Bog, som indeholder de bønner og åndelige øvelser, hvortil Kirken har knyttet aflad. 1. udg. 1807; mange senere udg. Også benyttet som titel for andre samlinger af bønner og andagtsøvelser, hvortil der er knyttet aflad. Er nu afløst af Enchiridion Indulgentiarum fra 1968.
Overhåndtagende dyrkelse af fornuften. Det rationelle kan tage overhånd, nemlig når man i et og alt lader sig dominere af fornuften og dermed lukker af for åndelige (supra-rationelle) kræfter af en højere natur: tro, håb og kærlighed. Det sker, når rationalisten af Åbenbaringen kun godtager det, fornuften fatter. Rationalismen er fordømt af Kirken på 1. Vatikankoncil 1870 i den dogmatiske konstitution: De fide Catholica. Her blev også dens modsætning: fideismen fordømt, fordi den principielt nægter at bruge fornuften i troens verden. Fornuften er, efter Kirkens opfattelse, ancilla fidei, dvs. troens tjenerinde. Rationalismen havde sin store periode i det 18. og 19. årh. Den skabte en mentalitet som, hånd i hånd med den videnskabelig-teknologiske udvikling, banede vejen for naturalismen, ateismen, agnosticismen i det 20. årh.
Fornuftig, forstandig. At tænke, dømme, handle i overensstemmelse med sin fornuft. I modsætning til instinktvæsener som dyrene er mennesket et rationelt væsen. I modsætning til de rene ånder, englene, hvis intelligens må fungere intuitivt, må mennesket ræsonnere sig frem til erkendelse og klarhed. Det må fornuftigt gennemtænke en sag eller situation i dens forskellige aspekter og derudfra komme til en forstandig vurdering, holdning, beslutning, handling. Det intelligente menneske kan godt opføre sig irrationelt, dvs. undlade at bruge sin fornuft i det konkrete liv og lade sig dominere af andre kræfter: sanser, instinkter, følelser, i stedet for. Afgørende for den rationelle holdning er ikke intelligenskvotienten som sådan, men at den bruges. Det rationelle er anvendt fornuft, praktisk forstandighed.
En filosofisk teori som hævder, at almenbegreber (som f.eks. godhed og sandhed) er selve virkeligheden. Dette er faktisk idealisme. En moderat form for realisme hævder, at begreberne ikke er identiske med hele virkeligheden, men det de indeholder, eksisterer i virkeligheden, blot på en anden måde. Dette er den skolastiske opfattelse (se: skolastik), som står i modsætning til nominalismen.
Encyklika af pave Johannes Paul II, 1979. En teologisk meditation om Jesus, verdens frelser. Omhandler menneskets mulighed for at blive frelst, samt understreger menneskets værdighed som Guds skabning. Udgør sammen med encyklikaerne
Dives in Misericordia
og
Dominum et Vivificantem
en trilogi om Treenigheden. Dansk overs. 1980: Menneskets forløser. Se også: Gud Søn.
Apostolisk skrivelse af pave Johannes Paul II, 1989. Omhandler den hl. Josef (Jesu plejefar) som forbillede i det kristne liv.
Encyklika af pave Johannes Paul II, 1987, om Jomfru Maria i pilgrimskirkens liv. Dansk overs. 1987: Forløserens moder. Se også: Jomfru Maria.
Encyklika af pave Johannes Paul II, 1990. Omhandler Kirkens vedvarende missionsopgave: at evangelisere eller re-evangelisere alle verdens folk. Dansk overs. 1991: Kristi mission. Se også: mission; missionsbefalingen; evangelisering.
Stiftet 1732 af St. Alfonsus Maria Liguori (1697-1787) for at virke i skrift og tale blandt de troende, drive sjælesorg (åndelige øvelser) og mission blandt ikke-troende. Er præget af mariansk spiritualitet. Har virket i Danmark siden 1899.
Det hellige koncil har sat sig som mål ... bedre at tilpasse de institutioner, som er underkastet ændringer, til vor tids behov ...
(Lit. 1). Således indledes det første af 2. Vatikankoncils dokumenter, idet koncilsfædrene erkender, at Kirken er en levende organisme, som i løbet af dens historie har undergået talrige reformer inden for de områder, hvor reformer er mulige. Dette er tilfældet på de fleste felter (liturgi, ordensliv, kirkeret osv.), men tilbage bliver en kerne af centrale læresætninger, som Kirken ikke har beføjelser til at ændre, nemlig alt vedrørende tro og moral, som er åbenbaret og overleveret af apostlene til Kirken. Det er fælles for alle sande reformer af Kirkens liv, at de er foregået i overensstemmelse med dens højeste læreembede, således at brud på den kirkelige enhed er undgået. Dette var ikke tilfældet med reformationen. I tiden siden 2. Vatikankoncil (1962-65) er der sket flere reformer end i mange hundrede foregående år. Se også: reformkatolicisme.
