Helligåndens nåde har magten til at retfærdiggøre os, det vil sige tvætte os rene for vore synder og give os Guds retfærdighed ved troen på Jesus Kristus
[1] og ved Dåben:[2] [734]
Er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med Ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over Ham mere. For den død, Han døde, døde Han fra synden én gang for alle. Det liv, Han lever, lever Han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus(Rom 6,8-11).
Ved Helligåndens kraft tager vi del i Kristi lidelse ved at dø fra synden, og i Hans Opstandelse ved at fødes til et nyt liv. Vi er lemmer på Hans Legeme, som er Kirken,[3] grene, podet ind på vinstokken, som Han selv er:[4] [654]
Det er ved Ånden, vi har del i Gud. Ved delagtighed i Ånden får vi del i den guddommelige natur... Det er derfor, at de, i hvem Ånden bor, guddommeliggøres.[5] [460]
Det første, Helligåndens nåde udvirker, er omvendelsen, der bevirker retfærdiggørelsen, ifølge Jesu forkyndelse i begyndelsen af Evangeliet: Omvend jer, for Himmeriget er nær
(Matt 4,17). Bevæget af nåden vender mennesket sig til Gud og vender sig bort fra synden, og modtager således tilgivelsen og retfærdigheden fra oven. Retfærdiggørelsen... består ikke blot i syndernes forladelse, men også i helliggørelse og fornyelse af det indre menneske
.[6] [1427]
Retfærdiggørelsen løsriver mennesket fra synden, som står i modsætning til kærligheden til Gud, og renser dets hjerte fra synden. Retfærdiggørelsen følger på Guds barmhjertige initiativ, som tilbyder tilgivelsen. Den forsoner mennesket med Gud. Den befrier fra syndens slaveri og helbreder. [1446; 1733]
Samtidig består retfærdiggørelsen deri, at man modtager Guds retfærdighed ved troen på Jesus Kristus. Retfærdigheden betyder her den guddommelige kærligheds retsindighed. Med retfærdiggørelsen bliver tro, håb og kærlighed udgydt i vore hjerter, og lydigheden mod Guds vilje bliver givet. [1812]
Retfærdiggørelsen er blevet os fortjent ved Kristi lidelse, Han, som på korset frembar sig selv som en levende, hellig og Gud velbehagelig offergave, og hvis blod er blevet et middel til forsoning for alle menneskers synder. Retfærdiggørelsen skænkes os i Dåben, troens sakramente. Den ligedanner os med Guds retfærdighed, der gør os retfærdige i vort indre ved sin barmhjertigheds kraft. Dens mål er Guds og Kristi forherligelse og det evige livs gave.[7] [617; 1266; 294]
Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af Hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved Hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi Han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang Han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så Han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus(Rom 3,21-26).
Retfærdiggørelsen bringer et samarbejde i stand mellem Guds nåde og menneskets frihed. Det udtrykker sig fra menneskets side i troens samtykke til Guds ord, som indbyder det til omvendelse, og i kærlighedens samarbejde med Helligåndens tilskyndelse, som går forud for vor tilslutning og bevarer den. [2008]
Når Gud ved Helligåndens oplysning rører ved menneskets hjerte, forholder mennesket sig ikke ganske uvirksomt, for det tager jo imod denne tilskyndelse, som det iøvrigt også kan afvise. På den anden side kan det heller ikke uden Guds nåde ved sin egen frie vilje hæve sig op til retfærdighed for Ham.[8] [2068]
Retfærdiggørelsen er Guds kærligheds ypperste værk, åbenbaret i Kristus Jesus og skænket ved Helligånden. Skt. Augustin mener, at den ugudeliges retfærdiggørelse er et større værk end skabelsen af Himmel og jord
, for Himmel og jord skal forgå, men de udvalgtes frelse og retfærdiggørelse skal bestå
.[9] Han mener endda, at syndernes retfærdiggørelse overgår englenes skabelse i retfærdighed, for så vidt den vidner om en større barmhjertighed. [312; 412]
Helligånden er den indre Mester. Ved at lade det indre menneske
fødes,[10] medfører retfærdiggørelsen helliggørelsen af hele mennesket: [741]
Ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges... Nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst: evigt liv(Rom 6,19.22).
