationismen.
1. Mosebog, som omhandler Skabelsen, syndefaldet og patriarkerne Abraham, Isak og Jakobs historie.
Betegnelse for en katolik, som indtræder i et ægteskabslignende forhold, mens et sakramentalt ægteskab stadigvæk består mellem vedkommende og en ægtefælle. Se også: Ægteskabets Sakramente.
En lovprisningsbøn, der er en udvidelse af englenes sang julenat (Luk 2,14). Den anvendes i messen mellem Kyrie Eleison og dagens bøn på søndage (undtagen i advents- og fastetiden) og alle dage, som er fest
. Latinsk tekst, se Lovsang nr. 102. Dansk tekst, se Lovsang side 32.
De latinske begyndelsesord til lovprisningsbønnen (doxologi) Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Den anvendes liturgisk, bl.a. ved slutningen af hver Davids salme i tidebønnerne.
En glosse er en forklaring af vanskelige ord, tilføjet mellem linierne eller i marginen, i et middelalderligt håndskrift; udviklede sig efterhånden til en bredere kommentar til det samme eller til Bibelen.
En gave fra Gud (Præd 3,13), en frugt af hans Ånd (Gal 5,22). Nyd livet med den kvinde du elsker
(Præd 9,9; Ordsp 5,18-19), glæd dig ved din gerning
(Præd 3,22), ved at føde børn til verden (1 Sam 2,1; Joh 16,21), holde fest (1 Kong 1,40), spise og drikke, have det godt - det kommer altsammen fra Skaberens hånd (Præd 3,12-13). Glad hjerte er godt for legemet
(Ordsp 17,22), et venligt ord og milde øjne bidrager hertil (Ordsp 12,25;15,30). Det er kun glæden ved at gøre ondt og skadefryd, Gud fordømmer (Ordsp 2,14). De dybe og varige glæder ligger på gudsforholdets plan: Lovprisning af Gud, allermest på højtiderne (Sl 42,5), glæden ved fællesskabet i hans folk (Sl 133), opfyldtheden af hans Ord (Jer 15,16), trygheden ved at være i hans hånd (Sl 91): Man mættes af glæde for dit Åsyn!
(Sl 16,9-11). Jesu bebudelse og fødsel får de retfærdige til at skælve og juble af glæde: Døberen allerede som foster i mors liv (Luk 1,41.44), Maria i sit Magnificat (Luk 1,46-55), englene og hyrderne julenat, Simeon og Anna i Templet (Luk 2). Glæden ved at være sammen med Jesus fordriver fasten hos hans disciple (Matt 9,15) og behersker også lidelse og forfølgelse for hans skyld (Matt 5,10-12). Den er kærlighedens glans, menneskeåndens fryd ved Åndens liv, også da den opstandne Jesus forlader dem i sin jordiske skikkelse for at optages i Himlen (Luk 24,52f). Takket være troen, dåben, eukaristien og fællesskabet fryder menigheden sig i taknemmelig, offervillig kærlighed (Apg 2,46). Glæden er således en frugt af Ånden (Gal 5,22) og det glade budskab om frelsen og adgangen til apostlenes fællesskab med Kristus og hans Far (1 Joh 1,2-4), et kendetegn på Guds rige. Ikke blot en forbigående begejstring, men en dyb, varig understrøm under alle prøvelser, fordi den betyder pagt, forening med Kristus. Den giver sig udtryk i håbet (Rom 12,12). Den er en korsets glæde, lutret og forædlet i modgang (Fil 2,17f) - en forsmag på opstandelsen og den fuldkomne glæde i Himlen (Åb 19,7f).
Den erkendelse, som Paulus tilskriver det åndelige menneske, som i troen mere og mere fatter Guds kærlighed, sådan som den er blevet åbenbaret i Jesu korsoffer. Den er skjult og hemmelig, da den ikke stammer fra denne verden (jfr. 1 Kor 2,6-16). Se også: gnosticisme.
En religiøs bevægelse i Kirkens første århundreder, med rødder i panteisme, østlige mysteriereligioner og Platons filosofi. Dens tilhængere hævdede at sidde inde med en hemmelig viden om universets mysterier, som de vurderede højere end Åbenbaringen. Bevægelsen frembragte egne evangelier
og var stærkt dualistisk. Enhver senere kætterbevægelse indeholder gnostiske elementer i og med at subjektive oplevelser foretrækkes frem for Åbenbaringen og Kirkens læreembede. Se også: gnosis.
Retfærdighed, barmhjertighed, opofrende kærlighed. Menneskets godhed er en nådegave og delagtighed i Guds: Kun En er god - Gud!
(Mark 10,18). Som opofrende kærlighed indtil døden er den det nye bud, Jesus befaler sine disciple (Joh 13,34). Se: kærlighedsbud.
Opleves af det subjektive menneske som det, der umiddelbart fremmer eller hemmer dets trivsel og lykke, fysisk og psykisk: en god middag, en ondartet sygdom, medgang eller modgang under enhver form. Men findes der en fælles objektiv norm for, hvad der er godt og ondt for alle mennesker til alle tider og på alle niveauer? Bibelens svar er ja: i forholdet til Gud og kun hos ham. Som anskuelsesbillede bringer den de to træer i paradisets have: livets træ og kundskabens træ på godt og ondt (1 Mos 2,9). Livets træ er symbol på den levende kontakt med Gud, som er livets Skaber og Opretholder. Kundskabens træ på godt og ondt er træet til at lære godt og ondt at kende uden om Gud, gennem sine egne bitre erfaringer. Gud forbyder mennesket at spise af dette træ. Mennesket overtræder forbudet og gør det alligevel (se: arvesynden). Det vil selv være herre over sin tilværelse og følgelig selv lære godt og ondt at kende for at kunne vælge og vrage, henholdsvis gardere sig mod det onde for at sikre sig det, der er subjektivt godt for det selv. Men dette er både et syndefald og en illusion, fordi nøglen til det gode ikke ligger i det onde, men i Gud: Gudsfrygt er visdom, at undgå det onde er indsigt
(jfr. Job 28,12-28). Det onde afstumper og gør blind, indsigtens hjemsted
er i Guds visdom. Forbudet mod at spise af kundskabens træ på godt og ondt er således ikke et forbud mod indsigt, men mod at søge den på egen hånd, gå vild i den selvklogskab, som slangen frister til (1 Mos 3,5). Det onde kan ikke oplyse om det gode, kun formørke det. Syndefaldsberetningen går et skridt videre. Det onde er ikke blot et åndeligt mørke, men et hjemsted for den Onde: Slangen forførte mig
(1 Mos 3,13). Idet mennesket misbruger sin frihed til at løsrive sig fra Gud, mister det den og forføres af den Onde. Det onde udgår nu fra menneskets eget hjerte (1 Mos 6,5) i form af onde tanker, mord, utroskab og utugt, tyveri, falske beskyldninger og spottende snak
(Matt 15,19). Synderen er ufri: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg ... Jeg finder altså den lov i mig, at det onde ligger mig nærmest
(Rom 7,19.21). Mennesket er blevet en slave under synden (Rom 6,17). Også dets forstand angribes, så det kalder ondt for godt og godt for ondt, gør mørke til lys og lys til mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt! Ve dem, der anser sig for vise i egne tanker!
