Encyklika af pave Johannes Paul II, 1981, i anledning af 90-årsdagen for Rerum Novarum. Omhandler arbejdets natur, dets relation til samfundsmæssige forhold, og dets særlige spiritualitet. Arbejdet har altid forrang for kapitalen, og arbejderen frem for arbejdet. Et arbejdssystem er kun sandt og moralsk forsvarligt, hvis det i selve sit grundlag overvinder modsætningen mellem arbejde og kapital og tjener til arbejderens personlige udfoldelse til gavn for andre. Materialismens og kapitalismens fejltagelser påpeges, et personalt synspunkt gennemføres og det arbejdende menneskes personlige værdighed og rettigheder fremhæves. Dansk overs. 1982: Menneskets arbejde.
Overførslen af et kirkeligt myndighedsområde eller institution til civil kontrol (sækularisering).
2.Overførslen af en viet person (diakon, præst, biskop) til lægstanden (en gyldig vielse kan dog aldrig gøres ugjort). Se CIC can. 290-293. Se også: sækularisering
Udbredt lægmands-kontrol med kirkelige institutioner, med anti-kirkeligt formål (f.eks. Josefinismen).
Klagesangene, skrift i GT. Anvendes liturgisk på langfredag.
Fredag før Påske, hvor Kristi lidelse og død mindes i gudstjenesten, som denne dag ikke er nogen messe. Langfredag er faste- og abstinensdag.
Roms domkirke. Stammer fra 300-tallet, men er ombygget flere gange. I de tilstødende bygninger residerede paverne fra 313 til 1309. Over kirkens hovedportal står skrevet: Moder og hoved for alle kirker i Byen og Verden.
En overenskomst mellem den italienske stat og Den hellige Stol, underskrevet 1929 i Lateranet. Hermed trådte en række aftaler i kraft, som regulerede situationen efter 1870, hvor størstedelen af Kirkestaten blev annekteret af Italien. Traktaten blev underskrevet i Lateranpaladset i Rom.
I løbet af det 2. årh. fik latin, som det officielle sprog i det romerske rige, pladsen som det mest anvendte kirkelige sprog. Hidtil havde dette været græsk. Bortset fra Østkirken, hvor græsk, oldkirkeslavisk og andre nationale sprog altid har været liturgiske sprog, har latin siden Oldkirken været det fremherskende sprog i Vesten. Dog har bl.a. koptisk og etiopisk altid været anvendt i de pågældende lande. I Vestkirken var stort set hele liturgien på latin indtil 2. Vatikankoncils nyordning, hvorefter de nationale sprog kan anvendes, men latin skal fortsat bevares som hele Kirkens fælles liturgiske sprog (Lit. 36), særlig i tidebønnen i den latinske ritus (Lit. 101). Udviklingen har medført, at de nationale sprog i vid udstrækning har erstattet latin, som dog ved højtidelige messer fortsat anvendes, lige som det anvendes i den kirkelige administration.
Den (altovervejende) del af den katolske Kirke, hvor det normgivende sprog er latin.
De riter, som er gældende i Den latinske Kirke. Det er først og fremmest den romerske ritus, men også f.eks. den ambrosianske i Milano, en gallisk i Lyon, en mozarabisk i Toledo og forskellige ordeners særriter.
Begyndelsesordene til den berømte sekvens skrevet til brug på Kristi Legems Fest af Thomas af Aquin. Dansk tekst, se Lovsang nr. 405.
Kirkens officielle morgenbøn; hører til blandt tidebønnerne. Består bl.a. af nogle salmer fra Salmernes Bog, læsninger, forbønner og Zacharias' lovsang Benedictus.
Det første ord i den latinske tekst til Sl 26,6, som præsten bad mens han vaskede sine hænder under messens offertorium. Se også den nugældende tekst: Lovsang, side 39.
2.Kort udtryk for denne liturgiske håndtvætning under messen.
Fra Oldkirkens dage har der eksisteret 4 vielser af ikke-sakramental art, som mænd, der forberedte sig på at blive præster, modtog: Ostiarius (dørvogter), lector (oplæser), exorcista (djævleuddriver) og acolythus (altertjener, ministrant). Indehaverne af disse vielser var klerikere og ikke længere lægfolk. Senere kunne de så modtage en eller flere af de højere vielser. De lavere vielser blev afskaffet i 1973.
Ligegyldighed mht. tro og moral; religiøs slaphed.
2.I moralteologien det system, der hævder, at selv en ringe og vagt begrundet sandsynlighed for, at en forpligtelse ikke eksisterer, er tilstrækkelig til at fritage én for overholdelsen af den.
