Et af den moderne verdens mest karakteristiske træk er den voksende afhængighed mennesker imellem, en udvikling, som i høj grad skyldes den moderne teknologis fremskridt. Den broderlige samtale mellem mennesker bygger dog ikke så meget på disse fremskridt som på det dybere fællesskab af personer, der kræver gensidig respekt for personens fulde åndelige værdighed. Den kristne åbenbaring bidrager i høj grad til at fremme dette fællesskab mellem personer, samtidig med at den fører os til en dybere indsigt i de samfundslove, som Skaberen har indskrevet i menneskets åndelige og etiske natur.
Eftersom den kirkelige læremyndighed i nyligt offentliggjorte dokumenter indgående har beskæftiget sig med den kristne samfundslære,[1] vil dette koncil nøjes med at minde om de vigtigste sandheder og deres begrundelse i lyset af åbenbaringen, og derefter understrege visse konsekvenser, som har aktuel betydning.
Gud, der udviser faderlig omsorg for alle, har villet, at alle mennesker skulle udgøre én familie og behandle hinanden som brødre. Alle er nemlig skabt i Guds billede, der "lod alle folk nedstamme fra eet menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade" (Ap.G. 17,26) og alle er kaldet til ét og samme endemål, nemlig Gud selv.
Af denne grund er kærlighed til Gud og næsten det første og største bud. Den hellige Skrift lærer nemlig, at kærligheden til Gud ikke lader sig skille fra kærligheden til næsten: " . . . og hvilket som helst andet bud sammenfattes i dette ord: Du skal elske din næste som dig selv. . . Kærligheden er derfor lovens opfyldelse" (Rom 13,9-10; jf. 1 Joh 4,20). Denne sandhed er af afgørende betydning for mennesker, som dagligt bliver stadigt mere afhængige af hinanden, samt for en verden, der ligeledes dag for dag bliver mere ét.
Da Herren Jesus bad til sin Fader "at de alle må være ét. . . ligesom vi er ét" (Joh 17,21-22), åbnede han perspektiver, som den menneskelige forstand aldrig havde drømt om. Han antyder nemlig en vis lighed mellem de guddommelige personers indbyrdes enhed og enheden mellem Guds børn i sandhed og kærlighed. Denne lighed viser, at mennesket, den eneste skabning, som Gud har villet for dens egen skyld, kun kan finde sig selv fuldt ud, når det af et oprigtigt hjerte skænker sig selv til andre.[2]
Menneskets sociale natur gør det indlysende, at den menneskelige persons udvikling og selve samfundets vækst afhænger af hinanden. Begyndelsen til, genstanden og målet for alle sociale institutioner er nemlig - og bør være - den menneskelige person, som på sin side i kraft af sin natur har et medfødt behov for samfundsliv.[3] Den sociale dimension er altså ikke påført mennesket vilkårligt, og som følge deraf er det gennem samkvem med andre, gennem samtale og gensidig hjælp, at mennesket udvikler alle sine evner og er i stand til at svare på sit kald.
Blandt de sociale bånd, der er nødvendige for menneskets udvikling, er enkelte, som f.eks. familien og det politiske fællesskab, intimt forbundet med selve menneskets natur. Andre skyldes snarere menneskets frie valg. Af forskellige grunde forøges i vore dage de gensidige bånd og former for afhængighed med det resultat, at der opstår en række offentlige og private sammenslutninger og institutioner. Dette fænomen, der kaldes "socialisering", er rigtignok ikke uden farer, men bringer dog også mange fordele med sig, som styrker og forøger den menneskelige persons evner og værner om dens rettigheder.[4] Men selv om den menneskelige person drager store fordele af samfundslivet for at virkeliggøre sig selv, også religiøst, kan det ikke benægtes, at menneskene ofte vendes bort fra gode handlinger og tilskyndes til det onde på grund af de sociale vilkår, hvorunder de lever, og som de er ofre for lige fra barndommen af. Ganske vist skyldes de forstyrrelser, der ofte indtræffer i samfundslivet, til dels spændinger i selve de økonomiske, politiske og sociale mønstre. Dybest set stammer de dog fra menneskets hovmod og egoisme, der fordærver selv det sociale miljø. Når samfundsstrukturen er mærket af syndens følger, møder mennesket, der er født med en tilbøjelighed til synd, nye fristelser, som ikke kan overvindes uden store anstrengelser og med nådens hjælp.
