Kald fra Gud til den, han udvælger og sender til en bestemt plads i sit folk, en bestemt opgave i sit frelsesværk. Kaldet er personligt, også når det formidles gennem andre (jfr. Joh 1,35-49). Det appellerer til det dybeste i menneskets bevidsthed, omformer dets eksistens indtil roden og gør det til et andet menneske. I Bibelen markeres dette undertiden med et nyt navn (1 Mos 32,28; Joh 1,42; jfr. vor (især tidligere) brug af et nyt navn ved firmelse, ægteskab eller indtræden i et kloster). Gud forventer et svar, et bevidst samtykke i tro og lydighed, hjertets engagement. Svaret kan falde prompte (Mark 1,16-18) eller modnes gennem en krise (2 Mos 4,10f; Jer 1,6;20,7). Selve det at være kristen er allerede et kald, en udvælgelse ud af denne vanartede slægt
(Apg 2,40) til et liv, drevet af Kristi Ånd (Rom 8,14). Alle kristne, ordensfolk og lægfolk, gifte og ugifte har således i kraft af dåb og firmelse et fælles kald til hellighed og til den fuldkommenhed, der svarer til deres egen situation. Enhver skal bruge sine kræfter og karismer til fælles gavn, verdens frelse og opbyggelse af Kirken indtil Kristi fylde. For at kunne opfylde sit kald bør hver troende ivrigt lytte til Guds Ord og med hans nåde opfylde hans vilje i gerning, ofte deltage i sakramenterne, især Eukaristien, lægge vægt på bønnen, selvfornægtelse, en effektiv tjeneste af sine medmennesker og alt, hvad der er godt
(Kir. 42).
Efterkommere af nestorianerne, et flertal er nu i kommunion med den katolske Kirke. De har kaldæisk ritus og lever i Irak med patriark i Bagdad og også i Tyrkiet og Iran; nogle også som flygtninge, bl.a. i Sverige, hvor de har en præst. Deres liturgiske sprog er syrisk.
Den almindelige antagelse er, at Jesus er født år 7/6 f.v.t. En fejl indsneg sig i munken Dionysius Exiguus' kristne kalender i 6. årh. Han satte Jesu fødsel 754 år efter Roms grundlæggelse i stedet for 748/9 år. Matt 2,16 lader ingen tvivl om, at Jesus er født før Herodes d. Stores død år 4 f.v.t. Se også: gregoriansk kalender.
En kalender, som foruden datoen angiver de kirkelige fester, helgeners ihukommelsesdage og evt. messens skiftende læsninger fra Bibelen. Er fælles for hele Verdenskirken, omend der findes små lokale variationer. Findes i Danmark bl.a. i form af et tillæg i Katolsk Lommebog.
Et bæger af metal eller andet værdigt materiale. Anvendes under messen til vinen, som ved indstiftelsesordene forvandles til Kristi Blod.
også kaldet Golgata. Som andagtssteder med korsvejsstationer er der i katolske lande fremstillinger af Kalvariebjerget.
Stiftet af Kamillus de Lellis og godkendt i 1582. Ordenen, som består af brødre og præster, har til formål at drive sygepleje (hospitalsvirksomhed) og sjælesorg, især blandt syge. Fra 1898 til 1984 virkede kamillianere i Danmark.
Gejstlige, der lever i et kommunitet med en fælles regel. Man skelner mellem ordenskanniker, som er under Augustins regel og sækularkanniker, som er medlemmer af et kapitel i en domkirke (se: domkapitel), eller en kollegiatskirke og fejrer tidebønner i koret.
Se: canon. Se de flg. anvendelser af ordet kanonisk.
At noget er kanonisk
eller sker på kanonisk måde
betyder, at det er (eller sker) i overensstemmelse med de gældende kirkelige retsforskrifter. F.eks. bliver et nyt bispedømme oprettet kanonisk.
Den alder en kandidat skal have opnået iflg. gældende kirkelov, før en vielse eller et kirkeligt embede kan modtages. F.eks. skal en mand være fyldt 25 år, før han kan blive præsteviet.
De bibelske skrifter, GT og NT, der er anerkendt af Kirken som inspireret af Gud og derfor som rettesnor for troen.
Formelle betingelser for at et sakramente kan meddeles gyldigt. F.eks. kræves til et gyldigt ægteskab bl.a., at det indgås for en biskop eller dertil bemyndiget præst eller diakon (eller undtagelsesvis for en dertil delegeret lægmand), samt to vidner. Dispensation herfra kan opnås i tilfælde af blandet ægteskab eller langvarig umulighed for at få denne normale assistance.
Den kirkejuridiske videnskab, som kan studeres ved visse katolske læreanstalter. Se også: kirkeret.
Tavler, ofte rigt dekorerede, med den trykte eller kalligraferede tekst til den romerske kanon og de andre faste tekster i messen. De anvendtes før 2. Vatikankoncils liturgireform, stående på alteret.
I kirkelig sammenhæng:
-
Kirkeligt embede i et bispedømmes administration (kurie). Kansleren har bl.a. ansvaret for den officielle korrespondance og arkiveringen af vigtige dokumenter. Titlen findes ikke i alle bispedømmer, heller ikke i de nordiske bispedømmer.
-
Embede ved nogle katolske universiteter, som beklædes af en prælat (biskop eller ordensgeneral, alt efter hvem universitetet tilhører) under navn af storkansler. Han fører på pavestolens vegne juridisk tilsyn med universitetet og dets rektor.
Kirkelig korleder eller forsanger, som har ansvaret for det sungne i en gudstjeneste. I de sungne tidebønner intonerer han antifoner og salmer.
Har flere betydninger:
-
Mindre sakralt rum til brug for private eller ordensfolk, bygget i sammenhæng med de pågældendes bolig (privat bolig, kloster) eller institution (hospital, skole).
-
Sidekapel med eget alter i en større kirke. Anvendes til opbevaring af det hellige Sakramente, eller kan være indviet til en bestemt helgen eller beregnet til brug for en bestemt gruppe mennesker.
-
Filial af en sognekirke.
Præst, som er en sognepræsts medarbejder, eller som har andre, specielle opgaver, f.eks. som hospitalspræst. Se også: andenpræst.
Foruden den alm. betydning (et afsnit i en bog), betegner det i kirkelig sammenhæng et kapitel af ordensreglen, oplæsningen af et sådant kapitel i forsamlingen af klostermedlemmer (i kapitelsalen), eller forsamlingen af klostermedlemmer (eller tredjeordensmedlemmer) med det formål at diskutere og afgøre fælles anliggender. Kan også betyde domkapitel.
Er en selvstændig del af Franciskanerordenen, grundlagt 1525 af Matteo di Basci fra Urbano, som ønskede at vende tilbage til ordenens enkle fattigdom. Ordensdragten er forsynet med en spids hætte, deraf navnet. Ordenen spillede en vigtig rolle i modreformationen og dens medlemmer virker især som prædikanter, skriftefædre og missionærer.
Indehaver af et højt embede i Kirken, udnævnt af paven. Der findes 3 grader
: Kardinaldiakon, -præst og -biskop, men de er idag alle bispeviet (der er tale om en rangforordning i kardinalkollegiet). En kardinal kan være residerende ærkebiskop eller gøre tjeneste ved den romerske kurie. Kardinalernes fornemste opgave har siden Oldkirken været at vælge den nye pave. I vore dage ophører deres valgret (men ikke valgbarhed) med det fyldte 80. år. Kardinalens dragt er rød.
Forsamlingen af kardinaler. De udnævnes direkte af paven og er Kirkens højeste rådgivende forsamling, som efter en paves død træder sammen i en lukket forsamling (konklavet) og vælger den nye pave. Antallet af vælgere (dvs. de kardinaler, som ikke er fyldt 80 år) må ikke overstige 120. Paven holder møder med kardinalkollegiet (hemmeligt konsistorium).
Dvs. de synder, som moralsk set åbner for mange andre synder, jfr. Lediggang er roden til alt ondt
. Der er tale om nogle hovedtendenser til synd: Den klassiske fortegnelse, der stammer fra Gregor den Store, indeholder syv: Hovmod (superbia), som er roden til alle andre synder: gerrighed (avaritia), ukyskhed (luxuria), misundelse (invidia), umådehold (intemperantia), vrede (ira) og træghed (acedia). De syv kan føre til mange andre synder: Vantro (infidelitas), fortvivlelse (desperatio), dårskab (stultitia), uretfærdighed (injustitia), trods (contumacia), ustadighed (inconstantia), uenighed (discordia) osv. En synd kan blive så indgroet, at den udvikler sig til en last. Se: dyder.
Nyere vækkelse, præget af stor tillid til Helligånden. Bevægelsen har fundet udbredelse både i protestantiske og katolske kredse.
Betyder i NT den ufortjente frelse i det hele taget. Ordet anvendt i flertal betyder (både i NT og moderne, teologisk sprogbrug) de virkninger af Helligånden på den enkelte troende, som ikke kan fremtvinges eller forudses, men som er et udtryk for Guds suveræne indgriben. Karismer hører (som embede og sakramenter) til Kirkens inderste væsen og supplerer de kirkelige embeder. I 1 Kor 12-14 nævnes de klassiske karismer: Åndsåbenbarelse, visdom, tro, at kunne profetere, helbrede og udføre undergerninger, tungetale, udlægning af tungetale, bedømmelse af ånder. I Kirkens historie har der gang på gang været givet nye karismer, enten til den enkelte (f.eks. de forskellige helgener) eller mere kollektivt (fattigdomsbevægelser, vækkelser), men altid til helhedens gavn og helliggørelse (jfr. 1 Kor 12,7). Se også: Kir. 12.
Gengældelsesloven i den hinduistiske tro på reinkarnation, dvs. løn som fortjent. Mennesket lægger iflg. denne tro gennem sine gode og onde gerninger i det ene livsforløb op til det næste. De forrige liv følger det i de kommende her på jorden, indtil en selvforløsning er fuldbyrdet. Det drejer sig om en kæde af årsag og virkning, der skal brydes, for at man kan løbe ud som en flod i havet, forsvinde i Brahman, den kosmiske upersonlige gud.
