Såvel det enkelte menneskes som det verdslige og kirkelige samfunds trivsel er intimt forbundet med sunde vilkår for det ægteskabelige og familiære fællesskab. Sammen med alle, der værdsætter dette fællesskab, glæder Kirken sig oprigtigt over de mange måder, hvorpå menneskene i dag støttes i deres bestræbelser for at fremme kærlighedens fællesskab og udfolde livet i det, samt får hjælp til at opfylde deres ophøjede kald som ægtefæller og forældre. De forventer tilmed endnu bedre betingelser og arbejder for deres virkeliggørelse.
Denne institutions værdighed er dog ikke brudt igennem overalt med samme klarhed, idet polygami, skilsmissernes svøbe, såkaldt fri kærlighed og andre misforhold kaster skygger over den. Dertil kommer, at den ægteskabelige kærlighed ofte profaneres af egoisme, nydelsessyge og utilbørlige metoder til at hindre frembringelse af nyt liv. Moderne økonomiske, sociopsykologiske og samfundsmæssige forhold bringer ydermere en del alvorlige forstyrrelser ind i familielivet. Endelig skaber de problemer, som befolkningstilvæksten rejser, bekymring i visse dele af verden. Alt dette har foruroliget sindene. Alligevel viser ægteskabs- og familieinstitutionen sin magt og styrke i den kendsgerning, at de dybtgående omvæltninger i det moderne samfund, der nok skaber vanskeligheder, dog som oftest på forskellig måde åbenbarer disse institutioners sande natur.
Ved nærmere at belyse visse nøglepunkter i Kirkens lære ønsker koncilet derfor at oplyse og styrke de kristne og andre mennesker, som forsøger at beskytte og fremme ægteskabets naturlige værdighed og hellige værdi.
Det intime ægteskabelige livs- og kærlighedsfællesskab, som Skaberen har grundlagt og lovgivet for, opstår ved ægtepagten, d.v.s. det uigenkaldelige personlige samtykke. I kraft af denne handling, hvorved ægtefællerne gensidigt skænker og modtager hinanden, oprettes i overensstemmelse med den guddommelige ordning et fast forhold, der også gælder som sådant i samfundet. For børnenes og samfundets skyld er dette hellige bånd ikke kun overladt til menneskenes forgodtbefindende. Gud selv er nemlig ægteskabets ophav, og Han har bestemt dets værdier og formål,[1] der alle er af stor betydning for menneskeslægtens fortsættelse, de enkelte familiemedlemmers personlige udvikling og evige skæbne, samt familiens såvel som hele det menneskelige samfunds værdighed, stabilitet, fred og trivsel. Ifølge sin natur har den ægteskabelige institution og kærlighed forplantningen og børnenes opdragelse som formål og finder herigennem sin fuldendelse. En mand og kvinde, som i kraft af ægtepagten "ikke længere er to, men ét kød" (Matt 19,6), giver hinanden gensidig hjælp og støtte gennem deres intime samliv og fælles indsats, hvorved de erfarer meningen med deres enhed og dagligt uddyber den. Som to personers gensidige skænken sig til hinanden, kræver den intime enhed, sammen med hensynet til børnene, ægtefællers fulde troskab og fordrer denne enheds uopløselighed.[2]
Den Herre Kristus har i rigt mål velsignet denne mangesidige kærlighed, der vælder frem af den guddommelige kærligheds kilde og udgør et billede på hans egen forening med Kirken. Ligesom Gud nemlig fordum gjorde sig nærværende for sit folk gennem en kærligheds- og troskabspagt,[3] således kommer menneskenes Frelser og Kirkens brudgom[4] ind i kristne ægtefællers liv gennem ægteskabets sakramente. Han forbliver også med dem, for at de ved at skænke sig til hinanden kan elske hinanden med en evig troskab, ligesom Kristus har elsket Kirken og givet sig selv for den.[5] Autentisk ægteskabelig kærlighed optages i Guds kærlighed og ledes og beriges af Kristi forløsende kraft og Kirkens frelsebringende virke, for at ægtefæller virkelig kan blive ført til Gud og få hjælp og styrke til at opfylde deres ophøjede kald som far og mor.[6] Netop derfor styrkes og helliggøres ægtefæller til deres særlige opgave og værdighed ved et særligt sakramente,[7] gennem hvilket de modtager kraft til at opfylde deres forpligtelser over for hinanden og hjemmet, idet de gennemtrænges af Kristi Ånd, der præger hele deres liv med tro, håb og kærlighed. Hermed fremmer de deres egen fuldkommengørelse såvel som deres fælles helliggørelse og giver i fællesskab Gud æren.
