Alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde
(Fil 4,8).
Dyd er en tilvant og fast indstilling, der tilstræber at gøre det gode. Den gør det muligt for mennesket, ikke blot at udføre gode handlinger, men også at yde sit bedste. Af alle sine følelsesmæssige og åndelige kræfter stræber det dydige menneske efter det gode; det forfølger det og vælger det i sine konkrete handlinger. [1733; 1768]
Målet for et dydigt liv er at blive Gud lig.[1]
De menneskelige dyder er faste holdninger, stabile indstillinger, tilvante fuldkommenheder i forstand og vilje, som regulerer vore handlinger, bringer orden i vore lidenskaber og styrer vor adfærd efter fornuften og troen. De giver lethed, herredømme og glæde til at føre et godt moralsk liv i selvbeherskelse og glæde. Det dydige menneske er den, der frit gør det gode. [2500]
De moralske dyder erhverves på menneskevis. De er frugterne af og spirerne til moralsk gode handlinger. De indstiller alle menneskets kræfter på at få del i den guddommelige kærlighed. [1827]
Fire dyder spiller en central rolle. Derfor kaldes de kardinaldyder
; alle de andre ordnes omkring dem. Det er klogskab, retfærdighed, mod og mådehold. Hvis nogen elsker, hvad der er ret og rigtigt, så er de forskellige dyder netop visdommens værk. Den lærer nemlig besindighed og klogskab, retfærdighed og mod
(Visd 8,7). Under andre navne prises disse dyder i talrige tekster i Skriften.
Klogskaben er den dyd, der indstiller den praktiske fornuft på i alle forhold at skelne vort sande gode og vælge de rette midler til at udføre det. Den kløgtige giver agt på sine skridt
(Ordsp 14,15); Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede
(1 Pet 4,7). Klogskaben er den rette forståelse for det, der skal gøres
, skriver Skt. Thomas,[2] efter Aristoteles. Den må ikke forveksles, hverken med frygtsomhed eller angst, tvetungethed eller forstillelse. Den kaldes
dydernes kusk
(auriga virtutum): den styrer de andre dyder, idet den giver dem rettesnor og målestok. Det er klogskaben, som umiddelbart vejleder samvittighedens dom. Det kloge menneske beslutter og ordner sin handlemåde efter denne dom. Takket være denne dyd anvender vi uden fejl de moralske principper på de enkelte tilfælde, og vi overvinder tvivl om det gode, der skal gøres, og det onde, som skal undgås. [1788; 1780]
Retfærdigheden er den moralske dyd, som består i den konstante og faste vilje til at give Gud og næsten det, som tilkommer dem. Retfærdighed over for Gud kaldes religionens dyd
. Retfærdighed over for mennesker indstiller på at respektere enhvers rettigheder og oprette den harmoni i de menneskelige relationer, som fremmer retskaffenhed over for personerne og det fælles gode. Det retfærdige menneske, ofte omtalt i den hellige Skrift, udmærker sig ved sine tankers tilegnede retlinethed og sin retskafne handlemåde over for næsten. Du må hverken tage parti for den fattige eller begunstige den rige. Du skal dømme din landsmand med retfærdighed
(3 Mos 19,15). I, som er herrer, gør ret og skel med jeres slaver; for I ved, at også I har en Herre i Himlen
(Kol 4,1). [2095; 2401]
Modet er den moralske dyd, som giver fasthed under vanskeligheder og udholdenhed i stræben efter det gode. Den styrker beslutningen om at modstå fristelserne og overvinde hindringerne i det moralske liv. Modets dyd sætter i stand til at overvinde angst, selv for døden, og at modstå prøvelser og forfølgelser. Den bereder til at gå så vidt som at give afkald på sit liv og ofre det for at forsvare en retfærdig sag. Herren er min styrke og lovsang
(Sl 118,14). I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden
(Joh 16,33). [2848; 2473]
Mådeholdet er den moralske dyd, der styrer lysternes tillokkelse og sørger for ligevægt i brugen af de skabte goder. Den sikrer viljens beherskelse af instinkterne og holder ønskerne inden for det passendes grænser. Det mådeholdne menneske orienterer sine sansers drifter mod det gode, bevarer en sund dømmekraft og lader sig ikke forlede til at følge sit hjertes lyster
