Som følge af folkenes kulturelle, økonomiske og sociale udvikling, har vor tid også været vidne til dybtgående omvæltninger i folkenes strukturer og institutioner. Disse omvæltninger har stor indflydelse på det politiske fællesskabs liv, især hvad angår alles rettigheder og pligter både i udøvelsen af den borgerlige frihed og hensynet til det almene vel, samt reguleringen af borgernes indbyrdes forhold og deres forhold til de offentlige myndigheder.
På grund af en dybere bevidsthed om den menneskelige værdighed opstår der i mange dele af verden et ønske om at etablere en politisk-juridisk orden, der bedre kan værne om de personlige rettigheder, og som inkluderer retten til frit at mødes, danne foreninger, udtrykke sine personlige meninger og bekende sin religion både privat og offentligt. Garanti for personens rettigheder er nemlig den nødvendige forudsætning for borgernes aktive deltagelse, både individuelt og kollektivt, i det offentlige liv og dets forvaltning.
Det kulturelle, økonomiske og sociale fremskridt forstærker hos mange ønsket om at få større andel i organiseringen af det politiske fællesskab. I manges bevidsthed vokser ønsket om at værne om nationale mindretals rettigheder, uden dog at negligere disse mindretals forpligtelser over for det politiske fællesskab. Desuden vokser respekten dagligt over for andre menneskers meninger og religiøse tro. Samtidig fører et bredere samarbejde til, at alle borgere, og ikke kun nogle få privilegerede, kan nye godt af personlige rettigheder.
Koncilsfædrene tager omvendt afstand fra enhver politisk styreform, sådan som den findes visse steder, der blokerer for borgerlige og religiøse rettigheder, får ofrene for begær og politiske forbrydelser til at vokse, og misbruger magtudøvelsen til fordel for en vis fraktion eller de magthavende selv i stedet for at lade den tjene det almene vel.
For at oprette et sandt menneskeligt politisk liv findes der intet bedre end at udvikle den indre sans for retfærdighed, omsorg og opofrelse for det almene vel, samt styrke de grundlæggende overbevisninger om det politiske fællesskabs sande natur og om formålet med den rette udøvelse af og grænserne for de offentlige myndigheder.
Mennesker, familier og forskellige grupper, der udgør det civile fællesskab, er opmærksomme på deres egen utilstrækkelighed, når det drejer sig om at etablere et fuldt ud menneskeligt liv, og indser nødvendigheden af et større fællesskab, i hvilket alle dagligt kan samle deres kræfter med henblik på endnu bedre at kunne virkeliggøre det almene vel.[1] Derfor danner de et politisk fællesskab efter forskellige mønstre. Det politiske fællesskab eksisterer derfor med henblik på det almene vel, hvori det finder sin fulde berettigelse og mening, og hvorfra det udleder sin grundlæggende og særegne ret. Det almene vel omfatter summen af de sociale levevilkår, hvorved mennesker, familier og grupper lettere kan virkeliggøre sig fuldt ud.[2]
De mennesker, der udgør det politiske fællesskab, er dog mange og forskellige, og de kan med fuld ret have divergerende opfattelser. For at det politiske fællesskab ikke skal gå i opløsning, når den enkelte følger sine egne meninger, er det nødvendigt med en myndighed, der er i stand til at rette alle borgeres energi mod det almene vel, ikke mekanisk eller despotisk, men først og fremmest som en moralsk magt, der støtter sig til friheden og den samvittighedsfulde udøvelse af accepterede tjenester og byrder.
Det er derfor indlysende, at både det politiske fællesskab og de offentlige myndigheder er grundlagt på den menneskelige natur og følgelig tilhører den orden, som Gud har forudbestemt, selv om valget af regeringsform og måden at vælge ledere på er overladt til borgernes frie afgørelse.[3]
Det følger ligeledes, at den politiske myndighed, både i samfundet som sådan og i institutioner, der repræsenterer offentligheden, altid bør udøves inden for grænserne af den moralske orden med fællesskabets dynamiske vel for øje, i overensstemmelse med en lovgivning, der enten retmæssigt er etableret eller vil blive det. I så tilfælde er borgerne forpligtet i deres samvittighed til at adlyde.[4] Dette afslører ansvaret og værdigheden hos samt betydningen af dem, der regerer.