Når forældre selv går foran ved deres eksempel og leder familien i bøn, vil børn, ja alle som er samlet i familiens skød, følgelig lettere finde vejen til menneskelighed, frelse og hellighed. I bevidstheden om deres værdighed og kald som far og mor, vil ægtefæller samvittighedsfuldt opfylde den forpligtelse, der først og fremmest forventes af dem, nemlig opdragelsen, og især den religiøse opdragelse.
Som aktive medlemmer af familien bidrager børn også på deres måde til familiens helliggørelse. De vil nemlig svare på forældrenes godhed med et taknemmeligt, kærligt og trofast sind og stå ved deres side i modgang og alderdommens ensomhed. Enkestanden bør, når den storsindet accepteres som en fortsættelse af det ægteskabelige kald, værdsættes af alle.[8] Hver familie bør generøst dele deres åndelige rigdomme med andre familier. Den kristne familie, der udspringer af et ægteskab, som både er et billede på og en delagtighed i den kærlighedspagt, der forener Kristus med Kirken,[9] vil således åbenbare Frelserens virksomme nærvær i verden og Kirkens egentlige natur for alle mennesker både ved ægtefællernes indbyrdes kærlighed, generøse frugtbarhed, enhed og troskab såvel som ved alle familiemedlemmernes kærlige samarbejde.
Guds Ord opfordrer flere gange forlovede og ægtefæller til at nære og styrke forlovelsens kyskhed og ægteskabets udelte kærlighed.[10] Mange mennesker i vor tid værdsætter også sand kærlighed mellem mand og hustru, sådan som denne manifesterer sig på forskellig vis alt efter folkeslags og tiders ærværdige skikke. Denne kærlighed er i høj grad menneskelig, eftersom den består i en persons frie hengivelse til en anden person og omfatter hele personens velfærd, samt er i stand til at berige kroppens og sindets udtryk med en enestående værdighed, der forædler dem til bestanddele af og tegn på det særlige ægteskabelige venskab. Det er denne kærlighed, som Herren har fundet værdig til at helbrede, fuldkommengøre og ophøje med en særlig nådegave og kærlighed. En sådan kærlighed, der forener det menneskelige med det guddommelige, fører ægtefæller til frit at skænke sig til hinanden gennem ømme følelser og handlinger, der gennemtrænger hele deres liv,[11] ja på grund af kærlighedens generøsitet vil den vokse og fuldkommengøres. Den overgår derfor uden sammenligning den rent erotiske tiltrækning, der, når denne dyrkes på selvisk vis, hurtigt og ynkeligt sygner bort.
Denne kærlighed finder sit særegne udtryk og sin fuldendelse i den ægteskabelige akt. Den akt, hvorved ægtefæller forener sig intimt og rent, er anstændig og værdifuld, og hvis den udføres på ægte menneskelig vis, udtrykker og fremmer den den gensidige hengivelse, hvorved ægtefæller beriger hinanden i glæde og taknemmelighed. Når denne kærlighed bekræftes ved en gensidig troskabsed og frem for alt helliges af Kristi sakramente, bevarer den legemet og sjælen i ubrydelig troskab både i medgang og modgang, og den kender derfor ikke til ægteskabsbrud eller skilsmisse. Mandens og hustruens personlige ligeværd skal erkendes gennem den gensidige og uforbeholdne hengivelse, der bliver et talende udtryk for den af Gud stadfæstede ægteskabelige enhed. Den trofaste opfyldelse af dette kristne kalds forpligtelser kræver stor sjælsstyrke. Ægtefæller bør derfor, styrket ved Guds nåde til et helligt liv, utrætteligt dyrke og bede om udholdenhed i kærlighed, storsindethed og offervilje.
Sand ægteskabelig kærlighed vil blive højere værdsat, og en sundere offentlig mening desangående vil blive dannet, hvis kristne ægtefæller aflægger et tydeligt vidnesbyrd om troskab og harmoni i deres kærlighed og omsorgen for deres børns opdragelse, samt hvis de påtager sig deres del af ansvaret for den kulturelle, psykologiske og sociale fornyelse, der er påkrævet i ægteskab og familie. Ungdommen bør i rette tid, især i familiens skød, modtage en passende belæring om den ægteskabelige kærligheds værdighed, forpligtelser og udtryk. Hvis de er opdraget til kyskhed, vil de, når tiden er inde, være i stand til at indgå ægteskab efter en passende forlovelsestid.