.[3] Mådeholdet prises ofte i det Gamle Testamente: Følg ikke dit begær, og giv ikke efter for dine lyster
(Sir 18,30). I det Ny Testamente kaldes det besindighed
eller ædruelighed
. Vi skal leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden
(Tit 2,12). [2341; 2517]
At leve godt er ikke andet end at elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl og af hele sit sind, ..., så at kærligheden bevares ufordærvet og helt i Ham (hvilket hører under mådehold), så at den ikke brydes ved nogen modgang (hvilket hører under mod), ikke tjener nogen anden (hvilket hører under retfærdighed), er årvågen ved afgørelser, for at ikke bedrag eller svig skal snige sig ind (hvilket hører under klogskab).[4]
De menneskelige dyder, som er erhvervet gennem opdragelse, ved bevidste handlinger og udholdende anstrengelser, renses og løftes op af den guddommelige nåde. Med Guds hjælp hærder de karakteren og gør det let at gøre det gode. Det dydige menneske er lykkelig ved at udøve dem. [1266]
Det er ikke let for mennesket, som er såret af synden, at bevare den moralske ligevægt. Den gave, som frelsen ved Kristus er, skænker os den nødvendige nåde til at holde ud i vor stræben efter dyderne. Enhver bør selv til stadighed bede om denne nåde af lys og kraft, tage sin tilflugt til sakramenterne, samarbejde med Helligånden og følge Hans tilskyndelser til at elske det gode og vogte sig for det onde. [2015]
De menneskelige dyder har rod i de teologale dyder, som tilpasser menneskets evner til delagtighed i den guddommelige natur.[5] For de teologale dyder forholder sig umiddelbart til Gud. De sætter de kristne i stand til at leve i kontakt med den Hellige Treenighed. De har den Ene og Treenige Gud som ophav, bevæggrund og genstand. [1266]
De teologale dyder begrunder, besjæler og karakteriserer den for den kristne særegne moralske handlemåde. De præger og levendegør alle de moralske dyder. De er indgydt af Gud i de troendes sjæl for at sætte dem i stand til at handle som Hans børn og fortjene det evige liv. De er pantet på Helligåndens nærvær og virken i menneskets evner. Der er tre teologale dyder: tro, håb og kærlighed.[6] [2008]
Troen er den teologale dyd, ved hvilken vi tror på Gud og alt, hvad Han har sagt og åbenbaret os, og som den hellige Kirke forelægger os, for at vi skal tro det, fordi Gud er sandheden selv. Ved troen overgiver mennesket sig i sin helhed frit til Gud
.[7] Det er derfor, den troende søger at kende og gøre Guds vilje. Den retfærdige skal leve af tro
(Rom 1,17). Den levende tro er virksom i kærlighed
(Gal 5,6). [506]
Troens gave bliver i den, som ikke har syndet mod den.[8] Men en tro uden gerninger er død
(Jak 2,26); uden håbet og kærligheden forener troen ikke fuldt ud den kristne med Kristus og gør ham ikke til et levende lem på Hans Legeme.
Kristi discipel skal ikke blot bevare troen og leve i den, men også bekende den, vidne om den med frimodighed og udbrede den: Alle bør være rede til at bekende Kristus over for menneskene og følge efter Ham på korsets vej gennem de forfølgelser, som Kirken aldrig er foruden
.[9] Troens tjeneste og vidnesbyrd er påkrævet for frelsen: Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min Fader, som er i Himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min Fader, som er i Himlene
(Matt 10,32-33). [2471]
Håbet er den teologale dyd, ved hvilken vi stræber efter Guds Rige og det evige liv som vor lykke, idet vi sætter vor lid til Kristi løfter og støtter os, ikke til vore egne kræfter, men til hjælpen fra Helligåndens nåde: Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for Han, som gav os løftet, er trofast
(Hebr 10,23). Helligånden, som Han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, for at vi, retfærdige ved Hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv!
