[1] Den pastorale konstitution Kirken i den moderne verden består af to dele, men danner alligevel en helhed.

Konstitutionen kaldes pastoral, fordi den ud fra læremæssige principper forsøger at udtrykke Kirkens forhold til verden og til vor tids mennesker. Det betyder, at det pastorale sigte er til stede i første del på samme måde, som det læremæssige sigte er til stede i anden del.

I første del udvikler Kirken sin lære om mennesket, og om den verden, mennesket lever i, og om sit forhold til begge. I anden del ser Kirken nærmere på forskellige aspekter ved det moderne liv og menneskelige samfund, og i særdeleshed på spørgsmål og problemer i forbindelse hermed, der synes at være mere presserende i vore dage. Heraf følger, at denne anden del behandler et materiale, der nok er underkastet læremæssige principper, men som foruden vedvarende elementer også indeholder foranderlige elementer.

Konstitutionen bør derfor fortolkes i overensstemmelse med almindelige teologiske tolkningsprincipper, og især hvad angår anden del, må man huske på de omskiftelige faktorer, som emnet ifølge sagens natur involverer.