Kirken er blevet til for at udbrede Kristi rige overalt på jorden til Gud Faders herlighed og på den måde give alle mennesker del i den frelsende forløsning[1] og virkelig indordne hele verden under Kristus. Enhver handling i Kristi mystiske legeme, som er rettet mod dette mål, kaldes apostolat. Dette udøver Kirken i alle sine lemmer, omend på forskellige måder, for det kristne kald er ifølge sin natur også et kald til apostolat. Ligesom intet lem i et levende legeme forholder sig helt passivt, men samtidig med legemets liv også tager del i dets arbejde, således også i Kristi legeme, som er Kirken, hvor "hele legemet vokser sin vækst . . . efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del" (Ef 4,16). Ja, lemmernes forbindelse og sammenknytning er endog så stærk (jf. Ef 4,16), at et lem, som ikke virker for legemets vækst efter sin kraft, hverken kan siges at gavne Kirken eller sig selv.
Der er i Kirken en mangfoldighed af tjenester, men kun én sendelse. Kristus pålagde apostlene og deres efterfølgere, at de i hans navn og med hans myndighed skulle lære, helliggøre og styre. Men lægfolket, som har fået del i Kristi præstelige, profetiske og kongelige embede, opfylder i Kirken og i verden deres egen del af hele Guds folks sendelse.[2] Lægfolket udøver et virkeligt apostolat ved at stræbe efter at udbrede evangeliet, at helliggøre menneskene og at gennemtrænge og fuldende verden med evangeliets ånd. Således bærer deres stræben på det verdslige plan tydeligt vidnesbyrd om Kristus og tjener til menneskenes frelse. Men da det er karakteristisk for lægfolkets stilling, at det lever midt i verden og dens handlinger, kaldes det af Gud til at udøve apostolatet som en surdej i verden, glødende af Kristi ånd.
Lægfolket har ret og pligt til at udøve apostolatet i kraft af selve dets forening med Kristus, Kirkens hoved. Indføjet i Kristi mystiske legeme ved dåben og styrket med Helligåndens kraft ved firmelsen, får lægfolket apostolatet overgivet af Herren selv. Det indvies til et kongeligt præsteskab og et helligt folk (jf. 1 Pet 2,4-10), for at det i alle gerninger kan give åndelige ofre og bringe vidnesbyrd om Kristus overalt på jorden. Og ved sakramenterne, først og fremmest den hellige eukaristi, meddeles og næres den kærlighed, som er hele apostolatets sjæl.[3]
Apostolatet udøves i tro, håb og kærlighed, som Helligånden udgyder i hjerterne på alle Kirkens medlemmer. Også af kærlighedsbudet, som er Herrens største bud, drives alle troende til at arbejde for Guds herlighed, som åbenbares ved Hans riges komme, og for et evigt liv til alle mennesker, for at de kan lære den ene og sande Gud at kende, og den, Han sendte, Jesus Kristus (jf. Joh 17,3).
På alle kristne lægges altså den ærefulde byrde at arbejde på, at det guddommelige frelsesbudskab erfares og modtages af alle mennesker på hele jorden.
Til at udøve dette apostolat giver Helligånden, som virker Guds folks helliggørelse ved tjenesten og sakramenterne, også de troende særlige gaver (jf. 1 Kor 12,7). Ånden "tildeler efter sin vilje enhver sin særlige gave" (1 Kor 12,11), for at de "som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde skal tjene hverandre, hver med den nådegave, han har fået" (1 Pet 4,10), til hele legemets opbyggelse i kærlighed (jf. Ef 4,16). Modtagelsen af disse gaver - endog de enkleste - giver enhver troende ret og pligt til at bruge dem i Kirken og i verden til menneskers gavn og Kirkens opbyggelse. De skal bruges i Helligåndens frihed, som "blæser, hvorhen den vil" (Joh 3,8), og samtidig i fællesskab med brødrene i Kristus, især med deres hyrder. Det er hyrdernes opgave at dømme om gavernes ægthed og rette brug, vel at mærke ikke for at udslukke ånden, men for at prøve alt og holde fast ved det gode (jf. 1 Tess 5,12; 19,21).[4]
Kristus er sendt af Faderen og er kilden og oprindelsen til hele Kirkens apostolat. Derfor er det klart, at frugtbarheden af lægfolkets apostolat afhænger af lægfolkets levende forening med Kristus. Som Herren siger: "Den som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre" (Joh 15,5). Dette liv i tæt forening med Kristus i Kirken næres af åndelige hjælpemidler, som er fælles for alle troende, især den aktive deltagelse i liturgien.[5] Lægfolket skal opfylde deres verdslige pligter i det almindelige liv, men samtidig bruge hjælpemidlerne således, at de ikke adskiller foreningen med Kristus fra deres liv, men vokser i denne forening, samtidig med at de udfører deres gerning efter Guds vilje. Lægfolk bør ivrige og glade gå frem ad denne vej i hellighed og overvinde de splittende vanskeligheder klogt og tålmodigt.[6] Heller ikke omsorgen for familien eller andre verdslige anliggender bør holdes ude fra det åndelige livs sfære, som Paulus siger: "Alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn og sig Gud Fader tak ved ham" (Kol 3,17).