De religiøse, sociale og politiske uoverensstemmelser, der fandt sted i Mellem- og Nordeuropa fra 1517 og resten af århundredet. Med nogen ret kan man hævde, at reformationsperioden først var til ende med afslutningen på 30-årskrigen (1648). Forskellige reformatorer (især Luther, Calvin og Zwingli) arbejdede bl.a. for at ændre forskellige slags kirkelige misbrug (f.eks. afladshandelen). Samspillet mellem reformatorerne, Kirkens læreembede og de politiske magthavere førte til splittelser, hvor det ikke længere var muligt at gennemføre reformerne inden for Kirkens enhed. Resultatet var en opsplitning af de kristne i et antal nye (ofte nationalt afgrænsede) kirkelige samfund, som videreførte de dele af den katolske Kirkes åndelige (og verdslige) gods, som deres stiftere mente harmonerede med Bibelen. Takket være Tridentinerkoncilet reformeredes den katolske Kirke og rustede sig til kamp for at genvinde det tabte. Se også: modreformationen; reform.
Reformbevægelser i den katolske Kirke, med den hensigt at ændre et eller flere forhold i Kirkens liv, uden at bryde radikalt med den. I løbet af kirkehistorien har der været talrige sådanne perioder, således også i forbindelse med reformationstiden i første halvdel af 1500-tallet. Også vor egen tid rummer flere bevægelser, som vil reformere f.eks. liturgien, menighedslivet og præsterollen. Se også: reform.
Locus refrigerii lucis et pacis
= vederkvægelsens, lysets og fredens bolig, dvs. himlen. Bruges i liturgien i bøn for de afdøde (jfr. Luk 16,24). In refrigerio
, dvs. i himlen - kendes også som indskrift på kristne grave. Se Lovsang, s. 50.
En forskrift om en bestemt livsførelse, som er formuleret af f.eks. en ordensstifter (f.eks. Benedikts Regel, Frans af Assisi's Regel), eller i en bestemt persons ånd (f.eks. St. Augustins Regel). Sådanne regler udspringer altid af de evangeliske råd.
Apostolisk konstitution af pave Paul VI, 1967, vedr. reform af den romerske kurie.
Begyndelsesordene i den kendte Maria-antifon (se Lovsang nr. 467 og side 709). Den bedes i påsketiden i stedet for Angelus-bønnen og til komplet.
Danmarks ca. 50 sogne blev i 1970 inddelt i 6 regioner, hver med sit Regionalråd, bestående af medlemmer af sognenes menighedsråd. Denne ordning blev i 1982 afløst af en inddeling i pastoralenheder.
Hinduismens tilhængere tror på, at sjælen efter døden kan skifte legeme som man skifter tøj, dvs. tage bo i et nyt legeme (Bhagavad-Gita 2,22), det være sig en plante, et dyr eller et menneskelegeme, for at begynde en ny eksistens. Det drejer sig om et stadigt gentaget kredsløb, som er inspireret af årets og døgnets tider, naturens gang. Det er uden begyndelse og ende, et skæbnehjul, som mennesket kun kan befri sig for, hvis det kommer til ende med konsekvenserne af alle dets handlinger, på godt og ondt (Karma). Det gælder om at opdage sandheden om sig selv og den ydre verden, som er en illusion. Udfrielsen består i at løsne sit engagement i den, alt imens man gør sin pligt og samler sig om den indre verden (Athman) så at livsstrømmen løber ud i det guddommelige intet som en flod i havet. Yoga er udviklet som et middel hertil. Det er i virkeligheden dette forskelsløse, guddommelige, kredsløbende alt (Brahman), der som Athman tager skikkelse i de forskellige legemer, og ikke menneskets person, som er en illusion. Iøvrigt er der mange varianter af denne reinkarnationslære, såvel i Østen (jfr. Buddhismen) som i Vestens teosofiske og nyreligiøse bevægelser. I Vesten synes karma og reinkarnation ikke at være noget, man skal befri sig fra, men en chance til at udvikle sig videre gennem flere liv her på jorden, guddommeliggøre sig, blive ét med altet, iflg. New Age. Dens grundtanke er uforenelig med det mest centrale i den kristne tro og den bibelske Åbenbaring. For den kristne er forholdet til Gud et personligt, gensidigt tillids- og kærlighedsforhold, der både skal virke udefter i et personligt forhold til andre mennesker og indefter i et stadig nærmere forhold til Jesu Kristi Gud og Far og deres tre-enige forhold til hinanden i Helligånden. Menneskets jeg
er en virkelighed, ikke en illusion. Enhver har sin egen identitet, som er planlagt, villet og skabt af Gud. Og legemet hører med til menneskets identitet, det legeme, som vi har én gang for alle fra fødsel gennem død til opstandelse. Dertil kommer det personlige kald. Gud har givet ethvert menneske dets egen plads og funktion i hans husholdning med menneskeheden, og for dette skal det stå til regnskab, når det dør. Det drejer sig derfor om at udnytte tiden, mens man har den (Mark 13,33). Med døden er menneskets muligheder udtømt, og der kan højst blive tale om en passiv renselse, som Gud alene er Ophav til (se: skærsilden). Denne renselse skal berede den døde til med legeme og sjæl at få del i Kristi opstandelse (se: kødets opstandelse). Også her på jorden er det Kristus, som ved Guds Ånd leder, renser og styrker mennesket til at leve op til sit kald. Han tilgiver synderne igen og igen (Matt 18,22) og hans tilgivelse er gratis og total, et tilbud om en ny fødsel i dette liv for at berede det til det evige liv. Han løsner menneskets syndige identifikation med denne verden ved at knytte det til sig, men ikke dets engagement. Jfr. hans bøn for sine disciple før lidelsen: Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden ... men jeg har udsendt dem til verden
(Joh 17,15-18). Kristendommen anser selvforløsning for en umulighed. Menneskets medarbejde på sin egen renselse her på jorden består udelukkende i et aktivt beredskab dvs. i et opbrud fra sin egoisme og egocentricitet for i længsel og taknemmelighed at åbne sig for Jesu Kristi liv og engagere sig i hans arbejde på verdens frelse.