Vor retfærdiggørelse kommer af Guds nåde. Nåden er den velvilje, den gratis hjælp, som Gud giver os til at svare på Hans kald: at blive Guds børn,[11] adoptivbørn,[12] delagtige i den guddommelige natur,[13] i det evige liv.[14] [153]
Nåden er en delagtighed i Guds liv; den fører os ind i Treenighedens indre liv: gennem Dåben har den kristne del i Kristi nåde, Han, som er sit Legemes Hoved. Som adoptivbarn
kan han herefter, forenet med den enbårne Søn, kalde Gud Fader
. Han modtager Åndens liv, som indblæser kærligheden i ham, og som former Kirken. [375; 260]
Dette kald til det evige liv er overnaturligt. Det beror fuldstændigt på Guds frie initiativ, for Han alene kan åbenbare og give Sig Selv. Det overgår alle den menneskelige forstands evner og alle den menneskelige viljes kræfter, såvel som enhver skabnings.[15] [1719]
Kristi nåde er den gratis gave, som Gud skænker os: Hans liv, indgydt af Helligånden i vor sjæl for at helbrede den for synd og hellige den: Det er den helliggørende eller guddommeliggørende nåde, modtaget i Dåben. Den er kilden i os til helliggørelsens værk:[16] [1966]
Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som har forligt os med sig selv ved Kristus(2 Kor 5,17-18).
Den helliggørende nåde er en vedvarende gave, en stabil og overnaturlig indstilling, som fuldkommengør sjælen for at sætte den i stand til at leve med Gud, handle ved Hans kærlighed. Man skelner mellem den habituelle nåde, en varig holdning til at leve og handle efter den guddommelige kalden, og de aktuelle nådegaver, som betegner den guddommelige indgriben, det være sig ved begyndelsen af en omvendelse eller i løbet af helliggørelsens værk.
Allerede menneskets forberedelse til at tage imod nåden er et nådens værk. Det er nødvendigt for at opvække og understøtte vor medvirken i retfærdiggørelsen ved troen og i helliggørelsen ved kærligheden. Gud fuldender i os det, Han har begyndt, for Han begynder ved at virke, at vi vil, Han, som fuldender ved at samvirke med dem, der vil
:[17] [490]
Ganske vist arbejder også vi, men vi gør ikke andet end at arbejde med Gud, som arbejder. For hans barmhjertighed er gået forud for os, for at vi kan blive helbredt; den følger os også for at vi, som er helbredt, kan blive levendegjort; den går foran os, for at vi kan kaldes; den følger os, for at vi kan herliggøres; den går foran os for at vi kan leve fromt, den følger os for at vi altid kan leve med Gud, for uden Ham kan vi intet gøre.[18]
Guds frie initiativ kræver menneskets frie svar, for Gud har skabt mennesket i sit billede og sammen med friheden givet det magt til at kende Ham og elske Ham. Kun frivilligt træder sjælen ind i kærlighedens fællesskab. Gud rører umiddelbart og bevæger direkte menneskets hjerte. Han har nedlagt i mennesket en stræben efter sandheden og det gode, som Han alene kan opfylde. Løfterne om det evige liv
svarer, hinsides ethvert håb, på denne stræben: [1742]
Det, at du selv hvilede på den syvende dag efter dine såre gode værker, selv om du udførte dem i ro, er en forudsigelse til os med din Bibels ord, af at også vi efter vores gerninger, der er såre gode, fordi du har givet os dem, skal hvile i dig på det evige livs sabbat.[19] [2550]
Nåden er først og fremmest Åndens gave, som retfærdiggør os og helliggør os. Men til nåden hører også de gaver, som Ånden skænker os for at knytte os til sit arbejde, sætte os i stand til at samarbejde på andres frelse og på Kristi Legeme, Kirkens vækst. Det er de sakramentale nådegaver, gaver, som er særegne ved de forskellige sakramenter. Det er desuden de særlige nådegaver, også kaldet karismer, ifølge det græske ord, som Paulus bruger, og som betyder gunst, gratis gave, velgerning.[20] Af hvilken karakter de end måtte være, til tider ekstraordinær, såsom den gave at gøre mirakler eller tale i tunger, er karismerne henordnet til den helliggørende nåde og har som mål Kirkens fælles vel. De står i kærlighedens tjeneste, som bygger Kirken op.[21] [1108; 1127; 799-801]
Blandt de særlige nådegaver må nævnes den standsnåde, som følger med udøvelsen af ansvar i det kristne liv og i tjenesterne i Kirken.
Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået: Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med troen; den, der har en tjeneste, skal passe sin tjeneste; den, der underviser, sin undervisning; den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet. Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne(Rom 12,6-8).
Eftersom nåden er overnaturlig, unddrager den sig vor erfaring og kan kun erkendes af troen. Vi kan altså ikke bygge på vore følelser eller vore gerninger, for deraf at udlede, at vi er retfærdiggjort og frelst.[22] Imidlertid, efter Herrens ord: I kan altså kende dem på deres frugter
(Matt 7,20), når vi betænker Guds velgerninger i vort liv og i helgenernes liv, får vi et pant på at nåden arbejder i os og driver os til en stadig større tro og en holdning af tillidsfuld fattigdom.
