Trosbekendelsen slutter som også den sidste bog i Den hellige Skrift,[1] med det hebræiske ord Amen. Man finder det ofte i slutningen af bønnerne i Det Nye Testamente. På samme måde slutter Kirken sine bønner med Amen
. [2856]
På hebræisk kommer Amen
af samme rod som ordet tro
. Denne rod udtrykker soliditet, troværdighed, troskab. Således forstår man, hvorfor Amen
kan siges om Guds troskab mod os og vor tillid til Ham. [214]
Hos profeten Esajas finder man udtrykket Sandhedens Gud
, bogstaveligt: Amens Gud
, det vil sige den Gud, der er tro mod sine løfter: Den i landet, der velsigner sig, velsigner sig ved den trofaste Gud
(Es 65,16). Vor Herre anvender ofte ordet Amen
,[2] til tider i fordoblet form,[3] for at understrege troværdigheden af sin lære, sin autoritet, som har sin grund i Guds Sandhed. [215; 156]
Det afsluttende Amen
i trosbekendelsen genoptager og bekræfter altså de to første ord: Jeg tror
. Tro, det er at sige Amen
til Guds ord, løfter, bud; det er at stole totalt på Ham, som er den uendelige kærligheds og fuldkomne trofastheds Amen
. Det kristne liv i hverdagen bliver da et Amen
til Jeg tror
i trosbekendelsen ved vor Dåb: [197; 2101]
Måtte din trosbekendelse være dig som et spejl. Se dér dig selv, om du tror alt det, du bekender, at du tror, og glæd dig hver dag i din tro.[4]
Jesus Kristus selv er Amen
(Åb 3,14). Han er det endegyldige Amen
i Faderens kærlighed til os. Han overtager og fuldender vort Amen
til Faderen: Alle Guds løfter har fået deres ja i Ham. Derfor siger vi også ved Ham vort
(2 Kor 1,20):amen
, Gud til ære
“Ved Ham, med Ham og i Hamtilkommer dig, Gud Fader, den Almægtige,i Helligåndens enhedal herlighed og ære,fra evighed til evighed.AMEN.” [5]