Regelmæssig læsning af den hellige Skrift med det formål at indleve sig i Guds ord. Allerede hos jøderne indgik skriftlæsning i fromhedslivet og gennem hele kirkehistorien har en systematisk åndelig læsning (sammen med tidebønner og arbejde) været en af vejene til at finde Gud. Åndelig læsning i almindelighed (og læsning af Skriften i særdeleshed) har dog aldrig været forbeholdt ordensfolk og gejstligheden, men har også en vis udbredelse blandt lægfolk. Lectio divina har ikke til formål at tilvejebringe en teologisk udlægning af den læste tekst, men at danne grundlag for refleksion, meditation og bøn: Ordet er dig ganske nær, i din mund og dit hjerte, så du kan handle derefter
(5 Mos 30,14; Rom 10,8).
Generel benævnelse for pavens repræsentanter. Se: apostolisk delegat; nuntius.
En kardinal der er pavens repræsentant ved specielle lejligheder, f.eks. en eukaristisk kongres. Se også: delegat; nuntius.
Bibelen skiller ikke krop og sjæl. Kroppen er den udvendige side af sjælen, sjælens udtryksform, dens konkrete nærvær. Sjælen er kroppens liv. Og både i kroppen og sjælen er hele mennesket nærværende. Der er tale om en identitet: Uden krop intet menneske, uden sjæl intet menneske. Modsætningsparret: Ånd-kød (se: kød) betyder derfor ikke sjæl i modsætning til legeme. Ordet legeme
findes ikke på hebraisk. Jfr. dogmet fra koncilet i Vienne 1312: Den åndelige sjæl er bærer af det legemlige liv. Legeme og sjæl udgør derfor en substantiel enhed, nemlig mennesket. Sjælen er legemets livs- og formprincip.
Navn på en samling af helgenlegender af Jacobus de Voragine O.P. (ca. 1230-1298). En af middelalderens vigtigste opbyggelige folkebøger, som har haft stor betydning for kirkekunsten. Som historisk kildeskrift er den af ringe værdi.
Egtl. fortællinger om en helgen, især den fortælling som læses under officiet (tidebønnen) på helgenens festdag. Populære og skønlitterære gendigtninger og fiktioner om religiøse personers liv eller kirkehistoriske tildragelser. Selv om disse ikke altid kan stå for en nærmere efterprøvning historisk set, indeholder de dog som regel en kerne af sandhed, der kan have en opbyggelig værdi. Se også: helgenlegender.
Den liturgiske bog, som indeholder messens og officiets (tidebønnernes) bibelske læsninger, samt responsoriesalmerne og halleluja-versene. For messen er der på søn- og helligdage en tre-årig cyclus (A, B og C), en to-årig for hverdagene (I og II), og en ét-årig for helgenfester.
Den person, som i en messe eller anden gudstjeneste oplæser de bibelske læsninger (undtagen evangeliet), evt. reciterer salmen mellem læsningerne og siger forbønnernes intentioner. Denne tjeneste er afskaffet som lavere vielse, men bevaret som en liturgisk tjeneste, som enhver kristen kan blive udpeget til i kraft af dåb og firmelse. En varig udnævnelse er biskoppens sag, en midlertidig celebrantens.
I GT betegnelse for medlemmer af Levi stamme og for en fra denne stamme tjenestegørende mand ved kulten.
2.Diakon, tidligere også subdiakon, som assisterer celebranten ved en højtidelig messe.
Det fænomen, at et menneskes legeme løftes og svæver uden nogen understøttelse eller anden påviselig ydre påvirkning. Veldokumenterede beretninger om levitation findes fra adskillige helgeners liv (f.eks. Frans Xaver, Paul af Korset, Filip Neri og Josef Cupertino). Den findes også i andre religioner. Må antages at være en ydre manifestation af indre henrykkelse.
3. Mosebog, som omhandler forskrifterne for Israels gudstjenesteliv; det skulle forestås af mænd af Levi stamme.
Messe, hvor den celebrerende præst assisteres af en diakon.
En fælles kirkelov for både den latinske og den orientalske del af Den katolske Kirke. En sådan blev søgt udarbejdet mellem 1965 og 1983, hvor den latinske Kirkes lovbog Codex Iuris Canonici blev revideret, dog ikke færdiggjort.
Ved 'lex naturalis' forstås i katolsk teologi ikke 'naturlov' i naturvidenskabelig forstand men den lov, skabt af Gud, som umiddelbart henvender sig til alle mennesker fra fødslen; dvs. den lov, vi i vor samvittighed erkender som gældende for vor menneskelige tilværelse. Mennesket kan med sin fornuft erkende godt og ondt og at der er en værdiskala, og i denne erkende Skaberens hellighed og vilje, jfr. 1. Vatikankoncil. Det væsentlige i naturloven i denne forstand kan opfattes af menneskets fornuft alene: ... thi når hedninger, som ikke har loven (den jødiske), af naturen gør, hvad loven kræver, så er de, uden at have loven, sig selv en lov; de viser jo, at den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner derom, og tankerne indbyrdes anklager eller også forsvarer hverandre
(Rom 2,14-15).