Fordi den gensidige afhængighed hver dag forøges og gradvist spredes til hele verden, bliver det såkaldte almene vel - d.v.s. summen af de vilkår i samfundslivet, der gør det lettere for mennesket at virkeliggøre sig selv både individuelt og kollektivt - i vore dage i stadig stigende grad et universelt anliggende, der kommer til at omfatte rettigheder og pligter, som angår hele menneskeheden. Hver enkelt samfundsgruppe bør nu tage hensyn til andre gruppers, ja til hele den menneskelige families behov og berettigede forventninger.[5]
Samtidig er der dog en voksende bevidsthed om den menneskelige persons ophøjede værdighed, eftersom denne er højt hævet over alt andet, med rettigheder og pligter, der er universelle og ukrænkelige. Mennesket skal derfor sikres adgang til alt det, som et sandt menneskeliv fordrer, såsom føde, klæder, bolig, retten til frit at vælge sin livsstand, at stifte familie, uddannelse, arbejde, agtelse og respekt, fyldestgørende information, at handle i overensstemmelse med sin samvittighed, beskyttelse af privatlivet, og endelig retten til ægte frihed, også hvad angår religiøse spørgsmål.
Hvis samfundsordenen og dens udvikling vil underordnes personernes verden og ikke omvendt, bør den derfor ustandselig tjene den menneskelige persons vel, sådan som Herren selv har antydet det, da han sagde, at sabbaten er til for menneskets skyld og ikke mennesket for sabbatens skyld.[6] En sådan samfundsorden bør dagligt udvikles og grundes på sandhed, opbygges på retfærdighed og besjæles af kærlighed, og den bør dag for dag vokse i frihed frem mod en mere menneskelig ligevægt.[7] Dette kræver dog både fornyelse i tankegang og betydelige ændringer i samfundet.
Guds Ånd, der med sit underfulde forsyn leder tidens forløb og fornyer jordens skikkelse, er virksom i denne udvikling. Evangeliets surdej har før i tiden i menneskenes hjerter affødt og afføder til stadighed denne ufravigelige fordring om værdighed.
For nu at nå frem til de praktiske og presserende konsekvenser understreger koncilet ærbødigheden for mennesket, således at enhver næste uden undtagelse betragtes som "et andet selv", idet man først og fremmest tager hensyn til næstens liv og de midler, der er nødvendige, for at næsten kan leve en menneskeværdig tilværelse,[8] og ikke efterligner den rige mand, der undlod at tage sig af den fattige Lazarus.[9]
I vore dage er der en særlig forpligtelse for alle mennesker til at blive ethvert menneskes næste, d.v.s. aktivt yde hjælp til enhver, der krydser vor vej, hvad enten det drejer sig om et ældre menneske, som ingen tager sig af, en gæstearbejder, der ses ned på, en flygtning, et barn født uden for ægteskab, og som lider uskyldigt for en synd, det ikke selv har begået, eller en sulten, der foruroliger vor samvittighed, fordi denne minder os om Herrens ord: "Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig" (Matt 25,40).
Alt hvad der i øvrigt strider imod selve livet såsom enhver form for mord, folkemord, fosterdrab, medlidenhedsdrab eller selvmord, alt der krænker den menneskelige persons integritet såsom lemlæstelse, fysisk eller psykisk tortur, forsøg på at øve moralsk tvang, alt det der krænker menneskeværdet såsom umenneskelige livsbetingelser, vilkårlig fængsling, deportation, slaveri, prostitution, handel med kvinder og børn, uværdige arbejdsvilkår, hvorved arbejderne behandles som profitredskaber i stedet for frie og ansvarsfulde personer, alle disse ting og lignende forhold er en skændsel. De forgifter den menneskelige civilisation, men nedværdiger langt mere dem, som bærer skylden herfor, end dem, der lider under uretten, og det krænker i allerhøjeste grad Skaberens ære.
Ærefrygt og kærlighed bør også udstrækkes til dem, som tænker og handler anderledes end os selv i sociale, politiske og religiøse spørgsmål. Jo bedre vi kommer til at kende deres indstilling gennem menneskevenlighed og kærlighed, jo lettere bliver vi også i stand til at samtale med dem.