Opstod i 1100-tallet og har åndelige rødder tilbage til profeten Elias. Ordenen er kontemplativ og dens medlemmer lever i uafladelig bøn og selvfornægtelse. I slutningen af 1500-tallet reformeredes og deltes ordenen af Teresa af Avila, som genindførte den oprindelige strenge regel. Hendes samtidige, Johannes af Korset, betegnes som askesens store læremester og reformerede ordenens mandlige gren. Andre kendte karmeliter er Thérèse af Lisieux, Elisabeth af Treenigheden og Edith Stein. Der findes ca. 16.000 søstre og ca. 6.500 brødre i ordenen. I Skandinavien findes såvel et munkekloster som et nonnekloster i Sverige, samt et i Island. Se også: Vor Frue af Karmels Lægorden.
En folkelig fest de sidste 3-4 dage før fastetiden, som begynder askeonsdag. I de fleste lande med mange katolikker markeres dermed overgangen til fastetidens mere alvorlige periode. I nogle lande er der maleriske optog i gaderne, mange festlige foranstaltninger og løssluppenhed. Kirken opfordrer ikke til karnevalsfest, men billiger den i princippet.
Strengt kontemplativ orden, stiftet 1084 af den hl. Bruno (1032-1101) i Grande Chartreuse i Frankrig. Ordensreglen blev godkendt af paven i 1133. Munkene lever et asketisk liv i bøn som eneboere i eremitager, der ligger tæt sammen i nærheden af kirken. Ordenen har også en kvindelig gren, hvis medlemmer lever i separate celler.
Den moralske bedømmelse af konkrete handlinger. En teologisk disciplin, der omhandler anvendelsen af generelle moralprincipper på foreliggende enkelttilfælde.
De underjordiske gange i Rom og omegn, som indtil ca. 500 var gravpladser, også for de kristne, heriblandt også martyrer. Derefter blev de et mål for pilgrimme, med kirker og herberger bygget til.
Det samme som domkirke. Betegnelsen kommer af, at her har stedets biskop sit sæde (lat. cathedra = lærestol).
Drengeskole, som i middelalderen blev oprettet ved domkirkerne.
Religionsundervisning. Undervisning i troens indhold. Er obligatorisk i den katolske Kirke før modtagelse af sakramenterne.
Religionslærer. En person, som giver religionsundervisning på Kirkens vegne. Hertil kræves en moden, personlig tro, faglige forudsætninger og kirkelig tilladelse, jfr. Apg 13,1; 1 Kor 12,28-29; Ef 4,11.
En bog, som indeholder en systematisk gennemgang af de kristne trossandheder. Ældre katekismer var ofte udformet som spørgsmål og svar. Særlig kendt er Catechismus Romanus
, 1566, udgået fra Tridentinerkoncilet og Den katolske Kirkes Katekismus
1992, udgået fra 2. Vatikankoncil, som Kirkens autoritative belæring om tro og moral. Se også: Didakæ.
En (voksen) udøbt person, som ved undervisning og anden kontakt med kristne mennesker, forberedes til dåben.
En tilrettelagt forberedelsestid for katekumener.
En af de tre hellige olier, som indvies af biskoppen til brug ved dåb og præstevielse, samt ved indvielse af kirker og altre. Betegnelsen stammer fra den tid, hvor de fleste, der blev døbt, var katekumener.
Betegnelse for en bevægelse, der rummer forskellige sekter i senmiddelalderen; den mest kendte er albigenserne. Den er præget af manikæisme, og kan gå så vidt som at afvise edsaflæggelse og ægteskabet og anbefale selvmord. Opfattedes som en trussel både af de kirkelige og de verdslige myndigheder, som derfor efterhånden undertrykte dem. Selve navnet har givet anledning til betegnelsen
kætter
.
Udtryk brugt som en bred definition på den katolske Kirke, dens system af lære, kult og moral. Udtrykket forekommer imidlertid ikke i kirkelige læreudtalelser og er ikke dækkende iflg. Pius XII (i hans tale til den 10. internationale historikerkongres i Rom, 7.9.1955). Kirken er ikke et ideologisk system, men en levende organisme, Kristi mystiske legeme, Jesu Kristi sakramente til verden - et tegn på og redskab for den nære forening med Gud og hele menneskeslægtens indbyrdes enhed
(Kir. 1).
Katolsk tro: Det, der tros overalt, altid og af alle
(Vincent af Lerinum), den universelle, rette tro - i modsætning til hæresi = særtro, privatmening, vrangtro. Ældste vidnesbyrd om brugen af ordet: Ignatius af Antiokia (d. 107) i hans breve til smyrnioterne 8: Hvor Kristus Jesus er, der er også den katolske Kirke
, dvs. den universelle Kirke. I Polykarps Martyrium 16,2 (ca. år 150) er katolsk
= rettroende, i modsætning til hæresi og skisma. I den nicænske trosbekendelse (381) er katolsk et kendemærke for den universelle Kirke, som er indstiftet af Kristus. Flere kirkesamfund påberåber sig dette kendemærke, f.eks. de orientalske Kirker, der ikke er romersk-katolske, de gammel-katolske og de højkirkelige anglikanere.
Nyere betegnelse for lægfolkets medarbejde i hierarkiets apostolat. Lægfolkets nødvendige og selvstændige medvirken i Kirkens missionsarbejde er især blevet understreget på 2. Vatikankoncil, hvor Katolsk Aktion bliver nøjere omtalt i dekretet om lægapostolatet (20). Se også: lægapostolat.
Blev i Danmark stiftet 1960. Formål: Gennem solidaritet nationalt og internationalt at åbne arbejdskammeraters øjne for de kristne livsværdier.
Den biskoppelige administration af Bispedømmet København. Kontoret vedligeholder et centralkartotek over katolikker i Danmark, administrerer kirkebidragsordningen, fører bispedømmets regnskaber, forvalter dets ejendomme og fungerer som sekretariat for forskellige kirkelige organer.
Lovet være Jesus Kristus
. Svar: I al evighed. Amen.
Anvendes i dag næsten udelukkende ved højtidelige lejligheder.
Det guddommeligt indstiftede samfund under pavens ledelse, som (i 1993) har 980 millioner medlemmer, fordelt på ca. 2.600 bispedømmer i hele verden. I daglig tale det samme som Den romersk-katolske Kirke.
Kristus ... har her på jorden stiftet sin Kirke som et fællesskab i tro, håb og kærlighed, som en synlig bygning, og han opretholder den uophørligt; ved den lader han sandhed og nåde strømme til alle. Det hierarkisk opbyggede samfund og Kristi mystiske legeme, den synlige forsamling og det åndelige fællesskab, Kirken i denne verden og den Kirke, der er rig på himmelske skatte, er ikke at betragte som to forskellige ting, men som én kompleks realitet, der består både af et menneskeligt og et guddommeligt element. ... Det er denne eneste Kristi Kirke, vi i trosbekendelsen bekender som én, hellig, katolsk og apostolisk Kirke, som Vor Frelser efter sin opstandelse overgav til Peter at vogte (Joh 21,17), betroede ham og de øvrige apostle at udbrede og lede (Matt 28,18ff) og for evigt oprejste som
(Kir. 8).sandhedens søjle og grundvold
(1 Tim 3,15). Denne Kirke, der i denne verden er stiftet og ordnet som et samfund, findes i Den katolske Kirke, som styres af Peters efterfølger og af de biskopper, som har fællesskab med ham, selv om der uden for dens synlige skikkelse findes adskillige elementer af helliggørelse og sandhed, elementer, som tilskynder til den katolske enhed, fordi de er Kristi Kirkes egne gaver.
Så retter da det hellige kirkemøde (2. Vatikankoncil) især sin opmærksomhed mod de katolske troende, og idet det støtter sig på Den hellige Skrift og Traditionen, lærer det, at denne Kirke, der er undervejs, er nødvendig til frelse. ... Fuldt ud indlemmet i Kirkens fællesskab er de, som har Kristi Ånd, modtager hele Kirkens ordning og alle de frelsesmidler, der er indstiftet i den, og som forbindes med Kristus, der styrer Kirken gennem paven og biskopperne, i Kirkens synlige organisme ved de bånd, som trosbekendelsen, sakramenterne, den kirkelige ledelse og det kirkelige fællesskab knytter. Dog frelses ikke den, som - skønt han er indlemmet i Kirken - ikke bliver i kærligheden, men kun forbliver i Kirkens skød
(Kir. 14). med legemet
, ikke med hjertet
. Måtte alle Kirkens børn huske, at deres begunstigede kår ikke skal tilskrives deres egne fortjenester, men Kristi særegne nåde; hvis de ikke stemmer overens med ham i tanke, ord og handling, frelses de ikke, men dømmes strengere. Katekumenerne, som - tilskyndet af Helligånden - udtrykkelig beder om at blive indlemmet i Kirken, forenes med den ved selve dette ønske; Moderkirken omslutter dem allerede som sine børn med kærlighed og omsorg.Kirken ved, at den af flere grunde er forbundet med dem, der som døbte bærer hædersnavnet kristne, men ikke bekender den fulde tro eller ikke bevarer fællesskabets enhed under Peters efterfølger. Der er nemlig mange, som holder Den hellige Skrift i ære som norm for troen og livet og udviser en oprigtig religiøs iver. De tror i kærlighed på Gud Fader den Almægtige og på Kristus, Guds Søn, Frelseren, og modtager dåbens tegn, hvorved de forenes med Kristus, ja, de anerkender og modtager også andre sakramenter i deres egne kirker eller kirkelige samfund. Mange blandt dem har et bispeembede, fejrer den hellige Eukaristi og ærer Jomfru Maria, Guds Moder. Hertil kommer fællesskabet om bønnen og andre åndelige goder, ja, tilmed en sand forening i Helligånden, der ved sin nåde og sine gaver virker med sin helliggørende kraft også i dem og har givet nogle af dem styrke til endog at give deres liv. Således får Ånden alle Kristi disciple til at længes efter og arbejde for, at alle kan forenes i fred i én hjord og under én hyrde på den måde, Kristus har angivet. For at nå til dette, ophører Kirken, som er moder, ikke med at bede, håbe og virke, og den tilskynder sine børn til at lade sig rense og forny, for at Kristi træk kan stråle klarere på Kirkens åsyn.