Læren om reinkarnation er aldrig udtrykkeligt blevet fordømt af Kirken, fordi Kirken formelt kun fordømmer de falske lærdomme, som er aktuelt truende, og det har indtil nu ikke været tilfældet med læren om reinkarnation. Jfr. dog læreudtalelser fra det 11. koncil i Toledo 675, Denz. 540; jfr. også Denz. 76, 684, 801.
Efter dagens hovedmåltid samles et klosters beboere til en fælles fritid, hvor man rekreerer sig (spadseretur, avislæsning, samtale, spil osv.).
En messe celebreret for en afdød. Betegnelsen stammer fra indgangsverset: Requiem aeternam dona eis, Domine
(fra det apokryfe skrift: 4 Esdra 2,34-35) = Herre, giv dem den evige hvile.
Filosofisk anskuelse som benægter eksistensen af en objektiv sandhed, også på det moralske område. Det hævdes at intet har gyldighed, undtagen i relation til noget andet. Relativisme fører let til indifferentisme.
En samling af riter og fælles religiøs praksis, hvorved et folk eller samfund knytter sig til det hellige, guddommen, Gud - for at ære Skaberen ved bøn, gaver, offer, tilbedelse.
Retten til religionsfrihed er baseret på menneskets værd og værdighed og har sin grund i selve menneskets natur. Ethvert menneske, med den personlighed og det menneskeværd det besidder, har fornuft og fri vilje, og dermed også personligt ansvar og moralsk forpligtelse til at søge sandheden. For at kunne opfylde denne pligt skal det være sig sit fulde indre ansvar bevidst og heller ikke stå under ydre tvang. Også de, der ikke søger eller holder fast ved sandheden, må have ret til frihed, så længe offentlig orden, baseret på retfærdighed, respekteres. Menneskets søgen efter sandheden, både som enkeltindivid og socialt væsen, fordrer en selvstændig orientering og personlig samvittighedsdannelse, støttet på undervisning, uddannelse, meningsudveksling, dialog, hvormed man gør hinanden delagtig i den sandhed man selv tror at have fundet, til gensidig hjælp på sandhedens vej. Men erkendelsen af sandheden skal blive personlig og fast. Det er i sin samvittighed mennesket møder og erkender den guddommelige lovs fordringer og således når frem til Gud, som er dets endelige mål. Ingen skal derfor tvinges til at handle mod sin samvittighed, og ingen skal heller nægtes at følge den, især i religiøse spørgsmål. Religionsudøvelse består nemlig efter sin natur hovedsagelig i et indre, frivilligt, personligt og umiddelbart gudsforhold, og dette kan hverken påbydes eller forbydes af nogen menneskeskabt magt. Menneskets sociale natur fordrer imidlertid at kunne give synligt udtryk for sit gudsforhold, lade andre få del i det og i fællesskab med ligesindede bekende sin tro. Den civile øvrighed, som har til opgave at drage omsorg for fællesskabets timelige vel, bør nok positivt anerkende og opmuntre folkets religiøse liv, men overskrider sit kompetenceområde, hvis den tiltager sig myndighed over for religionsudøvelsen eller forhindrer denne, når den kommer til synligt og offentligt udtryk. Sålænge den offentlige ordens retfærdige krav ikke krænkes, skal de religiøse samfund derfor frit kunne organisere sig efter deres egne religiøse principper og også offentligt, i tale og skrift, kunne forkynde deres tro og dens gavnlige indflydelse på samfundets og menneskers liv, når blot de afholder sig fra enhver tvang eller utilbørlig og tvivlsom påvirkning af andre. Fordi familien er et samfund med egne fundamentale rettigheder, har den også krav på selv at ordne sit religiøse liv under forældrenes ledelse og ganske særlig børnenes religiøse opdragelse, herunder også valg af skole og en undervisning, der harmonerer med deres tro. Det er først og fremmest staten, som har ansvaret for at beskytte og fremme menneskerettighederne, og derfor også sikre alle borgeres religionsfrihed ved retfærdige love og gunstige vilkår for en fri udøvelse af deres religiøse liv. Samfundet vil selv drage fordel af den retfærdighed og fred, som er en følge af menneskets troskab mod Gud og hans vilje. I lande, hvor et bestemt religiøst samfund i henhold til loven gives en særstilling, skal retten til religionsfrihed for alle øvrige religionssamfund og enhver borger anerkendes og praktiseres. Udøvelsen af religionsfrihed som af enhver frihed, forudsætter imidlertid respekt for det etiske princip om personligt og kollektivt ansvar. I brugen af egne rettigheder til eget vel skal der tages hensyn til andres ret og alles vel. Der skal handles retfærdigt og medmenneskeligt over for alle. Kirken på sin side kræver den handlefrihed som menneskets frelse kræver. Den har sin åndelige autoritet, fordi den er oprettet af Kristus og udsendt af Ham til hele verden, og fordi den er et samfund af mennesker, der har ret til at leve blandt medmennesker i overensstemmelse med det, den kristne tro tilsiger dem. (Jfr. 2. Vatikankoncils erklæring om religionsfriheden 1965). Se også: frihed.