Axiom af pave St. Celestin I (422-32), der siger, at Kirkens liturgi er en troskilde, for så vidt som den udtrykker og overleverer Kirkens tro.
En samling levnedsskildringer af paverne fra Peter til Eugenius IV (Ȃ 1447). Den tidligste udgave stammer fra 500-tallet og bygger på materiale fra 300-tallet. De følgende udgaver er blevet ajourført kort efter hver paves død.
I modsætning til østlige religioner, der søger bort fra lidelsen, er lidelsen i kristendommen forvandlet af Kristi kors til en ny og levende vej til Gud (Hebr 10,20). I menneskets nuværende tilstand synes den at høre med til dets natur, den være sig fysisk, psykisk eller rent åndelig. På åndens plan synes den at hænge sammen med menneskets transcendens, dvs. dets naturlige anlæg for en higen ud over sig selv efter et dybere og et højere liv. På troens plan forvandles den til fødselsveer
, i håb om barnekår hos Gud og vort legemes forløsning (Rom 8,22-23). Det sker gennem en delagtighed i Kristi lidelse, dvs. i hans lydighed mod Gud indtil døden (Fil 2,8) og hans medlidende kærlighed til alle mennesker (Hebr 4,15; Joh 15,9-13). Troens lidelse virker befriende på det menneske, der længes ud af sit slaveri under kødet
ind i et liv efter Ånden, Guds børns herlige frihed (Rom 8,12-21). Den er derfor ledsaget af glæde og forventning (Kol 1,24). Betingelsen herfor er et liv i Kristi fodspor
(1 Pet 2,21) indtil døden. I Jesu agoni i Getsemane åbenbares lidelsens mysterium i hele sin dybde og intensitet på hemmelighedsfuld vis for dem, der følger ham efter. Se også Pave Johannes Paul II: Apostolisk brev Salvifici doloris
1984 om den frelsende lidelse.
De redskaber, som forbindes med Kristi pinsler langfredag: Søjle, pisk, hammer, tang, svamp, rør, lanse, kjortel, svededug, stige, nagler, tornekrone, kors, Judaspenge, Peters sværd og hanen. Disse redskaber forekommer i varierende antal i fremstillinger i kirkekunsten, som ofte fremvises i fastetiden eller den stille uge.
Betegnelse for sjælene i skærsilden. Se: helliges samfund, de.
Et stykke stof, ca. 4,30 m x 1,20 m, som iflg. traditionen er det linklæde, Kristus blev indhyllet i efter nedtagelsen fra korset, jfr. Luk 23,53;24,12. Det bærer et negativt aftryk af en mandsperson, der bærer de samme sår, som berettes om Kristus. Klædet, hvis historie man kan følge i store træk, har siden 1578 været opbevaret i domkirken i Torino, og er stadig genstand for nøje undersøgelser, uden at der har kunnet føres bevis mod dets påståede oprindelse. Ægte eller ikke ægte, er den for Kirken blevet en ikon, der peger ud over sig selv, mod Kristi lidelse.
En historie, fortalt af Jesus, for at illustrere hans undervisning. I lignelsen bruges sammenligninger og billeder fra det daglige liv, der kan tjene som tegn og symboler på det åndelige liv, han vil åbenbare. Allerede i paradisberetningen i GT bruges lignelsens billedsprog og symboler for at anskueliggøre Skaberens mening med mennesket og dets liv. Også profeterne bruger i stigende grad konkrete billeder og symbolske handlinger for at sætte på sporet af den virkelighed, der er bag. Profeten Hoseas' ægteskab gøres til et billede på gudsforholdet (Hos 2,20f). Profeten Jeremias mimer sin egen prædiken, f.eks. da han tager et krus i sin hånd og knuser det for at anskueliggøre Jerusalems ødelæggelse (Jer 19,10). Profeterne Esaja (Es 20,2) og Ezekiel (Ez 1,4-5) gør det samme. I senjødedommen udvikler rabbinerne denne billedtale til en pædagogisk metode i deres undervisning, og det gør Jesus også i sine lignelser: Hvad skal vi sammenligne Guds rige med?
(Mark 4,30). Med himmeriget er det ligesom med et sennepsfrø ...