(Kir. 15).
Og endelig er de, som endnu ikke har taget imod Evangeliet, på forskellig måde henordnet til Gudsfolket. Det gælder først og fremmest for det folk, som fik pagterne og løfterne, og hvorfra Kristus stammer ifølge sin menneskelige natur (Rom 9,4-5), det udvalgte folk, som er så dyrebart for fædrenes skyld: Thi sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke (Rom 11,28-29). Men frelsesplanen omfatter også dem, der erkender Skaberen, og blandt dem først og fremmest muslimerne, som bekender, at de holder sig til Abrahams tro, og med os tilbeder den ene, barmhjertige Gud, der på den yderste dag vil dømme menneskene. Men heller ikke fra andre, som søger den ukendte Gud i skygger og billeder, er denne Gud langt væk, han som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet (Apg 17,25-28), han, Frelseren, som vil, at alle mennesker skal frelses (1 Tim 2,4). Thi de, som uden skyld er uvidende om Kristi Evangelium og hans Kirke, men søger Gud med et oprigtigt hjerte, og, idet de erkender hans vilje ved samvittighedens bud, bestræber sig på at virkeliggøre den under nådens tilskyndelse, også de kan opnå evig frelse. ... Men ofte bliver menneskene bedraget af den Onde, lader sig opsluge af deres egne tomme spekulationer og ombytter Guds sandhed med løgnen, idet de dyrker skabningen fremfor Skaberen (Rom 1,21.25). Eller de udsættes for den yderste fortvivlelse, idet de lever og dør uden Gud i denne verden. Alt dette er grunden til, at Kirken, for at fremme Guds ære og alle disse menneskers frelse, er meget ivrig efter at styrke missionen, idet den ihukommer Herrens bud:
(Kir. 16).Forkynd Evangeliet for al skabningen
(Mark 16,15)
I disse meget centrale tekster om Kirken fra 2. Vatikankoncil anvendes en koncentrisk model af Kirken og dens relationer til alle mennesker: Fuldstændigt indlemmede er de katolske kristne (men kun i det omfang, de har Kristi kærligheds Ånd!). De ikke-katolske kristne er forbundet med Kirken på en gradueret måde: Først de ortodokse kristne, dernæst de andre kristne samfund. De ikke-kristne er henordnet til Kirken; først og fremmest det jødiske folk, men også Islam. Herefter hedningerne og længst ude
ateisterne (som dyrker skabningen frem for Skaberen
) og nihilisterne (som er i den yderste fortvivlelse
). Se også: Kirken; katolsk; katolicisme; Kristi Brud; Kristi Legeme.
Er oprettet af Nicolaus Steno Gildet. Formålet er at yde bistand i medicinsk-pastorale familiespørgsmål, såvel for enkeltpersoner som for katolske institutioner.
Selvejende institution i København, oprettet 1975 ved sammenlægning af Pauluskredsen og Bibel og Katekese
. Forlagets formål er at drive publikationsvirksomhed i overensstemmelse med den katolske Kirkes pastorale og apostoliske målsætning.
Oprettet i 1978 som en selvstændig institution i Bispedømmet København med det formål at modtage, registrere, ordne og opbevare arkivalier og andet historisk materiale, der stammer fra eller vedrører den katolske Kirke i Danmark. Arbejdet hermed støttes af Nordisk arbejdsgruppe for katolsk kirkehistorie. Arkivet er beliggende i forbindelse med Katolsk Bispekontor.
Opslagsværk med oplysninger om alle institutioner, sogne, foreninger mv. i Den katolske Kirke i Danmark. Desuden oversigt over Kirkens historie i Danmark, præstebiografier og omtale af relationerne til Verdenskirken. 1. udg. 1910, 10. udg. 1983.
Oprettet i 1946 som en selvejende institution, der har til formål at varetage danske, katolske karitative og sociale interesser. Driver fritidshjemmet Klitborg, Nykøbing S. Yder begrænset økonomisk hjælp, formidler værelse-udlejning samt kontakt til præster, psykologer, læger, jurister og katolske skoler.
Blad, som siden 1975 udkommer i Bispedømmet København ca. hver 14. dag og sendes gratis til samtlige katolske husstande i Danmark. I 1853 begyndte der at udkomme et katolsk blad i Danmark: Skandinavisk Kirketidende for catholske Christne
; fra 1864 hed det Katholsk Kirketidende
; fra 1873: Nordisk Kirketidende for katholske Christne
; 1885: Nordisk Ugeblad for katholske Kristne
; 1939: Katolsk Ugeblad
; 1969: Katolsk Forum
.
Interesseorganisation, stiftet 1931, af katolske radiolyttere og fjernseere. Medlemmerne er organiseret sognevis og forbundet søger at gøre sin indflydelse gældende i Danmarks Radios valgte organer, samt formulere en katolsk holdning til medierne.
En sammenslutning af katolske søstre i Danmark. Formålet er at repræsentere de kvindelige ordenssamfund over for såvel de civile som de kirkelige myndigheder, samt at formidle et effektivt samarbejde mellem ordenssamfundene. Desuden arrangeres retræter, møder, foredrag og kurser for søstre.
Fungerer som sekretariat for D.U.K., der er den katolske Kirkes børne- og ungdomsorganisation. D.U.K. er medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd.
Den autoriserede danske oversættelse har forringede
, hvilket svækker betydningen. Han tømte sig selv
. Udtrykket er anvendt om Kristi frivillige given afkald på sine Guddomsprivilegier, da han påtog sig menneskeskikkelse.
Himmelske skabninger, der i Bibelen nævnes som vogtere af Paradiset (1 Mos 3,24) og lovprisere (Åb 4,8). De udgør det andet af de 9 englekor. Se også: engel.
Forkyndelse af evangeliet, bekendtgørelse af det glade budskab om Guds frelse i Kristus, jfr. Matt 10,7. Se også: forkyndelse.
Indbetalingen af bidrag til den katolske Kirke i Danmark. Voksne katolikker er moralsk forpligtede til at tilmelde sig ordningen og betale en vis procentdel af den skattepligtige indtægt som kirkebidrag. Den katolske Kirke i Danmark modtager ikke økonomisk hjælp fra staten og er således afhængig af bidrag fra medlemmerne.
Siden Tridentinerkoncilet har Kirken haft den skik, at foruden de 10 Guds bud skulle de troende overholde nogle kirkebud:
-
Helligholde de påbudte helligdage.
-
Deltage i messen på søn- og helligdage.
-
Holde de påbudte faste- og abstinensdage.
-
Skrifte sine synder mindst én gang om året.
-
Modtage den hellige Kommunion mindst én gang om året, nemlig i påsketiden.
De to sidste går tilbage til Laterankoncilet i 1215.
Overholdelse af disse pastorale bud anses for at være det obligatoriske minimum for en praktiserende katolik.
En bygning, som er reserveret til officielt liturgisk brug. Den skal dermed opfylde en række bestemmelser, som skal sikre dens egnethed som liturgisk rum. Som sakralt rum skal den indvies før ibrugtagningen, og kan evt. konsekreres, dvs. modtage en højtidelig indvielse af en biskop. Dette betyder, at bygningen ikke må anvendes til profane, men udelukkende til religiøse formål.
Teologiske forfattere fra Oldkirken og den tidlige middelalder, som æres på grund af deres særlige trosvidnesbyrd. Deres antal er ca. 90, deriblandt latinske: Tertullian, St. Cyprian, St. Ambrosius, St. Hieronimus, St. Augustin, St. Leo den Store, St. Benedikt, St. Gregor den Store, og græske: St. Ignatius af Antiokia, St. Polykarp, St. Irenæus, St. Clemens af Alexandria, Origenes, St. Athanasius, St. Basilius den Store, St. Gregor af Nazianz, St. Gregor af Nyssa, St. Johannes Chrysostomus, St. Johannes af Damaskus.
Kristen begravelsesplads, som tidligere altid var pladsen omkring en kirke. Den indvies ved oprettelsen. Hvert år på Alle Sjæles Dag (2. november) afholdes der messer eller andagter med bøn for de afdøde.
Udøver den dømmende myndighed (på biskoppens vegne) i sager, der berører kirkelige forhold. I praksis er sager vedrørende ægteskabers kirkelige gyldighed i stort overtal. Sidste appelinstans er den øverste kirkelige domstol: Rota Romana.
Ærestitel, som efterhånden er givet til 8 kirkefædre og 24 teologer, heraf 2 kvinder, som har udmærket sig ved fremragende lærdom og hellighed. De 4 store latinske kirkefædre er: Ambrosius, Augustin, Hieronimus og Gregor den Store. Hertil er så bl.a. kommet: Anselm af Canterbury, Bernhard af Clairvaux, Bonaventura OFM, Thomas af Aquin O.P., Johannes af Korset, Robert Bellarmin S.J., Frans af Sales, Alfons af Liguori C.ss.R. De to kvinder er Katharina af Siena og Teresa af Avila, som har udmærket sig ved deres asketiske og mystiske lære.
Instrumental og vokal musik, som er egnet til liturgisk brug. Den nyeste instruktion herom (Musicam Sacram, 5. marts 1967) skelner mellem tre former for messe: Højtidelig, sungen og læst messe. Det bør tilstræbes, at et kor kan fremføre visse dele af liturgien. Den gregorianske sang bør have en æresplads i liturgien, og kun egnede instrumenter bør anvendes.