Ægteskab og ægteskabelig kærlighed er ifølge deres væsen henordnet forplantningen og opdragelsen af børn. Børn er i sandhed ægteskabets største gave og bidrager i høj grad til forældrenes velfærd. Gud, der selv har sagt: "Det er ikke godt for mennesket at være ene" (1 Mos 2,18), og "fra begyndelsen af skabte dem som mand og kvinde" (Matt 19,4), ønsker at delagtiggøre mennesket på særlig vis i sin egen skabergerning. Derfor velsignede han manden og kvinden og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige" (1 Mos 1,28). Uden at glemme ægteskabets øvrige formål, sigter sand udøvelse af ægteskabelig kærlighed, samt hele familielivets mening, der har sin rod i denne kærlighed, på at gøre ægtefæller rede til udholdende at samarbejde med Skaberens og Frelserens kærlighed, der gennem ægtefællerne dagligt vil udvide og berige Sin familie.
Ægtefæller bør betragte menneskeslægtens forplantning og opdragelse som deres specifikke opgave og blive sig bevidst, at de hermed er medarbejdere i og en slags tolkere af Gud Skabers kærlighed. Derfor skal de udføre deres opgave med menneskelig og kristen ansvarsbevidsthed, og lydhøre over for Gud skal de nå frem til de rette beslutninger gennem fælles samtykke og anstrengelse, idet de først tager hensyn til, såvel hvad der er til bedste for dem selv som for deres børn, både de som er fødte og som er ventede. Dernæst skal de overveje tidens og deres sociale status' materielle og åndelige vilkår, samt endelig tage såvel hjemmets, samfundets som Kirkens vel i betragtning. I sidste instans er det op til ægtefællerne selv at afgøre sagen foran Guds åsyn. Kristne ægtefæller bør dog være opmærksomme på, at de ikke kan handle efter forgodtbefindende, men altid bør lade sig lede af en samvittighed, der er i overensstemmelse med den guddommelige lov, samt lytte til den kirkelige læremyndighed, der på autentisk vis fortolker denne lov i lyset af evangeliet. Den guddommelige lov viser den fulde betydning af ægteskabelig kærlighed, beskytter den og driver den frem til sand menneskelig udfoldelse. I tillid til det guddommelige forsyn og i selvfornægtelsens ånd[12] vil kristne ægtefæller således herliggøre Skaberen og stræbe mod fuldkommengørelse i Kristus, når de med menneskelig og kristen ansvarsbevidsthed generøst påtager sig opgaven at videreføre menneskeslægten. Blandt de ægtefæller, der på denne måde udfører den opgave, som Gud har pålagt dem, skal især nævnes de, der efter ærlig fælles overvejelse, storsindet accepterer at give en passende opdragelse til selv en stor børneflok.[13]
Ægteskabet er dog ikke kun indstiftet med forplantningen som formål. Selve ægteskabets natur som en ubrydelig pagt mellem personer, samt hensynet til børnene kræver, at også den gensidige ægteskabelige kærlighed finder sin rette form, vokser og modnes. Selv om nogle ægtefæller aldrig får de børn, de i den grad har ønsket sig, vil deres ægteskab dog bestå som et livsvarigt samliv og fællesskab, der bevarer sin værdighed og uopløselige karakter.
Koncilet er klar over, at visse moderne levevilkår ofte forhindrer ægtefæller i at tilrettelægge deres ægteskabelige liv på harmonisk vis, og at de kan befinde sig i en situation, hvor de, i hvert fald for en tid, ikke kan øge antallet af børn, samt at det er forbundet med store vanskeligheder at bevare trofast kærlighed og det totale livsfællesskab. Hvor det intime ægteskabelige samliv er ophørt, er troskaben dog ofte truet, og børnene kan tage alvorlig skade. Børnenes opdragelse og modet til at acceptere flere børn er bragt i fare.
Der findes mennesker, som foreslår uacceptable løsninger på disse problemer, ja de viger end ikke tilbage for at dræbe. Kirken minder dog om, at der ikke kan opstå nogen egentlig modsætning mellem Guds lov angående livets videregivelse og den samme Guds lov om at fremme autentisk ægteskabelig kærlighed.
