Pilatus' ord til mængden, da soldaterne har spottet Jesus (Joh 19,5). Udtrykket betegner også billeder af den lidende Jesus.
En gammel grundsætning, som var aktuel på reformationstiden og igen på 2. Vatikankoncil. Udtryk for et dynamisk kirkebegreb. Enhver fornyelse af Kirken består i det væsentlige i en vækst i troskab mod dens kald ... Den er kaldet af Kristus til stadig at foretage den reform som den til enhver tid har behov for i egenskab af menneskelig og jordisk institution.
(Økum. 6). Ligesom ethvert af Kirkens medlemmer til stadighed trænger til omvendelse og er kaldet til det, gennemgår Kirken en fortløbende indre og ydre fornyelse, jfr. f.eks. 5. Laterankoncils konstitution Constituti (Mansi 32, 988 B-C).
En påkaldelse af Gud som tages til vidne på, at man taler sandhed, eller at man vil holde sit ord.
Den holdning at have sig selv som centrum for sit liv og udgangspunkt for sine handlinger. Den kan være ubevidst som hos barnet, eller patologisk som hos den voksne, der ikke kan skelne mellem sin egen subjektive og den objektive virkelighed, eller kynisk som hos den, der bevidst vælger den som livsholdning.
Egenkærlighed, selviskhed, dvs. egennytte på andres bekostning. Der findes derimod en legitim kærlighed til sig selv, som består i at forfølge det livsmål, som er givet af Gud, og som man personligt er ansvarlig for og skal stå til regnskab for hos ham. Denne legitime selvkærlighed er i virkeligheden norm for næstekærligheden, jfr. budet: Du skal elske din næste som dig selv.
At udvælge tilsyneladende ens træk fra forskellige religioner og udelade træk, der er forskellige, med henblik på at danne en ny, sammensmeltet religion. Er i modstrid med de økumeniske retningslinier i den katolske Kirke, som både vil se forskellene i øjnene og evt. enten prøve at overvinde dem eller lære at respektere en legitim pluralisme i enheden.
I kirkelig sammenhæng: En straf, som kun kan være personlig. Findes en person objektiv skyldig i en alvorlig overtrædelse, kan han ekskommuniceres, dvs. udelukkes fra modtagelsen af eukaristien og de øvrige sakramenter, og, hvis det er en præst, også fra forvaltningen af dem samt fra alle kirkelige funktioner og tjenester, indtil han omvender sig og udsoner sig med Gud og Kirken. En ekskommuniceret præst må (og bør) dog altid hjælpe en troende i livsfare, og kan, hvis bandlysningen ikke er offentliggjort, også besvare enhver henvendelse fra en troende. En ekskommuniceret person er stadigvæk katolik og skal stadigvæk opfylde sine religiøse pligter så vidt muligt. Se også: interdikt.
Henrykkelse. En usædvanlig sindstilstand, hvor sanserne helt eller delvis er sat ud af funktion. Jfr. Paulus (2 Kor 12,2).
Efter konsekration af brød og vin i messen opløfter (eleverer) præsten disse, for at de troende kan se dem og tilbede dem. Ligeledes som afslutning på den eukaristiske bøn. Se Lovsang s. 51. Se også: doxologi.
Navne på forskellige søsterkongregationer, som er inspireret af den hl. Elisabet af Thüringen (1207-1231). De findes også i Danmark.
Udstrømmen, udstråling f.eks. af fine partikler, afsondret fra legemer. Emanationslære i teologisk sammenhæng er læren om Sønnens og Åndens udgang fra Gud Fader. Filosofisk kan man tale om trinvis nedstigende udviklinger. Psykologisk taler man om et menneskes udstråling.
Fra begyndelsen fandtes embeder i Kirken som en fortsættelse af de fuldmagter, Kristus havde givet apostlene og hele Kirken, jfr. Apg 20,17-38; Ef 4,11; Fil 1,1. Hermed sikres kontinuiteten (Ef 4,13) og autoriteten i Kirken (1 Tess 5,12). Et embede forudsætter en sendelse og en fuldmagt, således som Kristus er sendt af Faderen og sender apostlene (Joh 20,21;17,18). Indehaveren af det kirkelige embede i sin fylde er biskoppen, som assisteres af præsterne og diakonerne, men også lægfolket har på deres vis, i kraft af dåben, del i Kristi embede (jfr. Læg.ap. 2).
