Ifølge troende og ikke-troende menneskers næsten enstemmige opfattelse, skal alt det, som findes på jorden, ordnes med henblik på mennesket som dets centrum og højdepunkt.
Men hvad er mennesket? Det har frembragt og fortsætter med at frembringe mange forskellige og tilmed modstridende opfattelser om sig selv, hvorved det ofte enten ophøjer sig selv som alle tings målestok eller nedværdiger sig selv til fortvivlelse, med rådvildhed og angst som følge. Kirken forstår disse vanskeligheder, og oplyst af Guds åbenbaring kan den tilbyde løsninger på dem, hvorved menneskets sande situation aftegnes og dets svagheder forklares, samtidigt med at dets værdighed og kald anerkendes på rette vis.
Den hellige Skrift lærer nemlig, at mennesket er skabt "i Guds billede" med mulighed for at kende og elske sin Skaber, og indsat af Ham som herre over alle jordiske skabninger[1] for at underkaste sig dem og bruge dem til Guds ære.[2] "Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder" (Salme 8,5-7).
Men Gud har ikke skabt mennesket ensomt: Fra begyndelsen af skabte han dem nemlig som "mand og kvinde" (1 Mos 1,27), og deres forening frembragte det første interpersonale fællesskab. Mennesket er nemlig ifølge sin inderste natur et socialt væsen, og medmindre det forholder sig til andre, kan det hverken leve eller udfolde sine evner.
Som vi ligeledes læser i Den hellige Skrift, så Gud derfor "alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt" (1 Mos 1,31).
Mennesket blev skabt af Gud i en tilstand af retfærdighed, men forført af den Onde, misbrugte det alligevel fra historiens begyndelse sin frihed, gjorde oprør mod Gud og ønskede at opnå sin fuldendelse uden om Ham. Skønt menneskene kendte Gud, ærede de Ham dog ikke som Gud, men deres uforstandige hjerte blev formørket, og de dyrkede skabningen fremfor Skaberen.[3] Hvad den guddommelige åbenbaring gør os bekendt med, stemmer overens med selve erfaringen. Når mennesket gransker sit hjerte, opdager det, at det drages mod det onde og er sunket ned i alskens ulykker, som ikke kan stamme fra dets gode Skaber. Ved ofte at nægte at anerkende Gud som sit ophav, har mennesket også brudt det rette forhold til sit endemål, og samtidig hermed hele forholdet til sig selv, andre mennesker og det ganske skaberværk.
Mennesket er derfor i splid med sig selv. Hele menneskelivet, både individuelt og kollektivt, afslører sig derfor som en dramatisk kamp mellem det gode og det onde, lyset og mørket. Ja, mennesket opdager, at det ved egne kræfter er ude af stand til effektivt at bekæmpe det ondes angreb, således at alle og enhver føler sig ligesom bundet af lænker. Men Herren selv kom for at befri og styrke mennesket gennem en indre fornyelse og ved at "kaste denne verdens fyrste ud" (Joh 12,31), der holdt det bundet i syndens slaveri.[4] For synden forringer mennesket og forhindrer det i at nå frem til sin fuldendelse.
Både det høje kald og den dybe elendighed, som mennesket erfarer, finder sin sidste forklaring i lyset af denne åbenbaring.
Mennesket er en enhed af legeme og sjæl; gennem sin legemlige beskaffenhed sammenfatter mennesket den materielle verdens elementer, således at disse gennem mennesket når deres højdepunkt og får stemme til frit at prise Skaberen.[5] Mennesket må derfor ikke foragte sit legemlige liv, men er tværtimod forpligtet til at betragte sit legeme som noget godt og værdifuldt, da Gud har skabt det og vil genopvække det på den yderste dag. Eftersom det er såret af synden, erfarer mennesket ikke desto mindre oprørske drifter i sit legeme. Selve menneskets værdighed indebærer altså, at det ærer Gud i sit legeme[6] og forbyder det at trælle under hjertets onde tilbøjeligheder.
Mennesket tager dog ikke fejl, når det forstår sig selv som overordnet legemlige ting og betragter sig som mere end et stykke natur eller en anonym brik i det menneskelige samfund. På grund af sit indre liv overgår mennesket jo hele universet. Det når dette dybe indre liv, hver gang det går ind i sit hjertekammer, hvor Gud, der ransager hjertet,[7] venter på det, for at det, foran Guds Åsyn, skal tage stilling til sin egen skæbne. Når mennesket derfor vedkender sig sin åndelige og udødelige sjæl, lader det sig ikke bedrage, så det kun betragter de rent fysiske og sociale forhold, men når tværtimod frem til selve tingenes dybe sandhed.