Kirken er indstiftet af Kristus for i ham at være et tegn på og et redskab for den nære forening med Gud og hele menneskeslægtens indbyrdes enhed
(Kir. 1). Den er Kristi legeme, takket være dåben: Med én Ånd blev vi jo alle døbt til at være ét legeme
(1 Kor 12,13) - og Nadveren: Det brød, vi bryder, er det ikke samfund med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi, skønt vi er mange, ét legeme; thi vi får alle del i det ene brød
(1 Kor 10,16-17). I Nadveren fuldbyrder Kristus, hvad han i dåben har indviet de kristne til: At blive ét legeme og én Ånd
(Ef 4,4) i Ham. Og det er Kirken. Kirken er altså ikke en hvilken som helst forsamling af troende, men den er det fællesskab, som Kristus har sammenkaldt for at opfylde Gud Fars frelsesplan: At sammenfatte sig alt i ham til en eneste Guds familie (Ef 1,10). Gud har jo fra før verdens grundvold blev lagt, udvalgt os i Kristus til at være hellige og forudbestemt os til barnekår hos sig
(Ef 1,4-5). På grund af syndefaldet drejer det sig både om en restaurering af det oprindelige Gudsbillede i mennesket og om en fuldendelse af det til lighed med Kristus (Rom 8,29). Det er denne Guds frelsesplan, Jesus skridt for skridt virkeliggør: Ved at fuldkomme loven og profeterne i sin forkyndelse (Matt 5,17), kalde alle til omvendelse og tro (Mark 1,15), udvælge disciple til at følge ham og blive menneskefiskere (Mark 1,16-20), indsætte de Tolv som tegn på det nye Israel og give Simon navnet Peter (Mark 3,16-19), dvs. klippen, hvorpå han vil bygge sin Kirke efter at han er blevet forkastet af det gamle Israel (Matt 16,13-28); ved at indstifte Nadveren og forkynde Guds herredømme til de mange
, der vil tage imod hans liv (Matt 26,26-29; 1 Kor 11,23-25), ved efter Påsken at samle de adspredte disciple omkring sig igen, undervise dem i påsketroen på hans død og opstandelse, og forberede dem til livet i den kommende Kirke (Apg 1,2-8), som han har købt sig med sit eget blod
(Apg 20,28), han, som hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger
(Tit 2,14). Og endelig ved på pinsedag at sende Helligånden ned over de forsamlede disciple, skabe Kirken og sende den ud i verden på mission (Matt 28,18-20; Mark 16,15-18). Den samme vældige virkekraft, hvormed Gud opvakte Kristus fra de døde, skal nu, med Helligåndens sendelse, være virksom i Kirken, så den bliver fyldt af ham, som fylder alt i alle
(Ef 1,19-23). Kirken er altså ikke noget demokrati i politisk forstand, modellen er ikke det enkelte menneske som sådan, men Gudmennesket; det er Ham, Kirken skal bygges op til, som en organisme til sit hoved. I dette kirkelegeme uddeler Kristus sine gaver og opgaver til hvem han vil og sammenføjer alle med sig og med hinanden, så de kan være fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme
(Ef 4,11-12). Ved Peters pinseprædiken lod allerede flere tusinde sig omvende og døbe med Helligånden og de holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne
(Apg 2). Hermed er Kirken, som var i fostertilstand i det gamle Guds folk, født til verden i synlig skikkelse og træder nu frem for offentligheden som det nyskabte Guds folk (1 Pet 2,9-10), ét hjerte og én sjæl
(Apg 4,32) og lydig mod Kristi missionsbefaling. Takket være den er Kirken universel, dvs. rettet ud mod hele verden for i Åndens kraft at samle alle troens folk, uanset hvor eller hvornår de har levet
(Augustin: Sermo 143,1): Fra de retfærdige i den gamle pagt (jfr. Hebr 11) til de retfærdige under den nye pagt, indtil tidernes ende (jfr. Matt 28,18-20). Således er Kirken ikke kun en fremtids-utopi, men her og nu spiren og begyndelsen til Guds rige på jorden
(Kir. 5). Det er en Kirke undervejs (in via), i kamp med sig selv og verden, mellem et liv efter kødet
og et liv efter Ånden
(Rom 8) med ukrudt og god sæd (Matt 13,24-30); den er Guds redskab til at rive os ud af mørkets magt og føre os over i sin elskede Søns rige
(Kol 1,13), en Kirke, der tugtes, renses og vokser henimod Gudsrigets fuldkomne gennembrud ved tidernes ende. Den er også et skuespil for verden
(1 Kor 4,9), et tegn, som skal modsiges
(Luk 2,34), en anskuelsesundervisning i den gradvise og stadig mere dybtgående omvendelse, som alle personligt og i fællesskab må gå ind under for at blive det, de er kaldet til: Guds børn. Således vandrer Kirken sammen med hele menneskeheden og deler verdens jordiske kår. Den virker som en surdej, den er som sjælen i det menneskelige samfund, som selv skal fornyes i Kristus og forvandles til Guds familie
(Kir.i.verd. 40). Se også: Gud Helligånd; Guds folk; den katolske Kirke; Kristi Brud; Kristi Legeme.
Een, hellig, katolsk og apostolisk (jfr. den nicænske trosbekendelse (se Lovsang side 35-36)).
Administrativ inddeling, hvor flere bispedømmer er samlet under forsæde af en ærkebiskop.
Det lovkompleks, som er autoriseret af den katolske Kirkes legitime myndigheder (paven, evt. sammen med et økumenisk koncil). Den latinske kirkeret af 1983 gælder alle fra det fyldte 7. år, som er døbt i den latinske del af den romersk-katolske Kirke, eller optaget i den, og som er ved sin fornufts fulde brug. Denne kirkeret indeholder flg. hovedafsnit: 1. Bog: Generelle normer. 2. Bog: Det kristne folk, Kirkens hierarkiske struktur, ordener mv. 3. Bog: Kirkens forkyndelsestjeneste. 4. Bog: Kirkens helliggørelsestjeneste: sakramenterne, andre gudstjenester, hellige steder og tider. 5. Bog: Den kirkelige formueret. 6. Bog: Strafferetten. 7. Bog: Procesretten. Se også: Codex Iuris Canonici.
Den midterste hoveddel af en kirke kaldes normalt hovedskibet. Der kan være 2 eller (i sjældne tilfælde) 4 sideskibe parallelt med hovedskibet. Symbolsk betydning: De troende er om bord i det frelsende skib Kirken (Noahs ark).
Betegnelse for de landområder i Italien, som hørte under paven. Efter 1870 (og traktaten i 1929 mellem Den hellige Stol og den italienske regering) er det Vatikanstaten.
De forholdsregler og dertil hørende sanktioner af pædagogisk art, som skal støtte de troende i deres overholdelse af de elementære religiøse forpligtelser (de ti bud, kirkelovene mv.). Kirketugten skal udspringe af den gensidige omsorg, de kristne i kærlighed skal have over for hinanden, med baggrund i den myndighed, Kristus har givet Kirken, jfr. Hebr 12,5-11; 2 Tim 4,2; Tit 2,15;3,10; 2 Tess 3,14-15.
Kan foregå under to former:
1.Enkel velsignelse af en kirkebygning, før den tages i brug til liturgisk formål. Kan foretages af en dertil bemyndiget præst.
2.Konsekration. Højtidelig indvielse af en kirkebygning og dens alter, foretaget af en biskop. Årsdagen herfor fejres i almindelighed på kirkevielsesfesten.
Den liturgiske rækkefølge af religiøse begivenheder, fordelt på et år. Kirkeåret begynder med adventstiden på fire uger som forbereder Kristi komme, der fejres 25. dec. Med askeonsdag indledes fastetiden, der er 6 ugers forberedelse (når indbefattes triduum) til festen for Herrens lidelse, død og opstandelse på påskedag. Fyrre dage senere fejres Kristi Himmelfart og ti dage herefter ihukommes Helligåndens komme til jorden pinsedag. De almindelige
søndage regnes fra juletidens afslutning (med Herrens dåb
) indtil fastetiden og fortsætter efter pinsedag indtil Krist Konges Fest, som afslutter kirkeåret på den sidste søndag før 1. søndag i advent. Spredt ud over hele året er de andre fester og mindedage for vigtige begivenheder i frelseshistorien. Kirkeåret afspejler således Kristi liv på jorden og de efterfølgende frelseshistoriske begivenheder.
Betegner bestemte dele af et kloster og evt. dets nærmeste grundstykke, hvor adgangen for ikke-klostermedlemmer og udgangen for klostermedlemmer er reguleret ved bestemte forskrifter, for at give klosterets beboere mulighed for at leve deres kald i stilhed og uforstyrrethed.
Udtryk som vil understrege, at præsteskabet har for stor indflydelse på et eller flere områder. Ofte anvendt i ateistiske eller humanistiske kredse. Se også: kleriker.
Regelbundne klerikere, dvs. medlemmer af en del religiøse institutter, som blev grundlagt i 16. og 17. årh. i kølvandet på den katolske reform efter Tridentinerkoncilet, f.eks. jesuitterne (se: Jesu Selskab). De har viet deres liv til apostolatet og er fritaget for korbøn. I videre forstand kommer hertil en del andre kongregationer, f.eks. passionisterne (i Sverige) og redemptoristerne (i Danmark).
Betegnelse for præsteskabet eller gejstligheden i videre forstand, til forskel fra lægfolk, ofte i et bestemt område. Tidligere blev en mand kleriker, når han modtog tonsuren som følge af det officielle kald. Nu sker det ved vielsen til diakon, når han incardineres i et bispedømme.
Har været anvendt i Kirkens liturgi siden Oldkirken. De egentlige kirkeklokker ringes der med før gudstjenester for at kalde menigheden sammen, samt morgen, middag og aften for at markere tidspunktet for Angelus-bønnen. I nogle kirker ringes også kort med en enkelt kirkeklokke under konsekrationen, så folk i nærheden åndeligt kan deltage i messeofferet. Der anvendes håndklokker af ministranten for at markere konsekrationen i messen. Klokkerne tier fra gloria i Skærtorsdagsmessen til gloria i Påskenattens liturgi for at understrege alvoren i Kirkens fejring af Kristi lidelse og død.
Betegnelse for et hus og et område, som er bolig for munke eller nonner, idet det er adskilt fra verden
for at give beboerne mulighed for at leve deres kald uforstyrret.
Forsamlingen af alle, som har direkte relationer til et bestemt kloster (dets beboere, hvad enten de har aflagt løfter eller er postulanter, samt evt. medlemmer af en tredjeorden).
Udtryk for ærbødig holdning, f.eks. når katolikker passerer forbi Tabernaklet med Alterets Sakramente.
Bønsstilling, som udtrykker ærbødighed og ydmyghed. Det er katolsk skik at knæle under visse dele af messen.