Bønnen, der følger efter Fadervor i messen: Ja, frels os, beder vi dig, Herre... (Se Lovsang side 69).
I det 2. årh. trak mennesker sig tilbage til Ægyptens ørken for at leve i ensomhed og mere intenst dyrke Gud ved bøn og offer. Denne tilværelse, som den hl. Antonius er den mest kendte repræsentant for, har siden, ikke mindst hos de ortodokse, været en anerkendt levemåde. En eneboer kaldes også anakoret (gr. anachorein = trække sig tilbage) eller eremit (gr. eremos = ensom). Mandlige eneboere i Ægypten fra tiden 250-500 kaldes også ørkenfædre
.
Ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til deres hjælp, som skal arve frelsen
(Hebr 1,14). På Jesu tid nægtede saddukæerne, at der fandtes en åndeverden (Apg 23,8) og det har rationalister og materialister til enhver tid også gjort. Men deres eksistens er i Bibelen hævet over enhver tvivl; den nærmere erkendelse af dem er mere delikat og har udviklet sig i løbet af åbenbaringshistorien.
Guds budbringere har forskellige opgaver i frelsesværket. Serafer står omkring Guds trone og deltager i den himmelske liturgi (Es 6,3; Åb 4,8-11), som den jordiske liturgi i messen forener sig med (gloria, præfation, sanctus, se Lovsang s. 41-44). Keruber vogter Paradiset efter syndefaldet ( 1 Mos 3,24) og fører de frelste ind (Luk 16,22). Jahve taler ved sin engel til Abraham ved Isaks ofring (1 Mos 22,11); til Moses i den brændende tjørnebusk (2 Mos 3,2). Rafael (= Gud helbreder) er den frelsende engel i Tobits bog. Der skelnes allerede i GT mellem gode og onde ånder (Zak 3,1). De onde anklager menneskene hos Gud og frister til fald (Job 1,6-12; Joh 6,70; Apg 5,3). De gode værner dem (Sl 91,11; Matt 18,10; Apg 12,15). I NT indordnes de forskellige engle omkring åbenbaringen af Jesus Kristus: Troner, Herredømmer, Magter, Myndigheder (Kol 1,16), Kræfter (Ef 1,21). Gabriel (= Guds helt) er Guds sendebud til Zakarias (Luk 1,19), til Maria (Luk 1,26). Jesus har selv nær kontakt med englene: Efter fristelsen i ørkenen (Matt 4,11); Guds engle stiger op og ned over ham for at betjene ham i hans jordeliv (Joh 1,51); en engel styrker ham i Getsemane (Luk 22,43). I opstandelsen lægger Gud alle englemagter ind under sin Søn (Ef 1,20), thi også de er skabt i ham, ved ham og til ham (Kol 1,16; jfr. messens trosbekendelse: alle synlige og usynlige tings Skaber
). Guds engle kontemplerer hans mysterium (1 Tim 3,16) og ledsager ham ved verdensdommen (Matt 25,31), på den yderste dag (2 Tess 1,7). De er høstfolkene, der skal skille de onde fra de retfærdige (Matt 13,39.49). Englene er ånder uden legeme, i endnu højere grad end menneskene frie fornuftsvæsener; de er hævet over de jordiske vilkår, gifter sig ikke (Matt 22,30). De gode ånder er Guds sendebud i de store frelsesbegivenheder: Bebudelsen (Luk 1,26); julenat (Luk 2,9-14); påskemorgen (Matt 28,5f); himmelfarten (Apg 1,10f). Ledet af Mikael (= hvem er som Gud) fortsætter de kampen mod Satan og hans engle, for at beskytte Kirken og de kristne (Åb 12 jfr. Jud 1,9), og de samler Guds udvalgte fra de fire verdenshjørner (Matt 24,31).