Den første af de moralske dyder. I en kristendom, der er truet af sækularisering orienterer den menneskets liv og gerning mod Gud, i anerkendelse af hans herredømme. I Bibelen betegner pietas
(hebr. hèsèd) især den fromhed, som får mennesket til at leve trofast mod pagten med Gud: Lad os holde fast ved nåden og dermed tjene Gud som han ønsker det, i respekt og ærefrygt
(Hebr 12,28). Dette er den åndelige gudsdyrkelse, som I skylder Gud: at fremstille jeres legemer som levende offergaver, viet til ham og ham til behag. Lad jer ikke præge af denne verden, men lad jer forvandle gennem et nyt sindelag, så I lærer at skelne hvad Guds vilje er, hvad som er godt, og hvad han ser på med glæde - hvad som er fuldkomment.
(Rom 12,1-2). Til religiøsitetens dyd knytter Helligånden sin fromhedens gave
i firmelsens sakramente. Den renser og fuldender den moralske dyd, så den fromme bliver mere følsom og føjelig for Åndens tilskyndelser i dyrkelsen af Gud og kærligheden til mennesker. Se også: ydmyghed; ærefrygt.
Beholder til opbevaring af relikvier. Kan være et skrin eller have form som relikviet, det indeholder, f.eks. en arm. Er ofte kunstnerisk udsmykket for at ære den pågældende helgen.
En hellig persons efterladenskaber, især legemet eller dele af det, men også tøj, ting, der har tilhørt den afdøde og derfor har affektionsværdi. Såkaldt relikviedyrkelse er knyttet til legemet og troen på kødets opstandelse. Helgenrelikvier kan opbevares i et relikviegemme eller en såkaldt helgengrav, som findes under konsekrerede altre (se: altersten).
Gammel betegnelse for 2. søndag i fasten, hvor messens indgangsvers er taget fra Sl 25,6: Herre, ihukom din barmhjertighed ...
Skab mig, o Gud, et rent hjerte
(Sl 51,12). Bibelen skelner mellem kultisk renhed og moralsk renhed. Den kultiske renhed betød i det gl. Israel, at kroppen deltog i dyrkelsen af Gud ved hjælp af visse ritualer. I længslen efter at komme op over et rent naturligt eksistensplan spiste man ikke hvad som helst, rørte ikke ved alt, brugte ikke sin forplantningsevne ligegyldigt hvordan. Man pålagde sig selv visse restriktioner og beskyttede derigennem sin tro mod enhver smitte fra den hedenske omverden. Samtidig opnåede man en moralsk disciplin og gjorde sig disponibel for et åndeligt liv med den ene, sande Gud. Profeterne insisterer på denne sammenhæng mellem kultisk og moralsk renhed. Den første har ingen værdi uden den anden. Hvad hjælper den religiøse praksis: faste, bønner, ofringer, hvis ikke hjertet renses, hvis ikke mennesket renses i tanke, ord og gerning (jfr. Es 1,15-17). Den egentlige urenhed er synden, og den egentlige renhed er en gave fra Gud: Jeg renser jer for al jeres urenhed ... Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny Ånd ...