(Es 5,20-21; jfr. Rom 1,21-25). Således bliver alt endeløs tomhed
(Præd 1,2); hele verden er i den Ondes vold
(1 Joh 5,19) og dens gerninger er onde
(Joh 7,7). Det kan føre til en identifikation med Satan, og dette er fortabelsen. Det onde er altså ikke blot et fravær af det gode eller en umoral, men en ond magt eller Ånd, der slavebinder mennesket og ødelægger skaberværket (1 Mos 3,17), som Gud havde skabt såre godt
(1 Mos 1,31). En krig er brudt ud mellem Gud og Satan, og slagmarken er Guds folk (1 Krøn 21,1; Ez 38-39). Mennesket skal nu selv vælge side, hvem det vil tilhøre: Jeg har forelagt jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve
(5 Mos 30,19). Under denne kamp manifesterer Gud sin godhed ved at tage det ene frelsesinitiativ efter det andet og tilgive, så ofte det faldne menneske beder derom. Han griber ind i historien og det enkelte menneskes liv, udfrier det af farer og ulykker, træder det nær i lidelsen og fylder de fattige i ånden med glæde og fred
(Matt 5,3; Gal 5,22). Trofast mod sin pagt med det troløse folk viser han, at kun En er god, nemlig Gud
(Mark 10,18). Det altafgørende frelsesinitiativ kommer, da Gud hengiver sin Søn ... for at verden skal frelses ved ham
(Joh 3,16-17). Under det faldne menneskes livsvilkår bryder Jesus det ondes magt og gennemfører sit menneskeliv fra vugge til grav i fuldkommen lydighed mod Gud. Dermed soner han syndefaldet og får af Gud magten til igen at lade dem, der omvender sig, spise af livets træ (Åb 2,7). Skønt Guds Søn således har sejret over Satan, fortsætter denne dog at føre krig ... mod dem, der følger Guds bud og holder fast ved Jesu vidnesbyrd
(Åb 12,17). Men når de kristne i Fadervor beder: Frels os fra det onde
, så bønhører Gud ved at drage dem med ind i Jesu lydighed indtil døden (Fil 2,8), så også de, i kraft af hans Ånd, kan have Kristi sindelag
(Fil 2,5), dvs. blive forløst og få del i Guds godhed. Således vil de også kunne overvinde det onde med det gode (Rom 12,21). Men selv om det onde moralsk set overvindes, så vil dog de fysiske og psykiske følger af det fortsat sætte deres spor i form af lidelser og trængsler i denne verden. De er dog for intet at regne mod den herlighed, vi engang skal træde frem i
(Rom 8,18). Se også: Satan.
Begreb fra moralteologien. Udføres en moralsk forkert handling i god tro, har det positive konsekvenser for vurderingen af handlingen.
Hovedskalsted(Joh 19,17)).
Retterstedet på den lille høj uden for Jerusalem, hvor Jesus blev korsfæstet. Se: Kalvariebjerget.
Gradvist fremadskridende, trinvis. Den gradvise indførelse i messens 1. del, som indledes med indgangsverset (introitus), blev før 2. Vatikankoncil anskueliggjort derved, at præsten endnu under gradualet (vekselsangen) stod på trinene til alteret eller læsepulten. Graduale betegner:
-
Vekselsang, dvs. det afsnit af Skriften (Davids salmer), som synges eller reciteres vekselvis (solopartier med omkvæd af menigheden) mellem messens første læsning og evangeliet.
-
Bog med noder, der indeholder dette og samtlige afsnit i messen, som synges.
2. Vatikankoncils erklæring om den kristne opdragelse (1965). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).
Den julianske kalender (benævnt efter Julius Cæsar) blev i 1582 forbedret på foranledning af pave Gregor XIII (1572-1585), og trængte igennem i løbet af et århundrede også i den ikke-katolske verden, så at kalenderen kom til at stemme bedre overens med det astronomiske år.
Den enstemmige liturgiske sang, som er opkaldt efter pave Gregor I (590-604), der reformerede kirkemusikken. Lige siden har den gregorianske koral været forbillede og norm for den liturgiske sang.
Er forenet med Rom, i modsætning til de græsk-ortodokse, som ikke er det. (De to Kirker forveksles ofte i Danmark!)
De kristnes Gud er Åbenbaringens Gud, den Gud, som har talt til fædrene gennem profeterne og nu ved tidernes ende til os gennem sin Søn, som han har indsat som arving til alle ting, og ved hvem han også har skabt verden
(Hebr 1,1-2). De kristnes Gud er altså vor Herres Jesu Kristi Far
(Ef 1,3) og verdens Skaber og Herre: Jeg alene er Herren, uden mig er der ingen frelser
(Es 43,11). Israels monoteisme er ikke frugten af menneskers filosofiske spekulationer, politiske interesser eller en eller anden religionsstifter, men et guddommeligt initiativ, som kun kan modtages i tro til tros-lydighed (jfr. 1 Mos 12,1f; Rom 1,1-5). Et par tusind år f.Kr. var Gud kendt og dyrket under navnet El i hele den semitiske verden, således hos Melkisedek, konge og præst i Salem, det senere Jerusalem. Denne gudsdyrkelse synes efterhånden at være forfaldet til polyteisme, men i Abraham optages den i Åbenbaringen (jfr. 1 Mos 14,18-22;16,13;35,7). Gud åbenbarer sig for patriarkerne som den ene, sande Gud, og indvier Abraham i sin frelsesplan: I hans sæd skal alle jordens folk velsignes (1 Mos 12,1-3). På Sinai (ca. 1280 f.Kr.) åbenbarer Abrahams, Isaks og Jakobs Gud sig under navnet Jahve, dvs. Jeg er den, jeg er! - men samtidig: Den, der gør, at noget (andet) er til (2 Mos 3,14). Jahve er den højt ophøjede Gud, som hviler helt i sig selv, men også den højst nærværende Gud, Herren over historiens begivenheder og naturens kræfter, som er steget ned for at udfri sit folk af slaveriet og føre det til det forjættede land (2 Mos 3,8). Denne spænding i Åbenbaringen af Gud som det uudgrundelige Mysterium og Gud som folkets Herre og Hyrde vokser i styrke og intensitet hos profeterne: Gud er hellig - folket vanhelligt, Gud er almægtig - folket afmægtigt. Dets slaveri under de omkringboende stormagter er en følge af deres slaveri under synden. Gud elsker og tugter sit folk gennem de prøvelser, der følger heraf, og lover at skænke dem et nyt hjerte og indgive dem en ny ånd i tidens fylde (Ez 11,19). I Jesus Kristus udløses spændingen: Undfanget ved Helligånden forener Sønnen mennesket med Gud i sin Person. Den, der ser Jesus, ser Faderen (Joh 14,9). I ham er Gudsriget kommet nær, og i Helligåndens kraft udstrækkes det nu til hvem, han vil, så mange som omvender sig og tror på Evangeliet (Mark 1,15). Herefter er mennesket Kristus Jesus den eneste mellemmand imellem Gud og mennesker
(1 Tim 2,5). Se også: Treenigheden; Åbenbaring, den officielle.
I absolut forstand kan guddommelighed kun tilskrives Gud. Han har dog givet forskellige skabninger del i sin guddommelighed; således skal mennesket få del i guddommelig natur
(2 Pet 1,4), del i hans hellighed
(Hebr 12,10).
Udtryk i Østkirken for kristen fuldkommenhed, dvs. den helliggørende nåde i sin fulde udfoldelse i menneskesjælen: Se, hvor stor kærlighed Faderen har givet os, at vi skulle kaldes Guds børn; og vi er det! ... Men hvad vi skal blive, er endnu ikke åbenbaret. Vi ved, at når det åbenbares, da skal vi blive ham lig, for da skal vi se ham, som han er
(1 Joh 3,1-2). Se også: guddommelig.