Mennesket, der er delagtiggjort i det guddommelige intellekts lys, formoder med rette, at det i kraft af sin forstand overgår det ganske univers. Ved ihærdig brug af sin begavelse gennem århundreder har det unægteligt gjort fremskridt i empiriske videnskaber, teknologi og kunst. Det har i vor tid især fejret store triumfer ved at udforske og underlægge sig den materielle verden. Det har dog altid søgt efter en dybereliggende sandhed - og fundet den. Forstanden er nemlig ikke begrænset til fænomenerne alene, men kan med vished fatte tingenes indre mening, selv om den som følge af synden er delvis formørket og svækket.
Endelig fuldendes den menneskelige persons intellektuelle natur og skal yderligere fuldendes gennem den visdom, der blidt og venligt ansporer menneskeånden til at søge og elske, hvad der er sandt og godt, og som, når den har gennemtrængt mennesket, leder det gennem det synlige frem til det usynlige.
Vor tid har i højere grad end svundne tider behov for en sådan visdom, hvis alt det nye, mennesket bringer for dagens lys, skal blive menneskeliggjort. Menneskets fremtid står på spil, medmindre der fremstår mennesker, som er begavet med større visdom. Det bør også påpeges, at flere nationer, som økonomisk set er fattige, men rige på visdom, kan yde fortrinlig hjælp til andre.
Det er i kraft af Helligåndens gave, at mennesket gennem tro når frem til at meditere over og værdsætte den guddommelige plan.[8]
I sin samvittigheds dyb opdager mennesket en lov, det ikke har givet sig selv, men som forlanger at blive adlydt; en røst, der opfordrer mennesket til at elske og gøre det gode og til at sky det onde, og som, når det er nødvendigt, kan sige til hjertet: gør dette, sky hint. For mennesket har i sit hjerte en lov, der er indprentet af Gud. At adlyde denne lov er menneskets værdighed, og ifølge den skal det dømmes.[9] Samvittigheden er menneskets hemmeligste kerne og helligdom; her er det alene med Gud, hvis røst lyder i menneskedybet.[10] Samvittigheden bliver på vidunderlig måde gjort bekendt med den lov, der opfyldes i kærlighed til Gud og næsten.[11] Ved at være tro mod samvittigheden forenes de kristne med resten af menneskeheden i en søgen efter sandhed, og til at søge sande løsninger på de mangfoldige etiske problemer, der opstår såvel i enkeltpersoners liv som i samfundets som helhed. Jo mere en rettelig dannet samvittighed gør sig gældende, jo mere giver enkeltpersoner og samfund afkald på blinde valg og stræber efter at bringe sig i overensstemmelse med objektive etiske normer. Det sker dog ikke sjældent, at samvittigheden tager fejl som følge af uovervindelig uvidenhed. Det samme kan ikke siges om det menneske, der kun bekymrer sig lidt om at søge efter sandhed og godhed, eller om den samvittighed, der efterhånden næsten forblindes på grund af vanesynder.
Mennesket kan kun vende sig mod det gode gennem den frihed, som vore samtidige utvivlsomt med rette sætter så højt og stræber så brændende efter. Imidlertid dyrker de undertiden friheden på en afsporet måde som hjemmel til at gøre hvad som helst, der behager dem, også det onde. Men den sande frihed er et enestående tegn på Guds billede i mennesket. For Gud har villet, at mennesket skal "overlades til sine egne beslutninger",[12] så at det kan søge sin Skaber af egen fri vilje og nå frem til total og salig fuldkommenhed ved frit at knytte sig til Ham. Menneskets værdighed fordrer derfor, at det handler i overensstemmelse med et bevidst og frit valg, der er personligt, det vil sige tilskyndet og fremkaldt indefra og ikke som følge af en indre blind drift eller ren ydre tvang. Mennesket opnår en sådan værdighed, når det, efter at have frigjort sig selv fra alle lidenskabers trældom, forfølger sit mål ved frit at vælge det gode, samt sikre sig passende midler gennem effektiv og dygtig indsats. Eftersom menneskets frihed er blevet såret af synden, kan et sådant forhold til Gud kun blive fuldt ud virkeliggjort ved Guds nådes hjælp. Ethvert menneske kommer dog, på grundlag af hvad det har gjort af godt og ondt, til at aflægge regnskab for sit eget liv foran Guds domstol.[13]
Konfronteret med døden bliver menneskelivets gåde dog mest påtrængende. Mennesket plages ikke kun af lidelse og af legemets tiltagende nedbrydning, men også - og endda i endnu højere grad - af rædsel for evig udslettelse. Det tager ikke fejl af hjertets instinkt, når det afskyer og afviser sin egen persons totale ruin og uigenkaldelige udslettelse. Eftersom mennesket bærer i sig en evighedens sæd, der ikke kan reduceres til ren materie, gør det oprør mod døden. Alle teknologiens bestræbelser, hvor nyttige de end er, kan ikke dæmpe menneskets angst; en forlængelse af det biologiske liv kan ikke tilfredsstille den længsel efter det hinsides liv, der urokkeligt er forankret i menneskets hjerte.