Liturgisk møbel, beregnet til at knæle på. Kan enten være udformet til én person og kan da være forsynet med en støtte til armene (se ill.), eller være indbygget i kirkebænkene.
Betegner i NT relationerne mellem den kristne og den sande Gud, åbenbaret af Jesus, og mellem de kristne indbyrdes, jfr. Apg 2,42-47. Se også: kommunion; de helliges samfund.
Ordet anvendes i kirkelig sammenhæng især om forholdet mellem biskopperne i den romersk-katolske Kirke, forenet under paven som bispekollegium - i lighed med apostelkollegiet under Peter (jfr. Joh 21,15-17) - for at gøre alle folk til Jesu disciple, helliggøre og styre dem under Herrens ledelse alle dage indtil verdens ende (jfr. Matt 28,16-20; Kir. 19,22). Det drejer sig om et hierarkisk fællesskab mellem kollegiets hovede og lemmer, en organisk virkelighed, som både kræver en juridisk form og en kærlighedens inspiration (jfr. Noten til Kir. 3). Sammen med sit hoved, biskoppen af Rom, og aldrig uden dette hoved, er bispekollegiet indehaver af den højeste og fulde myndighed over hele Kirken. Denne myndighed udøves på højtidelig måde i det økumeniske koncil
(Bisk. 4). Efter det 2. Vatikankoncil er kollegialiteten også kommet til udtryk i en bispesynode, der mødes regelmæssigt i Rom som rådgivende organ for paven eller sammen med ham som besluttende myndighed. Kollegialiteten har ifl. pave Johannes Paul II en dobbelt karakter: en effektiv og en affektiv, ligesom iblandt de 12 omkring Jesus (Tale til de franske biskopper 1980).
Stiftskirke, som ledes af et kapitel af kanniker, dog uden at være domkirke. Jfr. f.eks. St. Ludgeri Kirke i Münster, hvor Niels Stensen var dekan for kapitlet af kanniker.
Dagens kirkebøn. Udtrykket stammer fra Oldkirken: oratio ad collectam var den bøn, biskop eller præst bad over forsamlingen, der havde samlet sig ved en stationskirke for at gå i procession til en anden, hvor messen skulle fejres. Den blev så indført som fast led i messens 1. del efter Kyrie og Gloria.
2.Indsamlingen af penge til kirkeligt formål under en gudstjeneste.
I katolsk sprogbrug den eukaristiske kommunion i messen, som er den stærkest mulige enhed mellem Kristus og de kristne og mellem de kristne indbyrdes i hans Kirkelegeme. Behovet for fællesskab med guddommen er universelt: Min sjæl tørster efter den levende Gud, hvornår skal jeg se ham ansigt til ansigt!
(Sl 42,3). Det gl. Israel gav udtryk for det i form af fredsofre og sakrale måltider. Jahve gjorde drømmen til virkelighed, da han åbenbarede sig på Sinai og sluttede pagt med sit udvalgte folk, hvormed han antog sig deres eksistens og interesser. Han skænkede sit nærvær i mødeteltet (2 Mos 33,7-11) og bønnen. Han gav sit sindelag til kende i loven og forpligtede dem til indbyrdes solidaritet i hans Ånd. Således blev loven en opdrager til Kristus
(Gal 3,24). I Kristus bliver kommunionen med Gud fuld virkelighed: Han deler menneskelivets vilkår og skænker mennesket delagtighed i guddommelig natur (2 Pet 1,4). Han knytter de 12 apostle nærmere til sig i sin mission: De skal deltage i hans forkyndelse, barmhjertighedsgerninger og lidelse under forfølgelse og elske hinanden, som han har elsket dem (Joh 15,12). Apostlene åbner deres samfund med Kristus for alle troende (1 Joh 1,3). Takket være troen, dåben og Helligånden, som de modtog til syndernes forladelse, kunne de første kristne danne menighed, koinonia, og de holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne
(Apg 2,42); de havde ét hjerte og én sjæl og alle ting fælles
(Apg 4,32). Og skridt for skridt åbnede de jødekristne deres samfund for de hedningekristne, og de hedningekristne lod Evangeliet med det glade budskab gå ud i hele verden. Se også: de helliges samfund.
Fællesskabet med Kristus hos den, der modtager Kristi Legeme i brødets skikkelse og evt. Kristi Blod i vinens skikkelse. Dette nærer det åndelige liv og har til formål at ligedanne personen med Kristus. Udtrykket anvendes synonymt med at gå til alters
, at gå til Kommunion
, at kommunicere
m.fl. Udtrykket anvendes også for de konsekrerede hostier - Alterets Sakramente. Det forudsættes, at en kommunikant ikke har alvorlige synder på samvittigheden, jfr. 1 Kor 11,27-29. Normalt er det kun tilladt katolikker at kommunicere i den katolske Kirke. De nyere bestemmelser åbner dog mulighed for, at ikke-katolske kristne under visse omstændigheder kan få tilladelse hertil hos den lokale biskop. Det er under ingen omstændigheder tilladt, at katolikker går til alters hos ikke-katolske kristne. Se: interkommunion.
Opvækkelse af en stærk længsel efter at modtage Den hellige Kommunion. Anbefales som andagt for dem, som af en eller anden grund ikke kan deltage i kommunionen.
Person (lægmand eller -kvinde), som har Kirkens tilladelse til at assistere præsten med uddelingen af Den hellige Kommunion, f.eks. under en messe med mange kommunikanter, eller til syge.
Lat. completorium = fuldendelse. Den sidste af dagens tidebønner, som bedes om aftenen efter mørkets frembrud. Stammer fra den hl. Benedikt (480-547) og består bl.a. af nogle salmer, en skriftlæsning og Simeons lovsang.
En måde at fejre messe, hvor flere præster og/eller biskopper (koncelebranter) på skift og sammen beder bønnerne, udtaler indstiftelsesordene og udfører de liturgiske handlinger. En af dem (hovedcelebranten) er den ledende.
En autoriseret forsamling af biskopper (og evt. andre ledende gejstlige), med det formål at drøfte og regulere kirkelige emner. Hvis alle verdens biskopper er indkaldt af paven, er der tale om et økumenisk koncil. Er kun en del af biskopperne indkaldt, er det et partikularkoncil, f.eks. i form af et provinskoncil, hvor deltagerne er biskopperne fra en bestemt kirkeprovins. I den kirkelige lovgivning er de forskellige koncilsformer tillagt forskellig autoritet i forhold til paven. Se også: bispekonference.
Den opfattelse, at et økumenisk koncil har større autoritet end paven. Opstod i det 14. årh. og var genstand for teologiske stridigheder i lang tid. Blev fordømt af det 1. Vatikankoncil, der definerede det pavelige primat. Konciliarisme har influeret på nationalistiske bevægelser som gallikanismen og i nyeste tid opfattelser om Guds folks konsensus
i lighed med et verdsligt demokrati.
De skriftlige vedtagelser og udtalelser fra et koncil. Når der i vore dage tales om koncilsdokumenter, menes næsten altid de 16 dokumenter, der blev vedtaget af det 2. Vatikankoncil (under økumeniske konciler, hvor alle koncilsdokumenter er omtalt).
Deltagerne i et økumenisk koncil, dvs. med fuld ret: biskopperne og dem alene, som medlemmer af bispekollegiet. Derudover kan Kirkens højere instans (paven, evt. i og med koncilet) indkalde andre, f.eks. de store ordensledere og tildele dem en rolle på koncilet.
Fagteolog, som officielt rådgiver deltagerne i et koncil, også i deres arbejde i kommissionerne. Kaldes også peritus
.
En persons trosbekendelse.
2.En trosretning eller -samfund.
Kirkeligt anerkendt sammenslutning, forening eller orden for katolske lægfolk, og i visse tilfælde også for gejstlige. Kan også betyde lokalafdeling heraf.
i GT: I Vulgata bliver 1 Sam og 2 Sam til 1 Kong og 2 Kong, mens 1 Kong og 2 Kong bliver til 3 og 4 Kong.
Kan betyde:
-
En sammenslutning af klostre inden for Benediktinerordenen.
Forsamlingen af valgberettigede kardinaler, som skal vælge den nye pave.
Alfabetisk fortegnelse over ord og disses forekomst, f.eks. i bibelen.
En traktat mellem Den hellige Stol og en stat.
Forbindelsen mellem en mand og en kvinde, når der ikke er indgået et ægteskab og viljen til ægteskab mangler. Kan også eksistere ved siden af et gyldigt ægteskab. Indgår en katolik i et borgerligt ægteskab, er det ikke et konkubinat, men et ugyldigt ægteskab.
Den handling præsten udfører i messen, når han under den eukaristiske bøn udtaler indstiftelsesordene (Dette er mit Legeme... Dette er kalken med mit Blod...
) over brød og vin, hvorved de forvandles til Kristi Legeme og Blod. Konsekrationen er forbeholdt præster og biskopper, idet ordene er virkningsløse uden den rette vielse hos den, der udtaler dem.
Et officielt møde, hvori kardinalerne og forskellige prælater og lægfolk indbydes til at deltage under pavens forsæde. I et hemmeligt konsistorium deltager alene kardinalkollegiet. Hvis der også deltager indkaldte biskopper og abbeder, kaldes konsistorium halvoffentligt, og det kaldes offentligt, hvis der desuden deltager andre gejstlige.
Et dokument, der indeholder:
-
Vedtagelser fra et koncil. Se også: dogmatisk konstitution.
-
En pavelig afgørelse, henvendt til hele Kirken.
-
Lovgivningen for en orden eller et institut, hvorimod en ordensregel udgør selve grundloven for den pågældende orden.
Beundring og glæde ved at fornemme Sandheden (St. Augustin). Hjertets opløftelse og hvile i Gud (St. Bernhard). En umiddelbar intuition af guddommelig Sandhed, der fremkalder kærlighed (St. Thomas). Kontemplativ bøn er således en beskuende, ordløs, stille bøn. Den bedende er grebet af Guds nærvær i en affektiv, intuitiv skuen. Holdningen er passiv, men årvågen, modtagende. Et kontemplativt liv er frugten heraf, jfr. contemplata aliis tradere (lat. at videregive det kontemplerede til andre - dominikanernes valgsprog). Se også: bøn; meditation; via purgativa.