Den 1. Person i Gud, den almægtige Skaber af himmel og jord, Jesu Kristi Gud og Far og de kristnes Gud og Far (Joh 20,17). Han har fra første færd givet menneskeslægten del i sit liv, et paradisisk liv, men da mennesket brød livsforbindelsen med ham, vendte hans kærlighed sig til medlidenhed. Skaberen åbenbarer sig nu for sine udvalgte som den frelsende Gud, barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed
(2 Mos 34,6). Profeterne i den gl. pagt er vidner til Guds dramatiske historie med sit folk: Han er Israels brudgom, lidenskabelig og jaloux i sin kærligheds krav og grænseløs i sin medynk med det troløse menneske. Det, der gør mennesket elskeligt i hans øjne, er ikke dets middelmådighed, men den herlighed han selv, ifølge sin egen viljes beslutning, har forudbestemt det til: At være hellig og lydefri for hans Åsyn
, skabt og velsignet som det er i Kristus til barnekår hos Gud (Ef 1,4-5; Kol 1,16). For at fuldbyrde denne beslutning med mennesket ofrede Faderen sin Søn: Han, som ikke sparede sin egen Søn, men hengav ham for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?
(Rom 8,32). Således åbenbarer Faderen, som ingen nogensinde har set, sig gennem sin enbårne Søn, som selv er Gud, og som er i Faderens favn
(Joh 1,18), at han også er vor Far, og at han er kærlighed (1 Joh 4,8.16). Jfr. pave Johannes Paul II's rundskrivelse: Rig på barmhjertighed (1980). Se også: Gud; skabelse.
Den 3. Person i Gud, Sandhedens Ånd, som den opstandne Kristus i den første pinse (Apg 2) sender fra Faderen over apostlene, Maria og de troende, der var forsamlet med dem (Apg 1,13-14) -hvorved Kirken fødes til verden. Helligånden har ganske vist allerede virket i verden inden Kristus blev herliggjort: Som Skaberånden, hvorved Gud skabte himmel og jord (hebr. ruah = vind, ånde: 1 Mos 1,2), som en guddommelig kraft, der greb Israels dommere (Dom 3,10), salvede dets konger (1 Sam 16,13) og forvandlede dets profeter til at gøre store ting for Gud (Es 8,11; Jer 1,9; Ez 3,14) - indtil den, som forjættet (Es 11,2.9), stiger ned over Maria i hele sin fylde, hvorved hun undfanger Guds Søn (Luk 1,35). Hermed indledes nyskabelsen af syndefaldets verden. Medens Ånden i den gl. pagt åbenbaredes som en guddommelig kraft, der skulle bane vejen for Messias, åbenbares den i den nye pagt som Person. Den stiger ned over Jesus ved dåben i Jordan (Joh 1,32) og bliver over ham i hans offentlige gerning (Luk 4,18, jfr. Apg 10,38); og sendt af den opstandne Kristus stiger den ned over Kirken på pinsedagen for bestandig at blive over den (jfr. Joh 14,16). Dermed trådte Kirken frem i al offentlighed for masserne, og evangeliets udbredelse blandt hedningerne tog sin begyndelse
(Kirkens Missionsvirksomhed 4). Kirken er en nyskabelse, det nye Guds folk (1 Pet 2,9-10). Kirken og Helligånden er uadskillelige, ligesom Helligånden og Kristus. I Kristi Ånds kraft kan apostlenes gerninger derfor nu begynde. Det er i lydighed mod Ånden, at apostlene forkynder evangeliet om den opstandne Kristus (Apg 1,8;2,32-33), døber med Helligånden i Jesu Kristi navn (Apg 2,38), bryder brødet til hans ihukommelse (Apg 2,42;20,7), leder bønnen i Jesu navn (Joh 14,14-17; Apg 4,23-33), styrer fællesskabet (1 Joh 1,3; Apg 6,1-7;15,28), helbreder syge og opvækker døde (Apg 3,16;9,34.40) og drager ud på mission (Apg 10,19-20.44;13,2.4;16,6f). Jesus kalder Sandhedens Ånd for
den anden Talsmand
(gr. Parakletos, jfr. Joh 14,16), fordi han selv er menneskets første Talsmand hos Faderen (1 Joh 2,1). Talsmand betyder trøster og forsvarer for det skrøbelige menneske hos Gud. Helligånden vil vidne om Kristus (Joh 15,26), fortsætte hans frelsesværk (Ef 1,13-14) og helliggøre, dvs. ligedanne de kristne med Kristus (Rom 8,26-29). Den vil føje alle døbte sammen til ét legeme i Ham (1 Kor 12,13), Åndens enhed i fredens bånd
(Ef 4,3), og således forene dem med Faderen (Ef 2,18) - ligesom den også er den Person i Treenigheden, der forener Far og Søn til ét i Gud. Helligånden er således både Sandhedens og Kærlighedens Ånd. Den er
Herren og Levendegøreren
(jfr. koncilet i Konstantinopel, 381), som sikrer, at Kirken ikke afviger fra Sandhedens vej, men føres stadig dybere ind i Treenighedens mysterium (Joh 16,13-15). At tilbede Gud i ånd og sandhed
(Joh 4,23) er altså at lade sig føre ind i en delagtighed i selve den treenige Guds eget indre liv (Joh 17,26; 1 Kor 2,10), thi Guds kærlighed er udøst i vore hjerter ved Helligånden, som blev givet os
(Rom 5,5). Jfr. pave Johannes Paul II's rundskrivelse: Dominum et vivificantem (1986). Se også: synd mod Helligånden; Helligåndens gaver.
I himlen skal Guds tjenere se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander
(Åb 22,4). Gud har ikke noget ansigt i fysisk forstand sådan som mennesket, men han har et personligt forhold til enhver især, og i Jesus Kristus er hans ansigt blevet synligt: Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus
(Joh 17,3).
Længslen efter at skue Gud er en længsel efter den umiddelbare og intime kontakt med ham: Min sjæl tørster efter den levende Gud, hvornår skal jeg komme og skue hans ansigt?
(Sl 42,3). Gud ser alt og holder øje med alle, som bor på jorden, og gennemskuer alt deres værk (Sl 33,13-15). Også synderen, der tænker ved sig selv: Hvem ser mig? - Ingen ser mig!
rammes af Herrens øjne, der er ti tusinde gange klarere end solen og iagttager alle menneskers veje og skuer ind i de skjulte kroge
(Sir 23,18-19). Men for det jordiske menneske er Gud den skjulte Gud
(Es 45,15). Da Moses bad: Lad mig dog skue din herlighed!
fik han til svar: Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve
(2 Mos 33,18.20). Allerede de gamle profeter havde syner, ikke mindst i templet, hvor Gud havde tilsagt sit særlige nærvær (Ez 10-11), men visioner er endnu ikke gudsbeskuelse; de er Guds billedtale, som mennesket opfatter med sit ydre eller indre blik. Det faldne menneske skal først vendes om og renses (Es 6,1f) og oplæres til Guds rige (jfr. Matt 13,52), thi intet urent kan komme ind i himlen (Åb 21,27). Mennesket må gennem den synlige verden få øje på den usynlige (Rom 1,20), lære Gud at kende gennem hans værker i naturen og gennem begivenhederne i historien og dets eget liv. For Gud er så tæt på mennesket, at salmisten kan sige: Du fatter min tanke i frastand; du har rede på, hvor jeg går og ligger, og alle mine veje kender du. Thi før ordet er til på min tunge, da ved du det, Herre. Bagfra og forfra omslutter du mig ...