Skønt enhver forestilling kommer til kort over for døden, fastholder Kirken dog, belært gennem guddommelig åbenbaring, at mennesket er skabt af Gud med henblik på en salighed, der ligger hinsides dette jordelivs elendighed. Dertil kommer, at kristentroen lærer os, at den legemlige død, som mennesket ville have været skånet for, dersom det ikke havde syndet,[14] vil blive besejret, når mennesket af den almægtige og barmhjertige frelser genindsættes i den frelsestilstand, det mistede ved egen skyld. Gud har nemlig kaldet og kalder stadigvæk mennesket til med hele sit væsen at blive forenet med sig gennem en evig delagtiggørelse i det uforgængelige, guddommelige liv. Efter ved sin egen død at have befriet mennesket fra døden, vandt Kristus denne sejr, da han opstod til nyt liv.[15] For ethvert tænkende menneske giver troen - underbygget af solide argumenter - svar på menneskets angst for fremtiden; samtidig giver troen mennesket magt til i Kristus at blive forenet med de kære, der allerede er blevet revet væk af døden, for troen giver håb om, at de har opnået det sande liv hos Gud.
Den dybeste grund til menneskeværdet skal søges i menneskets kald til fællesskab med Gud. Mennesket er fra første øjeblik i sin eksistens indbudt til samtale med Gud; det eksisterer kun, fordi det er skabt af Guds kærlighed og til stadighed opretholdes af denne; og det lever kun fuldt ud i overensstemmelse med sandheden, når det frit anerkender denne kærlighed og hengiver sig til Skaberen. Mange af vor samtids mennesker har dog aldrig fornemmet dette indre og vitale bånd, der knytter dem til Gud, eller også afviser de det udtrykkeligt, og det i en sådan udstrækning, at ateismen må regnes med til vor tids mest alvorlige problemer, der som sådan har krav på en omhyggelig undersøgelse.
Udtrykket "ateisme" dækker over flere indbyrdes forskellige fænomener. Mens nogle nemlig udtrykkeligt benægter Gud, så mener andre, at mennesket ikke kan sige noget som helst om Ham. Andre igen underkaster gudsspørgsmålet sådanne undersøgelsesmetoder, at det forekommer meningsløst. Mange, der på utilbørlig vis overskrider de positive videnskabers begrænsninger, enten hævder, at alt kan forklares alene ud fra videnskabelig erkendelse, eller bestrider modsat, at der overhovedet findes nogen absolut sandhed. Enkelte forherliger mennesket i en sådan grad, at troen på Gud mister enhver kraft, formodentlig fordi de er mere optaget af at bekræfte mennesket end af at benægte Gud. Andre forestiller sig Gud på en sådan måde, at det billede, de afviser, på ingen måde er evangeliets Gud. Atter andre når aldrig frem til blot at stille selve gudsspørgsmålet, eftersom de åbenbart er blottet for religiøs uro og derfor ikke ser nogen grund til at bekymre sig om religion. Dertil kommer, at ateisme ikke sjældent opstår enten som en voldsom reaktion mod det onde i verden, eller som følge af at visse menneskelige goder på utilbørlig vis tillægges en så absolut værdi, at de ender med at indtage Guds plads. Selve den moderne civilisation kan ofte gøre adgangen til Gud vanskeligere, ganske vist ikke i sig selv, men kun for så vidt som den i overdreven grad er engageret i jordiske ting.
De, som med forsæt forsøger at drive Gud ud af deres hjerte og undgå religiøse spørgsmål, er ganske vist ikke uden skyld, da de ikke følger deres samvittighed. De troende må dog ofte bære deres del af ansvaret herfor. Ateismen som sådan er nemlig ikke noget originalt fænomen, men skyldes en række forskellige årsager, blandt hvilke bør medregnes en kritisk reaktion mod religion i almindelighed og i enkelte lande mod kristendommen i særdeleshed. De troende kan derfor have deres store medansvar i ateismens fremkomst, og for så vidt som de har forsømt den religiøse opdragelse, er fremkommet med falske belæringer eller har givet et dårligt eksempel i deres religiøse, moralske og sociale liv, må de siges at have tilsløret snarere end åbenbaret Guds og religionens sande ansigt.