Den del af den dogmatiske teologi, som søger at forsvare Kirken.
Den messe, der fejres i kirker, hvor der foregår korbøn, i tilslutning til korbønnen (for hele konventet).
Betegner forsamlingen af et klosters medlemmer, eller selve klosteret.
En døbt persons overgang fra et trossamfund til et andet. Udtrykket anvendes også om den forudgående omvendelsesproces, som kan være knyttet hertil: conversio morum, dvs. en konversion i livsførelsen. Efter 2. Vatikankoncil tales mere om optagelse i Kirkens fulde fællesskab
, jfr. Lit. 69.
En døbt person, der efter forudgående undervisning og skriftemål, bliver indlemmet i Kirken (optaget i Kirkens fulde fællesskab) ved aflæggelse af den fuldstændige trosbekendelse, i nærvær af en bemyndiget præst.
Kristne i Ægypten (ca. 5 mill.) med patriark i Alexandria og en særlig liturgi på koptisk, og i Ethiopien (ca. 9 mill.) med patriark i Addis-Abbeba og en særlig liturgi på ghéez. De er af monofysitisk oprindelse, men som oftest i dag næppe egentlige monofysitter. Ca. 100.000 i Ægypten har overtaget byzantinsk ritus, og ca. 100.000 i Ægypten og nogle tusinder i Ethiopien er forenet med Rom.
Den del af kirken, hvor alteret normalt står: alterrummet el. højkoret (hvis der er sidekapeller). Se også: sanctuarium. Kan også betyde kirkesangkoret.
En liturgisk dragt, som bæres af præsten ved kirkelige handlinger uden for messen, f.eks. dåb, bryllup og begravelse.
En person, som får fællesskabskarakter, når den sammenfatter i sig det, et fællesskab ønsker at identificere sig med, f.eks. kong David og Israel (Sl 89,21-52). Samtidig får fællesskabet, takket være identifikationen, personal karakter (f.eks. 5 Mos 6,4-5).
Kristendommens vigtigste symbol. Der findes flere hundrede forskellige former, hvoraf de mest kendte er: Latinsk kors, græsk kors, Tau-kors (Antoniuskors), Peterskors, Andreaskors, patriarkkors, pavekors, græsk-russisk kors, Jerusalemskors, konsekrationskors (indvielseskors), Skt. Georgskors, Malteserkors, ringkors (keltisk kors), Lorrainekors.
Del af langfredagens liturgi til ihukommelse af Jesu død på korset. Efter at et kors er båret op gennem kirken og der tre gange er sunget Se det korsets træ, hvorpå verdens Frelser hang - kom, lad os tilbede!
, hylder de troende korset ved enkeltvis f.eks. at kysse det eller gøre en knæbøjning. Hermed bekender man troen på Jesu korsdød for hvert enkelt menneske.
Siden slutningen af det 2. årh. kendt ritual for at velsigne sig selv, andre personer eller genstande. Forbindelsen mellem korstegnet og bekendelsen til den treenige Gud viser hen til sammenhængen med dåbsbekendelsen og selve dåben. Det store
korstegn (pande - bryst - skuldre, med udstrakt hånd) skal minde om, at personen er helt omfattet af Frelserens kraft. Det lille
korstegn (på panden, munden og brystet, med tommelfingeren) udtrykker en bøn om at éns tanke, ord og gerning må være viet Gud og velsignet af ham, jfr. Paulus: Verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden
(Gal 6,14). Ved et korstegn siges ordene: I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Se også: velsignelser.
Henrettelsesmåde, anvendt af romerne, for dødsdømte, som ikke var romerske borgere. Personen blev bundet eller naglet til et legemsstort trækors med fire nagler og døde herefter en langsom og pinefuld død.
Militære ekspeditioner fra det kristne Europa i det 11.-13. årh. med det formål at forsvare pilgrimme mod muslimske angreb og snart også for at befri Jerusalem og det hellige land fra muslimernes magt. Dette lykkedes også, idet Jerusalem og dele af det hellige land var i kristen varetægt i næsten 200 år.
En andagtsform med 14 stationer, som skildrer Kristi vej fra domfældelse til gravlæggelse. I dag føjes gerne en 15. station til, nemlig opstandelsen. Er som regel knyttet til billeder, som skildrer disse situationer. Sådanne korsvejsbilleder findes praktisk taget i alle katolske kirker. Se Lovsang side 713-714.
Den katolske lære, at ethvert menneskes sjæl er skabt af Gud allerede i undfangelsens øjeblik med henblik på det legeme, den skal tage skikkelse i. Se også: skabelse; generatianisme; traducianisme.
Et lille bord i nærheden af alteret, hvor de liturgiske genstande, ministranterne skal bringe til alteret, er anbragt.
Moralteologien har siden den hl. Augustin (354-430) hævdet det synspunkt, at forsvarskrig under visse forudsætninger er tilladelig, hvis flg. er opfyldt: Alle fredsmuligheder er forsøgt, sagen er retfærdig (f.eks. forsvar af den retmæssige hjemstavn), et rimeligt forhold mellem det forventede tab og det tilsigtede mål, og den rette intention hos krigsdeltagerne. Ifl. Thomas af Aquin kan en krig kun være retfærdig som selvforsvar og som forsvar af andres rettigheder. Krig er primært en krænkelse af kærlighedsbuddet. Krig er aldrig uden skyld hos mindst én af parterne. Kun en retmæssig autoritet, helst en international autoritet, kan idømme krig som sanktion. Målet må være de stridende parters forlig. Den totale krigsførelse, især med moderne tilintetgørelsesvåben, blev fordømt som en forbrydelse mod Gud og mennesker af 2. Vatikankoncil (se nærmere Kir.i.verd. 80-82).
En blanding af olivenolie og balsam, som er indviet af biskoppen. Den anvendes til salving ved dåb, firmelse og bispevielse, samt bl.a. ved indvielse af kirker, altre, dåbsvand og kirkeklokker.
Et sæt med beholdere til de tre hellige olier: Krisam, Katekumenolie og De syges Olie.
En person, som er døbt. En bekendende kristen giver udtryk for sin tro f.eks. i trosbekendelsen. En katolsk kristen tilslutter sig desuden den katolske Kirkes lære, deltager i messen og Kirkens øvrige sakramenter, og er loyal over for Kirkens hierarki, særlig paven. Det var i Antiokia, at Jesu disciple for første gang blev kaldt kristne (Apg 11,26).
Jesu Kristi religion, dvs. den tro, han indgød, den lære og moral han meddelte, den ånd han pålagde sine disciple, og den civilisation, som i 2000 år er blevet kaldt kristen. Det er fremfor alt de objektive principper i tro, kult og menneskelig livsførelse, der danner kernen i denne civilisation, som er kristen akkurat så vidt disse principper er kendt og praktiseret.
Blev udgydt for menneskehedens frelse ved Kristi korsoffer (Joh 19,34) og renser for al synd (1 Joh 1,7). I messeofferet sker der en forvandling af vin til Kristi Blod i overensstemmelse med indstiftelsen i den nye pagt (jfr. Matt 26,28; Mark 14,24; Luk 22,20; 1 Kor 11,25). Modtagelsen af Kristi Legeme og Blod konstituerer fællesskabet i Kirken, jfr. 1 Kor 10,16. Se også: messe; eukaristi; blod.
Det samme som Kirken. Den beskrives som det lydefri lams uplettede brud (Åb 19,7;21,2.9;22,17), som Kristus elskede og gav sig selv hen for, for at kunne hellige den
(Ef 5,25-26); han har knyttet den til sig ved en uopløselig pagt, og stadig giver han den føde og har omhu for den
(Ef 5,29). Det er hans vilje at rense den og forene den med sig, underordnet ham i kærlighed og troskab (jfr. Ef 5,24). Han har for evigt skænket den de himmelske goder i rigeste mål, for at vi må fatte, at Gud og Kristus elsker os over al forstand (jfr. Ef 3,19). Kristus elsker Kirken som sin brud, og dermed er han et forbillede for den mand, som elsker sin hustru som sit eget legeme (jfr. Ef 5,25-28). Se også: Kristi Legeme; Den katolske Kirke.
Udtrykket anvendes også om kvinder, som aflægger løfte om at forblive ugift i tjenesten for Gud (se: jomfru).
Kendt andagtsbog fra 1441 af augustinerkannik Thomas a Kempis. Danske udgaver siden 1844.
Kristi andet komme ved tidernes ende: Denne Jesus, som er optaget fra jer til himlen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himlen
(Apg 1,11). Menneskesønnens tegn skal vise sig på himlen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med kraft og megen herlighed
(Matt 24,30f). Historien er ikke et stadigt kredsløb, men en fremadskridende proces, bestemt af Guds indgriben i privilegerede øjeblikke af menneskehedens liv. Gud er historiens Herre og styrer den frem mod sit endemål: Dommen over hans fjender og frelsen af hans børn. De store politiske og kulturelle kriser undervejs blev allerede af det gl. Israel erkendt som forvarsler herom: Vredens dag i tidens fylde, verden skal i flammer hylle ...
. Denne middelalderlige dommedagssalme (Dies irae), anslår de samme toner som de gamle profeter, der forudså Jerusalems ødelæggelse (Zef 1,14f; Klages 1,12). De historiske katastrofer indeholder således også i dag en dom over gudløsheden og en renselse af dem, der vil lade sig omvende, mens tid er. Datoen for den yderste dag er ikke åbenbaret. Den vil komme som en tyv om natten; Våg derfor, thi I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer
(Matt 24,42-43). De første kristne synes at have ventet den i levende live (1 Tess 4,13-17). Jesus havde imidlertid forberedt disciplene på, at det kunne trække ud (Matt 25,5.19). Han opfordrer dem til at holde sig rede i bøn og gerning, så de forvalter deres talenter godt (Matt 25,14-30), kommer andre til hjælp i deres nød (Matt 25,31-46), elsker hinanden som jeg har elsket jer
(Joh 13,33-36), bygger deres arbejde på den grundvold, som er lagt, nemlig Jesus Kristus (1 Kor 3,10-15). For menneskene synes tiden at trække i langdrag, men takket være den Opstandne er Guds rige allerede nærværende og virksomt i de døbte, så de kan leve som lysets børn og dagens børn
(1 Tess 5,5). Det endelige gennembrud trækker kun ud, fordi Kristus ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse. Men pludselig vil Herrens dag komme, dvs. Kristi dag (1 Kor 1,8; jfr. Luk 17,24f). Da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op
(2 Pet 3,7-10). De troende skal derfor bruge denne verden uden at gå for højt op i den, for verden i sin nuværende skikkelse går mod sin undergang
(1 Kor 7,31). Men på den dag kommer også Gudsriget fuldt ud til gennembrud. Derfor skal de troende bede med længsel: Kom, Herre Jesus
(Åb 22,20). Se også: kødets opstandelse; tidens tegn.