(Ez 36,25f; jfr. Jak 4,8). Jesus overholdt principielt de jødiske renhedsforskrifter, men fastholdt, at de (f.eks. sabbaten) var til for menneskets skyld og ikke omvendt (Mark 2,27). Han fordømte den hjerteløshed, hvormed farisæerne ophævede Guds bud om kærlighed for at holde deres egne overleveringer (Mark 7,5-13). Det er ikke det, der udefra kommer ind i mennesket, der gør det urent, men det, der kommer indefra: onde tanker, tyveri og mord, utroskab, havesyge og misundelse, hovmod og hidsighed; det er alle disse onder, som kommer fra menneskets indre, der gør det vanhelligt (Mark 7,14-23). I denne moralske forstand er naturligvis også dæmonerne urene ånder (Mark 1,23). Det er de rene af hjertet, der skal se Gud (Matt 5,8). Og her rækker heller ikke den moralske renhed til. Jesus selv må være aktivt til stede i et menneskes liv, først da er det rent: I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer
(Joh 15,3). Hvis ikke jeg tvætter dig, har du ikke lod og del sammen med mig
(Joh 13,8). Fodtvætningen ved den sidste Nadver er en symbolsk handling (se: lignelse), der skal pege på den renselse, Jesus selv vil skænke i den hl. Eukaristi: et nyt nærvær i mennesket, hans nærvær. Mere end nogensinde er det nu Ånden, der levendegør kødet. Jesu Ånd, som har gennemtrængt og herliggjort hans eget opstandelseslegeme, vil efter pinsen være virksom også i hans kirkelegeme. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, ej heller med sletheds og ondskabs surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød
(1 Kor 5,8). I Joppe får Peter i et syn at vide, at hvad Gud har erklæret for rent, skal du ikke holde for vanhelligt
(Apg 10,15). Det drejer sig både om uren spise og urene hedninger (Apg 10,28). Gud vil selv rense hedningernes hjerter ved troen (Apg 15,9).
Den gamle kultiske renhed har således mistet sin kraft; det er altsammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus
(Kol 2,16-17); hans opstandelseslegeme er kimen til et nyt univers (jfr. Hebr 9-10). Det er denne radikale renselse i Jesu blod for al synd og uretfærdighed (1 Joh 1,7.9), der aktualiseres i dåben: Kristus elskede Kirken og gav sig selv hen for den for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, for at han kunne fremstille den for sit Åsyn som herlig, uden plet eller rynke
(Ef 5,25-27). Med Jesu Ånd virksom i kirkelegemet er der således sket en overgang fra den rituelle renhed til den moralske og fra den moralske til den åndelige renhed. Det modsatte af urenhed er hellighed! (1 Tess 4,7; jfr. 2 Kor 7,1). Den moralske renhed kræves stadig, nemlig alt hvad der er sandt, sømmeligt, retskaffent, rent, elskeligt, alt hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd (Fil 4,8). Men værdien består i, at den, ligesom Kirkens ritualer, nu er helliget i Ånden og fører til mødet med Kristus, for at I må være rene og lydefri på Kristi dag, fyldte med retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til ære og pris
(Fil 1,10-11). Se også: retfærdiggørelse.
Kort forbøn for en afdød. Forkortelsen R.I.P. ses ofte på gravsten eller i dødsannoncer.
Berømt encyklika af pave Leo XIII, 1891, om arbejderspørgsmålet, social retfærdighed, ejendomsret, lønforhold - et myndigt forsøg på at føre hele samfundslivet tilbage til kristne principper.
af Alterets Sakramente. De hostier, som er blevet tilovers efter en messe, opbevares i tabernaklet til sygekommunion og til tilbedelse.
Synder, der er så alvorlige, at absolution for dem er forbeholdt biskoppen eller endog paven.
2.Dispensationer fra den kirkelige lovgivning, som kun må gives af paven.
Biskopper, sognepræster og visse andre gejstlige har pligt til at residere henholdsvis i deres bispedømmer og sogne.
Pavens eller de romerske kongregationers svar på en bøn. F.eks. om et privilegium eller en dispens for en kirkeretslig hindring for en kirkelig handling (nådens reskript) eller anerkendelse af en ret (retfærdigheds-reskript).
Et bibelvers, som f.eks. synges eller siges i tidebønnen og før evangeliet i messen.
På reformationstiden og derefter har det været den alm. opfattelse, at den afgørende forskel på katolsk og protestantisk kristendom gjaldt menneskets retfærdiggørelse: sker den ved troen alene (prot.) eller ved troen og gode gerninger (kat.). Den økumeniske samtale i dag har godtgjort, at denne opfattelse ikke holder. Det er også den katolske Kirkes vedvarende og almindelige lære, at synderen ikke kan retfærdiggøre sig selv i kraft af gode gerninger, men bliver retfærdiggjort alene ved troen og Guds nåde. Men troen er kun levende, hvis den bærer frugt i gode gerninger (jfr. Jak 2,14-26). Det er et spørgsmål om troslydighed (Rom 6). Imidlertid er menneskets etiske stræben ikke uden betydning for trosretfærdigheden. Paulus siger, at loven er blevet os en opdrager til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjort af tro
(Gal 3,24; se: moral). I denne opdragelse af mennesket til Kristus er der en stigning i begrebet retfærdighed. Den sociale og moralske uretfærdighed, som profeterne i det gl. Israel anklagede de uretfærdige dommere og konger for, var til at tage og føle på: Rens jer! Bort med de onde gerninger ... Lær det gode, læg vægt på hvad ret er, hjælp de undertrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag!