(Tit 3,6-7). [1024]
Håbets dyd svarer til den længsel efter lykke, som Gud har nedlagt i hvert menneskes hjerte; det optager i sig de forhåbninger, der besjæler menneskenes aktiviteter; det renser dem for at henordne dem til Himmeriget; det værner mod mismod; det støtter i enhver form for forladthed; det åbner hjertet i forventningen om den evige salighed. Håbets drivkraft bevarer mod egoismen og fører til kærlighedens lykke. [27]
Det kristne håb genoptager og fuldender det udvalgte folks håb, som har sin oprindelse og sit forbillede i Abrahams håb, han som i Isak blev overvældet med Guds løfter og renset ved offerets prøvelse.[10] Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag
(Rom 4,18). [146]
Helt fra begyndelsen af Jesu forkyndelse udfoldes det kristne håb i saligprisningerne. Saligprisningerne løfter vort håb mod Himlen som mod det nye forjættede Land; det afmærker vejen gennem de prøvelser, der venter Jesu disciple. Men ved Jesu Kristi og Hans lidelses fortjenester bevarer Gud os i håbet, som ikke gør til skamme
(Rom 5,5). Håbet er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert
, og det rækker derind, hvor Jesus gik ind som en forløber for os
(Hebr 6,19-20). Det er også et våben, der beskytter os i frelsens kamp: Lad os iføre os troen og kærligheden som brynje og håbet om frelse som hjelm
(1 Tess 5,8). Selv i prøvelsen giver det os glæde: Vær glade i håbet, udholdende i trængslen
(Rom 12,12). Det kommer til udtryk i bønnen og næres af den, særlig i Herrens Bøn (Fadervor), der sammenfatter alt det, håbet giver os at stræbe efter. [1716; 2772]
Vi kan altså håbe på Himlens herlighed, som Gud har lovet dem, der elsker Ham[11] og gør Hans vilje.[12] Under alle forhold bør enhver håbe med Guds nådes hjælp at holde ud indtil enden
[13] og få del i Himlens glæde, Guds evige løn for de gode gerninger, der med Kristi nåde er blevet gjort. Fuld af håb beder Kirken om at alle mennesker skal frelses
(1 Tim 2,4). Den længes efter at forenes med Kristus, sin Brudgom, i Himlens herlighed: [2016; 1037]
Håb, håb, min sjæl, du som ikke ved, hvornår dagen og timen kommer. Våg opmærksomt. Alt går så hurtigt, selv om din utålmodighed betvivler det, som er sikkert, og gør tiden lang, skønt den er kort. Tænk på, at jo mere du kæmper, jo mere viser du den kærlighed, du har til din Gud, og jo mere skal du en dag glæde dig med din Elskede, i en lykke og en henrykkelse, som ikke vil tage ende.[14]
Kærligheden er den teologale dyd, hvormed vi elsker Gud over alt andet for Hans egen skyld og vor næste som os selv af kærlighed til Gud. [1723]
Jesus gør kærligheden til det nye bud.
[15] Ved at elske sine egne indtil det sidste
(Joh 13,1), åbenbarer Han Faderens kærlighed, som Han modtager. Ved at elske hinanden efterligner disciplene Jesu kærlighed, som også de modtager i sig. Det er derfor, Jesus siger: Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed
(Joh 15,9). Og også dette: Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer
(Joh 15,12). [1970]
Som Åndens frugt og lovens fuldendelse holder kærligheden Guds og Kristi bud: Bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed
(Joh 15,9-10).[16] [735]
Kristus er død af kærlighed til os, mens vi endnu var fjender
(Rom 5,10). Herren byder os at elske ligesom Han også vore fjender,[17] at gøre os til næste for den, der står os fjernt,[18] elske børnene[19] og de fattige som Ham selv.[20] [604]
Den hellige apostel Paulus har givet en uforlignelig beskrivelse af kærligheden:
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt(1 Kor 13,4-7).
Uden kærligheden,
siger også apostlen, er jeg intet
. Og alt det, som er privilegium, tjeneste, endogså dyd ..., uden kærlighed gavner det mig intet
.[21] Kærligheden står over alle dyder. Den er den første af de teologale dyder: Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden
(1 Kor 13,13).