Forening af to eller flere personer i enighed og gensidig kærlighed - en mangfoldighedens enhed, der vokser i intimitet og intensitet, jo mere personernes liv og kræfter er integreret i den. Den har sin kilde i den tre-enige Gud: Tre Personer i det ene og samme guddomsvæsen. I den treenige Guds billede blev mennesket skabt som mand og kvinde, kaldet til at blive ét kød og mangfoldiggøre sig i deres afkom (1 Mos 1,28;2,23). Ægteskabets, familiens, menneskenes enhed står og falder således med livsforbindelsen med den treenige Gud. Syndefaldets brud fører omgående til skilsmisse og polygami (1 Mos 4,19; 5 Mos 24,1), til brodermord (1 Mos 4,6.24) og samfundets opløsning (1 Mos 11,9). Kristus genopretter enheden i sin Person. Han sender Ånden over sine disciple (Rom 5,5), giver dem sin mor (Joh 19,27), nærer dem med ét brød til ét legeme, skønt vi er mange
(1 Kor 10,17), udstyrer dem med forskellige nådegaver, men i den samme Ånd (1 Kor 12,4), til forskellige tjenester, men med den samme Herre (1 Kor 12,5), sammenføjer dem som levende sten til et helligt tempel i Herren (Ef 2,21). Han er den ene hyrde, der sætter sit liv til for fårene og samler Guds adspredte børn alle vegne fra til ét (Joh 10,11-16;11,52). Han genopretter enheden i det splittede menneske (Rom 7,15f), mellem ægtefæller (Ef 5,25-32), mellem alle mennesker, som Ånden gør til Guds børn og skænker ét hjerte og én sjæl (Apg 4,32), så de enigt og med én mund kan prise Gud, vor Herres Jesu Kristi Far
(Rom 15,6). Alle disse frelsesinitiativer har det ene formål, at de alle må være ét, ligesom du Far i mig, og jeg i dig, at de alle må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig
(Joh 17,21). Se også: ensomhed.
Blev aflagt af alle andre ordensfolk end medlemmer af de klassiske ordener og klausurerede nonneordener. Efter 1983 skelnes der ikke mere mellem højtidelige og enkle løfter; i nogle ordener har man dog beholdt denne skelnen. Se også: løfte.
er i Bibelen et onde, en følge af synden. Mennesket, som er skabt i den tre-enige Guds billede, er skabt til fællesskab i skabende kærlighed: Det er ikke godt for mennesket at være alene
(1 Mos 2,18). Derfor skabte Gud mennesket som mand og kvinde og satte dem til sammen at herske med ham over jorden og bære frugt (1 Mos 1,27-28). I syndefaldet brød menneskeparret ud af fællesskabet med Gud og hinanden og blev fraskilt
, overladt til sig selv (jfr. 1 Mos 4,14). Det menneskelige fællesskab fik syndens fortegn, faldt ned i et indbyrdes begær- og magtspil (1 Mos 3,16). Men i Guds frelsesplan blev det udvalgte folk kaldet til nyt fællesskab med særlig omsorg for de mest ensomme: Enker, faderløse, fremmede (Es 1,17); og profeterne gik ind i spændingen mellem ubetinget fællesskab med Gud (se: kommunion) og ensom kamp for et nyt fællesskab i et syndigt folk, for igen at bane Herrens vej (Matt 3,3). I tidens fylde tog Jesus Kristus ensomheden på sig, først i forholdet til sin nærmeste familie: Vidste I ikke, at jeg skulle være i min Fars hus?
(Luk 2,49). Han overgav den til Gud (Mark 1,35) og åbnede sig for alle, som ville slutte sig til ham og gøre hans Fars vilje: de skal være hans familie på jorden (Matt 12,46-50). Han udholdt ensomheden i denne kamp for at skabe en Gudsfamilie: Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit hoved!