(jfr. hele gruppen af lignelser om Riget, især Matt 13,1-50;20,1-16;21,33-22,14;24,45-25,30). I almindelighed har lignelsen kun én pointe og kan derfor kun tages til indtægt for den, f.eks. lignelsen om den utro godsforvalter, som skal fremhæve hans klogskab, ikke hans utroskab (Luk 16,1-13); eller lignelsen om de kloge og de uforstandige brudepiger, som skal fremhæve årvågenheden, ikke pligten til at dele (olien til lamperne) med hinanden (Matt 25,1-13). Visse lignelser kan dog også udmøntes i detaljer: Jesus er den gode hyrde, han går gennem døren og kalder sine får ved navn ...(Joh 10,1-16); eller: Jesus er det sande vintræ, disciplene er grenene, som skal beskæres for at de kan bære frugt ... (Joh 15,1-8; jfr. Matt 21,33). Lignelsen skæres ud i pap og bliver til en allegori. Men allegorien kan også løftes op i en mere gådefuld sammenhæng (jfr. Ez 17). I profeten Daniels apokalyptiske syner tager det gådefulde overhånd. Det gør ham urolig; symbolerne kalder på en forklaring og forklaringen på en sammenhæng med den virkelighed, han selv står i: Mit hoveds syner forfærder mig ... Jeg bad om sikker oplysning hos en af de omkringstående ... (Dan 7,15f); englen Gabriel kommer ham til hjælp: Se nøje til, menneskesøn, thi synet gælder endens tid!
(Dan 8,15; jfr. Dan 9,22). Også Jesus kan være gådefuld. Han skjuler til at begynde med, at han er den forjættede Messias, men han forbereder gradvis sine omgivelser på det. Og jo nærmere de kommer det, jo mere skelner han mellem folkeskarerne, som han kun taler til i lignelser, fordi de er døve og blinde for hans budskab, og sine lydhøre disciple, som får en forklaring. Lignelsen om sædemanden f.eks. provokerer dem til eftertanke og nye spørgsmål, som Jesus først besvarer, da han er i enrum med dem, for dem er det givet at kende himmerigets hemmeligheder, men folkeskarerne er det ikke givet (Matt 13,11-23.34f). Også lignelsen om det giftige rajgræs får disciplene en nærmere forklaring på (Matt 13,24-30.36-43), indtil Jesus taler rent ud til sine venner: Se, nu taler du frit ud og bruger ikke billedtale
(Joh 16,29; jfr. Joh 15,15). Anderledes med de lignelser, der blot har en moralsk pointe om holdningen til andre mennesker og som derfor er tilgængelige for alle, f.eks. lignelsen om lyset på stagen (Luk 8,16f) eller den barmhjertige samaritan (Luk 10,30-37). Og dog munder også disse lignelser til syvende og sidst ud i evangeliet om Jesus og hans frelsesværk: Den barmhjertige samaritan er i virkeligheden Frelseren selv, undervejs til lidelsen, døden og opstandelsen i Jerusalem. I lignelsens billedsprog bøjer Jesus Guds verden ned til menneskets for at gøre sig forståelig. På korset løfter han det faldne menneske op i Guds verden, for at det ikke skal omkomme på vejen.
Betegnelse fra middelalderens teologi for det sted eller den tilstand, man antog var beregnet for de udøbte børn, som var døde uden at have begået alvorlige personlige synder. Her mente man, de henlevede en tilværelse i naturlig lykke, men uden den overnaturlige beskuelse af Gud.
En gren af Benediktinerordenen, som blev grundlagt 1920 i Tyskland, opkaldt efter Skt. Lioba, angelsaksisk benediktinernonne fra det 8. årh. Har virket i Danmark siden 1935 med korbønnens tjeneste, sygepleje, katekese, sognearbejde og flere andre tjenester.
En særlig form for vekselbøn med mange skiftende påkaldelser. 5 litanier er autoriseret til officielt brug: Allehelgenslitaniet (dansk tekst, se Lovsang nr. 815), Litaniet til Jesu Navn, Jesu Hjertes Litani, det Lauretanske Litani (se: Marialitaniet) og Skt. Josefs Litani.
I profan betydning: skatteopkræver (leitougoi), jfr. Rom 13,6; Hebr 1,14. I overført betydning Kirkens officielle gudsdyrkelse, udfoldelsen af Jesu Kristi præstelige embede
(Lit. 7). Den når sit højdepunkt i messen, men kommer også til udtryk i Ordets gudstjeneste, i officiet (tidebønnerne) og i forvaltningen af de andre sakramenter. Liturgien er det højdepunkt, som hele Kirkens gerning stræber imod, og samtidig den kilde, som al dens kraft udspringer af
(Lit. 10). I de orientalske Kirker er betegnelsen liturgi reserveret messen.