Vi finder et af de smukkeste eksempler på denne holdning i det svar Skt. Jeanne d'Arc gav på et listigt spørgsmål fra sine kirkelige dommere:
Spurgt, om hun ved at hun er i Guds nåde, svarede hun:.[23]Hvis jeg ikke er det, måtte Gud da sætte mig i den; hvis jeg er det, måtte Gud da bevare mig dér
“Du herliggøres i de helliges forsamling,og når du kroner deres fortjenester,kroner du dine egne gaver.” [24]
Udtrykket fortjeneste
betyder sædvanligvis den løn, et fællesskab eller et samfund skylder et medlem for en handling vedkommende har gjort, der føles som en velgerning eller ugerning, værdig til løn eller straf. Fortjenesten hører ind under retfærdighedens dyd, svarende til det lighedsprincip, som styrer den. [1723; 1807]
Over for Gud findes der, strengt taget, ikke nogen fortjeneste fra menneskets side. Mellem Ham og os er uligheden grænseløs, for vi har modtaget alt af Ham, vor Skaber. [42]
Menneskets fortjeneste for Gud i det kristne liv kommer af, at Gud frit har villet knytte mennesket til sin nådes værk. Guds faderlige handling kommer først: Han tilskynder; menneskets frie handling kommer dernæst: det samarbejder, således at fortjenesterne for de gode gerninger først og fremmest må tilskrives Guds nåde, dernæst den troende. Ja, selve menneskets fortjeneste tilkommer Gud, for dets gode gerninger udgår, i Kristus, fra Helligåndens forekommende indgriben og fra Hans hjælp. [306; 155; 970]
Vore barnekår hos Gud, som ved nåden gør os delagtige i den guddommelige natur, kan ved Guds ufortjente retfærdighed give os en sand fortjeneste. Det drejer sig om en nådens ret, en kærlighedens fulde ret, som gør os til Kristi medarvinger
og værdige til at opnå den lovede arv: det evige liv.[25] Fortjenesterne for vore gode gerninger er den guddommelige godheds gaver.[26] Forud blev nåden givet, nu gives det tilbage, der skyldes... Dine fortjenester er Hans gaver
.[27] [604]
Da initiativet i nådens orden, i omvendelsens, tilgivelsens og retfærdiggørelsens nåde, er Guds, kan ingen fortjene den første nåde. Først når vi er drevet af Helligånden og kærligheden kan vi, for os selv og andre, fortjene nådegaver, der er gavnlige for vor helliggørelse, til at vokse i nåden og kærligheden, såvel som til at opnå det evige liv. Selv timelige goder som sundhed og venskab kan, alt efter Guds visdom, fortjenes. Disse nådegaver og goder er genstand for den kristne bøn. Bønnen tager vare på vort behov for nåden for at kunne handle fortjenstfuldt. [1998]
Kristi kærlighed er i os kilden til alle vore fortjenester for Gud. Ved at forene os med Kristus i en aktiv kærlighed sikrer nåden os, at vore handlinger får en overnaturlig karakter, og følgelig, at de er fortjenstfulde for Gud og mennesker. Helgenerne har altid haft en levende bevidsthed om, at deres fortjenester var ren nåde. [492]
Efter landflygtigheden på jorden håber jeg i hjemlandet at kunne glæde mig over dig, men jeg vil ikke samle på fortjenester til Himlen, jeg vil arbejde ene og alene for din Kærlighed... Ved dette livs aften vil jeg komme til dig med tomme hænder. For jeg beder dig ikke, Herre, tælle mine gerninger. Alle vore retfærdigheder har pletter i dine øjne! Derfor vil jeg iklæde mig din egen Retfærdighed og af din Kærlighed modtage den evige besiddelse af Dig selv...[28] [1460]
Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter Hans beslutning er kaldet. For dem, Han forud har kendt, har Han også forud bestemt til at formes efter sin Søns billede, så at Han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som Han forud har bestemt, har Han også kaldet, og dem, Han har kaldet, har Han også gjort retfærdige, og dem, Han har gjort retfærdige, har Han også herliggjort
(Rom 8,28-30).
Alle kristne uanset deres stand eller stilling kaldes til det kristne livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed
.[29] Alle er kaldet til hellighed. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!