(Luk 9,58), lod sig ikke lokke ind i et falsk fællesskab, en falsk position i verden (Joh 6,15), men stod fast, også da fællesskabet vendte sig imod ham (Joh 6,43), og de, der før havde fulgt ham, faldt fra (Joh 6,66). Under lidelsen kulminerede Jesu ensomhed og forladthedsfølelse: hans nærmeste disciple faldt i søvn under hans dødskamp (Mark 14,32-42), flygtede, fornægtede, forrådte ham, så han endog i den yderste nød på korset følte sig forladt af Gud (Mark 15,34). Men han overgav sin sag til ham, som dømmer retfærdigt (1 Pet 2,23-25), lagde sæden i jorden til det nye fællesskab med Gud og mennesker: Her er din mor - her er din søn
(Joh 19,26-27), samlede igen de elleve omkring sig: Fred være med jer - modtag Helligånden
(Joh 20,21-22); samlede derefter alle, som ville tage imod deres vidnesbyrd og slutte sig til dem og ham (Apg 2,41-42), så de kunne blive ét hjerte og én sjæl
(Apg 4,32). I Jesu død og opstandelse har Helligåndens fællesskab (koinonia) sejret over ensomheden, og dette er apostlenes glade budskab til en ensom verden: Hvad vi har set og hørt, forkynder vi også jer, for at også I må have samfund med os; men vort samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Kristus. Og dette skriver vi til jer, for at jeres glæde må være fuldkommen
(1 Joh 1,3-4). Kirken følger efter Kristus i hans ensomhed i verden; den er ikke af verden, ligesom han ikke er af verden (Joh 17,16; jfr. Åb 12,6). Og de cølibatære deler på særlig vis hans profetiske ensomhed (Matt 19,12b) for at hellige sig Kristi fortsatte frelsesværk (Matt 19,27-29): at samle alle Guds adspredte børn til ét (Joh 11,52, jfr. Joh 12,32) - for at de alle må være, ligesom du, Far, i mig, og jeg i dig, så verden må tro
(Joh 17,21). Se også: enhed.
Herrens åbenbarelsesfest (Hellig Tre Konger, d. 6. januar).
Privat bedømmelse af lovens gyldighed under særlige omstændigheder, hvor den ikke kan følges efter sit bogstav, hvis den skal følges efter sin ånd. Bedømmelsen sker i lovgiverens intention: at han ikke, i denne situation, ville ønske loven fulgt. Der er tale om en moralsk dyd, som hører under prudentia dvs. klogskab, en sans for lovens ånd og lovgiverens intention.
Betegnelse for den påkaldelse af Helligånden, der finder sted i messens eukaristiske bøn, før og efter forvandlingen. Se f.eks. Lovsang side 53 og 55. Før forvandlingen er epiklesen en bøn over offergaverne: at de må forvandles til Kristi sakramentale legeme. Efter forvandlingen er epiklesen en bøn over menigheden, at den må blive til Kristi mystiske legeme. I de orientalske Kirker findes de to epikleser under ét, og denne påkaldelse er for dem afgørende for, at forvandlingen finder sted.
Et lands eller et områdes biskopper, eller hele Kirkens biskopper (verdensepiskopatet). Kan også betyde biskoppernes stand og embede
.
Således kaldte man før i tiden messens læsning før evangeliet, fordi den i reglen var taget fra et af apostelbrevene. Efter det 2. Vatikankoncils liturgireform er der på hverdage én læsning før evangeliet, enten fra GT eller NT, og to læsninger på søn-og festdage: én fra GT og én fra NT.
Kærlighed for så vidt den er lidenskabelig og sensuel - i modsætning til agape, som er den åndelige og guddommelige kærlighed. Det er katolsk tro, at nåden forudsætter og fuldender naturen (Thomas af Aquin). Menneskets jordiske kærlighed er et godt anlæg fra Skaberens hånd, men den er ikke kærlighedens kilde. I sig selv er den både utilstrækkelig og såret af synden. Derfor skal den ikke undertrykkes, men forløses af den himmelske kærlighed, dvs. renses for sin egoisme og kortsynethed, lade sig fylde med Kristi kærlighed og således forvandles til en sanddru, omsorgsfuld og offervillig kærlighed, der er åben for alle mennesker. Se: kærlighed; agape; seksualitet.