Betegnelse for de mange strømninger, som reformerede eller gav anledning til reform af liturgien i det 19. og 20. årh. Bevægelsen hænger i væsentlig grad sammen med opblomstringen af de benediktinske klostre i Europa i sidste halvdel af forrige årh. Især abbed Prosper Guéranger (1805-75) fra klosteret Solesmes og Romano Guardini har øvet stor indflydelse. Liturgireformen under og efter 2. Vatikankoncil var fuldbyrdelsen af en lang udvikling, som allerede i 50'erne satte mærkbare spor i den latinske Kirkes liturgi med en række fornyelser: Påskevigilien (1951), Den stille Uge (1955), visse af messens rubrikker (1956), kirkemusikken (1958) og breviarets rubrikker (1960). Kort kan siges, at den bibelske og kateketiske indflydelse på liturgien har været fremmet, for at de troende kan deltage bevidst, aktivt og med åndeligt udbytte
(Lit. 11).
For at understrege og tydeliggøre de forskellige kirkelige festers karakter er det en meget gammel tradition at anvende visse farver til præstens liturgiske dragt, alterets og visse genstandes udsmykning. På dage, hvor der ingen særlig fest er, er farven grøn. Violet anvendes i advents- og fastetiden, rød til fester for Helligånden, apostle, evangelister, martyrer og langfredag, hvid til festerne for Herrens fødsel (juletiden) og Herrens Opstandelse (påsketiden), til Mariafester samt til helgener, der ikke var martyrer. Til begravelser kan anvendes violet eller sort. Rosa kan anvendes på Gaudete- og Lætare søndag. I nogle lande anvendes blåt til Mariafester. Desuden kan gyldent eller hvidt erstatte alle andre farver.
De forudbestemtes bog (Dan 12,1; jfr. 2 Mos 32,32-33; Sl 139,16). Glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene
(Luk 10,20). Bøger blev åbnet og endnu en bog blev åbnet: Livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger
(Åb 20,12). I de først åbnede bøger er menneskenes gerninger indskrevet. Livets bog indeholder de udvalgtes
navne. Se også: forudbestemmelse.
Betegner hos evangelisten Johannes Guds evige ord, som er 2. Person i Gud, og som er blevet kød i Jesus Kristus (Joh 1,1.2.14). Se også: Guds Ord.
Et enkelt bispedømme, i modsætning til Verdenskirken. Lokalkirkens betydning er blevet stærkt fremhævet af 2. Vatikankoncil.
Berømt Maria-valfartssted i de franske Pyrenæer, hvor Jomfru Maria i 1858 viste sig for den 14-årige Bernadette Soubirous som den Uplettede Undfangelse. Besøges hvert år af over en million pilgrimme. Mange helbredelser og andre bønhørelser har fundet sted ved den hellige kilde i Lourdes. Se også: helligkilder.
Forskrifter til fordel for det fælles gode. Kan være givet af Gud eller mennesker. Se: ti bud, de; jus divinum; jus gentium; jus humanum; jus naturale; Codex Iuris Canonici; kirkelov.
Katolsk salmebog til brug i Bispedømmet København (1982). Indeholder messens liturgi, latinske og danske messer, danske salmer, samt et udvalg af bønner, andagter, hymner og litanier.
En lysets engel, som faldt og blev de faldne engles fyrste. Hos profeten Esajas anvendes navnet på en konge i Babel: Du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne
(Es 14,12). Den latinske Vulgata oversætter morgenstjerne
med Lucifer, som hos kirkefædrene blev synonym for djævelen, som repræsenteres og symboliseres i den hedenske tyran. Se også: Satan.
Advents- og fastetiden, hvor der før i tiden bl.a. ikke måtte finde højtidelige bryllupper sted. Dette skyldtes hensynet til den alvor, der gerne skulle præge forberedelsen til jul, henholdsvis påsken i disse to perioder. Er i dag afskaffet.
2. Vatikankoncils dogmatiske konstitution om Kirken (1964). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).
En lille holder (form som nymånen) til den konsekrerede hostie, som fremvises i monstransen.
De protestantiske kristne, som hovedsageligt følger Luthers reformidéer. Deres vigtigste bekendelsesskrift er Confessio Augustana. De er især udbredt i dele af Mellem- og Nordtyskland samt Skandinavien, og udgør ialt ca. 70 mio.
Menneskets frie tilslutning til Guds planer, som endnu er skjult i mysteriet, men forkyndt til tro og tjeneste: Se, jeg er kommet for at gøre din vilje, min Gud!