Hvis den offentlige myndighed overskrider sin kompetence og undertrykker borgerne, bør de sidstnævnte adlyde i samme udstrækning, som det almene vel kræver det, men det er dog tilladt dem at forsvare egne og medborgeres rettigheder mod ethvert misbrug fra magthavernes side, forudsat at man holder sig inden for grænserne af den naturlige og evangeliske lov.
De konkrete måder, hvorpå det politiske fællesskab strukturerer sig selv og regulerer den offentlige myndighed, kan variere alt efter hvert folks egenart eller historiens udvikling, men altid med henblik på at tjene og fremelske et menneske, der er kultiveret, fredeligt og hensynsfuldt over for alle, til fordel for hele den menneskelige familie.
Det er i fuld overensstemmelse med menneskenaturen, når man opretter juridisk-politiske strukturer, der i stadig større udstrækning og uden diskrimination giver alle borgere virkelig mulighed for frit og aktivt at være med til at bestemme det politiske fællesskabs juridiske grundlag, at forvalte offentlige affærer, præcisere omfanget og formålet med de forskellige institutioner og vælge deres ledere.[5] Alle borgere bør derfor huske på, at det både er deres ret og pligt frit at afgive deres stemme til fremme for det almene vel. Indsatsen hos dem, der for at tjene mennesket helliger sig det offentliges velfærd og påtager sig denne opgaves byrde, betragtes af Kirken som værdig til al ære og respekt.
For at samarbejdet mellem samvittighedsfulde borgere skal opnå heldige resultater i det daglige politiske liv, kræves en positiv lovgivning, der etablerer en passende arbejdsfordeling mellem de offentlige myndigheders opgaver og institutioner, samt en effektiv og uafhængig retsbeskyttelse. Måtte personers, familiers og gruppers rettigheder og deres håndhævelse blive anerkendt, værdsat og fremmet,[6] sammen med de forpligtelser, der påhviler alle borgere. Blandt de sidstnævnte bør man især huske på forpligtelsen til at yde det offentlige de materielle og personlige tjenester, som det almene vel kræver. Myndighederne skal vogte sig for ikke at blokere for familiære, sociale og kulturelle grupper, såvel som for andre organer og institutioner mellem borgeren og staten, eller berøve dem deres legitime og effektive handlefrihed, men snarere frivilligt og systematisk søge at støtte dem. Borgerne bør på deres side både individuelt og i fællesskab tage sig i agt for ikke at give myndighederne al for stor magt og heller ikke utidigt forlange overdrevne ydelser og fordele af dem, for at ikke personers, familiers og sociale gruppers sans for ansvarlighed skal svækkes.
På grund af de voksende komplikationer i vor tid er de offentlige myndigheder tvunget til oftere at gribe ind i sociale, økonomiske og kulturelle forhold for at skabe bedre forudsætninger, hvorved borgere og grupper hjælpes til mere effektivt at opnå fuld menneskelig udfoldelse i frihed. Forholdet mellem socialisering[7] og personens selvstændighed og udvikling kan opfattes på forskellig vis alt efter regionernes forskellighed og folkenes udvikling. Men hvis udøvelsen af rettigheder af hensyn til det almene vel begrænses for en tid, bør man, når omstændighederne har ændret sig, så hurtigt som overhovedet muligt genoprette friheden. Det er i hvert fald umenneskeligt, når en regering forfalder til totalitære eller diktatoriske former, der krænker personers og sociale gruppers rettigheder.
Borgere bør udvikle en offervillig og loyal hengivenhed over for deres fædreland, dog uden snæversyn, d.v.s. på en sådan måde at de altid samtidig har blik for hele den menneskelige families velfærd, der knyttes sammen af forskellige bånd mellem racer, folkeslag og nationer.
Alle kristne bør fornemme deres specielle og særegne kald inden for det politiske fællesskab, et kald, der forpligter dem til at være et lysende eksempel på ansvarsbevidsthed og vilje til at tjene det almene vel, idet de således i praksis viser, hvorledes myndighed kan forenes med frihed, personligt initiativ med hele det sociale legemes samhørighed og nødvendighed, og enhedens fordele med en berigende mangfoldighed. De bør anerkende, at der findes forskellige legitime, men modstridende synspunkter om måden at indrette sig på i denne verden, og de bør respektere de medborgere, der ærligt forsvarer andre synspunkter, også når de slutter sig sammen. Politiske partier bør fremme alt det, der efter deres opfattelse er nødvendigt for det almene vel, men de har aldrig ret til at lade egne interesser gå forud for det almene vel.