Den del af teologien, som omhandler død, skærsild, dommedag, Antikrist, Kristi genkomst, fordømmelse, kødets opstandelse, salighed. Se også: Kir. 7.
Betegnelse for noget, der er reserveret for eksperter eller særligt indviede. Gnosticismen er esoterisk.
Taknemmelighed, som kommer til udtryk i taksigelse, både i forhold til andre mennesker (Apg 24,3) og til Gud (1 Tess 1,2). Udtrykket har sin oprindelse i Jesu takkebøn, da han indstiftede Nadveren skærtorsdag aften (Luk 22,17-19). Navnet betegner ethvert eller alle tre aspekter af et og samme mysterium, nemlig Kristi virkelige nærvær (realpræsens) i Alterets Sakramente, hans ofring af sig selv i messen (se: messeoffer), og de troendes modtagelse af ham i den hl. Kommunion. Se også: sidste Nadver.
Kanon, dvs. for den liturgiske tekst, præsten benytter i messens centrale del, hvor konsekrationen foregår. Den indledes med præfationens dialog og afsluttes med doxologien ved den store elevation Der findes 4 versioner til alment brug, hvis tekstmæssige grundlag går tilbage til Oldkirken. Derudover findes flere andre versioner til forskellige lejligheder og lande. Denne bøn må kun bedes af en biskop eller præst. Se Lovsang s. 39-68. Se også: eukaristi.
Har til formål at markere forskellen mellem sædvanlig fødeindtagelse og modtagelse af den hl. Kommunion. Reglerne er: 1. Man skal afholde sig fra at spise og drikke den sidste time før modtagelsen af Kommunionen. Vand bryder dog ikke fasten. 2. Syge må tage den nødvendige medicin og drikke ikke-alkoholiske drikke uden nogen begrænsning. 3. For syge og ældre begrænses den eukaristiske faste til et kvarter før modtagelsen af Kommunionen. Tidligere gjaldt denne faste fra midnat og indtil Kommunionen, og i en overgangstid var perioden 3 timer.
Et internationalt stævne for troende med det formål at fremme andagten til Alterets Sakramente. Den første kongres blev holdt i Frankrig i 1881. Nu holdes de skiftende steder med regelmæssige mellemrum og samler hundredtusinder af deltagere.
Den troendes modtagelse af de konsekrerede nadverelementer: Kristi Legeme under brødets skikkelse og evt. Kristi Blod under vinens skikkelse. Dette måltid nærer det åndelige liv ved en forening med Kristus og er tillige en manifestation af modtagerens medlemskab af Kirken.
Tilbedelsen af det hl. Sakramente i form af en konsekreret hostie, som er anbragt i en monstrans - det udstillede Sakramente. Finder f.eks. sted under en speciel andagt den første fredag i hver måned. Se også: sakramental velsignelse.
Betegnelse, som stammer fra de første kristne tider, for noget, der er velsignet, især brød (jfr. fransk: pain bénit = velsignet brød).
Dødshjælp, medlidenhedsdrab. Handlingen at afkorte en persons liv, fordi personen selv eller andre har vurderet, at livet ville blive uudholdeligt, hvis det fortsatte. Kirken tillader under ingen omstændigheder medlidenhedsdrab
eller aktiv dødshjælp
. Gud alene hersker over liv og død, menneskene er sat til forvaltere af livet i hans navn og Ånd. Men alle former for lindring må gives, selv om det kunne fremskynde dødens indtræden. Og Kirken tillader passiv dødshjælp
i form af undladelse af intensiv lægebehandling (f.eks. respirator), såfremt alle kriterier på naturlig dødsproces foreligger. Jfr. Den katolske Kirkes Katekismus nr. 2276-79.
Udbredelsen af evangeliet om Jesus Kristus og Guds rige (jfr. Matt 28,19-20). At forkynde evangeliet betyder for Kirken at bringe det glade budskab (om frelsen ved Jesus Kristus) ud til alle lag af menneskeheden og ved dets indflydelse ændre den indefra, forny selve menneskeheden.