Denne kærlighed og velvilje må naturligvis ikke gøre os ligegyldige over for sandhed og godhed. Selve kærligheden tvinger nemlig Kristi disciple til at forkynde den frelsende sandhed til alle mennesker. Men det er nødvendigt at skelne mellem vildfarelsen, der altid bør forkastes, og den vildfarne, der altid bevarer sit menneskeværd, også når pågældende er nedværdiget på grund af falske eller mangelfulde religiøse forestillinger.[10] Gud alene er dommer og ransager hjerterne, derfor forbyder han os at fælde dom over et hvilket som helst menneskes indre skyld.[11]
Kristi lære kræver tilmed, at vi skal tilgive overgreb og udstrække den nye pagts kærlighedsbud til også at omfatte alle fjender: "I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer, og bed for dem, som forfølger jer" (Matt 5,43-44).[12]
Eftersom alle mennesker er i besiddelse af en fornuftbegavet sjæl og er skabt i Guds billede, samt har fælles natur og oprindelse, er blevet forløst af Kristus, og har del i samme guddommelige kald og bestemmelse, bør deres grundlæggende lighed vinde stadig større anerkendelse.
Alle mennesker er naturligvis ikke ens, hvad angår fysiske kræfter eller intellektuelle og moralske evner. Enhver diskrimination, der angår grundlæggende menneskerettigheder, hvad enten den er af social eller kulturel karakter, baseret på køn, race, farve, samfundsstatus, sprog eller religion, skal overvindes og fjernes, eftersom den strider mod Guds hensigt. Det er højst beklageligt, at disse grundlæggende menneskerettigheder endnu ikke respekteres overalt. De krænkes jo, når en kvinde nægtes retten til frit at vælge sin ægtefælle eller livsstand, samt til at erhverve sig uddannelse og kultur på lige fod med manden.
Skønt der eksisterer berettigede forskelle mellem menneskene, kræver ligheden i menneskeværd dog mere menneskelige og retfærdige livsbetingelser. Alt for store økonomiske og sociale forskelle mellem individer eller folkeslag, der udgør én menneskelig familie, er en forargelse og står i vejen for social retfærdighed, lighed, den menneskelige persons værdighed såvel som den sociale og internationale fred.
Menneskelige institutioner, både private og offentlige, bør bestræbe sig for at tjene menneskets værdighed og formål, samtidig med at de bør føre en energisk kamp mod enhver form for social eller politisk undertrykkelse for under et hvilket som helst politisk system at værne om de fundamentale menneskerettigheder. Disse institutioner bør gradvis tilpasses de åndelige værdier, der er de højeste, selv om der kan gå lang tid, inden de når frem til dette mål.
Dybtgående og hurtige omvæltninger gør det påkrævet, at ingen lader sig nøje med en blot og bar individualistisk etik, hvad enten det så skyldes manglende kendskab til det, der foregår, eller dovenskab. Opfyldelsen af retfærdighed og kærlighed kræver i stadig stigende grad, at hvert enkelt menneske efter egne evner og andres behov tager hensyn til det almene vel, samt fremmer og støtter private og offentlige institutioner, der arbejder på at forbedre menneskelivets vilkår. Der findes nemlig mennesker, som forfægter storsindede og generøse ideer, men som i virkeligheden lever, som om samfundets behov overhovedet ikke vedkommer dem. I enkelte lande er der tilmed adskillige, som tager let på sociale love og anordninger. Ikke så få unddrager sig gennem forskellige former for bedrageri og list de retfærdige skatter og andre ydelser, de skylder samfundet. Andre viser kun ringe respekt for visse sociale adfærdsregler, f.eks. til beskyttelse af sundheden, eller færdselsregler, og de er slet ikke opmærksomme på, at de ved deres skødesløshed bringer deres eget og andres liv i fare.
Det er en hellig pligt for alle at regne sociale forpligtelser med blandt det moderne menneskes vigtigste opgaver, samt at opfylde dem. Jo mere verden bliver én, jo mere bliver det klart, at menneskets opgaver vokser ud over begrænsede grupper og i stadig stigende grad bliver universelle. Dette forudsætter dog, at menneskene, individuelt og kollektivt, udvikler etiske og sociale dyder og fremmer dem i samfundet, således at menneskene, med den guddommelige nådes uundværlige hjælp, i sandhed vil blive fornyede og medskabere af en ny menneskehed.