-
Kristi fysiske legeme.
-
Kristi mystiske legeme = Kirken, jfr. Kol 1,24.
-
Kristi sakramentale legeme: Den konsekrerede hostie.
De tre betydninger står i organisk forbindelse med hinanden.
Herom siger 2. Vatikankoncil (Kir 7): Guds Søn har i den menneskelige natur, han var forenet med, forløst mennesket og forvandlet det til en ny skabning ved at overvinde døden med sin død og opstandelse (jfr. Gal 6,15; 2 Kor 5,17). Ved at meddele dem sin Ånd har han nemlig på underfuld måde gjort sine brødre, som han har sammenkaldt fra alle folkeslag, til sit mystiske legeme. I det legeme strømmer Kristi liv over i de troende, som gennem sakramenterne skjult og dog virkeligt forenes med den lidende og herliggjorte Kristus. I dåben bliver vi nemlig ligedannet med Kristus: Thi med én Ånd blev vi alle døbt til at være ét legeme
(1 Kor 12,13). Ved denne hellige handling symboliseres og virkeliggøres vor forening med Kristi død og opstandelse: Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden
, men er vi sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans
(Rom 6,4-5). Ved at få virkelig del i Herrens legeme, når det eukaristiske brød brydes, løftes vi op til fællesskab med ham og med hinanden. Fordi der er ét brød, er vi ét legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød
(1 Kor 10,17). På dette legeme bliver vi således alle gjort til lemmer (jfr. 1 Kor 12,27), Men hver for sig er vi hverandres lemmer
(Rom 12,5).
Som alle menneskelegemets lemmer, selvom de er mange, dog udgør et legeme, således også med de troende i Kristus (jfr. 1 Kor 12,12). Også i opbygningen af Kristi Legeme gælder det, at der er en mangfoldighed af lemmer og opgaver. Der er én Ånd, som til gavn for Kirken uddeler sine forskellige gaver, svarende til sin rigdom og til de krav, tjenesten i sin forskelligartethed stiller (jfr. 1 Kor 12,1-11). Særlig fremtrædende blandt disse gaver er den nåde, som er blevet apostlene til del, idet Ånden endog selv har underordnet dem, der har fået særlige åndsgaver, under deres myndighed (jfr. 1 Kor 14). Det er også Ånden, som gør legemet til ét ved sin nærværelse og sin kraft og ved at knytte de enkelte lemmer sammen; derved vækker og fremmer han kærligheden mellem de troende. Derfor: Hvis ét lem lider, lider alle lemmerne med, og hvis ét lem bliver hædret, glæder alle lemmerne sig med (jfr. 1 Kor 12,26).
Dette legemes hoved er Kristus. Han er den usynlige Guds billede, og i ham blev alting skabt. Han er før alle, og alt består ved ham. Han er hovedet for legemet, Kirken. Han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle (jfr. Kol 1,15-18). Ved sin vældige styrke hersker han over himmel og jord, ved sin fuldkommenhed, der overgår alt, og ved sin indgriben fylder han hele legemet med sin herligheds rigdom (jfr. Ef 1,18-23).
Efter Kristus bør alle lemmerne dannes, indtil han vinder skikkelse i dem (jfr. Gal 4,19). Derfor optages vi i hans livs mysterier, omdannes efter ham, dør med ham og opvækkes med ham, indtil vi engang bliver konger sammen med ham (jfr. Fil 3,21; 2 Tim 2,11; Ef 2,6; Kol 2,12 osv.). Mens vi endnu er pilgrimme på jorden og går i hans spor under trængsel og forfølgelse, tager vi del i hans lidelser ligesom et legeme i forhold til sit hovede, idet vi lider med ham, for at vi kan blive herliggjort med ham (jfr. Rom 8,17).
Ud fra ham vokser hele legemet Guds vækst, mens det hjælpes og sammenholdes ved sine bindeled og bånd
(Kol 2,19). Han fordeler selv stadig i sit legeme, det vil sige i Kirken, tjenestens forskellige gaver, hvormed vi, takket være hans kraft, yder hinanden hjælp til frelse, for at vi sandheden tro i kærlighed i et og alt kan vokse op til ham, som er vort hoved (jfr. Ef 4,11-16).
Men for at vi til stadighed kan fornys i ham (jfr. Ef 4,23), har han givet os af sin Ånd, der er én og den samme i hovedet som i lemmerne. Ånden levendegør, forener og bevæger hele legemet, således at dens virke af kirkefædrene har kunnet sammenlignes med den funktion, som sjælen har som livsprincip i menneskelegemet, det vil sige sjælen. Ånden er Kirkens sjæl og sjælen i vor sjæl. Kristus elsker Kirken som sin brud; han er gjort til urbilledet på en mand, der elsker sin hustru som sit eget legeme (jfr. Ef 5,25-28); og Kirken er underordnet sit hoved (Ef 5,23-24). Thi i ham bor hele guddomsfylden legemlig
(Kol 2,9), derfor overøser han Kirken, som er hans legeme og fylde, med sine guddommelige gaver (jfr. Ef 1,22-23), for at den kan stræbe fremad og nå til Guds hele fylde (jfr. Ef 3,19). Se også: Kristi Mystiske Legeme; Kristi Brud; Den katolske Kirke.
Liturgisk fest for Alterets Sakramente. Indført 1246 som en særlig fest for Kristi Legeme, fik den efter 2. Vatikankoncils liturgiske reform navneforandring til Kristi Legemes og Blods Fest. Den fejres (med sakramentsprocession, hvor det er muligt) på den første torsdag (eller søndag) efter Festen for den hellige Treenighed. Officiet er forfattet af Thomas af Aquin.
X og P (Chi og Rho) er de to første bogstaver i navnet Kristus på græsk. Har været anvendt siden oldkirken.
Kristi sociale legeme. Kirken som legeme (se: Kristi Legeme) er af natur mystisk, dvs. præget af de hemmeligheder, som kun troen kan fatte (Åbenbaringen, sakramenterne).
2.Pius XII har anerkendt og brugt dette udtryk om Kirken i sin encyklika Mystici Corporis Christi (lat. Kristi Mystiske Legeme) fra 1943 (dansk overs. 1944).
Kirkelig fest på den sidste søndag i kirkeåret der fejrer Kristus som universets hersker. Festen blev først indført i 1925.
Med Kristus som centrum (i modsætning til f.eks. homocentrisk, dvs. med mennesket som centrum). Enhver kristen bør have Kristus som udgangspunkt for sine tanker, ord og gerninger, og som endemål. Han er Vejen, Sandheden og Livet (Joh 14,6). Paul VI opfordrede 2. Vatikankoncil i sin åbningstale til 2. session til at være stærkt kristocentrisk: Det er Kristus, der er vort princip, Kristus, der er vor vej og vor vejleder, Kristus, som er vort håb og vort endemål
(29/9 1963).
En af de mest kendte devotionalier. Billedet på medaljen forestiller den hl. Kristoffer, der på skuldrene bærer Jesus-barnet, som forekommer uendeligt tungt, fordi det bærer alverdens synd. Kristoffer ledsagede de rejsende over en flod, og derfor anses denne medalje (på Kirkens forbøn) at beskytte de vejfarende.
Det videnskabelige studium af personen Jesus Kristus. Forskellige opfattelser af, hvem Kristus var, siges at give sig udtryk i forskellige kristologier. Den katolske opfattelse bygger på afgørelserne på koncilerne i Nicaea, Konstantinopel, Efesus og Chalcedon.
Gr. den Salvede; hebr. Messias. Kristus blev salvet med Helligånd og kraft
(Apg 10,38). Se: Gud Søn.
Et kors, der bærer en Kristus-figur. Findes i mange forskellige stilarter (Kristus som konge, den lidende osv.). Anvendes liturgisk, idet det altid skal findes på eller ved et alter. Bæres som processionskrucifiks forrest i religiøse processioner, lige som det anbringes på væggen i rum, der er reserveret til religiøse formål. Det bæres også fæstnet på dragten eller i en kæde om halsen af visse ordensmedlemmer og gejstlige (er et af de biskoppelige pontificalier). Krucifikset skal minde om Kristi død på korset for hele menneskeheden. Den allerførste fremstilling af Kristi korsfæstelse er en blasfemisk graffiti fra ca. år 200: en hedensk soldat på Palatinerhøjen bespotter en katolsk kammerat: Alexamenos tilbeder sin Gud
, ledsaget af en tegning med et æselhoved på korset. De første kristne kunne ikke udholde en realistisk fremstilling af korsfæstelsen, fordi den var for tæt på. Den første kristne fremstilling er fra ca. 430, på den udskårne dør til basilikaen Santa Sabina i Rom. De følgende kors er triumfkors uden korpus (dvs. uden Kristusskikkelsen), ofte dækket med ædelsten. En mere naturalistisk korsfæstelse dukker først virkelig frem i den tidlige middelalder, hvor Kristus især fremstilles som den sejrende Konge, men fra det 13. årh. også stadig mere som den lidende Kristus på korset (sengotik). Jfr. fra den samme tid: Frans af Assisis julekrybbe, Opstandelseskirken i Jerusalem, der bliver til Gravkirken
. Det er tiden for korstogene og pesten i Europa, jfr. også fremstillinger af dødedansen.
Fællesbetegnelse for både Guds- og helgendyrkelse. Oftest menes dog det sidste.