Paul VI: Evangeliets forkyndelse 18).
Råd om gudviet cølibat, fattigdom og lydighed, der er udsprunget af Jesu ord og eksempel og fremhævet af apostlene som en frivilligt valgt Kristi efterfølgelse. De indgår i de tre klassiske ordensløfter, som både præster og lægfolk kan kaldes til, men følges også af visse lægfolk ude i verden, der privat aflægger et løfte til Gud, evt. med en præst eller biskop som vidne. Motivet er, at man for gudsrigets skyld giver afkald på ægteskab for at leve et liv i større nøjsomhed og lydighed mod Guds vilje i og gennem Kirken. Kirken har institutionaliseret og lovgivet for den gudviede stand. Den er et synligt tegn for alle døbte på det totale tilhørsforhold til Kristus, som alle i dåben er indviet til. (Jfr. Kir. 6 og Ord.liv. 1).
Irenæus (130-200) tolkede Ezekiels fire væsener (Ez 1,5f;10,14) som de fire evangelister: Menneske (Mattæus. Hans evangelium begynder med det menneskelige: Jesu stamtræ). Løve (Markus, hvis evangelium begynder med Johannes Døberen, der levede i ørkenen : Løvens røst) Okse (Lukas, hvis evangelium begynder med Zakarias' offer i templet; oksen som offerdyr). Ørn (Johannes, hvis evangelium begynder ovenfra
).
De fire beretninger om Jesu liv og Guds rige (Mattæus, Markus, Lukas og Johannes).
2.Hovedindholdet af den kristne forkyndelse: Guds rige, nærværende og virksomt i Jesus (Matt 12,28; Mark 1,1).
Et levende lys i et rødt lampeglas anvendes som tegn på tilstedeværelsen af Alterets Sakramente i et Tabernakel. Af og til anvendes røde lamper dog også ved f.eks. helgenbilleder.
Et ordensmedlems højtidelige aflæggelse af livsvarigt løfte om fattigdom, lydighed og cølibat. Dette løfte aflægges efter en prøvetid på flere år.
Grundlagt 1807 i Rom og følger St. Augustins Regel. Formålet er at sone og at tilbede Kristus i Alterets Sakramente. Medlemmer af denne orden tilbeder det udstillede Sakramente døgnet rundt. I Danmark var der et kommunitet fra 1914-1936, da det overgik til Benediktinerordenen.
Varigt liv, uden begyndelse, tidsfølge eller afslutning. Kun Gud besidder denne evighed i et evigt Nu. De skabte væsener (engle og mennesker) har en delagtighed i Guds evighed på deres eget niveau, takket være Jesus Kristus. Til forskel fra englene, som er rene ånder, har menneskene et legeme, som skal dø og opleve kødets opstandelse, fordi Guds Søn er blevet menneske og er opstanden i sin menneskenatur. Den evighed, den kristne håber på, er derfor et samfund, skabt til os, et nyt Jerusalem (Åb 3,12), en evig bolig, som vi sukker efter i vort legemes telt ... for at det dødelige kan blive opslugt af livet
(2 Kor 5,1-4). Det er et nyt univers (Åb 21,5), sammensat som vort af nye himle og en ny jord
(2 Pet 3,13; Åb 21,1), hvor der ikke mere er død, sorg, skrig, pine (Åb 21,4) eller noget urent (Åb 21,27), men evig lykke og glæde uden ende. Denne evighed betyder at være hjemme hos Herren
(2 Kor 5,8; 1 Tess 4,17), fordi dette er den evige bolig, som den opstandne Kristus har beredt for os (Joh 14,2-3). Paulus sammenfatter de frelstes evighed sådan: Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser; han skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt
(Fil 3,20-21). Derpå kommer enden, når han overgiver riget til Gud og Faderen
(1 Kor 15,24). Se også: udødelighed.
Den tilværelse, som venter dem, der forkastes ved verdensdommen (se: dom), jfr. Matt 25,41.46.