Et sådant liv kræver en stadig udøvelse af tro, håb og kærlighed.
Kun i troens lys og ved at grunde over Guds ord er det muligt altid og overalt at erkende Gud, "thi i ham lever og røres og er vi" (Ap.G. 17,28), at søge hans vilje i ethvert forhold, at se Kristus i alle mennesker, både nært tilknyttede og fjernerestående, og at bedømme rigtigt, hvilken betydning og værdi de timelige ting har i sig selv og i relation til menneskets mål.
De, som har denne tro, lever i håbet om Guds børns åbenbaring og ihukommer Herrens død og opstandelse.
I dette livs udlændighed er de med Kristus skjulte i Gud og frie fra rigdommens slaveri. De stræber efter de evige goder, og med ædelt sindelag hengiver de sig helt til at udbrede Guds rige og til at danne og fuldende verden i Kristi ånd. I dette livs modgang finder de styrke i håbet og "holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares os" (Rom 8,18).
Drevne af den kærlighed, som udgår fra Gud, gør de godt mod alle (jf. Gal 6,10), dog mest mod deres trosfæller, aflægger "al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og alskens bagtalelse" (1 Pet 2,1) og drager således mennesker til Kristus. Men Guds kærlighed, som "er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet" (Rom 5,5), sætter de lægfolk, som vil modtage den, i stand til i gerninger at give udtryk for saligprisningernes ånd i deres liv. De følger Jesus efter i hans fattigdom og bliver hverken slået ud af mangel på timelige goder eller hovmoder sig, når de er rigelige. De følger Kristus efter i hans ydmyghed og søger ikke tom ære (jf. Gal 5,26), men stræber efter at behage Gud mere end mennesker, altid rede til at forlade alt for Kristi skyld (jf. Luk 14,26) og til at tåle forfølgelse for retfærdigheds skyld (jf. Matt 5,10), fordi de husker på Herrens ord: "Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!" (Matt. 16,24). De plejer indbyrdes det kristne venskab og hjælper hinanden i ethvert behov.
Det åndelige liv hos lægfolket bør tage et særligt præg af den enkeltes ægteskabs- og familieforhold, helbredstilstand, samt erhvervsmæssige og sociale virke. Derfor skal den enkelte til stadighed udvikle de egenskaber og træk, som passer til den situation, han er sat i, og bruge de gaver, som Helligånden har givet ham.
Desuden skal de lægfolk, som er kaldede til at tilslutte sig en kirkelig forening eller institution, trofast forsøge at tilegne sig det særlige åndelige liv, som findes her.
De skal også værdsætte faglig kyndighed, familiefølelse, samfundsbevidsthed og de egenskaber, som angår de sociale forhold, d.v.s. retskaffenhed, retfærdighedssans, ærlighed, menneskelighed og standhaftighed. Uden disse egenskaber kan et sandt kristent liv slet ikke bestå.
Det fuldkomne forbillede for et sådant åndeligt og apostolisk liv er den salige jomfru Maria, apostlenes dronning, der levede et liv som vores på jorden, beskæftiget med omsorgen for sin familie og sit arbejde. Hun var til stadighed tæt knyttet til sin søn og arbejdede fuldt med på Frelserens særlige værk. Hun er nu optaget i himlen, og "hendes moderlige kærlighed omfatter sønnens brødre, som under deres jordiske pilgrimsrejse er omgivet af farer og trængsler, indtil de er nået frem til salighedens fædreland."[7] Over for hende bør alle vise den største hengivenhed og anbefale deres liv og apostolat til hendes moderlige omsorg.