Gud besluttede, i sin godhed og visdom at åbenbare sig selv og kundgøre os sin viljes hemmelighed (Ef 1,9) for at menneskene gennem Kristus, det menneskevordne ord, i Helligånden må få adgang til Faderen og således del i den guddommelige natur. (Ef 2,18; 2 Pet 1,4). I denne åbenbaring taler den usynlige Gud (jf. Kol 1,16; 1 Tim 1,17) i sin overstrømmende kærlighed til menneskene som sine venner (2 Mos 33,11; Joh 15,14-15) og han færdes iblandt dem (Bar 3,38) for at indbyde dem til fællesskab med sig selv og modtage dem deri.
Denne åbenbaring formidles ved gerninger og ord i gensidig vekselvirkning: De gerninger, som Gud udfører i frelseshistorien, manifesterer og bekræfter den lære og den realitet, som ordene udtrykker, mens ordene forkynder og bringer den hemmelighed frem i lyset, som de bærer i sig. Den inderste sandhed, som dermed er åbenbaret for os om Gud og om menneskets frelse, lyser klart i Kristus, som både er formidleren og fylden af hele åbenbaringen.[1]
Gud, som skaber og opretholder alle ting ved sit Ord (jf. Joh 1,3), giver gennem de skabte ting mennesket et vedvarende vidnesbyrd om sig selv (jf. Rom 1,19-20). Da han ville åbne vejen for den evige frelse, har han desuden allerede fra begyndelsen givet sig tilkende for vore stamfædre. Efter deres fald gav han dem håb om frelse (jf. 1 Mos 3,15) ved at love dem forløsningen, og han har uafbrudt haft omsorg for menneskeslægten, således at han kan give evigt liv til alle, der søger frelsen ved udholdende (Rom 2,6-7) at gøre det gode. Senere kaldte Gud Abraham for at gøre ham til et stort folk (jf. 1 Mos 12,2-3). Efter patriarkernes tid opdrog han gennem Moses og profeterne dette folk til at erkende ham som den eneste levende og sande Gud, som en omsorgsfuld fader og retfærdig dommer, og at forvente den forjættede frelser. Således forberedte Gud vejen for evangeliet ned gennem tiderne.
"Under mange skikkelser og på mange måder talte Gud i gamle dage til vore forfædre gennem sine profeter, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn" (Hebr 1,1-2). For han sendte sin søn, det evige Ord, som oplyser alle mennesker, for at Han kunne bo blandt mennesker og fortælle dem om Guds inderste væsen (jf. Joh 1,1-18). Jesus Kristus, det menneskevordne Ord, sendt som "menneske blandt mennesker"[2] "taler Guds ord" (Joh 3,34) og fuldfører det frelsesværk, som Faderen har betroet Ham (jf. Joh 5,36; 17,4).
Den, der ser Ham, har også set Faderen (jf. Joh 14,9). Det er derfor Ham, der ved hele sit nærvær og ved åbenbarelsen af sig selv, gennem sine ord og gerninger, tegn og mirakler, men især ved sin død og vidunderlige opstandelse fra de døde, og til sidst ved at udsende sandhedens Ånd, fuldender åbenbaringen og bekræfter den ved det guddommelige vidnesbyrd, så det står fast, at Gud er med os for at udfri os fra dødens og syndens mørke og oprejse os til evigt liv. Derfor vil den kristne frelsesordning, som den nye og endelige pagt, aldrig forgå; ingen ny offentlig åbenbaring er i vente før Vor Herre Jesu Kristi herlige tilsynekomst (jf. Tim. 6,14; Tit 2,13).
Mennesket skylder troslydighed imod Gud, som åbenbarer sig (jf. Rom 16,26; sml. Rom 1,5; 2 Kor 10,5-6). Ved tro overgiver mennesket frit sig selv til Gud, der åbenbarer sig, idet det underkaster sig fuldstændigt, både hvad angår intellekt og vilje,[3] og frivilligt siger ja til denne åbenbaring. Denne tro er kun mulig, hvis Guds nåde både går forud og stadig ledsager menneskets indsats, kun mulig ved Helligåndens indre bistand, der bevæger hjertet og omvender det til Gud, åbner forstandens øjne og skænker "alle den indre glæde, der består i at acceptere og tro sandheden".[4]
For at forståelsen af åbenbaringen må blive stadig dybere, fuldkommengør samme Helligånd stadig troen gennem sine gaver.
Gennem den guddommelige åbenbaring ønskede Gud at træde frem og meddele både sig selv og indholdet af sin evige vilje, hvad angår menneskets frelse; med andre ord "give os del i guddommelige rigdomme, der helt og holdent går ud over alt, hvad menneskesindet kan forstå".[5]
1.Vatikankoncil erklærer, at "Gud, alle tings begyndelse og endemål, kan erkendes med sikkerhed ud fra den skabte verden ved hjælp af den menneskelige fornufts naturlige lys" (jf. Rom 1,20). Det lærer også, at det skyldes åbenbaring, "at den gudserkendelse, som i og for sig ikke er utilgængelig for den menneskelige fornuft, allerede i dette liv kan opnås af alle uhindret, med fast vished og uden at blive blandet sammen med fejl".[6]