I nogle klostre holdes tilbedelse døgnet rundt foran det udstillede Sakramente, dvs. at mindst en person på skift våger og beder foran Sakramentet dag og nat.
Tilstand af evig salighed ved at være forenet med Kristus og skue Gud ansigt til ansigt; jfr. Joh 17,3; 1 Kor 13,12.
En orientalsk biskop, som på en patriarks vegne leder et område uden for patriarkatet.
2.I de med Rom forenede orientalske Kirker også lederen af et exempt kloster med et bestemt område og de derboende gejstlige og lægfolk.
Frigørelse af en gejstlig fra et bispedømme til modtagelse i et andet eller i en orden eller kongregation. Den katolske Kirke accepterer kun gejstlige, der har et fast tilhørsforhold til et bispedømme eller en orden eller en kongregation. Se også: incardination.
Betegnelsen for pavelige afgørelser af højeste autoritet om troen og moralen. Sådanne udsagn er ufejlbare og dermed forpligtende lære for alle katolikker. Eks.: Dogmerne om Marias uplettede undfangelse (1854) og Marias legemlige optagelse i himlen (1950).
En biskop, hvis bispedømme ikke er en del af en kirkeprovins, men som er direkte underlagt paven.
Orden, som ikke er underlagt den lokale biskops jurisdiktion, men pavens.
Den ret, biskopper eller regeringer før i tiden har gjort krav på: til at undersøge pavelige rundskrivelser eller bestemmelser inden de kan træde i kraft i deres område.
Retræte af flere dages varighed (indtil 30 dage), som foregår efter en bestemt plan og som regel under vejledning. Formålet er øvelse i bøn, betragtning, meditation og religiøs fordybelse. Foregår ofte i eller ved ordenhuse og klostre.
I GT jødernes tvungne ophold i Babylon fra 586-538 f.Kr. (jfr. Es 40-55).
2.Pavernes exil i Avignon (1309-1377), mens det ikke var politisk muligt at være i Rom.
3.Adskillige ortodokse Kirker og unerede Kirker lever i vore dage i exil i den vestlige verden, idet de er frataget mulighederne for at leve og fungere i fred i deres oprindelige områder, hvor der stadig bor mange troende.
Tilladelse til en ordensperson til foreløbig at leve uden for klausuren uden dermed at udtræde af ordenen.
2. Mosebog, hvis vigtigste begivenheder er Israels udtog af Egypten, ørkenvandringen og pagten på Sinai.
Teologisk udtryk for nådevirkningen af sakramenterne i modtagerne, samt af visse vielser, velsignelser og andre religiøse ritualer (de såkaldte sakramentalier), som sker på forbøn af Kirken og i et omfang, som i det mindste delvis er betinget af subjektive faktorer hos modtageren.
Teologisk udtryk for, at et sakramente altid skænker den nåde, det er et tegn på, når sakramentets ritus er udført forskriftsmæssigt. Hverken modtagerens eller sakramentsmeddelerens svigtende disposition er nogen hindring, omend den påvirker frugten af sakramentet i ham selv (se: ex opere operantis). Dette skal ikke ses som et udtryk for en mekanistisk holdning, men som en fast tro på, at Kristus opfylder sine løfter til Kirken.
En bemyndiget persons anvendelse af et ritual med det formål at uddrive en ond ånd (djævel, dæmon) fra en person. Evangelierne indeholder beretninger om at Kristus uddrev onde ånder (se f.eks. Mark 1,23-27;5,2-17), ligesom han også helbredte syge. Kirken har af Kristus fået overdraget magten til at uddrive onde ånder (jfr. Mark 6,7.13), idet den er meddelagtiggjort i kampen mod det onde. Katolske præster kan - efter at undersøgelser har vist, at der er tale om en besættelse, og efter bemyndigelse fra biskoppen - foretage exorcisme, hvortil der findes et ritual.
Billede, indskrift eller genstand, som opstilles i kirke eller kapel på grund af et løfte, man har givet Gud, eller især som tegn på taknemmelighed for en bønhørelse.