Borgerlig og politisk uddannelse er i dag aldeles nødvendig for hele folket, men især for de unge, og man bør derfor ihærdigt drage omsorg for, at alle borgere bliver i stand til at opfylde deres rolle i det politiske liv. De, der egner sig for, eller kan blive egnede til, at udøve den vanskelige, men i høj grad noble politiske kunst,[8] bør forberede sig til og prøve på at udøve denne kunst uden hensyn til egen fordel eller vinding. Med moralsk integritet og klogskab bør de bekæmpe uretfærdighed og undertrykkelse, det enkelte menneskes eller de politiske partiers vilkårlige herredømme og intolerance, og de bør vie sig til ærligt og retfærdigt at tjene alles velfærd med kærlighed og politisk mod.
Det er af stor betydning, især i de pluralistiske samfund, at man er i besiddelse af det rette syn på forholdet mellem det politiske fællesskab og Kirken, for at man klart kan skelne mellem det, de kristne, enten enkeltvis elle gruppevis, inspireret af den kristne samvittighed gør i eget navn som borgere, og det, de sammen med deres hyrder gør i Kirkens navn.
På grund af sin opgave og kompetence lader Kirken sig ikke forveksle med det politiske fællesskab eller binde til noget politisk system; Den er på en og samme tid tegn på og garant for den menneskelige persons transcendens.
Det politiske fællesskab og Kirken er hver på sit område uafhængige af hinanden og selvstændige. Men begge tjener, omend af forskellige grunde, de samme menneskers personlige og sociale kald. Denne tjeneste vil så meget mere effektivt komme alle til gode, dersom begge parter går ind for et harmonisk samarbejde, under hensyntagen til tid og sted. Mennesket er nemlig ikke begrænset til den rent timelige sfære, men det bevarer sit evige kald intakt, alt imens det lever i historien. Kirken, der er grundlagt i Forløserens kærlighed, bidrager til at fremme retfærdighed og kærlighed inden for hver nation og mellem nationer. Ved at forkynde evangeliets sandhed og ved gennem sin lære og de troendes vidnesbyrd at kaste lys over alle aspekter af den menneskelige stræben, viser Kirken respekt for borgernes politiske frihed og ansvarlighed, samt fremmer disse værdier.
Apostlene, deres efterfølgere og disses medarbejdere, der er udsendt for at forkynde Kristus som verdens frelser for menneskene, støtter sig i udøvelsen af deres apostolat til Guds magt, der meget ofte åbenbarer evangeliets kraft gennem vidnernes skrøbelighed. Enhver, der helliger sig Ordets tjeneste, bør bruge veje og midler, der er særegne for evangeliet, og som på mange punkter er forskellige fra dem, der anvendes i den jordiske stad.
De jordiske ting og de aspekter af menneskets vilkår, der overskrider denne verden, er naturligvis nøje forbundet med hinanden, og Kirken selv benytter sig af jordiske ting i samme udstrækning som Dens mission kræver det. Den sætter dog ikke sin lid til de privilegier, de civile myndigheder tilbyder, ja Den er tilmed rede til at give afkald på udøvelsen af visse rettigheder, Den legitimt har erhvervet, hvis det viser sig, at brugen af disse rettigheder kan rejse tvivl om Dens vidnesbyrds oprigtighed, eller hvis nye levevilkår kræver en ny ordning. Men det er Guds vilje, at Kirken altid og overalt med sand frihed kan forkynde troen, fremlægge sin sociale lære, uhindret opfylde sin opgave blandt menneskene og fælde en moralsk dom, selv i anliggender, der vedrører den politiske orden, når personers fundamentale rettigheder eller sjælenes frelse kræver det, samt bruge alle de midler, der er i overensstemmelse med evangeliet og det almene vel til enhver tid og i enhver situation.
Ved trofast at holde fast ved evangeliet og udføre sin mission i verden kan Kirken, hvem det tilkommer at fremme og ophøje alt, hvad der findes af sandt, godt og skønt i det menneskelige fællesskab,[9] styrke freden mellem menneskene til Guds ære.[10]