Et bispedømmes administrative apparat. Tales der om kurien menes der oftest den romerske Kurie.
Fest til ihukommelse af Marias renselse 40 dage efter Jesu fødsel. Fejres 2. februar med indvielse af kærter under messen og procession med de tændte kærter til minde om Jesu fremstilling i Templet: Jesus som et lys, der skal åbenbares for hedningerne (Luk 2,32). Se: lys.
Liturgisk bog, som indeholder tekst og noder til nogle af de faste led i messen.
Et af messens faste led, som stammer fra de første århundreder, hvor det liturgiske sprog var græsk. Se Lovsang side 31.
Den almindelige betegnelse for Gud i den græske oversættelse af GT (Septuaginta). I NT bruges ordet både om Gud og Jesus.
Udtryk for ærbødighed under gudstjenesten: præsten kysser alteret, der symboliserer Kristus, ved messens begyndelse, og evangeliebogen efter oplæsningen af Herrens Ord i dagens evangelium. Se også: fredshilsen.
Den moralske beherskelse af det seksuelle begær, bestemt af troen og den sunde fornuft. Kyskhed i ægteskabet betyder kærlighedens beherskelse af seksualiteten i omsorgen for den andens vel. Kyskhed hos ugifte, henholdsvis forlovede betyder seksuel afholdenhed indtil de bliver gift. Kyskhed hos cølibatære betyder total seksuel afholdenhed i tanke, ord og gerning til fordel for en eksklusiv kærlighed til Gud og universel kærlighed til alle mennesker.
Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke ... og din næste som dig selv
(Mark 12,30-31). Således sammenfatter Jesus de to store bud i loven (5 Mos 6,4-5; 3 Mos 19,18), og han føjer et nyt bud til: I skal elske hinanden som jeg har elsket jer
(Joh 15,12;13,34).
Om forholdet mellem mand og kvinde siger paradisberetningen, at hun svarer til ham og han holder sig til hende, og de to bliver ét kød (1 Mos 2,18-24). Muligheden for kærlighed mellem dem beror på, at de kan identificere sig med hinanden og supplere hinanden i et fælles skæbneforløb. Syndefaldsberetningen føjer imidlertid en problematik til: hendes kærlighed kan forfalde til begær og hans til magtvilje (1 Mos 3,16); deres afhængighed af hinanden består også efter syndefaldet, men solidariteten er brudt. Den menneskelige kærlighed er blevet tvetydig (se: arvesynden). Herefter får Guds kærlighed til menneskene karakter af barmhjertighed og en langsigtet frelsesplan (1 Mos 3,15). Det faldne menneske skal lære forfra hos Gud, hvad kærlighed er. Om denne Guds tålmodige opdragelse af sit folk til kærlighed handler GT: fra Guds udvælgelse af Abraham og hans slægt og hans fortrolige omgang med Moses og styrelse ned gennem historien af sit udvalgte folk: Guds kærlighed er gratis (5 Mos 7,7f), men skal adlydes og tjenes (5 Mos 11,13). Menneskene skal gengælde den af hele deres hjerte (5 Mos 6,5). Det drejer sig om et radikalt valg mellem livet og lykken, døden og ulykken: Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker Herren din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv!
(5 Mos 30,15.19-20). Folket vælger pagten med Gud, men halvhjertet. Gudsforholdet udvikler sig til et drama, hvor folket er den fortabte søn, som Gud elsker og tugter, eller den troløse brud, der kaster sig ud i alskens eventyr, politiske og religiøse, der ender i ulykke og landflygtighed. Og Gud er den skinsyge brudgom, der bruser op og lader folket ligge, som det har redt, for at det kan lære af sine erfaringer, men som dog forbarmer sig for at de skal angre: thi du elsker alt, som er til, og afskyer intet af det, som du har skabt ... Du skåner alt, fordi det er dit, du livskære Herre!
(Visd 11,24-26). Profeterne er talerør for det, der sker (jfr. Hos 11; Jer 31; Ez 16). Jo stærkere gudsforholdet træder frem som den eneste redning, jo mere lærer mennesket Guds kærlighed at kende. Gud elsker ikke blot kollektivt, men hver især: Bøj dit øre, Herre, og svar mig, thi jeg er arm og fattig! Vogt min sjæl, thi jeg ærer dig; frels din tjener, som stoler på dig! Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; jeg råber til dig dagen igennem ...
(Sl 86,1-3). Så personligt beder salmisten til sin Gud, og så personligt svarer Gud: For armes nød og fattiges suk vil jeg nu stå op,
siger Herren, jeg frelser den, som man blæser ad
(Sl 12,6). Den bedende erfarer med taknemmelighed, at Guds Ord betyder handling: Du har bønhørt mig! Dit navn vil jeg kundgøre ... Den vide jord skal mærke sig det og omvende sig til Herren ... Han greb ind!
(Sl 22,22-23.28.32). En kærlighedens dialog i modgang og medgang går gennem den troendes liv, en kærlighed som ikke skal lukke sig om det personlige gudsforhold, men åbne sig for alt og alle - ligesom Guds kærlighed, der er personlig indtil mindste detalje (alle jeres hovedhår er talte
Matt 10,30) og samtidig universel: den stråler ud over den vide jord
. Så højt elsker Gud Verden, at han i tidens fylde giver sin enbårne Søn for at frelse alle fra undergang, som tror på ham (Joh 3,16). Og dette er det stærkest mulige udtryk for hans kærlighed, at Faderen ofrer sin Søn for den syndige menneskeslægt, og at Sønnen tømmer sig for sit liv hos Faderen for at dele livet med menneskene (jfr. Fil 2,6-7). Jesus bliver menneske for på menneskehedens vegne at besvare Guds kærlighed. Det gør han gennem sit umiddelbare, tillidsfulde forhold til sin Far: Jeg ved jo, at du altid hører mig!
(Joh 11,42); gennem sin hengivenhed og tilbedelse: Jeg priser dig, Far, fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de små
(Luk 10,21); gennem sin tjeneste: Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldbyrde den gerning, du har givet mig at gøre
(Joh 17,4); gennem sin lydighed indtil døden: Ske ikke min, men din vilje
(Luk 22,42); gennem sin totale overgivelse til Gud: Far, i dine hænder overgiver jeg min ånd
(Luk 23,46). Men Jesus bliver også menneske for at udgyde sin kærlighed i vore hjerter ved Helligånden, som blev skænket os (Rom 5,5). Derfor elskede han sine egne indtil det sidste
(Joh 13,1) for at sætte dem i stand til det samme: Elsk hinanden, ligesom jeg har elsket jer
(Joh 15,13). Således åbenbarer både Far og Søn Guds kærlighed for en undrende verden: Jeg har kundgjort dem dit navn ... for at den kærlighed, hvormed du har elsket mig, skal være i dem, og jeg i dem
(Joh 17,26). Og vi har lært den kærlighed at kende og er kommet til tro på den: Gud er kærlighed!
(1 Joh 4,16). Og når vi nu elsker, så er det fordi Gud elskede os først
; men den, der ikke elsker sin bror ... hvordan kan han elske Gud?
(1 Joh 4,20). Se også: kærlighedsbud; eros; agape; Ægteskabets Sakramente.
Gælder først og fremmest forholdet til Gud: Du skal elske Herren, din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke
(5 Mos 6,5), men også forholdet til næsten: Du skal elske din næste som dig selv
(3 Mos 19,18). Jesus føjer de to bud sammen (Mark 12,29-31), ikke fordi de er ligeværdige, men fordi de gensidigt betinger hinanden. Kærligheden til Gud skal bære frugt i kærligheden til næsten, og ægte næstekærlighed har sin rod i kærligheden til Gud. Til disse to bud føjer Jesus et nyt om den opofrende kærlighed: Ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre
(Joh 13,34;15,12).
Bibelen skiller ikke krop og sjæl. Mennesket er kød, for så vidt det er en skrøbelig jordisk skabning: Støv er du og til støvet skal du vende tilbage
(1 Mos 3,19). Det sjælelige menneske er også kød, dvs forgængeligt, med mindre det åbner sig for Gud, livets kilde (1 Mos 2,7; jfr. Sl 104,29-30).
Den kristne tro på kødets opstandelse har sin plads i den apostolske trosbekendelse. Længslen efter vort legemes forløsning
(Rom 8,23), ved Jesu genkomst (1 Tess 4,14), bygger på Jesu Kristi egen legemlige opstandelse: Han, som oprejste Kristus fra de døde, skal også levendegøre jeres dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i jer
. Guds Ånd, som takket være Kristus også bor i de døbte, er hans pant til mennesket på dets egen legemlige opstandelse (Rom 8,11). Den opstandne Kristus er førstegrøden
(1 Kor 15,20), den førstefødte af de døde
(Kol 1,18). Det drejer sig altså om en opstandelse af hele mennesket, sjæl og krop, som allerede er virksom i os (jfr. Ef 2,6; Kol 2,12;3,1-4), forklarer Paulus, han som selv var blevet omvendt og kaldet af den Opstandne på vejen til Damaskus (Apg 26,16; 1 Kor 15,8-9). På spørgsmålet om hvad slags legeme de døde skal opstå i, svarer han: Mennesket er som et hvedekorn, der falder i jorden og dør, dvs. et hamskifte finder sted. Den jordiske skikkelse forgår, men en ny skyder op. Ikke det gamle legeme, men et nyt, der svarer til din sædart, det liv du har sået, og Guds vilje med dig. Dvs. din endelige, fulde udfoldelse i et forvandlet legeme, et åndeligt, uforkrænkeligt, udødeligt legeme (1 Kor 15,35-53). Kristus selv vil ved sin genkomst forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt
(Fil 3,20-21). Men først må sjælen i tro vandre bort fra legemet og komme hjem til Herren
(2 Kor 5,8) og gennem døden og dommen for Kristi domstol
(2 Kor 5,10) afvente Kristi genkomst, den universelle verdensdom og kødets opstandelse. Da skal den forløste menneskehed samles til et eneste herliggjort legeme i Kristus. Se: Jesu opstandelse; tilsynekomster; præternaturale gaver; døden; udødelighed.