(Hebr 10,7). Naturen adlyder Gud, den kan ikke andet: Stjernerne lyser med glæde for ham, der har skabt dem
(Bar 3,35) og både storm og sø adlød Jesus (Matt 8,27). Men skabningen sukker under følgerne af menneskets ulydighed (Rom 8,19-22), for mennesket er kaldet til at give Gud sin frie tilslutning til hans plan: at bygge verden op til Kristus (Ef 1,10). I mennesket har Gud derfor nedlagt en fri vilje, ikke for at bruge den til skalkeskjul, men som Guds tjener
(1 Pet 2,16). Syndefaldet var et misbrug af friheden, som førte til slaveri under urenheden og lovløsheden
(Rom 6,19). Men ligesom ved den første Adams ulydighed de mange blev til syndere, så skulle også ved den anden Adams lydighed de mange blive til retfærdige (Rom 5,19). Den anden Adam, Kristus, blev lydig indtil døden; altså skal også de kristne være lydige og arbejde på deres frelse med frygt og bæven, thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske
(Fil 2,8.12-13). Således er den kristne lydighed i sit væsen troslydighed (Rom 1,5), ved ord og gerning
(Rom 15,18): Stil jer selv til rådighed for Gud ... og jeres lemmer til rådighed for Gud som retfærdigheds redskaber
(Rom 6,13). Allerede i den gamle pagt var de ti bud apodiktiske love, dvs. love i bydeform: Du skal ... og du må ikke ... . Gud selv er Lovgiveren og hans ret til mennesket er uindskrænket (jfr. 2 Mos 20,1-17; 5 Mos 11,13-22). Derfor skal de kristne dø fra deres slaveri under synden og blive lydige af hjertet mod den læreform, I er overgivet til
(Rom 6,17). Vokset sammen med Kristus i dåben skal de vandre i et helt nyt liv (Rom 6,4-5). Jesus gjorde de gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde
(Joh 5,36). Også de kristne skal vandre i de gode gerninger, Gud forud har beredt (Ef 2,10). Altså: Med hjertet tror man til retfærdighed
(Rom 10,10), og den retfærdige tjeneste virker tilbage på dem, der tjener: I helliggøres, og det ender med evigt liv
(Rom 6,22). Også når mennesket i tro adlyder andre mennesker eller myndigheder, de være sig kirkelige eller civile, adlyder det Gud. Det var i lydighed mod Faderens frelsesplan, at Kristus overgav sig i menneskers hænder
(Matt 17,22). Det er også i troslydighed, at de kristne skal underordne sig hinanden i ydmyghed og gensidig respekt (1 Pet 5,5; Ef 5,21). Gud betjener sig af alle mennesker i deres forhold til hinanden, med eller mod deres vilje, uanset om de erkender det eller ej. Men der, hvor troslydigheden er virksom, bærer menneskets samvirken med Gud nådens frugter til alle, som de når ud til. Denne troslydighed er forbundet med ofre. Kristus lærte lydigheden af det, han led (Hebr 5,8). Også de kristne kan kaldes til at ofre deres legitime rettigheder, hvis næstekærligheden (Gal 5,13-14) og respekten for andres samvittighed kræver det (Rom 14). Men en uretfærdig ordre, fra en iøvrigt legitim øvrighed, kan i visse tilfælde også trodses, hvis de kristne anfægtes i den tjeneste, de ved sig kaldet til, for man skal adlyde Gud mere end mennesker (Apg 4,19). Dog skal også de kristnes arbejde prøves af Gud på dommens dag: Om de har bygget på hø og halm, eller grundvolden, som er Kristus (1 Kor 3,10-15). Således er Guds myndighed virksom i alt og alle (Rom 13,1-7), men Jesus Kristus er den kristnes lov (1 Kor 9,21). Salige er de, som dør i Herren, thi deres gerninger følger dem
(Åb 14,13).
Anvendes liturgisk som symbol for det guddommelige liv i almindelighed eller Kristus i særdeleshed - jfr. påskelyset, jfr. f.eks. Sl 27,1; Matt 4,16; Luk 2,32; Joh 1,7-9;8,12. Der skal under messen og den offentlige brug af sakramenter være tændt (levende) lys. På Kyndelmisse indvies lys til de troendes brug og anvendes herefter som et sakramentalie. Det er en meget gammel katolsk skik at tænde lys ved f.eks. et helgenbillede mens der bedes privat eller offentligt. Lyset er da en votivgave, som synligt skal udtrykke og ledsage den bedendes andagt. Se også: ild.