(Sl 139,2-5). Men skønt tegnene på Guds nærvær og virken altså er tydelige nok, og Gud ydermere har åbenbaret sig gennem profeterne som sine særlige talerør, er menneskene dog døve og blinde (Es 42,18), fordi deres hjerter er sløve og genstridige (Jer 5,21-24). Derfor priser Jesus dem salige, der ser og hører ham (Matt 13,16-17). For i Jesus Kristus er den usynlige Gud selv steget ned på jorden og blevet synlig i et menneskes skikkelse: Den, der har set mig, har set Faderen
(Joh 14,9). Som 2. Person i Gud har Jesus selv haft gudsbeskuelse, mens han vandrede på jorden. Over ham er himlen åben (Joh 1,51) og Guds herlighed lyser klart på Kristi åsyn og bliver selv et skinnende lys i vore hjerter
(2 Kor 4,6). Med Guds nedstigning til jorden i sin Søn har Gud således gjort sit yderste for at gengive det faldne menneske sansen for ham og hans liv: Tro på mig, at jeg er i Faderen og Faderen er i mig,
siger Jesus, men vil I ikke, så tro mig dog for selve gerningernes skyld
(Joh 14,11). Jesu liv og gerning er indlysende for den, der har hjerte til at opfatte det: Du har det evige livs ord, og vi har troet og erkendt, at du er Guds hellige
. Jesus bekræfter det, men tilføjer: Der er nogle af jer, som ikke tror
(Joh 6,68-69.64). Og de, der tror, ser endnu som i et spejl, i en gåde
. Men når det fuldkomne kommer, skal vi se ansigt til ansigt (1 Kor 13,10-12). Menneskesønnen går bort for at gøre en plads rede
for sine disciple. Når det er sket, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal også I være
(Joh 14,3). Da skal Guds børn se sig selv som de virkelig er, for da er de forvandlet til lighed med Guds Søn og skal se ham, som han er (1 Joh 3,2). I forvandlingen til lighed med Jesus Kristus får mennesket tilmålt sin del i hans gudsbeskuelse - dog aldrig sådan, at det kan udtømme Guds mysterium. Det kan alene Guds Søn, fordi han er af samme Væsen som Faderen (jfr. Luk 10,22; Joh 1,18).
Den bevidst foragtende, hånlige eller grove omtale af Gud. Kan også være indirekte, hvis personer eller ting, indviet til Gud, spottes. Moseloven foreskrev dødsstraf herfor (3 Mos 24,14f). I NT indgår gudsbespottelse blandt andre synder (Matt 15,9) og opfattes som et forsøg på at fratage Gud magten og æren (jfr. Åb 13,5f).
Et bevis på Guds eksistens, som menneskets fornuft kan nå frem til. Dette er muligt, jfr. Rom 1,20 og Gudd.åb. 6. Der er ikke tale om beviser i naturvidenskabelig forstand, idet Guds eksistens ikke kan måles og vejes, men snarere om veje
til gudserkendelsen, jfr. Thomas af Aquins 5 veje, hvor Guds nødvendighed påvises ved analyser af begreberne bevægelse, årsag/virkning, eksistens, fuldkommenhed og målrettethed.
Denne betegnelse sammenfatter troen på forløsningen ved Jesus Kristus, som i menneskevordelsen, i sit liv, sin død og opstandelse er blevet menneskenes bror. Dermed har han gjort alle mennesker til sine brødre og søstre, så at de må kalde Gud far
, jfr. f.eks. Matt 6,9; Joh 20,17; Rom 8,15-16.
Israel i GT, Guds Kirke
(Neh 13,1); Kristi Kirke i NT (Matt 16,18). Det har behaget Gud at helliggøre og frelse menneskene, ikke enkeltvis og uafhængig af hinanden, men ved at samle dem til et folk som skulle erkende Ham i sandhed og tjene Ham i hellighed
(Kir. 9). Derfor valgte han Israel til sit eget folk, ikke på grund af dets fortjenester, men af kærlighed (5 Mos 7,6-8). Det blev skabt, ført og styret af Gud: Israels Skaber er jeres Konge
(Es 43,15); jeg vil vandre iblandt jer og være jeres Gud, og I skal være mit folk
(3 Mos 26,12). Forjættelsen herom blev givet til Israels stamfædre: Abraham (1 Mos 12,3), Isak, Jakob, hans 12 sønner og deres stammer. Et race- og stammeforbund tjener som den etniske basis for det gamle Guds folk (2 Mos 24,4; Jos 24), dog med plads for proselytter. I pagten på Sinai ca. 1280 f.Kr. stadfæstes forholdet som et enestående forhold mellem Gud og et menneskeligt samfund, der skal fungere socialt og politisk i total afhængighed af ham (5 Mos 29,12-13; Ez 11,20), i det land han skænker dem (2 Mos 3,8). Som Guds folk skal Israel være et vidnesbyrd for folkeslagene, en midler mellem Gud og hele menneskeheden (Es 45,14). Pagten og loven, stammebevidstheden og kulten træder des tydeligere frem, da Israel efter landflygtigheden i Babylon har mistet sin politiske selvstændighed (Ez 48). Men de politiske og sociale erfaringer har haft deres store betydning. Gud har ikke villet føre sit folk frem til frelsen ved at afsondre det fra verden, men ved at fastholde det i spændingen mellem verden og Ham. Guds folk skal være en folkepagt, et hedningelys
(Es 42,6), men jødedommen lever ikke op til Guds frelsesplan. Den lukker sig om sig selv i jødisk selvbevidsthed, i politiske Messias-drømme, i en lovbunden, moralistisk, menneskecentreret religiøsitet, som Jesus radikalt bryder med. Han slutter en ny pagt i sit blod (jfr. 1 Kor 11,25) og skaber sig et nyt Guds folk, Kirken: Han kaldte frem en mængde blandt jøderne og hedningerne, som skulle vokse sammen, ikke ved kødets bånd, men i Ånden, og de skulle være Guds folk. De, som tror på Kristus, som er genfødt ... ved den levende Guds Ord (jfr. 1 Pet 1,23), ikke af kød, men af vand og Den Hellige Ånd
(jfr. Joh 3,5-6), disse udgør endelig en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et folk, som Gud har gjort til sit ... som før ikke var noget folk, men nu er Guds folk
(1 Pet 2,9-10; Kir. 9). Kristus er Kirkens hovede, folket hans brødre og søstre, Guds børn, kaldet og udrustet til at leve i kraft af Ånden og vandre i de gode gerninger, Gud forud har beredt (Ef 2,10). Kristi rige er ikke af denne verden (Joh 18,36). Det ny Jerusalem er oventil (Gal 4,26) og skal ved tidernes ende komme ned fra Himlen som en gave fra Gud (Åb 21,1f). Kirken er kimen til Guds Rige og skal derfor leve i verden som Guds folk (Joh 17,15-18) og udvikle sin Kristi efterfølgelse under det jordiske livs vilkår. Ligesom det gamle Guds folk må den kæmpe med troløse medlemmer (Hebr 3,8), lide forfølgelse fra diabolske stormagter (Åb 13,1-7), flygte ud af lastens huler, fra dæmoner og alskens urenhed (Åb 18,2-4). På det jordiske plan gentager menneskenes historie sig på godt og ondt, men Guds frelsesplan skrider frem med urokkelig målbevidsthed, i henhold til den nye og evige pagt, og den opstandne Kristus er med sit folk indtil verdens ende (Matt 28,20) for at samle Guds adspredte børn til ét (Joh 11,52). Og når alt er blevet ham underlagt, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle (1 Kor 15,28). Det er Gudsrigets endelige gennembrud (Åb 21).