(Es 1,16-17). Det var ikke blot de fattige og fremmede, enker og faderløse, der blev krænket; det var også og især den hellige Gud, hvis folk de var. Derfor kalder uretfærdighederne ikke blot på menneskelige sanktioner, men på Guds. Hans straffedomme (se: Guds straf) skal tugte dem og bringe dem til besindelse (jfr. Am 5,6-27). Den skyldfri derimod, som er ren af hjertet, som ikke griber til løgn eller sværger falsk, han får velsignelse af Herren, en ny og højere retfærdighed fra sin frelses Gud (Sl 24,4-5). I virkeligheden er denne højere retfærdighed en praktiseret visdom, der udfolder besindighed og klogskab, retfærdighed og mod (Visd 8,7), de klassiske kardinaldyder altså, som åbner døren ind til hele den moralske verden (se: dyder). Der er således en vekselvirkning mellem menneskets retfærdighed og Guds og det fra første færd i Guds langsigtede frelsesplan. Allerede til Israels stamfader Abraham sagde Gud: Vandre for mit Åsyn og vær retskaffen!
(1 Mos 17,1). Abraham var retskaffen (jfr. hans forhold til Lot: 1 Mos 13,7-9;14,14-16); og lydig mod Gud brød han op fra sin hedenske omverden og vandrede i tro, og det blev ham regnet til retfærdighed
(1 Mos 15,6). Troen er her forstået helt konkret som overgivelse til Gud af alt, hvad han er og har (jfr. 1 Mos 14,22-23), for nu at bygge sin eksistens på ham og sit fremtidshåb på hans løfter (jfr. Isaks ofring, 1 Mos 22,1-12). Således ofrer troens fader (Rom 4,11f) sin retfærdigheds frugter til Gud, og Gud velsigner og forvandler dem til sin retfærdigheds frugt i den troende (1 Mos 22,16-18). Han gør Abrahams troslydighed til en ny trosretfærdighed (Rom 4,12-13), der lægger op til Jesu fuldendelse af loven og profeterne (Matt 5,17). Herom vidner overgangsskikkelser fra den gamle til den nye pagt som Josef (Matt 1,19) og Simeon (Luk 2,25). Deres lydighed mod alle Herrens bud og forskrifter
(Luk 1,6) disponerede dem til at modtage Jesus (Matt 13,17) og den forløsning, som er i ham (jfr. Rom 3,24). I sin dåb i Jordan opfylder Jesus al retfærdighed (Matt 3,15), dvs. alle Guds retfærdige krav på mennesket, og indvier sig selv til at være den frelsende retfærdighed i troens mennesker under den nye pagt. På korset erklærer han dette værk for fuldbragt, og i opstandelsen anerkender Gud det, idet han retfærdiggør ham ved at skænke ham den fulde, også legemlige besiddelse af sin Helligånd (1 Tim 3,16). Således sætter Gud sin Søn i stand til at retfærdiggøre dem, som tror på ham (jfr. Rom 3,21-26). Det var jo for at retfærdiggøre os, at han hengav sin Søn og oprejste ham fra de døde (Rom 4,25). Gud har altså ikke blot i barmhjertighed set bort fra vore uretfærdigheder, men han har båret over med dem i sin tålmodige opdragergerning for nu, i denne tid, at vise sin retfærdighed ved at retfærdiggøre den, som påberåber sig tro på Jesus (Rom 3,25-26): Thi fra hans indre skal strømme af nyt liv nu vælde frem
(Joh 7,38). En ny ånd og et nyt hjerte skal fra nu af bære sin frugt i Gudsfolkets daglige liv (jfr. bjergprædikenen, Matt 5,21-48;6,1-18). Derfor opfordrer den aldrende Paulus sin discipel og efterfølger i hans tilsynsgerning, Timoteus, til at jage efter denne retfærdighed, som allerede er begyndelsen til det evige liv (1 Tim 6,11-12; 2 Tim 2,22). Og selv glæder han sig til at modtage retfærdighedens sejerskrans
af Herren, den retfærdige Dommer (2 Tim 4,8), som vil komme igen på hin dag, da jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op
og vige pladsen for nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor
(2 Pet 3,13).
I religiøs sammenhæng en kortere eller længere tid, hvor man trækker sig tilbage, evt. fra sin bopæl, i hvert fald fra sine sædvanlige gøremål for at gøre status i sit personlige liv, meditere, bede i den hensigt at reformere sit liv eller forberede et vigtigt skridt (f.eks. ægteskab, klosterkald, en særlig opgave o.lign.). En meget gammel praksis, som har vundet hævd i den katolske Kirke, ikke mindst takket være den hl. Ignatius af Loyolas Exercitier, der giver vejledning til en 30 dages retræte. En retræte kan være privat eller offentlig, individuel eller i fællesskab, med eller uden konference og/eller vejledning af en præst.