Lægfolk har, i kraft af dåb og firmelse, fået både ret og pligt til apostolat af Kristus selv (jfr. 1 Pet 2,4-10). De skal forvalte dette kald og de dertil hørende nådegaver både i Kirken og i verden, og med den frihed, som Helligånden giver (Joh 3,8), men i fællesskab med hele Kirken og da særlig med hyrderne. Dem tilkommer det at tage stilling til nådegavernes ægthed og rette brug, ikke sådan at Ånden slukkes, men sådan at alt bliver prøvet og det bedste beholdt (jfr. 1 Tess 5,12.19.21; jfr. Læg.ap. 3). Således kan lægapostolatet virke for evangeliets udbredelse og menneskenes helliggørelse (nr. 6), for de kristnes sociale indsats (nr. 7) eller i caritativt arbejde (nr. 8). Det kan udøves individuelt eller i sammenslutninger af forskellig art (f.eks. tredjeordener eller foreninger). Et organiseret lægapostolat kan igen udøves på forskellige måder, som ikke er skarpt afgrænsede, men tværtimod organisk forbundne med hinanden og med hele Kirken:
-
Som nært samarbejde med hierarkiet og under dets ledelse. Således f.eks. Katolsk Aktion, der er blevet defineret som
lægfolkets delagtighed i hierarkiets apostolat
(nr. 20). -
Som selvstændigt apostolat under officielt ansvar over for hierarkiet. Således f.eks. katolske nationale og internationale organisationer, som hierarkiet har opmuntret, anbefalet eller forordnet som specielt nødvendige.
-
Som apostolske foretagender, der opstår på lægfolks eget initiativ og overlades til deres egen ansvarlige ledelse. Betegnelsen
katolsk
må dog ikke bruges uden godkendelse fra den retmæssige kirkelige myndighed. Nogle kan også få en udtalt anerkendelse eller et fastere samarbejde med hierarkiet i form af et mandat, men med fuld forståelse for hierarkiets og lægfolkets indbyrdes egenart og forskel, og uden at lægfolket berøves sin retmæssige frihed til at handle selvstændigt (nr. 24).
Se også: 2. Vatikankoncil: Om lægfolkets apostolat; tredjeordener.
Ældre betegnelse med skiftende betydning. I almindelighed menes de medlemmer blandt de ikke-præsteviede af en mandlig orden, som ikke er forpligtet til korbøn.
For lægfolk, mænd og kvinder, som vil leve i verden i overensstemmelse med ordenens mål: et kontemplativt liv, som bærer frugt i apostolat (contemplata aliis tradere - lat. at det kontemplerede videregives til andre).
Alle kristne, som ikke tilhører den gejstlige stand eller et ordenssamfund, godkendt af Kirken. Det er lægfolkets kald at søge Guds rige ved at virke som en surdej der, hvor de lever og arbejder, til verdens helliggørelse. Det gør de, når de vidner om deres tro, håb og kærlighed til Kristus, og kaster lys over og ordner de jordiske forhold sådan, at alt udvikler sig henimod Kristus som mål og således bliver en lovprisning af Skaberen og Forløseren (Kir. 31). Alle medlemmer af Guds folk har samme værdighed i kraft af dåben, den samme nåde som Guds børn, det samme kald til hellighed. Der findes ingen ulighed i Kristus og Kirken mht. race eller nation, social stand eller køn - alle er én i Kristus Jesus
(Gal 3,28). Den forskel, Kristus har oprettet mellem gejstligheden og resten af Guds folk, er en forskel i tjenesterne, med de dertil hørende nådegaver og funktioner. Men det er den samme Ånd, som bevirker denne mangfoldighed i kirkelegemet, og der er en sand lighed mellem alle mht. værdighed og delagtighed i det fælles værk: At bygge op Kristi legeme (Kir. 32). Lægfolket skylder de gejstlige kristen lydighed i deres egenskab af Kristi repræsentanter og Kirkens lærere og ledere. De gejstlige bør anerkende og støtte lægfolkets værdighed og ansvar i Kirken, gerne benytte sig af deres vel overvejede råd, betro dem opgaver i Kirkens tjeneste og vise dem tillid i form af handlefrihed og selvstændighed. De bør også opmuntre dem til af sig selv at tage initiativer, og de bør nøje respektere den velbegrundede frihed, som alle har ret til i det profane samfund (Kir. 37). Se Kir. 4.
Se: institutter. Et institut for ordensfolk, som udfører deres opgaver uden at dets medlemmer modtager delagtighed i ordinationens Sakramente, jfr. Læg.ap. 4.
Betegnelse for praksis i middelalderen, hvor et menneske betror et andet menneske sine synder og evt. får råd og vejledning. Forekom f.eks. hvis en præst ikke kunne nå frem til en døende. Har aldrig været anset for sakramentalt.