Den medvandrende Gud hos patriarkerne, jfr. Jakobs drøm i Betel om himmelstigen: Her er Guds hus og Himlens port
(1 Mos 28,17, jfr. Joh 1,51).
Mødeteltet, hvor Gud taler til Moses, ansigt til ansigt (2 Mos 33,7-11).
3.
Templet i Jerusalem (1 Kong 8,19f). På profeten Ezekiels tid forlader Guds herlighed det profanerede tempel (Ez 10,18) for at udgyde sin Ånd over Israels hus, dvs. et omvendt Israel. Jesus bryder definitivt med templet på Sionsklippen som Guds hus (Matt 21,13;24,2) og forkynder sit legemes tempel
(Joh 2,21).
Kirken er Kristi Legeme (1 Kor 10,17) og de kristne er lemmer på dette legeme (1 Kor 12,12). Ethvert menneske bliver derfor Guds bolig i Ånden
, hvis det er forenet med sine brødre i Kristus (Ef 2,21-22). Det himmelske Jerusalem har intet tempel, for nu er Guds bolig hos menneskene, ... og Gud skal selv være hos dem
(Åb 21,3).
Kirken som bygning, fordi den er indviet og bolig for Kristi nærvær i Alterets Sakramente.
I Bibelen et billede på Guds suveræne magt over elementerne (Sl 95,4-5, Job 27,11) og menneskene (5 Mos 32,39; Joh 10,29).
I messen bliver der ved brødets brydelse bedt: Guds lam, som borttager verdens synder, forbarm dig over os
. Det er som Guds lam, at Johannes Døberen udpeger Jesus for sine disciple efter dåben i Jordan. Lammet er hos profeterne et billede på sagtmodig lidelse, anvendt på den lidende Herrens tjener: Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes
(Es 53,7, jfr. Jer 11,19). Diakonen Filip anvender det på den lidende Kristus (Apg 8,31-35) og evangelisterne understreger, at Kristus tav over for sine anklagere i Synedriet og over for Pilatus (Matt 26,63; Joh 19,9), da han blev dømt til døden. Det var på beredelsesdagen til påsken, da man efter loven slagtede påskelammene oppe i Templet (Joh 19,14). Som påskelammet for det gl. Israel havde været et tegn på Guds udfrielse af sit folk fra slaveriet i Ægypten, blev det for de kristne symbolet på Kristi udfrielse af sit folk fra synden i dåben (1 Pet 1,19). Han er det sande påskelam (1 Kor 5,7). I Himlen troner han som Lammet ved Faderens højre (Åb 22,1-3), tilbedes af de himmelske væsener (Åb 5,8) og leder det eskatologiske opgør med ondskabens magter (Åb 17,14). Sejren fejres med Lammets bryllupsfest med det himmelske Jerusalem, dvs. Kirken (Åb 19,7.9;21,9). Og Lammet leder de trofaste til kilderne med livets vand i saligheden (Åb 7,17).
Allerede i Oldkirken anvendtes lammet som en kunstnerisk fremstilling af Kristus.
Udtrykket stammer fra koncilet i Efesus 431 og skal forsvare Marias guddommelige moderskab mod Nestorius, som hævdede, at hun kun var mor til mennesket Jesus Kristus. Efesus-koncilet forberedte dermed koncilet i Chalcedon 20 år senere, som definerede dogmet om de to naturer i Kristus, guddomsnaturen og menneskenaturen, som lever ublandet, men ikke uadskilt i ham, fordi de er forenet i hans ene Person, som er 2. Person i Gud. Maria er Guds Moder, fordi hun har undfanget Jesus af Nazaret, som personligt er Gud. Se også: Jomfru Maria; nestorianisme; hypostatisk forening.
Gud har talt mange gange og på mange måder ved profeterne og i tidens fylde ved sin Søn (Hebr 1,1). Guds Søn er Guds Ord i egen Person; og Ordet er blevet kød i Jesus og har taget bo iblandt os (Joh 1,1.14; se: menneskevordelse). I ham er Guds Ord dvs. Guds Åbenbaring derfor kommet til endeligt gennembrud i verden. At der er en afgørende forskel på Åbenbaringens Gud, som taler til sit folk, og alle andre guder, blev efterhånden klart for det gamle Israel. For bag de afgudsbilleder, de havde for øje, var der ingen virkelighed: De taler ikke, ser og hører ikke, føler ikke ... (Sl 115,4-7). Den ene sande Gud derimod måtte ikke afbildes. Han er Ånd og derfor usynlig, men han lader høre fra sig. Troen herpå er ikke frugten af menneskers filosofi, men af deres erfaring: Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti
(Sl 119,105). Initiativet kommer altså fra Gud selv, den troende erfarer virkningen. Derfor er Bibelen, som er nedskriften af Guds Ord, heller ikke primært en visdomsbog som andre religioners hl. skrifter, men en historiebog: Guds Ord til sit folk igennem 2000 år. Guds Ord åbenbarer Guds mysterium og hans frelsesplan, og det skaber - i modsætning til så mange unyttige menneskeord (Matt 12,36), der blot er læbeord
(2 Kong 18,20) - det, det udsiger.
Det drejer sig derfor om Guds handlinger i menneskehedens historie i kraft af hans Ord (jfr. Visd 18,14-16). Hertil kommer så visdomsord, dvs. profeternes refleksion over Guds handlinger, som Gud også inspirerer til for at vejlede menneskene og hjælpe dem til at forstå det, der sker (Ordsp 8,1-21.32-36; Visd 7-8), og give dem en dybere indsigt i det (Dan 5,11f; 1 Mos 41,39). Først derefter kan man spørge: Hvornår og hvordan har Gud talt? Og hvordan har menneskene kunnet opfatte det? Iflg. Hebr 1,1 har Gud talt mange gange og på mange måder, allerede gennem de gamle profeter. Det skete i syner og drømme (4 Mos 12,6; jfr. 1 Kong 22,13-17), ved en indre stemme (Jer 1,4), en uforklarlig inspiration (2 Kong 3,15f). Til Moses talte Gud ikke i syner og gåder, men ansigt til ansigt
(4 Mos 12,8). For det meste præciseres det ikke nærmere. De bibelske forfattere har ikke det moderne menneskes optagethed af, hvordan det rent teknisk
gik for sig; de spørger efter meningen: hvad betyder det? og hvordan skal vi forholde os? I alle tilfælde kom Ordet udefra, oppefra, som et lyn fra en klar himmel, en pludselig kaldelse (1 Mos 12,1), et klarsyn (Es 6,1-5), der ikke er født af profetens eget kød og blod. Tværtimod overvældes han af sin afmagt og beder sig fri: Send dog enhver anden end mig!
(2 Mos 4,13, jfr. Ez 2,7-8). Men Gud renser og udruster ham: Din skyld er borte, din synd sonet. Gå hen og sig til dette folk ...