Moderne ateisme udtrykker sig ofte i en systematisk form, der blandt andet understreger den menneskelige uafhængighed i en sådan grad, at enhver form for afhængighed af Gud skaber vanskeligheder. Fortalerne for denne form for ateisme hævder, at mennesket herved får frihed til at blive sit eget endemål, sin egen histories skaber og "demiurg", hvilket ikke lader sig forene med anerkendelsen af Herren som alle tings ophav og endemål, eller i det mindste gør denne anerkendelse aldeles overflødig. Den fornemmelse af magt, som moderne teknologi giver mennesket, kan favorisere en sådan indstilling.
Blandt de forskellige former for moderne ateisme må man ikke overse den, der især forventer menneskets befrielse gennem økonomisk og social frigørelse. Denne form hævder nemlig, at religion som sådan forhindrer denne befrielse ved at skabe et håb om et illusorisk hinsides liv, der vender mennesket bort fra jordiske samfundsopgaver. Tilhængere af denne opfattelse bekæmper derfor ihærdigt religion, når de kommer til magten, og i deres anstrengelser for at udbrede ateisme, især blandt unge, gør de brug af de pressionsmidler, som står til rådighed for de offentlige myndigheder.
I sin troskab over for Gud og mennesker har Kirken tidligere fordømt og kan stadigvæk ikke afstå fra med beklagelse, men også med største fasthed at fordømme disse skadelige teorier og handlemåder, der strider mod fornuften og den almindelige menneskelige erfaring, og som berøver mennesket dets naturlige storhed.[16]
Kirken forsøger dog at opspore de skjulte årsager, som forleder ateisten til at benægte Gud. Den kender alvoren i de spørgsmål, som ateismen rejser, og ledet af sin kærlighed til alle mennesker mener den, at disse spørgsmål bør underkastes en seriøs og dybtgående undersøgelse.
Kirken fastholder, at gudserkendelse på ingen måde står i modsætning til menneskeværdet, eftersom dette værd har sin grund i Gud og fuldendes i Ham. Mennesket er nemlig skabt af Gud som et intelligent og frit medlem af samfundet; ja det er tilmed som en søn kaldet til fællesskab med Gud og til delagtighed i hans salighed. Kirken lærer ydermere, at det eskatologiske håb ikke formindsker betydningen af jordiske opgaver, men snarere føjer nye motiver til deres opfyldelse. Når det guddommelige grundlag og håbet om evigt liv derimod ikke er til stede, bliver menneskeværdet alvorligt såret, som det ofte viser sig i dag, og gåderne omkring liv og død, skyld og lidelse forbliver uløste, med det resultat at menneskene ofte bringes til fortvivlelse.
Ethvert menneske forbliver dog et uløst spørgsmål for sig selv, hvor uklart det så end er sig dette bevidst. Ingen kan nemlig ved visse lejligheder, især ved livets hovedbegivenheder, totalt undgå dette selvvurderende spørgsmål. Kun Gud kan give det et tilfredsstillende og sikkert svar, for så vidt som Han kalder mennesket til en højere erkendelse og en ydmyg selvbesindelse.
Kun en overbevisende fremstilling af Kirkens tro såvel som et levende vidnesbyrd fra Kirken og dens medlemmers side kan råde bod på ateismen. Det er nemlig Kirkens opgave at gøre Gud Fader og hans menneskevordne Søn nærværende og i en vis forstand synlig ved til stadighed at lade sig forny og lutre af Helligånden.[17] Det sker især gennem vidnesbyrdet om en levende og moden tro, der er trænet til klart at se vanskelighederne og til at overkomme dem. Mange martyrer har været lysende vidnesbyrd om denne tro og fortsætter hermed. En sådan tro bør vise sin frugtbarhed ved at gennemtrænge de troendes hele liv, inklusive dets timelige dimensioner, og ved at vække sansen for retfærdighed og kærlighed, især med henblik på nødlidende. Hvad der endelig i særdeleshed bidrager til at åbenbare Guds nærvær er broderlig kærlighed mellem de troende, der, forenede i Ånden, kæmper sammen for troen på evangeliet[18] og dermed optræder som et enhedens tegn.