Udøvelsen af alle dyderne er besjælet og inspireret af kærligheden. Den er fuldkommenhedens bånd
(Kol 3,14); den er dydernes form; den forbinder og ordner dem i forhold til hinanden; den er kilde og mål for den kristne udøvelse af dem. Kærligheden sikrer og renser vor menneskelige evne til at elske. Den løfter den op til den guddommelige kærligheds overnaturlige fuldkommenhed. [815; 826]
Udøvelsen af det moralske liv, som er besjælet af kærligheden, giver den kristne Guds børns åndelige frihed. Han forholder sig ikke længere til Gud som en slave i servil frygt og heller ikke som en kræmmersjæl der er ude efter løn, men som en søn, der svarer på Hans kærlighed, som elskede os først
(1 Joh 4,19): [1972]
Enten vender vi os bort fra det onde af frygt for straf, og så er vi som slaver; eller vi opfylder budene for vor egen nyttes skyld, idet vi søger lønnens frugt, og på den måde bliver vi lig daglejere; eller vi gør det er for det godes egen skyld og af kærlighed til vor Lovgiver... og først således forholder vi os som børn.[22]
Kærlighedens frugter er glæde, fred og barmhjertighed; kærligheden kræver godgørenhed og broderlig tilrettevisning; den er velvillig; den fremkalder gensidighed, forbliver uegennyttig og ædelmodig; den er venskab og fællesskab: [2540]
Kærligheden er fuldendelsen af alle vore gerninger. Den er målet; det er for at nå det, at vi løber; det er hen imod det vi løber; når vi kommer til kærligheden, hviler vi.[23]
De kristnes moralske liv understøttes af Helligåndens gaver. De er permanente anlæg, som gør mennesket modtageligt for Helligåndens tilskyndelser.
Helligåndens syv gaver er visdom, forstand, råd, styrke, kundskab, fromhed og gudsfrygt. I deres fylde tilhører de Kristus, Davids Søn.[24] De fuldender og fører dyderne til fuldkommenhed hos dem, som modtager dem. De gør de troende villige til hurtigt at adlyde de guddommelige indskydelser. [1266; 1299]
Din gode Ånd skal lede mig i slettelandet(Sl 143,10).
Alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn... Når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger(Rom 8,14.17).
Åndens frugter er fuldkommenheder, som Helligånden udvirker i os som førstegrøde af den evige herlighed. Ifølge Kirkens tradition er der tolv: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, velvilje, godhed, langmodighed, mildhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed, kyskhed
(Gal 5,22-23 vulg.). [736]
De menneskelige dyder er stabile holdninger i forstand og vilje, der styrer vore handlinger, bringer orden i vore lidenskaber og leder vor adfærd i overensstemmelse med fornuften og troen. De kan grupperes omkring fire kardinaldyder: klogskab, retfærdighed, mod og mådehold.
Klogskaben hjælper den praktiske fornuft til i alle forhold at skelne vort sande gode og vælge de rette midler til at udføre det.
Retfærdigheden består i den vedvarende og faste vilje til at give Gud og næsten det, som tilkommer dem.
Mådeholdet styrer de sanselige lysters tillokkelse og sørger for ligevægt i brugen af de skabte goder.
De moralske dyder vokser gennem opdragelse, velovervejede handlinger og udholdenhed i anstrengelsen. Den guddommelige nåde renser dem og løfter dem op.
De teologale dyder indstiller de kristne på at leve i kontakt med den Hellige Treenighed. De har Gud som ophav, motiv og genstand, Gud, som er kendt af troen, håbet på og elsket for sin egen skyld.
Der er tre teologale dyder: tro, håb og kærlighed.[25] De giver form og liv til alle de moralske dyder.
Ved troen tror vi på Gud, og tror vi alt, hvad Han har åbenbaret os, og som den hellige Kirke forelægger for os, for at vi skal tro det.
Ved håbet attrår og forventer vi med fast tillid af Gud det evige liv og nådegaverne til at fortjene det.
Ved kærligheden elsker vi Gud over alt, og af kærlighed til Ham vor næste som os selv. Kærligheden er fuldkommenhedens bånd
(Kol 3,14) og alle dydernes form.
Helligåndens syv gaver til de kristne er visdom, forstand, råd, styrke, kundskab, fromhed og gudsfrygt.