For at hvert enkelt menneske bedre kan opfylde sine samvittighedsforpligtelser både over for sig selv og over for de samfundsgrupper, det tilhører, bør det omhyggeligt udvikle sin ånd ved hjælp af de umådeligt mange hjælpemidler, der i dag står til menneskehedens rådighed. Først og fremmest bør man satse på uddannelse af de unge, uden hensyn til deres sociale status, og det på en sådan måde, at man ikke blot uddanner højt begavede mænd og kvinder, men også storsindede personer, som vor tid i så høj grad trænger til.
Et menneske kan dog næppe nå frem til denne form for ansvarsbevidsthed, medmindre levevilkårene sætter det i stand til at blive sig sin værdighed bevidst, samt til at leve op til sit kald ved en indsats til Guds ære og til tjeneste af medmenneskene. Menneskets frihed svækkes nemlig ofte, når det lever i yderste fattigdom, ligesom den også kan visne hen, når mennesker giver frit løb for alt for mange livsbekvemmeligheder og lukker sig inde i selvtilfreds isolation. Friheden styrkes derimod, når mennesket accepterer samfundslivets uundgåelige forpligtelser, påtager sig sammenholdets forskellige former for ansvarlighed og forpligter sig til at tjene det menneskelige fællesskab.
Alle bør derfor opmuntres til frivilligt at indtage sin plads i de fælles bestræbelser. Den form for statsstyre, der tillader de flest mulige borgere at deltage i offentlige anliggender med ægte frihed, fortjener anerkendelse. Man bør dog tage hensyn til de faktiske muligheder hos hvert enkelt folk, samt det nødvendige opbud af kræfter hos de offentlige myndigheder. For at stimulere alle borgere til aktiv deltagelse i de forskellige grupper, der udgør samfundslegemet, må borgerne dog i disse grupper finde værdier, der tiltrækker dem, og som disponerer dem til at tjene andre. Vi kan med rette hævde, at menneskehedens fremtid hviler i hænderne på de mennesker, som er i stand til at give de kommende generationer grunde til at leve og håbe.
Gud har således ikke skabt mennesket til et liv i isolation, men med henblik på dannelsen af et samfund. Det har ligeledes "behaget Ham at helliggøre og frelse menneskene, ikke enkeltvis og uafhængig af hinanden, men at samle dem til ét folk, der skulle erkende Ham i sandhed og tjene Ham i hellighed."[13] Derfor har Han fra begyndelsen af frelseshistorien udvalgt mennesker som medlemmer af et vist fællesskab og ikke blot som individer. Da Han åbenbarede sin tanke, kaldte Gud disse udvalgte for "sit folk" (2 Mos 3,7-12), som Han ydermere indgik en pagt med på Sinai.[14]
Denne fællesskabsbetingelse blev udviklet og fuldendt ved Jesu Kristi værk. Selv det menneskevordne Ord har nemlig villet tage del i det menneskelige fællesskab. Han var til stede ved brylluppet i Kana, aflagde besøg i Zakæus' hus, spiste med toldere og syndere. For at åbenbare Faderens kærlighed og menneskets ophøjede kald henviste han til de mest almindelige sociale begivenheder og gjorde brug af hverdagslivets talemåder og billeder. Han helligede de medmenneskelige bånd, hvorfra alle sociale forhold vokser frem, især de familiære bånd, og han underkastede sig frivilligt sit lands love. Han valgte at leve samme liv som en håndværker på hans tid og i hans hjemegn.
I sin forkyndelse befalede han klart, at Guds børn skulle behandle hinanden som brødre. I sine bønner tryglede han om, at alle hans disciple skulle være "ét". Som alles Forløser ofrede han sig for alle indtil døden. "Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner" (Joh 15,13). Han befalede sine disciple at forkynde det glade budskab for alle folkeslag, for at hele menneskeheden kunne blive Guds familie, hvor kærligheden er lovens opfyldelse.
Efter sin død og opstandelse sendte han, som den førstefødte blandt mange brødre, sin Ånd til alle, som tager imod ham med tro og kærlighed, og grundlagde et nyt broderligt fællesskab, nemlig sit legeme, d.v.s. Kirken, hvori alle er hverandres lemmer og skal tjene hinanden i overensstemmelse med den gave, der skænkes den enkelte.
Denne solidaritet er i stadig vækst indtil den dag, hvor den fuldendes, og hvor menneskene, frelste ved Guds nåde, som én familie, elsket af Gud og af Kristus, vor broder, vil give Gud den fuldkomne ære.