Moralsk system, som kræver en så streng lydighed mod loven, at man ikke må følge en meget sandsynlig bedømmelse af en situation til fordel for frihed. Fordømt af Kirken i det 17. årh.
Fingerringe anvendes religiøst som tegn på stand og embede: Ved et bryllup giver ægtefolkene hinanden de indviede ringe på. Ved bispevielse modtager den nye biskop en ring som tegn på sit embede. Også visse abbeder bærer ring. Fiskerens ring er den traditionelle betegnelse for pavens ring, der bærer et billede af St. Peter, som fisker fra en båd. Den anvendes til at forsegle pavelige dokumenter, og brydes itu ved pavens død.
En bog, som indeholder de foreskrevne bønner og tekster, der skal anvendes ved de liturgiske handlinger og ceremonier, f.eks. til sakramenternes forvaltning. Indeholder ikke tekster om messen og heller ikke om de handlinger, der er forbeholdt en biskop (se: pontificale).
Den officielle ritualbog for hele Kirken. Er udkommet i reviderede udgaver siden 1614. Ajourføringsarbejdet med en ny udgave efter 2. Vatikankoncil er endnu ikke færdigt.
Den måde, hvorpå de liturgiske handlinger og ceremonier foretages. Der findes 4 latinske riter: 1. Den romerske. 2. Den ambrosianske. 3. Den mozarabiske. 4. Den galliske. Desuden har nogle få ordener mindre afvigelser fra den romerske ritus. Af disse latinske riter er den romerske langt den mest udbredte. Desuden findes et antal ikke-latinske riter inden for Kirken: 1. De aleksandrinske (koptiske og etiopiske). 2. De antiokenske eller syrisk-occidentale (malankaresiske, maronitiske og syriske). 3. De byzantinske eller konstantinopolitanske (albanske, hviderussiske, bulgarske, græske, italo-albanske, jugoslaviske, græsk-melkitiske, rumænske, russiske, ruthenske, slovakiske, ukrainske og ungarske). 4. De kaldæiske eller syrisk-orientalske (kaldæiske og syrisk-malabariske). 5. De armenske.
En knælang, hvid lærredskjortel, som bæres over præste- eller bispekjole ved visse liturgiske lejligheder. Anvendes også som del af ministrantdragt.
Den romersk-katolske Kirkes centrum, apostlen Peters bispesæde, som er gået i arv til hans efterfølgere, paverne. Peter led martyrdøden i Rom under kejser Nero ca. år 64. Siden da har Rom været pavernes residensby, bortset fra Avignon-perioden (1309-1377). At Peter tog endeligt ophold i Rom indvarslede Kirkens sejr over det hedenske romerrige. I Rom findes nogle af den katolske Kirkes mest betydningsfulde kirker, dens centraladministration, flere vigtige katolske læreanstalter, de katolske institutioners og ordeners centrale instanser. Roms domkirke er Laterankirken. Op gennem kirkehistorien har Roms helligdomme været målet for talrige pilgrimmes rejser, som det er tilfældet den dag i dag.
Udtrykket stammer fra Augustin (354-430).
Den første (af 4) eukaristiske bønner i messen. Den er (bortset fra mindre ændringer) uændret siden det 6. årh. Se Lovsang: side 44-52.
Er departementer under Den romerske Kurie, svarende til en verdslig stats ministerier. Hver kongregation ledes af en kardinal som præfekt, udnævnt for 5 år ad gangen, lige som de kardinaler og biskopper, der er hans medarbejdere. Kongregationernes arbejdsområder er blevet om- og nystruktureret efter 2. Vatikankoncil. Se de enkelte kongregationer nedenfor.
behandler spørgsmål, der berører lokalkirkerne (deres oprettelse, deling af bispedømmer osv.) og forbereder pavens udnævnelse af biskopperne, såvidt de ikke hører under Kongregationen for de orientalske Kirker og Kongregationen for Folkeslagenes Evangelisering eller lande, der har et konkordat med pavestolen. Til denne kongregation er bl.a. også knyttet den pavelige kommission for emigranternes og turisternes sjælesorg, samt den pavelige kommission for Latin-Amerika.
koordinerer Kirkens missionsarbejde. Den forbereder f.eks. udnævnelsen af biskopper i missionsområderne og formidler kontakt mellem disse og kuriens øvrige kongregationer. Hed tidligere Congregatio de Propaganda Fide).
beskæftiger sig med præsternes pastorale arbejde. Hertil har Paul VI i 1973 føjet et internationalt råd for katekese.
er ansvarlig for Kirkens liturgi af den latinske ritus, herunder udarbejdelsen og autorisationen af dennes tekster.
gennemgår og vurderer alt materiale desangående. Se også: helgenkåring.
beskæftiger sig med præsters og ordensfolks uddannelse samt med katolske universiteter, fakulteter og andre læreanstalter og skoler.
er kompetent vedr. ordenslivet, såvel i de traditionelle som i nyere former, efter den latinske ritus, samt sækularinstitutter, hvis medlemmer ikke er ordensfolk, men lever i verden efter de evangeliske råd.
er kompetent i spørgsmål vedrørende Kirkens tros- og morallære. Hed tidligere Det hellige Officium. Den pavelige Bibelkommission og den Internationale teologiske Kommission hører herunder.
varetager kontakten med gejstlighed og troende af orientalsk ritus.