Samtidigt med at Kirken i bund og grund afviser ateismen, erklærer den dog med oprigtighed, at alle mennesker, såvel troende som ikke-troende, bør arbejde på en ægte forbedring af den verden, som alle mennesker lever sammen i, hvilket kun lader sig virkeliggøre gennem en oprigtig og nøgtern samtale. Kirken beklager derfor den diskrimination mellem troende og ikke-troende, som enkelte statslige myndigheder uretfærdigt har indført i strid med den menneskelige persons mest grundlæggende rettigheder. Kirken fordrer derfor den positive frihed for de troende, der gør det muligt for dem også at opbygge Guds tempel i denne verden. På venskabelig vis inviterer den derfor ateister til at studere Kristi evangelium med et åbent sind.
Kirken ved dog frem for alt, at dens budskab svarer til menneskehjertets dybeste længsler, når den gør sig til talsmand for værdigheden af menneskets kald og således giver håbet tilbage til alle, som har opgivet håbet om en højere tilværelse. I stedet for at forringe mennesket bringer Kirkens budskab lys, liv og frihed til menneskets udvikling. Bortset fra dette budskab er intet i stand til at tilfredsstille menneskets hjerte: "Du har skabt os for dig, O Herre, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig."[19]
I virkeligheden er det kun det menneskevordne Ords mysterium, der kaster lys over menneskets mysterium. Adam, urmennesket, var nemlig et forbillede på Ham, som skulle komme,[20] Kristus Herren. Ved at åbenbare mysteriet om Faderen og Hans kærlighed åbenbarer Kristus, den nye Adam, mennesket fuldt ud for mennesket selv, og klarlægger dets ophøjede kald. Intet under at alle de omtalte sandheder finder deres grund og når deres fuldendelse i Ham.
Som "den usynlige Guds billede" (Kol 1,15)[21] er Kristus det fuldkomne menneske, der gengiver Adams børn den lighed med Gud, som den første synd har fordunklet. Eftersom den menneskelige natur, han påtog sig, ikke blev ophævet,[22] blev den netop af denne grund også for sit vedkommende ophøjet til den højeste værdighed. Ved sin menneskevordelse har Guds Søn nemlig på en vis måde forenet sig selv med ethvert menneske. Han arbejdede med menneskehænder, tænkte med en menneskehjerne, handlede i kraft af et menneskes vilje,[23] elskede med et menneskehjerte. Eftersom han var født af jomfru Maria, blev han virkelig som en af os, der var os lig i alt undtagen i synd.[24]
Som et uskyldigt lam fortjente han livet for os ved frivilligt at udgyde sit eget blod. I ham har Gud forsonet os både med sig selv og med hinanden.[25] Han har udfriet os af djævelens og syndens vold, for at enhver af os sammen med apostlen kan sige: "Guds Søn elskede mig og gav sig selv hen for mig" (Gal 2,20). Ved at lide for os gav han ikke kun et eksempel til efterfølgelse,[26] men han banede også en ny vej, der, dersom vi følger den, helliggør liv og død, der hermed også får en ny mening.
Det kristne menneske, der er ligedannet med Sønnens billede, den førstefødte blandt mange brødre,[27] modtager "Ånden som førstegrøde" (Rom 8,23), der sætter det i stand til at opfylde det nye kærlighedsbud.[28] I kraft af Ånden, der er "pantet på vor arv" (Ef 1,14), fornyes hele mennesket i sit indre i forventning om "legemets forløsning" (Rom 8,23): "men hvis hans Ånd, der opvakte Jesus fra de døde, bor i jer, da skal han, som opvakte Kristus Jesus fra de døde, også levendegøre jeres dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i jer" (Rom 8,11).[29] For det kristne menneske er det ganske vist en nødvendighed og pligt at kæmpe mod det onde gennem mange trængsler og endelig ved at lide døden, men delagtiggjort i påskens mysterium og ligedannet med Kristus i hans død går det opstandelsen i møde med den styrke, der ligger i håbet.[30]
Alt dette gælder dog ikke kun for kristne, men også for alle mennesker af god vilje, i hvis hjerte nåden virker på usynlig vis.[31] Eftersom Kristus døde for alle,[32] og alle mennesker til syvende og sidst har et fælles kald, der er guddommeligt, må vi fastholde, at Helligånden tilbyder ethvert menneske muligheden for at blive forenet med påskens mysterium på en måde, som kun Gud kender.
Så ophøjet er altså menneskets mysterium, således som de troende kan se det i lyset af den kristne åbenbaring. Dødens og lidelsens gåde, der uden Kristi evangelium knuser os, bliver gennem Kristus og i Kirken gjort meningsfyldt. Kristus er opstanden, han har tilintetgjort døden gennem sin egen død, og han har skænket os livet i overflod.[33] Fordi vi gennem Sønnen er blevet Guds sønner, kan vi også i Ånden råbe: "Abba Fader".[34]