(Matt 5,48). [915; 2545; 825]
For at nå denne fuldkommenhed skal de troende bruge de kræfter, de har modtaget ifølge Kristi tilmålte nådegave... så at de i alt retter sig efter Faderens vilje og af hele deres sind hengiver sig til at ære Gud og tjene næsten. Således skal Guds folks hellighed udfolde sig og bære rige frugter, således som Kirkens historie lysende viser det i så mange helgeners liv.[30]
Det åndelige fremskridt stiler imod en forening med Kristus, der er stadig inderligere. Denne forening kaldes mystisk
, fordi den gennem sakramenterne: – de hellige mysterier
– tager del i Kristi mysterium, og gennem Ham i den Hellige Treenigheds mysterium. Gud kalder os alle til denne inderlige forening med Ham, selv om særlige nådegaver og ekstraordinære tegn på dette mystiske liv kun forundes nogle få for at synliggøre den ufortjente nådegave til alle. [774]
Vejen til fuldkommenhed går over Korset. Der findes ingen hellighed uden afkald og uden åndelig kamp.[31] Den åndelige fremgang indebærer askese og en selvfornægtelse, der gradvis fører til et liv i saligprisningernes fred og glæde: [407; 2725; 1438]
Den, der stiger op, standser aldrig op, men tager begyndelse fra begyndelse, og begyndelsen til det, der altid er større, fuldkommes ikke i sig selv. For i det, han kender, hører den, der stiger, aldrig op med at længes.[32]
Vor hellige moder Kirkens børn håber på nåden til at holde ud indtil enden og lønnen fra Gud, deres Fader, for de gode gerninger, som de med Hans nåde har gjort i forening med Jesus.[33] Da de overholder den samme leveregel, tager de troende del i det salige håb
hos dem, som den guddommelige barmhjertighed samler i den hellige Stad, det nye Jerusalem, der stiger ned fra Himlen, fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom
(Åb 21,2). [162; 1821; 1274]
Helligåndens nåde tildeler os Guds retfærdighed. Idet Han i troen og Dåben forener os med Kristi lidelse og opstandelse, lader Han os få del i Hans liv.
Retfærdiggørelsen har, ligesom omvendelsen, to sider. Under nådens påvirkning vender mennesket sig til Gud og bort fra synden, og modtager således tilgivelsen og retfærdigheden fra oven.
Retfærdiggørelsen omfatter syndernes forladelse, helliggørelse og fornyelse af det indre menneske.
Retfærdiggørelsen er blevet os fortjent gennem Kristi lidelse. Den skænkes os i Dåben. Den ligedanner os med Guds retfærdighed, som gør os retfærdige. Den har som mål Guds og Kristi ære og det evige livs gave. Den er Guds barmhjertigheds ypperste værk.
Nåden er den hjælp, som Gud giver os, for at vi kan svare på vort kald: at få barnekår hos Ham. Den fører os ind i det treenige livs intimitet.
Det guddommelige initiativ i nådens værk forekommer, forbereder og fremkalder menneskets frie svar. Nåden imødekommer den menneskelige friheds dybe stræben. Den kalder friheden til samarbejde med sig og gør den fuldkommen.
Den helliggørende nåde er den gratis gave af sit liv, som Gud giver os, indgydt af Helligånden i vor sjæl for at helbrede den for synd og helliggøre den.
Den helliggørende nåde gør os velbehagelige for Gud
. Karismerne, Helligåndens specielle gaver, er henordnet til den helliggørende nåde og har som mål Kirkens fælles vel. Gud handler også ved hjælp af mangfoldige aktuelle nådegaver, som man skelner fra den habituelle nåde, der vedvarende er i os.
Der er ingen fortjeneste fra vor side for Gud, om ikke det var for Guds frie beslutning om at gøre mennesket delagtigt i sin nådes værk. Fortjeneste tilskrives først og fremmest Guds nåde, dernæst menneskets medvirken. Menneskets fortjeneste tilkommer Gud.
I kraft af vort adoptivforhold til Gud kan Helligånden give os en sand fortjeneste ifølge Guds ufortjente retfærdighed. Kærligheden er i os den vigtigste kilde til fortjeneste hos Gud.
Ingen kan fortjene den første nåde, som er begyndelsen til omvendelsen. Bevæget af Helligånden kan vi, til os selv og andre, fortjene alle de nådegaver, der er nyttige for at nå til det evige liv, som også de nødvendige timelige goder.
Alle kristne kaldes til det kristne livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed
.[34] Men når det gælder dyden, har vi lært af Apostlen, at der kun er én grænse for fuldkommenhed, nemlig at den ingen grænse har
.[35]
Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig
(Matt 16,24).