Det administrative apparat i Vatikanet, som paven benytter i sin ledelse af Verdenskirken. Består efter den senste reform (den apostoliske konstitution 'Pastor Bonus', hvis bestemmelser trådte i kraft 1/3 1989) af Statssekretariatet, som koordinerer Kuriens arbejde, 9 kongregationer (se: romerske kongregationer), 3 kirkelige domstole (Pønitentiariatet, Segnatura Apostolica, og Rota Romana), 12 pavelige Råd, samt 3 andre kontorer (Camera Apostolica, Administrationen af Den hellige Stols Ejendom, og Præfekturet for Den hellige stols Økonomiske Anliggender).
Det samme som den katolske Kirke. I betegnelsen romersk-katolsk
fremhæves Kirkens historiske bundethed til byen Rom, idet Kirkens synlige ledelse findes her.
Gammel betegnelse for 4. søndag i advent, efter det første ord i indgangsverset til denne dags messe: Lad regne, I himle deroppe.
(Es 45,8).
En bedekrans med et kors eller krucifiks, og 5 rækker af 10 små perler (såkaldte dekader), hvortil man knytter den gentagne bøn: Hil dig, Maria ... . Dekaderne er adskilt af en større perle, hvor man beder Fadervor, og hver dekade afsluttes med lovprisningsbønnen: Ære være Faderen ... . Under den gentagne bøn, som skal styrke roen og inderligheden, samler man sig om 5 store mysterier i de 3 afgørende afsnit af Jesu liv: glædens mysterier fra barndomsevangeliet, eller smertens mysterier fra påsken, eller herlighedens mysterier fra opstandelsen og pinsen (se Lovsang s. 711). Disse tre rosenkranse kan også bedes umiddelbart efter hinanden og findes også samlet på en længere rosenkrans.
Gentagelsen af enkle, centrale bønner fandtes allerede i Oldkirken og var især udbredt blandt analfabeter. Det var Vestkirkens version af Østkirkens Jesus-bøn. I middelalderen blev det skik at flette kroner af roser eller perler til Maria-statuerne som synlige tegn på de bønner, man forinden havde bedt. Det var oprindelig Fadervor i forbindelse med de 150 Davids Salmer. Fra slutningen af 1400-tallet stammer den form for rosenkrans vi kender i dag. Den blev fortrinsvis organiseret af dominikanerne og er i dag særlig betroet denne orden. Den bruges af katolikker overalt i verden, både privat og i kirkerne, særlig ved majandagterne til Guds Moders ære eller i oktober, som er rosenkransens måned (jfr. festen den 7. okt., som blev indstiftet 1571).
Mariastatue, som er omgivet af en krans af roser, eller ligefrem en rosenkrans. Rosen er fra gammel tid symbol på Maria, også iflg. profetierne i GT (jfr. Sir 24,18).
En af de højeste kirkelige domstole, beliggende i Vatikanet. Oprettet af pave Innocens III (1198-1216). Her behandles især sager vedr. ægteskabers gyldighed. Afgørelser kan appelleres til Segnatura Apostolica.
Bestemmelse angående udførelsen af liturgiske handlinger og ceremonier. Rubrikkerne er oftest trykt med rød skrift i de liturgiske bøger.
En af de ikke-latinske riter (se: ritus), hvis sprog er oldkirkeslavisk. Den anvendes blandt de ruthenske katolikker, som vendte tilbage til den katolske enhed i 1596. De bor i Ungarn, Tjekkoslovakiet, Polen og USA.
Harpikskorn fra bl.a. sandeltræ, som udsender en velduftende røg, når de brændes. Anvendes liturgisk som et tegn på bøn, hvilket også kendes i GT (Sl 141,2), som tegn på tilbedelse (f.eks. af Alterets Sakramente), og ved indvielse (f.eks. af offergaverne i messen). Røgelseskornene brændes i et røgelseskar, og opbevares i et røgelsesskib.
Kar, ophængt i kæder, til afbrænding af røgelse. Svinges under brugen mod den person eller den genstand, der tilrøges. I karret er i forvejen antændt kul, som gløder. Herpå lægges røgelseskornene.
Beholder (som ofte har form som en båd) til røgelsen. Herfra kommes røgelseskorn over i røgelseskarret.