Medlemmer af et kvindeligt ordenssamfund, som ikke er forpligtet til korbøn. Fandtes især tidligere, hvor de især forestod det interne arbejde. Udviklingen er siden 2. Vatikankoncil gået i retning af, at der i samme kommunitet ikke findes forskellige klasser af søstre.
Biskopperne er, som apostlenes efterfølgere, den universelle Kirkes lærere og dommere i tro og moral: Den, som hører jer, hører mig
, siger Jesus (Luk 10,16). Nøglemagten, som er betroet apostlene og deres efterfølgere, og da ganske særlig Peters efterfølger paven, er magten til at lære, forvalte sakramenterne og styre kirkefællesskabet i Kristi navn og Ånd (Matt 16,16-19;18,18). Læremyndigheden kan udøves på højtidelig (supremum) måde på et
økumenisk koncil
. Det er pavens privilegium at indkalde, præsidere og stadfæste et sådant koncil for hele Kirken. Verdensepiskopatet finder her, sammen med paven og aldrig uden ham, frem til fælles formuleringer af det livsgrundlag, som er åbenbaret i Jesus Kristus, og forkynder dem som forpligtende for hele Kirken. Det kan ske i form af definitioner, dvs. dogmer, eller i form af en samlet autoritativ belæring om Kirkens tro og moral som på det 2. Vatikankoncil (1962-65) i dets dogmatiske konstitutioner og dekreter. Dogmer kan også defineres af paven alene (ex sese), når han taler ex cathedra, dvs. som Kirkens øverste læremyndighed (jfr. Luk 22,32). Sådanne definitive afgørelser om tro og moral er ufejlbare og har derfor krav på troens tilslutning i lydighed. Belæringer om tro og moral gives også af paven og de enkelte biskopper i deres lokale bispedømmer, det såkaldte ordinære læreembede. Kun for så vidt sådanne belæringer sker i pagt med resten af bispekollegiet, og der er universel enighed, også om udsagnets absolutte og forpligtende karakter, fordi det drejer sig om en åbenbaret sandhed, hører også de ind under Kirkens ufejlbarhed. Biskoppernes autoritet er således af en anden natur end teologernes. Teologien er en trosvidenskab, som er kaldet til at forklare og underbygge troen ad videnskabelig vej for den menneskelige fornuft, så vidt dette lader sig gøre. Men teologerne har ingen gudgiven magt til at pålægge andre deres lære. Den må tale for sig selv i kraft af sine argumenter og dybde, dvs. den tjeneste, den således kan yde troen, mens biskopperne er Kirkens autentiske lærere, iført Kristi myndighed til at forkynde Evangeliet, vidne om den apostolske tro og belære om den moral, hvorefter den skal leves (Matt 28,19-20). Jfr. Pauli afskedsord til biskopperne i Milet: Tag vare på jer selv og hele den hjord, som Helligånden har sat jer som tilsynsmænd for. Vær rette hyrder for den Guds Kirke, som han har erhvervet sig med sit eget blod. For jeg ved vel, at når jeg er borte, vil glubske ulve snige sig ind blandt jer og ikke spare hjorden. Og i jeres midte vil der fremstå mænd, som forfalsker budskabet for at vinde disciplene over til sig. Derfor er det, jeg siger, at I må være på vagt
(Apg 20,28-31). Se Kir. 25.
En formuleret trossandhed (fides catholica, jfr. Kirkens trosbekendelse). Nogle læresætninger er defineret af det højeste læreembede (fides dogmatica), se: dogme.
Betegnelse for de bibellæsninger, der finder sted i messen og officiet (tidebønnerne). På hverdage er der én læsning (oftest fra NT) og et stykke fra evangelierne. På søn- og festdage er der gerne to læsninger (en fra GT og en fra NT) og en fra et evangelium. Ved særlige lejligheder kan der være flere. Se også: matutin.
Den 4. søndag i fasten, hvis indgangsvers begynder med: Laetare, Jerusalem (lat. Fryd dig, Jerusalem - Es 66,10). En glædesdag midt i fastetidens bodsalvor. Kirken ser i ånden påskens frelse nærme sig. På denne søndag plejede paven før i tiden at indvie en gylden rose, den åndelige glædes symbol, som derefter blev sendt til en katolsk fyrste, som den hl. fader ville udmærke. Se også: Gaudete søndag.
En bindende erklæring over for Gud, f.eks. ægteskabsløftet eller præsteløftet. Ordensfolk aflægger traditionelt et tredobbelt løfte om lydighed, cølibat og fattigdom, udtrykkeligt eller underforstået (de 3 evangeliske råd), først tidsbegrænset (1-3 år) og derpå som oftest evige løfter om det samme.