(Es 6,6-9). At det er Gud Herren, der taler igennem ham, vidste profeten derfor med sikkerhed. Han vidste også, at budskabet ikke var privat, men gennem ham bestemt for hele folket. Åbenbaringen er ikke en esoterisk religion for de få indviede, men en manifestation for alle af den Gud, der styrer sit folk gennem historien ved sit profetiske ord. Og når profeten krymper sig under budskabet: De forbander mig alle
(Jer 15,10), fordi det er et opgør med det syndige folk, får han til svar: Omvender du dig, vil jeg omvende dig, så du står for mit åsyn. Giver du det ædle, ej det uædle vækst, skal du være som min mund
(Jer 15,19). Profeten er Guds talerør, intet andet. Det er Gud, der skriver både hans og folkets dagsorden. De ti bud er således Guds bud, førend de er Mose lov
. de har derfor apodiktisk karakter, dvs. bydeform: Du skal ... og du må ikke ... (2 Mos 20). Folket knurrede under deres vægt, men erkendte, at profeten talte sandt. Ikke på grund af hans visioner (som der var mange af i den nære Orient), men på grund af hans troskab mod pagten, kvaliteten i hans gudsforhold og de Guds Ord, han udtalte, som Gud selv bekræftede med overordentlige begivenheder i historien og naturen. De gik i opfyldelse, kort sagt. Den sande profet var på bølgelængde med Gud og kunne tyde tidens tegn. Således fik udfrielsen af slaveriet i Egypten en tegnkarakter, som profeterne igen og igen vender tilbage til. Inspireret af Gud modtager de en voksende erkendelse af, at alle begivenheder i det historiske forløb og i naturens verden er ord af Guds mund, og at alt derfor opretholdes og styres af ham, der har skabt det (jfr. f.eks. Es 55,10-11; Job 37,5-13;34,13-15; Visd 16,24-26; Sl 139). Det er ved at fordybe sig i hans styrelse af dets egen historie, at Guds folk modtager sin identitet, dvs. sit kald og sin selvforståelse (Jos 24). Guds herredømme på jorden blev en konkret faktor i dets liv, som også styrer det ind i fremtiden. Profeternes forjættelser løfter et slør og skænker et håb om frelse ud af den gamle verden og den gamle adam ind i en ny verden, det messianske rige (Es 9,2-7). I tidens fylde tager Guds Ord skikkelse i Jesus og får mund og mæle. Nu taler Gud ikke blot i syner og drømme, men i menneskeord og gerninger. Og samtlige begivenheder omkring Jesu offentlige virksomhed får en usædvanlig tegnkarakter, både her og nu, for den nære fremtid og for al fremtid. Hans ord har magt: de helbreder syge (Matt 8,16), skænker syndsforladelse (Matt 9,1-7), giver disciplene magt til det samme (Joh 20,23), forvandler brød og vin til hans legeme og blod (Matt 26,26-29). Hans ord åbenbarer Gudsrigets mysterier i lignelser (Mark 4,11.33). Han taler med myndighed (Mark 1,22), sikker på at hans ord ingenlunde skal forgå (Matt 24,35), for han taler ikke af sig selv (Joh 12,49). Det er Guds ord, han taler (Joh 3,34), som Faderen har lært ham (Joh 8,28). Derfor er de ånd og liv (Joh 6,63; jfr. Hebr 4,12-13). Derfor får de også en blandet modtagelse i tilhørerskaren. Det går som i lignelsen om sædemanden (Matt 13,18-23). De deler hans tilhørere (Joh 10,19) i troende (Joh 2,22;4,39.41.50) og vantro; i dem, der holder fast ved Ordet (Joh 8,51) og bliver i det (Joh 8,31) og derfor har evigt liv (Joh 5,24) - og de troløse, der finder det for hårdt (Joh 6,60), ikke hører det (Joh 8,43), men forkaster det og derfor skal dømmes af det på den yderste dag (Joh 12,48). For Jesu ord er Faderens Ord, og det er Sandhed (Joh 17,14.17). Men Jesus er ikke blot Guds talerør, sådan som hans forløbere profeterne. Han er selve budskabet om mennesket som Guds barn. I hans menneskeliv man ser hvordan. Ordet er blevet kød og har taget bo iblandt os. Han, som har været med fra begyndelsen og ved hvem alt er skabt (Joh 1,1-3; Kol 1,15-17; Hebr 1,2) og alt åbenbaret, viser sig at være den opstandne Herre. Han er Ordet, der kom fra Gud, og som det menneskevordne Ord vender han tilbage til Gud. I ham er Guds Ord virkeliggjort og fuldbyrdet. Derfor slutter Åbenbaringen med ham, men ikke virkekraften. Som Faderen har sendt sin Søn, sender Sønnen nu sine apostle ud i verden for at forkynde ham som livets Ord
. Gennem apostlenes fællesskab vil han fortsætte med at blive kød i sit kirkelegeme (jfr. Kol 1,18-20), for at det evige liv kan trænge igennem til alle: Det, vi har set og hørt, forkynder vi også jer, for at også I må have fællesskab med os, og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus
(1 Joh 1,3). Se: profet; Åbenbaring, den officielle.
Idéen herom var i alle religioner i den gl. Orient knyttet til deres konger som de jordiske repræsentanter. Men i Israel fik den et særligt indhold, takket være deres monoteisme, deres opfattelse af den politiske magt og deres eskatologi. Israel var i det forjættede land et teokrati: Jahve herskede umiddelbart over sit folk (Dom 8,23; 1 Sam 8,7). Han skulle dyrkes af sine undersåtter på jorden som af englene i Himlen (Sl 24,7-10; Es 6,1-5). Han hersker for bestandig over det univers, Han har skabt (2 Mos 15,18; Sl 11,4;103,19;47,3;93,1f;95,3ff) og over alle jordens folk (Jer 10,7-10). Men Israel har han valgt som sit særlige rige. Med dem har han sluttet pagt og skabt sig et kongerige af præster, et helligt folk (2 Mos 19,6). I Jerusalem residerer han (Sl 48,3; Jer 8,19). Herfra styrer, beskytter og samler han dem som en hyrde sin hjord (Sl 80; jfr. Ez 34). Fordi Jahve, hærskarers Herre (Es 6,5), hersker over verden og styrer historiens gang, skal hans herredømme anerkendes effektivt og hans lov holdes. Derved får Gudsstyret en moralsk karakter, som bryder de hedenske forestillinger om en politisk stormagt.
Israel får dog også en politisk struktur, som udvikler sig til et jordisk kongedømme, men det må indordne sig under pagten med Gud. Her opstår stærke spændinger, alt efter kongernes troskab / utroskab mod pagten (jfr. Saul: 1 Sam 10,24; David: 1 Sam 16,12). Profeterne bliver kongernes dårlige samvittighed. Det ender med Davidshusets fald, Jerusalems ødelæggelse og exilet i Babylon 587 f.kr. (jfr. Sl 89,39-46; Jer 10,21). Profeterne ser nu hen til det oprindelige teokrati (2 Mos 19,6). De taler stadig om en fremtidskonge af Davids hus, en konge-messias (2 Sam 7; 1 Kong 2,4). Men horisonten vider sig ud; Jahve vil selv være Israels hyrde, samle og føre dem til deres land (Mika 2,13; Ez 34,11f; Es 40,9ff): Din Gud hersker indtil jordens ende! Overalt fra vil folkene strømme til Jerusalem for at tilbede Kongen Jahve (Zak 14,9; Es 24,23;2,1-5). Salmerne efter exilet priser Guds eskatologiske rige: Det er universelt, proklameret og anerkendt i alle nationer, når han dømmer jorden med retfærd og folkene i sin trofasthed
(Sl 47;96-99;145,11ff). Under Antiokus Epiphanes' forfølgelse (175-164 f.Kr.) fornyes disse profetiske løfter højtideligt i Daniels apokalypse: Guds rige løftes op over denne verden; det er transcendent. Det vil manifestere sig på ruinerne af de politiske stormagter, som har bygget på sataniske kræfter (symboliseret ved dyrene; jfr. Dan 2,44). En Menneskesøn, kommende på himlens skyer, vil blive iklædt magt og ære og herredom, og riget vil blive skænket ham og den Højestes hellige folk for bestandig (Dan 7,14-27).