Gud, livets Herre, har nemlig betroet menneskene den ophøjede opgave at værne om livet og på en måde, der er menneskene værdig. Fra undfangelsens øjeblik skal livet værnes med største omhu. Fosterdrab og barnemord er himmelråbende forbrydelser. Den menneskelige seksualitet og forplantningsevne overgår på vidunderligste måde, hvad der findes hos lavere livsformer. De handlinger, der er særegne for kønsakten, bør derfor omgærdes med stor respekt i overensstemmelse med ægte menneskelig værdighed. Når der er tale om at forene den ægteskabelige kærlighed med ansvaret for livets videregivelse, afhænger den etiske side af sagen ikke kun af oprigtige intentioner eller vurdering af motiver, men også af objektive kriterier, baseret på personens og dens handlingers natur, der i den sande kærligheds sammenhæng bevarer den fulde betydning af gensidig hengivelse og menneskelig forplantning. Dette lader sig kun gøre, hvis ægteskabelig kyskhed holdes i hævd. Ifølge disse principper er det ikke tilladt for Kirkens børn at prøve nye veje til fødselsregulering, som den kirkelige læremyndighed i dens udlægning af den guddommelige lov misbilliger.[14]
Måtte alle indse, at menneskelivet og dets videregivelse ikke kun angår denne verden og ikke lader sig måle eller forstå ud fra denne verden alene, men altid skal ses i sammenhæng med menneskenes evige bestemmelse.
Familien er en slags skole for en rigere menneskelighed. Men for at kunne virkeliggøre sit liv og sin opgave fuldt ud behøver familien sindenes velvillige fællesskab, ægtefællernes fælles samtykke, samt forældrenes flittige samarbejde i opdragelsen af deres børn. Faderens aktive nærvær bidrager i høj grad til børnenes udvikling, men også moderens hjemlige omsorg, som især de yngste trænger til, bør der værnes om, uden at kvindens legitime sociale frigørelse lider overlast. Børnene bør opdrages på en sådan måde, at de som voksne med den fulde sans for ansvarlighed kan følge deres kald, også den religiøse side af det, og vælge deres livsstand, som, i tilfælde af at de gifter sig, gør det muligt for dem at stifte en familie på gunstige etiske, sociale og økonomiske vilkår. Forældre eller værger bør ved kloge råd vejlede de unge i at stifte hjem, og de unge bør lytte til dem. De skal dog tage sig i agt for ikke at presse de unge enten direkte eller indirekte til at gifte sig eller vælge en bestemt partner.
Familien, hvori flere generationer mødes og hjælper hinanden med at nå frem til en dybere visdom, samt til at forene personernes rettigheder med andre samfundsmæssige krav, udgør således samfundets fundament. Alle, der øver indflydelse på samfundet og dets institutioner, bør derfor stræbe efter at styrke ægteskab og familie. De offentlige myndigheder bør betragte det som deres hellige pligt at anerkende, beskytte og fremme ægteskabets og familiens sande natur, værne om den offentlige moral og fremme hjemmenes trivsel. Forældrenes ret til at sætte børn i verden og til at opdrage dem i familiens skød må ikke krænkes. De børn, som ulykkeligvis er uden familie, bør beskyttes gennem en klog lovgivning og forskellige institutioner, og de bør modtage den hjælp, de trænger til.
Ved at bruge den nuværende tid på gunstig vis[15] og skelne evige realiteter fra deres skiftende udtryksformer, bør kristne omhyggeligt fremme ægteskabets og familiens værdier både ved deres eget livs eksempel og ved at samarbejde med andre mennesker af god vilje, for at de, når vanskeligheder tårner sig op, vil kunne imødekomme familiens behov og tjene dens interesse på en måde, der er i pagt med de nye tider. For at nå dette mål er kristnes trossans, menneskers retskafne samvittighed, samt teologers visdom og erfaring til stor hjælp.
Videnskabsmænd, især biologer, læger, sociologer og psykologer, kan i høj grad tjene såvel ægteskabets og familiens vel som samvittighedens fred ved gennem samlede anstrengelser at forsøge at nå frem til en grundigere undersøgelse af de forskellige forudsætninger for en acceptabel fødselsregulering.
Præsterne bør sætte sig grundigt ind i familieproblemer for at kunne styrke ægtefæller i deres kald ved forskellige pastorale hjælpemidler, ved at forkynde Guds Ord, ved liturgiske handlinger og ved anden åndelig bistand til ægteskabs- og familielivet. De bør styrke ægtefæller med sympati og tålmodighed under vanskeligheder samt støtte dem i kærlighed, så de kan danne virkeligt lykkelige familier.
Forskellige organisationer, især familiegrupper, bør gennem undervisning og praksis forsøge at styrke unge mennesker og ægtefæller selv, især nygifte, samt træne dem med henblik på familieliv, samfundsliv og apostolisk liv.
Til slut: Måtte ægtefæller, der er skabt i den levende Guds billede og udstyret med ægte personsværdighed, selv blive forenede i gensidig kærlighed, sindenes enhed og fælles helliggørelse for at kunne efterfølge Kristus, livets ophav, i trofast kærlighed gennem de glæder og ofre, som deres kald fører med sig, og dermed aflægge vidnesbyrd om det kærlighedens mysterium, som Herren åbenbarede for verden gennem sin død og opstandelse.