Efter århundreders forberedelse levede det jødiske folk nu i forventningen om dette Rige (jfr. deres ikke-bibelske litteratur f.Kr.), men længslen var tvetydig: Skal riget tage form af et nyt Davids-rige med en religiøs-politisk Messias i denne verden? Eller vil det blive et rent åndeligt rige, i lydighed mod loven, og med Himmerigets åg på sin nakke? - Det er her, Johannes Døberen tager fat: Omvend jer, thi Himmeriget er nær!
Der må en sindelagsændring til, for at folket kan åbne sig for den ventede Messias (Matt 3). Jesus selv gør det klart: Guds rige kommer ikke sådan, at man kan sige: Se, her er det! eller der! For Guds rige er midt iblandt jer
(Luk 17,20-21). Jesus vil ikke gøres til konge i politisk forstand, for hans rige er ikke af denne verden (Joh 6,15; jfr. Joh 18,33-37). Og dog er han en konge. Han er kommet for at vidne om Sandheden; og takket være Ånden er Gudsrigets kræfter virksomme i ham her og nu: Er det ved Guds Ånd, jeg uddriver dæmonerne, så er jo Guds rige kommet til jer!
(Matt 12,28). Han bryder Satans, dødens og syndens magt. Hans mirakler vidner derom (Mark 6,2). Altså er det ved tro på ham, at menneskene får adgang til Riget og dets herlighed (1 Tess 2,12). Det åbenbares ikke for de vise og kloge, som er udenfor, og for hvem det hele er gådefuldt (Mark 4,11), men for de små og ydmyge, der viger pladsen i deres eget indre for ham og hans Ånd (Matt 11,25). Jesu lignelser viser den fremadskridende proces: Rigets kræfter er virksomme i denne verden som et sædekorn, der slår an, et sennepsfrø, der vokser, en surdej, der skal gennemsyre hele dejen. Og Jesus vil selv, ved tidernes ende, sortere høsten, når han fælder dom (Matt 13). Våg derfor, thi I kender hverken dagen eller timen
(Matt 25,1-13).
Hans intronisation i Himlen sker i hans opstandelse (Apg 2,30-35; Åb 3,21). Gud ophøjer ham og skænker ham navnet over alle navne: Jesus Kristus er Herre!
(Fil 2,9-11; jfr. Matt 28,18). Faderen indsætter sin Søn som kongernes Konge og herrernes Herre
(Åb 19,16;17,14; jfr. Åb 1,5) og udøver sit herredømme over menneskene gennem Kristi kongedømme indtil tidernes ende. Når da Kristus har overvundet alle sine fjender, skal han overgive sit kongedømme til Gud, sin Far (1 Kor 15,24). Da er verdensherredømmet blevet vor Herres og hans Salvedes
(Åb 11,15;12,10). Og de trofaste skal få lod og del i Kristi og Guds rige (Ef 5,5). Se også: Guds folk.
I jeres kamp mod synden har I endnu ikke stået imod indtil blodet. Og I har glemt formaningen, der jo dog taler til jer som til sønner: Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; thi Herren tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær ... Han gør det til vort sande gavn, for at vi skal få del i hans hellighed
(Hebr 12,4-6.10b). Således sammenfatter Hebræerbrevet Guds motiv til at straffe. Det sker ikke for at knuse mennesket, men for at rense det for synd og rejse det op, så han kan give det del i sit liv. Næppe nogen anden bibelsk sandhed støder mere an i dag end den om Guds straf. Men pave Johannes Paul II har advaret moderne humanisme mod den fristelsernes fristelse i vor tid
: at fornægte Gud i sin egen menneskeligheds navn (tale til de franske biskopper 1980). Det bibelske menneskesyn er ikke skabt af mennesker, men er udsprunget af Guds forudbestemmelse med mennesket: Skabt i Guds billede til at ligne hans Søn skal det stå helligt og fejlfrit for hans blik (Ef 1,4). Synden er uforenelig med menneskets bestemmelse og fører ikke til målet. Det faldne menneske skal derfor ligedannes med Kristus ved at lide med ham, så det også kan herliggøres med ham
(Rom 8,29.17). Hebræerbrevet fortsætter: Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed. Derfor, ret de slappe hænder og de kraftløse knæ ... så det, der er lammet, kan helbredes
(Hebr 12,11-13). Man kan således tale om tre etaper i Guds straf: 1. Guds gave til mennesket: livet og kaldet til at leve som Guds barn - og hans accept af det syndige menneskes oprør herimod. 2. Guds opdragelse af det til omvendelse og ligedannelse med hans Søn (jfr. 1 Kor 11,32; Gal 3,24) - og følgerne for mennesket, hvis det bliver i sin synd (jfr. Hebr 12,25). 3. Guds straffehandlinger, hvis synden udarter til forhærdelse: Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn som hønen samler kyllingerne under sine vinger! Og I ville ikke. Se, jeres hus overlades til jer selv
(Luk 13,34-35a). Der er således to udgange på Guds straf, alt efter menneskehjertets dybeste drift: omvendelse og opdragelse som hos den fortabte søn, der bryder op fra svinestien og banker på i sin fars hus (Luk 15,14-20, jfr. 1 Kor 5,5; 2 Kor 2,5-8) - eller forhærdelse og dom: I har djævelen til far, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres far. Han var en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden, thi der er ikke sandhed i ham ... han er en løgner, ja, løgnens fader
(Joh 8,44, jfr. Matt 23,33; Åb 12,9f; 2 Tess 2,1-12; Åb 18;20,10). Dog kan en dom her i tiden også føre til ny omvendelse; sålænge der er liv, er der håb; jfr. røveren på korset (Luk 23,40-43). Det er således ikke straffen, men synden, der skiller fra Gud. Synden kan være selvforskyldt, en personlig krænkelse af Gud og hans bud. Gud straffer den, først måske ved simpelthen at lade synderen bære følgerne af sin synd, for at han kan komme til besindelse og omvendelse. Dernæst måske, i tilfælde af forhærdelse, ved straffehandlinger, der udtrykker hans vrede og forkastelse (jfr. Apg 5,7-11). Men synden kan også være kollektiv, en følge af fædrenes synder, og straffen derfor også kollektiv (2 Mos 34,7), en følge af det samfunds synder, man lever i, jfr. Sodoma og Gomorra som moralsk samfund (1 Mos 19,24-25, jfr. 1 Mos 6,13), jødedommen som religiøst samfund (Matt 21,43-45), staterne som politiske samfund (Es 10). Under sådanne fælles naturkatastrofer eller politiske ulykker følger Gud dog omsorgsfuldt sit folk med henblik på dets frelse (Visd 12,10-22) og leder også hvert enkelt menneske og dets skæbne i forhold til dets eget kald og egen holdning (Ez 18; Matt 24). Syndernes synd, den fælles
arvesynd
tvinger ethvert menneske til et personligt valg. Den, der bukker under for den, har djævelen til far
; hans liv er uforeneligt med Guds hellighed og derfor hjemfalden til dom (Luk 19,41-44). Det er denne dom, Kristus har taget på sig ved at bære vore synder på sit legeme op på korset, for at vi, afdøde fra vore synder, skal leve for retfærdigheden
(1 Pet 2,24; jfr. Hebr 5,8-9). Dette har Kristus gjort, ikke i stedet for os, men på vore vegne, for at bane bodfærdighedens vej for os tilbage til Gud: Da nu Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med det samme sind (thi den, som har lidt i kødet, har brudt med synden), så I ikke i den tid, I endnu har tilbage i kødet, lever efter menneskers lyster, men efter Guds vilje
(1 Pet 4,1-2). Den kristne kaldes således til at bryde med synden i sit eget liv (Kol 3,5-10) og lade sig opdrage til Kristus (Gal 3,24) og følge ham efter i hans sone for alverdens synd (Gal 2,20; 2 Kor 5,14-15). I denne Kristi efterfølgelse ligedannes det faldne menneske skridt for skridt med Guds Søn, dvs. det retfærdiggøres og herliggøres med ham og opfylder dermed sin bestemmelse (jfr. Rom 8,13-30). Forkaster det derimod i vantro Jesus og hans sone på korset, gør det sig medskyldig i hans død og hjemfalder til Guds dom. Verdens dom over Jesus betyder Guds dom over verden (Joh 12,31). Og retsprocessen mod verdens Frelser, som begyndte i Judæa, fortsætter ned gennem menneskehedens historie, ledsaget af Guds straffedomme (Joh 16,8-11), indtil al ting fuldbyrdes i verdensdommen ved tidernes ende (jfr. Matt 24,15f; Hebr 10,26-31). Men for dem, som er i Kristus Jesus, er der ingen fordømmelse
(Rom 8,1).
Ærestitel til afdøde personer, om hvem det er bevidnet, at de har praktiseret heroiske dyder.
Sådan omtaler paven sig af og til i officielle dokumenter. Udtrykket blev først anvendt af pave Gregor den Store (590-604).
Fælles bøn, sang og skriftlæsning, evt. fejring af sakramenterne til Guds ære, ofte i fastlagt form. Se også: liturgi.
En lægmand eller -kvinde, udnævnt af biskoppen og bemyndiget til at lede Ordets gudstjeneste. Har også tilladelse til at uddele den hl. Kommunion.
Den 2. Person i Gud, sand Gud af den sande Gud, født, ikke skabt, af samme Væsen som Faderen
(den nicænske trosbekendelse, 325). At Faderen føder Sønnen, udtømmer sit liv i en ligeværdig Person og genfinder og favner det hos ham som sit andet Jeg (jfr. 2 Kor 4,6) - og at Sønnen gengælder forholdet og som en flod springer tilbage mod sin kilde
i den samme Helligåndens kærlighed - det er Guds Væsen. En evig Kærlighed, opfyldt af den evige Sandhed om Gud. Hvor uselvisk
Guds Kærlighed er, åbenbarer Sønnen på en måde, som intet menneske havde drømt om (1 Kor 2,9): Han tømmer sig for sine guddomsprivilegier: sin alvidenhed, almagt, allestedsnærværelse - og stiger ned i den faldne menneskenatur, som Faderen havde skabt i hans billede, for at restaurere dette ødelagte billede i mennesket med sit eget liv og drage det med sig ind i sit forhold til Faderen (jfr. Fil 2,5f). Således har Guds Søn ved sin inkarnation på en vis måde forenet sig med ethvert menneske
, siger 2. Vatikankoncil. Han har solidariseret sig med det som dets bror og banet livsvejen for det fra vugge til grav, ved selv at gå den som menneske, fristet som vi i alle ting, men i fuldkommen lydighed mod Gud (Hebr 4,15). Han arbejdede med menneskehænder, tænkte med et menneskesind, handlede ud fra et menneskes vilje, elskede med et menneskehjerte. Idet han fødtes af Jomfru Maria, blev han virkelig en af os, os lig i alt undtagen i synd.
Kristus er det nye menneske, den anden Adam, som de kristne og alle af god vilje skal lade sig forme efter for selv at finde deres identitet og fuldendes som menneske. Kristus er jo død og opstanden for alle. Derfor giver Helligånden alle mulighed for at tage del i dette påskens mysterium på en måde, som Gud ved om
(Kir.i.verd. 22). Jfr. Pave Johannes Paul II: Menneskets Forløser (1979).
Begreb fra kirkeretten. For at sakramenterne kan forvaltes gyldigt, kræves en lovlig sakramentsforvalter, som har den rette intention (at forvalte sakramentet i overensstemmelse med Kirkens lære) og evt. de dertil hørende materielle forudsætninger (brød, vin, vand, olie).
Præst i et munkekloster, hvis særlige opgave det er at tage sig personligt af gæsterne (også til individuel sjælesorg, samtaler, retræter mv.).
Glem ikke gæstfriheden, thi ved den har nogle uden at vide det, haft engle til gæster
(Hebr 13,2). Gæstfriheden er ikke blot et led i menneskers handel og vandel med hinanden, et spørgsmål om gensidig interesse og gengæld. Det er også og især en tjeneste af Gud og mennesker: Når du gør gilde, så indbyd dem, der ikke har noget at gengælde dig med
(Luk 14,13-14), for der er altid en hemmelighedsfuld Gæst til stede. Måltidet er et menneskeligt fællesskab, som helliges af bordbønnen. Ligesom jøderne holder også de kristne måltid for Guds åsyn, glade over alt, hvad I erhverver, hvad Herren din Gud velsigner dig med
(5 Mos 12,7; jfr. Apg 2,42-47). Gæstfriheden er en forvaltergerning: Som gode husholdere ... skal I tjene hinanden, hver med den nådegave, I har fået
(1 Pet 4,8-10). Og tjenesten skal være båret af Kristi sindelag
(Fil 2,5); jfr. Jesu kommentar til den middag farisæeren Simon gav for ham (Luk 7,36-47), og fremfor alt til den sidste Nadver, hvor Jesus vasker sine disciples fødder (Joh 13,1-20). Han giver dem dermed et forbillede: værten skal betjene sine gæster (jfr. Luk 12,37). Men gæsten kan også vise sig at være den egentlige vært: jfr. Abraham i Mamrelund, der får besøg af Herren og to engle. Han slagter fedekalven (en fornem pligt over for de fremmede iblandt os, også dengang); men efter at de har taget for sig af retterne byttes rollerne pludselig om: den hemmelighedsfulde Gæst skænker Abraham og Sara forjættelsen om en søn i deres høje alderdom (1 Mos 18,1-15). Også Jesu deltagelse ved brylluppet i Kana viser, at han er den egentlige, dvs. hele Israels brudgom (Joh 2,1-11). Og hans besøg i Betania hos vennerne Lazarus og hans to søstre afslører det samme: Marta er den travle værtinde, Maria den lyttende discipel; Jesus er gæst og dog den egentlige vært. Det var det, Maria forstod (Luk 10,38-42). Også hos tolderne Matthæus (Matt 9,10) og Zachæus (Luk 19,2-10) er Jesus både gæst og vært. Og i menneskets travle, selvoptagede verden står han stadig ved døren og banker på for at komme ind og holde nadver med den, der bor der, og han med mig
(Åb 3,20). Nadveren er udtryk for det totale livsfællesskab med Gud. Gæstfriheden mellem mennesker har endnu ikke denne totale karakter. Den er en åben dør imellem dem, en indbyrdes solidaritet hen ad vejen, fordi alle er fremmede og udlændinge på jorden
(Hebr 11,13); ingen har her en blivende stad, men søger den kommende
(Hebr 13,14). Et pilgrimsfællesskab altså på vejen og samtidig en forsmag på det, som skal komme; for Kristus kom og forkyndte fred for jer, som er langt borte, og fred for dem, som er nær
(Ef 2,17). Og de, som har taget imod ham, er allerede de helliges medborgere og Guds husfæller
(Ef 2,19), og har derfor allerede engle til gæster (Hebr 13,2). Ja, ikke blot engle, men Jesus selv, for hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort imod mig
(Matt 25,35.40). I Kirken fortsætter den opstandne Herre med at indbyde alle af god vilje til sin Agape, sit kærlighedsfællesskab, som skal berede alle til at blive optaget i de evige boliger som børn af Gud (Joh 14,2-3).